Vold mellem beboere

Netværksgruppen om udviklingshæmmede tager initiativ til fælles udviklingsprojekt.
Af: Daglig sikkerheds leder Lillian Hansen, Netværksgruppen vedr. udviklingshæmmede

Den landsdækkende netværksgruppe vedr. udviklingshæmmede har i flere år arbejdet med forholdsregler, handleplaner og krisehjælp til medarbejdere, som udsættes for vold på deres arbejdsplads. Dette arbejde har medvirket til, at der er sat fokus på problemet i hele landet. Det er vores opfattelse, at man i de fleste bo- og servicetilbud har taget fat på problematikken og er godt i gang med forskellige former for forebyggelse og hjælpeforanstaltninger.

Men hvordan er det med beboerne? De lever i de samme miljøer, blandt de samme voldsomme beboere. De er der hele døgnet, i mange år, og de kan ikke selv vælge at flytte derfra.

Denne problematik vil vi nu sætte særlig fokus på gennem et fælles udviklingsprojekt. Problematikken har været berørt i nogle amter og institutioner. Der er afprøvet forskellige metoder, men resultater eller erfaringer er ikke særlig kendte.

Formålet med projektet er at arbejde med en bedre forebyggelse og at minimere den vold, der er beboerne imellem. Derved vil vi kunne forbedre beboernes levevilkår og livskvalitet. Vi ønsker også en diskussion af, om beboerne har krav på krisehjælp i tilfælde af vold. Skal der ske politianmeldelse? Skal det anmeldes til forsikringsselskabet?

Disse og mange flere spørgsmål ønsker vi bliver taget op i ledelse og blandt medarbejdere. Der er ikke tilstrækkelig erfaringer på dette område. Det forventer vi, at der vil komme, og det skylder vi vel de beboere, som ikke selv har valgt deres bosted, eller personalet, der skal støtte og hjælpe dem.

Fælles registrering

Netværksgruppen forestiller sig, at der skal udvikles et ensartet og eventuelt fælles registreringsskema, så vi kan få nogle sammenlignende registreringer og erfaringer. Vi er inspireret af nogle af de allerede eksisterende skemaer, og ud fra dem vil vi arbejde på at få lavet et skema, som alle, der vil være med, kan bruge.

Inden det fælles projekt bliver søsat, er der vigtige overvejelser, der skal gøres, for at projektet skal lykkes:

Nogle amter er begyndt på at registrere volden mellem beboerne, på nogle af deres institutioner - det gælder bl.a. Frederiksborg Amt og Roskilde Amt. Andre amter har tilkendegivet, at de vil være med (bl.a. Ribe, Viborg og Vejle Amt). Vi håber, at alle amter vil støtte op om projektet. Vi forventer at starte i efteråret 1998.