Det er pædagogikken, der får det til at rykke

På 10 år er antallet af episoder med vold og trusler på Agerbækhuse faldet drastisk. Det skyldes først og fremmest, at pædagogikken løbende udvikles.
Af: Martin Starup, afdelingsleder og Inger Lynggaard, konst. forstander, Agerbækhuse

Agerbækhuse har i mange år haft fokus på at forebygge vold og trusler. Og vi kan glæde os over at det virker. I 1993 havde Føllehavegård, en afdeling af Agerbækhuse, 52 episoder med vold og trusler over fire uger, i 2003 kun to episoder i samme tidsrum.

Agerbækhuse er en række bofællesskaber og et aktivitetscenter for borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk og fysisk funktionsevne.

På baggrund af daglige tilfælde af vold og trusler, medarbejderes angst, højt sygefravær og stor medarbejder gennemstrømning tog vi i 1989 initiativ til en målrettet indsats med fokus på vold mod medarbejderne. Et af initiativerne var et formuleret fælles psykisk kriseberedskab kaldet „Ambulancetjenesten“. Processen med at udvikle og vedligeholde Ambulancetjenesten var først og fremmest med til at skabe en kultur på stedet. Volden betragtes ikke mere som den enkelte medarbejders problem, men som et fælles anliggende i medarbejdergruppen.

Slut med nej
Gennem tiden har vi reageret forskelligt over for borgeren for at undgå vold. I de første år holdt vi ham fysisk fast eller førte ham til egen bolig og beroligede ham der.

Frem til 2001 var den pædagogiske linje halvhjertet. Medarbejderne deltog individuelt i kurser i Det Kan Nytte-projektet, hvor det grundlæggende fokus er på samspillet med borgeren. Vi fortsatte med at give plads til „private“ fortolkninger af den pædagogiske referenceramme.

Det, der for alvor gav resultat med hensyn til at bringe volden ned, var paradigmeskiftet i pædagogikken. At vi holdt op med at sige „nej“ til borgeren. Tidligere havde vi fokus på borgernes problemskabende adfærd.

Vores udgangspunkt var, at vi vidste, hvad der var godt for den enkelte, og samværsprocesserne var i høj grad styret af medarbejderne. Nu har vi fokus på den enkelte borgers behov: Hvad det er, han vil udtrykke, når han slår sig selv eller os? De sidste fem år har vi haft entydig fælles faglighed.

Deler viden
Vi arbejder i to omsorgsgrupper i hvert hus og bevæger os gradvis væk fra den traditionelle kontaktpersonordning. Det gør vi, fordi den enkelte borger har behov for, at hele personalegruppen „ved, hvad der skal til“. Vi har erkendt, at arbejdet med borgere med nonverbalt sprog kræver en særlig indsats for at holde fast i og dele viden. Vi ønsker samtidig at sikre kontinuitet og tilknytning for den enkelte, når en medarbejder har ferie eller siger op. Tidligere var det ofte én medarbejders viden om borgeren, der lå til grund for den pædagogiske indsats.

Al efteruddannelse foregår som „inhouse-kurser“, hvor medarbejderne i et hus sammen deltager i kompetenceudvikling, med udgangspunkt i de konkrete faglige udfordringer, de står over for. Borgere og medarbejdere deltager sammen i sommerskoler med overnatning, hvor vi fx arbejder med musik som pædagogisk metode, massage og sansestimulering. Konsulenter iagttager samspillet mellem borgere og medarbejdere og giver efterfølgende medarbejderne feedback og supervision.

Referencerammerne
Fra årsskiftet 2002/2003 blev Agerbækhuse og Aktivitetscentret Blumesvej fusioneret. Hovedparten af borgerne kommer dagligt på aktivitetscentret, og det, at det er en fælles opgave, har stor betydning for, at vi kan skabe sammenhæng i deres liv.Det giver adgang til at arbejde ud fra en fælles iagttagelse og forståelse af deres behov, og hvordan vi i fællesskab imødekommer disse behov.

Det Kan Nytte er en af referencerammerne for vores arbejde. Grundtankerne bag Det Kan Nytte er, at alle mennesker fødes med samme udviklingspotentiale og dermed basis for samme kompetencer. At alle er født til at kunne udvikle sig normalt. Borgerne på Agerbækhuse er dog født med skader – varige nedsatte funktionsevner, der betyder, at de har vanskeligere ved at udvikle sig end andre mennesker. Den normale udvikling vil kun kunne ske, hvis der kompenseres
i miljø og pædagogik. Vi bruger Det Kan Nytte som ramme for at udarbejde udviklingsbeskrivelser for den enkelte borger. Vi kortlægger borgerens udviklingsalder med hensyn til psykisk udvikling, sproglig udvikling og kognitiv udvikling, fordi udviklingsniveauet er retningsgivende for socialmotoriske elementer i samværsformen. Altså hvad kan den enkelte borger forstå kognitivt og sprogligt, og hvad kan han eller hun rumme følelsesmæssigt. Udviklingsbeskrivelserne er med til at sætte fokus på den
del af samværet, der skal indeholde en grundstimulering, som sigter mod at støtte borgeren i at udvikle sig.

Socialmotorik som metode
Endvidere arbejder vi med musik som pædagogisk metode (socialmotorik). Socialmotorik er forskellige metoder/principper, der skal være til stede i samværet med det udviklingshæmmede menneske. Vi skal se borgerens signaler, tolke dem, forstå dem og give et respons på dem. Vi skal respondere ved hjælp af de udtryksformer, der
passer til hans udviklingsniveau.

Vi skelner mellem et forudbestemt socialmotorisk forløb, hvor vi har en klar målsætning med processen, og et ikke forudbestemt forløb, hvor vi i det spontane møde med borgeren prøver at inkorporere forskellige samspilsformer. I det forudbestemte socialmotoriske forløb bruger vi musik til at matche forskellige spændingstilstande hos borgeren. „Musik“ skal også forstås som, at omsorgspersonen i kommunikationen med borgeren benytter sig af kropssprog, puls, mimik, tonalitet, frasering, intuition etc.

Et eksempel: En borger har en kuglepen i hånden, som han vipper med. Hypoteserne kan være, at han bruger det som et pulsværn til at skærme sig fra de mange sanseindtryk (han finder ro ved at stimulere sig selv ved en puls, akkurat som spædbarnet). Eller at han bruger det, for at komme i samspil med omsorgspersonen.

Her skal vi indgå i enten en ikonisk imitation/matchning, hvor vi selv tager en kuglepen og gør det samme, eller i en synkron imitation/matchning, hvor vi får lov til at respondere ved at holde på hans kuglepen – sammen med ham. Det gør vi for at vise, at vi har set ham, og for at møde ham, i hans verden.

Samværsforløb
Et socialmotorisk samværsforløb begynder med at afdække borgerens personlige tryghedsbase, så følger tilnærmelsesproces, etablering af fælles tryghedsbase, dialog/kommunikation, en proces hvor vi arbejder med spændingstilstande ved hjælp af forskellige teknikker, og forløbet slutter med, at borgeren befinder sig i en personlig tryghedsbase.

Den personlige tryghedsbase
Før vi begynder en tilnærmelsesproces, skal vi sikre os, at det andet menneske befinder sig i en tryghedsbase.

Vores erfaring siger os, at mennesker på et tidligt udviklingsniveau (0-4 år) indretter deres personlige tryghedsbaser med forudsigelighed, oplevelse af kontrol/sikkerhed og beskyttelse. Det ser vi ofte ved, at de søger tryghed i ritualer, struktur og en stræben mod indre ro og balance for at have samling på sig selv. Ofte for at modstå de mange sanseindtryk, som de ikke er i stand til at sortere.

Dette betyder så, at vi som omsorgspersoner skal vide, hvilke udtryksformer vi kan benytte, inden tilnærmelsesprocessen begynder. Vi skal se, hvilke tryghedsformer det andet menneske selv har skabt, og mødes i denne verden.

Tilnærmelsesproces: Først skal omsorgspersonen være opmærksom på det andet menneske. Det kræver, at vi finder roen hos os selv, er nærværende, at vi viser den betingelsesløse accept for det hele menneske, som vi står over for. Vi skal aflæse signaler (kropssprog, mimik, puls, klang, placering i rummet), vi skal matche via ikonisk imitation og herfra søge at tolke beboerens følelsesmæssige tilstand. Til sidst skal vi nå en følelsesmæssig involvering. Nu er vi opmærksomme på det andet menneske.

Gensidig opmærksomhed: Nu skal vi tilbyde os ved matchning, måske tilføje yderligere signaler (lyd, berøring, bevægelse) for at sikre os, at vi er bevidste om hinandens eksistens. Vi skal gøre os spændende for det andet menneske.

Kontakt/fælles tryghedsbase/arbejde med spændingstilstand: Nu kan vi fastholde opmærksomhed, vi kan give relevant respons på signaler. Vi oplever noget fælles. Vi kan inkorporere dynamik og intensitet ved hjælp af gensidig imitation samt animere spændingstilstande op og ned. Det er vigtigt, at alle tiltag sker på det andet
menneskes præmisser. Vi har nu flyttet fokus fra en fysisk tryghedsbase til tryghed i relationen. Her begynder vi at arbejde med den nødvendige grundstimulering, der sigter mod borgerens udvikling. Det gør vi – modsat tidligere – først på dette tidspunkt i samværsprocessen, fordi vi nu har sikret os, at borgeren på sine præmisser er klar til denne stimulation. Vi slutter processen af med, at borgeren er i en personlig tryghedsbase.

Arbejdet i forudbestemte samværsprocesser er lagt i faste rammer kaldet kontaktøer. En kontaktø varer mellem en halv og en hel time. Vi tilstræber, at hver borger har én kontaktø i hverdagen, og to kontaktøer hver dag i weekenden. På den måde sætter vi nogle rammer for samvær på borger præmisser. Det giver den enkelte mulighed for på en hensigtsmæssig måde at fortælle os – vise os, hvad han/hun vil have mere eller mindre af i sit liv. Kontaktøerne er med til at legalisere, at medarbejderen arbejder individuelt med borgeren.

God effekt på arbejdsmiljøet
Vi arbejder løbende med at udvikle pædagogikken, og det er vores erfaring, at det er ved den fælles pædagogiske indsats, at organisationen får god sammenhængskraft. Medarbejderne oplever en stor grad af indflydelse, engagementet stiger, og sygefraværet falder. Og ikke mindst er borgernes udadrettede adfærd faldet drastisk, hvilket betyder et meget bedre arbejdsmiljø.