Dilemma: Vold og trusler skal anmeldes – eller?

Skal sociale botilbud og psykiatriske afdelinger, hvor mennesker med udviklingshæmning og sindslidelse bor og opholder sig, anmelde vold og trusler mod personalet til politiet. Ja, selvfølgelig, siger nogle – nej, mener andre.
Af: Karen Pedersen, journalist

Spørgsmålet om, hvornår bo- og servicetilbud og psykiatriske afdelinger skal anmelde en voldsepisode til politiet, er blevet aktualiseret i de senere år, i takt med, at der er kommet stadig mere fokus på registrering og indberetning.

Mange steder opleves det som et dilemma i hverdagen: På den ene side er samfundets regler ens for alle, og arbejdspladsen har ansvar for personalets sikkerhed – derfor bør vold og trusler anmeldes.

På den anden side er medarbejderne ansat til at støtte og yde omsorg for brugerne. Er det så etisk forsvarligt at politianmelde en bruger eller patient, der måske i forvejen opholder sig et sted, hvor han eller hun får behandling for sin sygdom? Og hvor går i så fald grænsen for, hvad man skal anmelde?

Alt eller ingenting

På det socialpsykiatriske botilbud Lunden i Brøndby bor der 24 mennesker med sindslidelse. Her er holdningen hos personalet klar. Selvfølgelig skal vold og trusler anmeldes.

– Vi anmelder „alt", også stofmisbrug og stofbesiddelse. Her gælder de samme regler som i resten af samfundet, siger Thorkil Skov, som er leder af Lunden – vi kan ikke begynde at lave en særlig „lex Lunden".

„Politikken" om anmeldelser gælder også, hvis det at reagere med vold eller aggressioner er en del af den sygdom, beboeren har.

– Man er ansvarlig for sine handlinger, uanset om man kan gøre for det eller ej. Men sanktionen kan være forskellig, fx kan man blive dømt til behandling for at prøve at begrænse, at det sker igen, siger Thorkil Lund.

Den holdning deler ledelsen på Kronborghus i Helsingør ikke. Her bor der 21 mennesker med udviklingshæmning – og tanken om at melde dem til politiet i tilfælde af vold og trusler ligger medarbejderne fjernt.

– Vi anmelder ikke, fordi der jo ikke er tale om bevidst vold. Vores beboere er på udviklingstrin med en 2-årig, men har en krop så stor, der gør, at vi kan blive bange for dem. Små børn river deres mor i næsen, det gør vores beboere også, fordi de er magtesløse. Men de bliver ikke hængt op for vold, og vi bebrejder dem aldrig, siger stedfortræder Birgit Gudme fra Kronborghus og understreger, at medarbejderne selvfølgelig ikke vil slås på.

– Vi har netop diskuteret, at man skal kunne ringe til politiet, hvis der sker noget om natten, og man ikke kan få fat i ledelsen, men vi har endnu ikke prøvet det. Vi forsøger at tackle de situationer, der opstår. Vi prøver at rumme de følelser, beboerne har, men accepterer ikke, de slår: „Vi forstår dig godt, men du må slå i gulvet i stedet for…". Vi forsøger at finde ind til den følelse, der ligger bag truslerne. Vedkommende truer jo, fordi han ikke kan kommunikere, og måske er det mig, der ikke forstår hans signaler!

Pædagogiske refleksioner

Alle voldsepisoder på Kronborghus bliver indberettet til amtets konsulent. Den medarbejder, der har været udsat for voldsepisoden, udfylder et skema til ledelsen, som reflekterer over det skete og sender skema og refleksioner videre til amtet, som så også reflekterer og sender deres kommentarer tilbage.

– På den måde er vi hele tiden opmærksomme på vores pædagogiske praksis. Sker volden fx, fordi brugerne ikke bliver hørt eller ikke føler sig forstået? Er der noget vi kan blive bedre til?, siger Birgit Gudme.

– Der er jo to dele i det. Dels handler det om beboerne, som ikke føler sig hørt eller forstået, den del skal være i orden. Det andet er personaledelen. Det er et arbejde, men man skal ikke finde sig i at blive slået. Vi tager begge dele seriøst og er ærlige om de dilemmaer, der er.

Godt samarbejde med politiet

På Lunden sker det ca. fem gange om året, at en episode anmeldes til politiet. Og grænsen for, hvad politiet skal tage sig af, er til diskussion.

– Den diskuterer vi til stadighed. Det er os der bedømmer det. Jeg synes ikke, det er så svært i praksis, overfald mellem beboere, fysisk vold, stærke trusler, hærværk og brandstiftelse anmelder vi. Men alligevel har vi nok ikke helt de samme regler som i almindelighed. Hvis en nabo fx kastede noget tungt ind af mit vindue, ville jeg nok melde det. Det gør jeg ikke her. Det ville blive for omfattende. Vi skal ud i noget, som normalt kræver mere end en løftet pegefinger, siger Thorkil Skov.

I begyndelsen oplevede han, at politiets holdning var, at det var en pædagogisk opgave at tackle de voldelige episoder, men det har ændret sig.

– Vi har et glimrende samarbejde med det lokale politi, og det forudsætter det også, hvis man skal have en konsekvent voldspolitik, ellers er det konfliktfyldt. Vi har et åbent samarbejde, hvor vi kan tale sammen og også kan sige det, hvis en af os kvajer os.

Det er Thorkil Skov som leder, der skriver under på en anmeldelse af vold, aldrig den medarbejder, som har været ude for episoden. Han eller hun skal kunne føle sig så tryg som mulig ved fortsat at arbejde med den pågældende beboer. Anmeldelserne giver ikke problemer i praksis, synes Thorkil Skov.

– Rammerne er klar ved indflytningen. Beboerne ved, at her gælder samfundets almindelige regler, vold og trusler og andet strafbart bliver meldt til politiet. Det betyder også, at vi skal følge op og ikke „fedte med det", når der sker noget.

– Og når politiet kommer, så skal de ligne politi og ikke komme i gummisko. Når en bruger har besøg af politiet ved alle det, og det er fint. På min tidligere arbejdsplads (bosted for psykisk syge, red.) brugte vi også nærpolitiet forebyggende. De kom forbi og fik kop kaffe og kunne fx også hjælpe beboerne med interne konflikter. Det synes jeg er en god ide.

En anmeldelse er en anmeldelse

Hos det lokale politi mener man ikke, det er politiets opgave at forebygge i beboernes eget hjem.

– De har også krav på at kunne være i fred, men vi rykker naturligvis ud, hvis vi får en anmeldelse fra en medarbejder, siger vicekriminalinspektør Vagner Eliseholm fra Glostrup Politikreds.

De får en del af den slags anmeldelser, blandt andet fra Psykiatrisk Afdeling på Glostrup Sygehus og Hvidovre Psykiatriske Afdeling i Brøndby. Og når det sker, behandles de som en hvilken som helst anden anmeldelse, selvom proceduren kan være lidt forskellig.

– Medarbejdere er ofte utrygge ved at skulle fortælle om sig selv, stille op i retten osv. Når vi fx får en anmeldelse fra en psykiatrisk afdeling, er det som regel overlægen, som anmelder, så medarbejderens personnummer og adresse ikke fremgår af anmeldelsen, det skaber tryghed. Efterfølgende tager vi kontakt til medarbejderen og afhører vedkommende.

Også politiet kan indimellem drøfte, hvor grænsen går mellem, hvad der er deres job, og hvad der er en pædagogisk opgave.

– Vi kan godt diskutere grænser, men i det øjeblik, vi får en anmeldelse, så tager vi os af den. Så kan det være, vi bagefter tager et møde med de implicerede og drøfter sagen. Vi har jo kontakt til de steder, det drejer sig om i forvejen. Selvfølgelig er der en grænse for, hvad man skal anmelde, men der også en grænse for, hvad man skal finde sig i, siger Vagner Eliseholm.

I politikredsen ligger antallet af årlige anmeldelser fra sociale botilbud og psykiatriske afdelinger nogenlunde fast. I år har der til dato (september) været 19 anmeldelser.

– Men vi kan mærke, at tærskelen for og holdningen til, hvad man skal finde sig i, har rykket sig. Man vil gerne have rene linjer og dialog om det, og det mener jeg er helt rimeligt. Man skal kunne passe sit arbejde.

 

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, september 2005 (årgang 11 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk