Fuld pension gav mindre vold

Volden på Pedersvænge faldt markant, da beboerne begyndte at få udbetalt deres fulde pension. Det handler ikke kun om penge, men også om personalets rolle og kommunikationen i samværet med beboerne.
Af: Lone Feddersen, forstander, Pedersvænge

Har udbetaling af den fulde pension til pensionister med sindslidelser reduceret volden på de psykiatriske institutioner? Det er et af de spørgsmål, vi fik, da vi evaluerede et forsøg med pensionsudbetaling i 1993. Inden jeg svarer på dette, vil jeg give et billede af institutionen Pedersvænge.

Pedersvænge ligger midt i Køge by og ejes af Roskilde Amt, som også står for driften. Huset rummer 35 boliger fordelt på tre afdelinger. De to afdelinger rummer typisk yngre svært sindslidende beboere, og en afdeling rummer ældre beboere såvel svært senil demente som sindslidende i øvrigt.

Personalet er en blandet skare med pædagogisk og sygeplejefaglig uddannelse. De har erhvervet deres psykiatriske erfaringer på mange forskellige måder.

Udgangspunktet for vores arbejde er et tillempet miljøterapeutisk sigte. Det er kombineret med den klare holdning, at dette er beboernes bolig, og at privatlivets fred også er en vigtig del af helheden.

Kontaktpersonsystemer af forskellig art er bindeleddet mellem beboernes behov og personalets formåen.

Hverdagen skal fungere

Vi har en hverdag, som helst skal fungere, så såvel basale som sociale og intellektuelle behov tilgodeses. Så her laves mad, vaskes tøj, købes ind, ses video, dyrkes sport, planlægges ferieture og så videre. Ganske som i et hvilket som helst andet hjem. Forskellen består i, at vi har den psykotiske forestillingsverden med som part, med de problemstillinger det bidrager med.

Hverdagen før pensionsudbetalingen

Da Pedersvænge åbnede, var de økonomiske vilkår for beboerne elendige. De blev spist af med lommepenge på cirka 850 kr. om måneden, hvis man var tilkendt højeste pension, og cirka 650 kr. hvis man var folkepensionist. Disse lommepenge skulle dække den enkeltes personlige behov for eksempelvis tobak, slik, gaver, blade, kosmetik, blomster og spontan købetrang øvrige behov skulle institutionens budget dække efter formåen.

Alle, der har kontakt med det psykiatriske system, ved, at et gennemgående kendetegn ved brugerne er forbruget af tobak. Røgtågerne har altid været tætte i disse miljøer. Og hermed var kimen til konflikterne lagt. Hvis der skulle være røg til alle dage, skulle lommepenge beløbet administreres benhårdt: en pakke pr. dag, og så var der ikke penge til andet.

Utallige var konfrontationerne, når der skulle udbetales penge eller udleveres smøger. Der var ikke nok, vi tog deres penge og så videre.

Når beboeren ikke ville acceptere aftalerne, var konsekvensen typisk, at der efter få dage hverken var flere smøger eller penge. Så gik konflikterne på at forsøge at låne af medbeboere eller personale. Og stemningen kunne ryge ret meget i vejret, efterhånden som nikotintrangen blev dominerende.

Alle andre behov skulle dækkes af institutionen. Selvom vi lagde op til medbestemmelse og indflydelse og så vidt det var muligt meldte rådigheds-beløb ud, som brugeren så kunne planlægge sine indkøb og aktiviteter ud fra, var ingen beboere i tvivl om, at det var husets penge. Tøjpenge skulle bruges til tøj og ikke til fornøjelser og så videre.

Mødet mellem personale og beboer var præget af dette forhold. Penge betyder selvfølgelig ikke alt, men der er mange symboler og signaler i, om du har dine "egne penge" eller ej. Tænk bare på det billede, der dannes på nethinden, når ordet "husholdningspenge" nævnes. For mig noget med kvinder, der ikke "havde forstand" og som blev rost, når pengene slog til!!!

Hvad er det for et grundlæggende kvinde- eller menneskesyn det signalerer? Ikke noget vi bryder os om, vel? Men alligevel praktiserede og praktiserer vi det fortsat i stor stil over for beboerne! Det skabte afmagt og dermed aggressioner i vores miljø.

Hverdagen efter pensionsudbetaling

I sommeren 1992 fik beboerne - efter en lang proces - deres pension udbetalt. Og alle fik deres sag for. Både beboere og personale skulle til at vænne sig til en anden situation. De daglige konflikter udløst af cigarethunger forsvandt stort set og låne-virksomheden ligeså, men inden da var der blevet lavet nye aftaler med alle beboere på grund af ændrede regler for betaling. De skulle nu selv betale husleje, kost og så videre. Her var og er stadig et sted, hvor konflikterne kan opstå, hvis beboeren ikke ønsker vores indblanding, selvom han ikke selv kan magte det.

Men volden er faldet markant. Det ændrede forbrugsmønster har vist sammenhængen mellem beboerens økonomiske muligheder og konfliktniveauet. De nye muligheder skaber nye konfliktsituationer. Beboerens norm for forbrug er ikke altid sammenfaldende med personalets. Det er vigtigt at være bevidst om dette forhold, så. den vejledning, der gives til beboeren, gives ud fra beboerens behov - ikke ud fra, hvad du som privatperson mener er rimeligt at bruge penge på.

Beboeren har stadig meget brug for personalets hjælp, og endnu mere kvalificeret end før. Nu bliver forbrugsmønsteret en større del af beboerens identitet, for eksempel tøjstil, boligindretning og feriemål. Her er basis for et godt samarbejde, men det er også her, konflikterne opstår.

Nye udfordringer

Volden beboerne imellem har sjældent været betinget af økonomi, men låneriet er reduceret, og det har formindsket en konfliktmulighed. 111 gengæld er der opstået andre konflikter, fordi der af og til handles forbrugsgoder beboerne imellem, og nogle gange mere til den ene parts fordel.

De få voldsepisoder, vi har med direkte relation til penge, er situationer, hvor psykosen bidrager til, at alt blandes sammen: bolig, personale og økonomi. Her forsøger vi i samarbejde med kommunen at få adskilt begreberne, hvis det er nødvendigt, at der administreres for beboeren.

Men dialogen kan være svær, når beboeren efter egen opfattelse ikke oppebærer pension, men har en millionforretning, som vi har hugget.

Som tidligere nævnt gør penge det ikke alene, men det er en del af vores selvværd og kultur at have økonomisk råderum. Men råderummet skal være reelt.

Pensionsudbetaling giver ikke selvværd og selvbestemmelse, mindre afmagt og hermed mindre vold hos den sindslidende, hvis vi ikke som professionelle arbejder bevidst med vores rolle og kommunikationsform i samværet med beboeren. Øretæver kan uddeles både på grundlag af 5 kr. og 5000 kr., hvis vi overskrider beboerens grænser.

Min tese er, at jo dygtigere vi bliver til at møde beboeren og understøtte hans behov, jo mindre afmagt skaber vi. Dermed har vi skabt grobund for færre voldsepisoder.

 

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, juni 1996 (årgang 2 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk