Skal – skal ikke...

Skal vold og trusler i bo- og servicetilbud og på psykiatriske afdelinger meldes til politiet? Hvad mener fagforbund og interesseorganisationer?

Mogens Seider, Næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund

– Det er SL’s opfattelse, at det er etisk og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at politianmelde vold.

Men vi anerkender, at det er et dilemma – som vi har fået præsenteret ved medlemsmøder mange gange de sidste par år. Vi mener dog ikke, at det grundlæggende er fornuftigt at gå på kompromis med det forhold, at vi i Danmark har en udøvende, en lovgivende og en dømmende myndighed. Hvis vi som offentlige ansatte subjektivt begynder at bedømme, om handlinger begået af borgere i botilbud er strafbare eller ikke, så er vi ude på et skråplan, der truer retssikkerheden.

Naturligvis er det pinefuldt for personalet, at der må laves en politianmeldelse mod en borger, som det „lige gik så godt for". Det bliver jo registreret, hvis han dømmes. På den anden side finder vi det betænkeligt, hvis personalet selv skal vurdere, om vold skal anmeldes. Det overlader borgeren til personalets nåde og barmhjertighed, samtidig med at muligheden for at få erstatning ved varige mén mindskes for den, som har været udsat for volden.

I forbundet har vi eksempler på medlemmer, der under hensynstagen til borgeren har undladt at anmelde overgreb, og som senere igen er blevet overfaldet og slået, men hvor der så ikke er dokumentation for, at det er sket tidligere. Vi har også meget uheldige eksempler på, at personalet har talt beboere fra at anmelde, og hvor situationen siden hen er tilspidset og forværret, uden at den svage part er beskyttet ordentligt.  

Inger Bolwinkel, Forbundssekretær i FOA – Fag og Arbejde

– FOAs holdning er, at man skal politianmelde. Det er meget vigtigt, at arbejdspladsen har en „voldspolitik", som også indeholder retningslinjer for anmeldelse. Vi anbefaler desuden, at det altid er arbejdspladsen, altså lederen og ikke den enkelte medarbejder, der anmelder en voldsepisode, ellers kan det meget hurtigt komme til at gå ud over det pædagogiske samarbejde i hverdagen mellem medarbejderen og den pågældende bruger.

Vi opfordrer også til, at man laver nogle aftaler med politiet om vidnebeskyttelse af hensyn til ofrets sikkerhed. Vi har set nogle meget voldsomme eksempler, hvor nogen fik opsnuset en medarbejders adresse, og det førte til trusler. Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning og Psykiatrisk Hospital i Risskov har lavet sådanne aftaler med politiet om vidnebeskyttelse, og det er en ide, der er værd at tage op for andre.

Det er rigtigt, at der i nogle tilfælde ikke er tale om forsætlig vold. Men vi mener alligevel, at arbejdspladsen skal anmelde det. Vi er nødt til at sikre, at medarbejderne har den ret. I værste fald kan vold jo føre til, at de bliver uarbejdsdygtige.

Frank Ulmer Jørgensen, Chefrådgiver i Landsforeningen LEV

– Som udgangspunkt har LEV ingen politik på området. LEV taler for en balanceret tilgang til voldsepisoderne.

LEV er generelt enige i, at er der tale om forsætlig vold mod andre, så skal det anmeldes. Men for nogle mennesker med udviklingshæmning er udadreagerende og aggressiv adfærd en påtvunget del af den udtryksform, der følger af den skade, de har på hjernen. I andre tilfælde er adfærden udtryk

for et udviklingshæmmet menneskes angstfyldte reaktion på uforståelige hændelser i omgivelserne. Der opstår magtesløshed, fordi udviklingshæmmede ikke altid bliver forstået. Ofte er det personerne omkring dem, der ikke kan „læse" deres udtryksform, hvorfor det derfor heller ikke altid er begrænsninger hos den udviklingshæmmede person, men ligeså meget mangel på faglig indsigt og nærvær. I de tilfælde bør håndteringen af volden være en del af behandlingen, uanset hvilket tilbud der er tale om.

Selvfølgelig skal vold ikke tolereres, men der må være en balance i hverdagen – ellers kan man i nogle miljøer anmelde hele tiden. Er der tale om en person, hvor det er en del af „mønsteret" og et kendt element i handleplanen, at han eller hun reagerer med udadreagerende adfærd, skal personalet kunne håndtere denne adfærd. Hvis de ikke kan det, eller hvis de bliver skræmte, så skal de ikke arbejde det pågældende sted. Det handler i høj grad om en pædagogisk og en terapeutisk indsats.

Kommer volden derimod fra en person, som ikke plejer at have det mønster, eller som er et sted, hvor det ikke er „normalt" at reagere sådan, så skal personalet vurdere, om der er tale om forsætlig vold. Er der det, så skal det anmeldes. I de tilfælde skal mennesker med udviklingshæmning have deres straf ligesom alle andre. Men også her er der et gråzonefelt, hvor personalet også skal vurdere andet end selve volden. Sættes nogle mennesker med udviklingshæmning i en stærk provokerende situation, kan resultatet ikke blot blive et verbalt nej til provokationen, men også et fysisk nej. Udviklingshæmmedes muligheder for at udtrykke følelser verbalt er ofte mere begrænset.

LEVs manglende politik på området betyder ikke, at LEV ikke har en holdning. Det betyder blot, at LEV anerkender emnets kompleksitet.

Frede Budolfsen, Landsformand i Landsforeningen SIND

– Nogle erhverv må leve med en højere risiko for vold og trusler end andre, men man skal jo heller ikke finde sig i alting!

Hvis en sindslidende eller mentalt handicappet (som vel at mærke er tilregnelig) anvender – eller truer med vold – må det have konsekvenser. Jeg er dog ikke sikker på, at en politianmeldelse i de fleste tilfælde vil være særlig relevant. Hvis voldsmanden i forvejen befinder sig på en institution, må det være muligt at gøre opmærksom på situationens alvor ad anden vej.

Hvis voldsmanden ikke er tilregnelig, er volden ikke strafbar, og politiet har derfor ingen rolle i sagen. Hvis han er tilregnelig, men affektstyret eller lignende er det først og fremmest et dialog- eller behandlingsproblem, men hvis der ikke kan opnås noget ad den vej, må politiet ind i billedet. Institutionen kan ikke lave selvtægt og påføre sanktioner, som ikke har et behandlingsmæssigt sigte.

I øvrigt må man gå ud fra, at „stedet" må være kompetent til at klare de situationer, der opstår, via den faglige kompetence og viden, socialarbejdere på sådanne arbejdspladser bør være i besiddelse af. Hvis man ser på det rent erstatningsmæssigt i forhold til personalet, er en anmeldelse i mange tilfælde nødvendig, men så er politiet næppe det rette forum.

Steen Moestrup, Formand i LAP, Landsorganisationen af nuværende og tidligere psykiatribrugere

– Vores holdning er, at når vi ønsker at blive betragtet som almindelige borgere på så mange andre områder, så må vi også her behandles som almindelige borgere og indrette os efter de regler, der findes.

Men det er noget af et dilemma, for hvornår skal patienten/klienten/beboeren anmelde personalet for psykisk eller fysisk vold?

Problemet er også, at personalet står bevismæssigt meget stærkt, mens en beboer vil stå meget alene med det.

Vi synes ikke, der kan trækkes klare grænser for, hvad der skal anmeldes. Vi synes heller ikke om personalets argumenter med, „at når blot vedkommende tager sin medicin, så er han eller hun så venligt et menneske". Det er jo klart, da alle følelser er spærret inde, og han eller hun ikke reagerer.

Gitte Christensen, Daglig leder i ULF, Udviklingshæmmedes Landsforbund

ULF repræsenterer de godt fungerende udviklingshæmmede, som kan tale og udtrykke sig, og som udmærket ved, hvad de gør. Vi forlanger lige vilkår, og så må vi også tage ansvar for vores handlinger. Derfor mener vi, at vold og trusler skal anmeldes.

– Og det gælder også den anden vej rundt, hvis det er personalet, der begår vold. For det sker jo også.

Men det er svært, og det er en balancegang. For udviklingshæmmede er vidt forskellige mennesker. Udviklingshæmmede, som har svært ved at kommunikere, reagerer måske i afmagt.

Tit er vold en form for frustration, fordi ingen forstår, hvad man siger, hvis man ikke har et sprog. Her kan det være svært at sige, hvornår man skal anmelde det.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, september 2005 (årgang 11 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk