Patienter bliver meldt til politiet under indlæggelse på de psykiatriske afdelinger

Mange sindslidende er i forvejen indlagt – måske fordi de er til fare for sig selv og andre – men risikerer alligevel at få en behandlingsdom på ubestemt tid pga. en voldsepisode, som har fundet sted i behandlingsperioden. Bruges patienten på denne måde som en sikkerhedsgaranti for personalet? Og hvem går ind og hjælper patienten, når hændelsen er sket?
Af: Bente Djørup, landsformand for SIND, uddannet sygeplejerske

På mange psykiatriske afdelinger har patienter oplevet at blive anmeldt til politiet for vold mod personalet. Fra Arbejdstilsynet ved vi, at der er en stigning i anmeldelser af vold på arbejdspladsen. Volden kan forekomme med mange ansigter og i mange forskellige situationer. Vi kan tage skade på psyken, hvis vi oplever en voldsom begivenhed, som fx et bankrøveri, overfald, trusler om vold eller trusler på livet for os selv og familien.

For de ansatte i psykiatrien er det en kendsgerning, at patienterne er sindssyge, dvs. til fare for sig selv eller andre. Arbejdsopgaven og målgruppe er kendt og man ved, at nogle af patienterne er tvangsindlagt. Som psykisk syg oplever man i perioder verden anderledes, og opfatter de ting, der bliver sagt, på en anden måde. Dette kan bringe den syge til at gøre ting, som er uhensigtsmæssige over for medarbejderne i afdelingen, som fx at slå ud efter personalet eller direkte overfalde dem.

Arbejdsskader bør altid anmeldes til sikkerhedsorganisationen, og hvis der kommer en sygemelding ind i billedet, skal arbejdsskaden anmeldes efter arbejdsmiljøloven. Alt dette er gode foranstaltninger, da sikkerhedsgruppen på denne måde får en mulighed for at sikre personalet ved forebyggende foranstaltninger som fx supervision, efteruddannelse, indretning af de fysiske rammer samt at se på normeringen og fagpersonernes faglige baggrund.

Men at de syge skal anmeldes til politiet ved voldelige arbejdsskader, når de i forvejen er anbragt et sted, hvor de modtager behandling for deres til tider anderledes adfærd, kan virke uforståeligt.

Sikkerhed for erstatning

Når man spørger om årsagen til anmeldelsen svarer personalet, at det er for at være sikker på at kunne få erstatning, hvis dette skulle blive nødvendigt. I mange tilfælde får den sindslidende en behandlingsdom på ubestemt tid. Da patienten i forvejen er i behandling, er resultatet af dommen, at opholdet på den psykiatriske afdeling bliver på ubestemt tid. Risikerer man dermed ikke, at patienten på denne måde kan blive brugt som en sikkerhedsgaranti, såfremt personalet på et senere tidspunkt eventuelt skal søge om arbejdsskadeerstatning?

Det er forståeligt nok, at personalet stiller krav om, at de sikres, hvis de senere skulle få brug for at rejse en erstatningssag. Men forståelsen mangler for, hvorfor det er domstolen, der skal sikre personalet over for tredje mand. Sikkerhedsorganisationerne har de fleste steder indført et påbud om, at alle skader skal anmeldes, også selvom de ikke giver sygefravær. Dermed er der over for en uvildig instans afgivet en erklæring om et hændelsesforløb.

Sikkerhedsorganisationen burde være den, der til enhver tid kunne dokumentere og bekræfte, at der har været en voldsepisode, og hvem de involverede personer var. Med min viden om hvordan en sikkerhedsorganisation kan arbejde, finder jeg det ikke nødvendigt, at en voldsepisode skal til en domstol for at sikre, at det retslige grundlag er tilstede for en evt. senere erstatningssag. Sikkerhedsorganisationen bør være den instans, der kan sikre, at enhver voldsepisode eller anden arbejdsskade nedskrives og arkiveres til evt. senere brug.

Tvangsloven er den lov, der sætter rammen for hvilke tiltag, der skal gøres for en sindssyg, og hvilke handlemuligheder personalet har, når patienten er til fare for sig selv og andre. Det er således muligt at tilrettelægge en plan for, hvordan man som ledelse kan sikre personalet i forhold til erstatningssager.

Efter en voldsom voldsepisode skal personalet og patienten mødes igen i et eller andet forum, evt. et behandlingsforløb, og det er derfor meget vigtigt hvilken linie, der er lagt fra ledelsens side til at imødekomme begge parters behov for hjælp til at komme videre.

Forebyggelse

Grundlæggende skal der i psykiatrien arbejdes med at forebygge voldsepisoderne bl.a. ved at sikre, at personalet har den faglige baggrund, der er nødvendig til løsning af opgaverne, ved at sikre, at de personligt har styrken til at arbejde med mennesker, og at de kan lide at arbejde i psykiatrien.

Som ansat i psykiatrien er man et redskab til at sikre en kvalitativ behandling af et lidende sind. Derfor må man ved ansættelser tage højde for hele det faglige menneske, og ikke kun være optaget af, at der mangler medarbejdere. Der har fra politisk side været forslag fremme om, at man for at afhjælpe personalemanglen i psykiatrien, kunne „hive" borgere ind, som man lige kunne give et år med undervisning og lidt praktisk arbejde på nogle afdelinger. Det ville være at svigte patienter og personale, hvilket også ville vise sig ved flere skadeanmeldelser vedrørende vold.

Der skal til stadighed arbejdes efter, at opgaverne er tydelige og beskrevne, at alle bliver løbende introduceret til nye som gamle opgaver samt at der er viden og information tilstede om hvilke mål og metoder, der skal arbejdes ud fra.

Hvordan kan personalepolitikken være med til at danne rammen om, hvordan man kan forebygge og undgå vold?

– Ved at alle ved, hvilken adfærd man skal have i de forskellige situationer, hvilke værdier man arbejder ud fra, og hvad der forventes i forhold til en arbejdsindsats. Dernæst skal personalet vide, hvordan sikkerhedsorganisationen arbejder, hvordan den kan bruges, og hvilken omsorg der er tilstede ved sygdom og voldsepisoder.

Et fælles ansvar

En psykiatrisk afdeling skal være et sted, hvor patienten, personalet, de pårørende og andre er trygge ved at opholde sig. Vi har alle en forpligtigelse til at være med til at gøre dårlige forhold bedre og råbe højt, når noget ikke fungerer. Dette gælder også for personalet, hvis de ikke føler sig i stand til at håndtere behandlingen af en patient på tilfredsstillende vis. De må så melde ud og lade en anden fagperson komme til. Evnen til at sige til og fra er en forudsætning for, at psykiatrien kan få nye medarbejdere, som finder arbejdet udviklende, og som tør være tilstede, selvom det til tider kan være svært.

Utryghed vil altid forplante sig til patienterne, og ingen medicin kan fjerne den. Et fælles ansvar for arbejdspladsen, et fælles ansvar for at voldsepisoder undgås, og et fælles anliggende, således at den sindssyge ikke bliver draget til ansvar, kunne være en begyndelse til at undgå en voldsepisode og dermed skabe rum for den sindssyge til at være tilstede i et helt behandlingsforløb.

Må det være undtagelsen at den sindssyge anmeldes under en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Må man bruge sikkerhedsorganisationen til det, den er god til: beskrive, opsamle, forebygge, give råd og vejledning samt sikre arkivering. Hvis du og jeg vil være med til at gøre det nemmere at være patient og personale i psykiatrien, så start der, hvor du er, med at snakke om hvorfor vi anmelder en, der er sindssyg og indlagt til behandling.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, juni 2001 (årgang 7 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk