Når sex ikke er noget, man har sagt ja til

Er det virkelig et problem?, er et spørgsmål, jeg ofte bliver mødt med, når talen falder på et område, jeg har arbejdet meget med de seneste tre år: seksuelle overgreb mod mennesker med psykisk udviklingshæmning. Og hver gang bliver jeg nødt til at svare: Ja, det er der desværre meget, der tyder på, det er!
Af: Projektmedarbejder Elsebeth Kirk Muff, Socialt Udviklingscenter SUS

Det er ikke kun i Danmark, man har vanskeligt ved at forestille sig, at mennesker med handicap er en særlig risikogruppe i forhold til seksuelle overgreb. Også i udlandet har problemet i årevis været overset. Derfor vakte det opsigt, da en række forskere fra forskellige lande på den 11. verdenskongres for handicapforskning præsenterede resultater fra undersøgelser om seksuelle overgreb mod mennesker med fysiske og psykiske handicap. Undersøgelserne pegede samstemmende på, at mennesker med handicap har en forøget risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb. Og lige så bekymrende: at de ikke har mulighed for at anvende de støtte- og rådgivningstilbud, som mennesker uden handicap kan benytte sig af.

I 2001 udgav Socialt Udviklingscenter SUS et litteraturstudie, hvor hovedkonklusioner og anbefalinger fra en lang række internationale undersøgelser om seksuelle overgreb på mennesker med handicap er samlet [1]. Da en markant overvægt af disse undersøgelser handler om mennesker med psykisk udviklingshæmning, er det denne mangfoldige gruppe mennesker, jeg tager udgangspunkt i i denne artikel.

Mindst lige så ofte…

Der er endnu ikke lavet en samlet undersøgelse af seksuelle overgreb mod mennesker med psykisk udviklingshæmning i Danmark. Det er derfor svært at sige præcist, hvor mange overgreb der sker. Men undersøgelser gennemført i USA, Canada, England, Holland og Norge og det foreløbige samarbejde med danske aktører på feltet sandsynliggør, at mennesker med psykisk udviklingshæmning også udsættes for seksuelle overgreb i Danmark.

Når man vender blikket mod de udenlandske undersøgelser af seksuelle overgreb mod mennesker med psykisk udviklingshæmning, giver de forskellige bud på problemets omfang. Yderpunkterne strækker sig fra én undersøgelse, der anslår, at ca. 8 pct. af alle mennesker med psykisk udviklingshæmning i løbet af deres liv vil blive udsat for et seksuelt overgreb, til en undersøgelse, der hævder, at helt op til 58 pct. vil opleve et seksuelt overgreb. Forskellene hænger sammen med, hvordan et seksuelt overgreb defineres, og hvordan undersøgelsen er gennemført – altså hvor man har indhentet oplysningerne fra.

Men på tværs af landegrænser tegner de udenlandske undersøgelser et temmelig ensartet billede af nogle væsentlige problematikker:

• Mennesker med psykisk udviklingshæmning udsættes mindst lige så ofte for seksuelle overgreb som mennesker uden handicap.
• Mange overgreb mod mennesker med psykisk udviklingshæmning anmeldes aldrig.
• Størstedelen af de seksuelle overgreb sker inden for rammerne af bo- og servicetilbud. 
• Gerningsmanden er oftest et menneske, som ofret kender – en medarbejder, pårørende eller en af de andre brugere.

Hvad forstås ved et seksuelt overgreb?

Helt overordnet kan man tale om et seksuelt overgreb, når et menneske påtvinger et andet menneske en seksuel handling, som dette menneske ikke ønsker. Men når det handler om seksuelle overgreb på mennesker med psykisk udviklingshæmning, er det vigtigt at slå fast, at der også kan være tale om et seksuelt overgreb i tilfælde, hvor vedkommende enten bliver presset til at give samtykke eller ikke er i stand til at give samtykke.

Et seksuelt overgreb involverer som oftest en eller anden form for fysisk kontakt.

• Fx at gerningsmanden berører ofrets kønsorganer
• at gerningsmanden berører andre dele af ofrets krop – fx brysterne
• at ofret tvinges til at berøre gerningsmandens kønsorganer
• at ofret tvinges til samleje af forskellig art.

Men der kan også være tale om et overgreb, selv om der ikke er fysisk kontakt mellem offer og gerningsmand. Fx ved at gerningsmanden blotter sig for ofret, tvinger ofret til at klæde sig af eller se pornografiske billeder.

Som nævnt anvendes der forskellige definitioner på seksuelt overgreb i de udenlandske undersøgelser. Men de tegner et tydeligt billede af, at det er ikke uskyldige berøringer, mennesker med psykisk udviklingshæmning udsættes for. Undersøgelserne viser en overvægt af alvorlige overgreb – det vil sige overgreb, der involverer samleje af forskellig art. Og meget ofte står overgrebene på over en længere periode.

Særlige risikofaktorer

Hvorfor er mennesker med psykisk udviklingshæmning i særlig grad i risikozonen i forhold til overgreb? Det spørgsmål har optaget en del forskere på området. Og svarene, de giver, fordeler sig i to hovedgrupper:

Dels er der nogle risikofaktorer, der er relateret til selve handicappet. Såsom:

• Nedsatte eller manglende verbale kommunikationsevner, der er en forhindring for at fortælle om et overgreb
• Fysiske funktionsnedsættelser, der gør det vanskeligt at flygte og/eller forsvare sig
• Kognitive funktionsnedsættelser, der kan nedsætte evnen til at afkode faresignaler.

Dels peges der på risici, der opstår som følge af, at mennesker med psykisk udviklingshæmning ofte er afhængige af andres hjælp – også til intime handlinger:

• Nogle mennesker med psykisk udviklingshæmning accepterer seksuelle handlinger, som ’den pris der skal betales’ for at få hjælp.
• Nogle mennesker med psykisk udviklingshæmning har lav selvtillid, og tror, at de ’ikke fortjener bedre’. 
• Nogle mennesker med psykisk udviklingshæmning har gennemgået mange ubehagelige undersøgelser, siden de var helt små, og de er uvante med at sige fra overfor berøringer, de ikke ønsker.

Desuden peger stort set alle forskere på, at seksuelle overgreb mod mennesker med psykisk udviklingshæmning er et tabubelagt område. Og at overgreb kun sjældent opdages, fordi det forudsætter en vilje til at se et problem, som de fleste ønsker ikke eksisterer.

Ingen danske undersøgelser

Som nævnt findes der ikke officielle tal på seksuelle overgreb mod mennesker med psykisk udviklingshæmning i Danmark. Men for de medarbejdere i amtslige bo- og dagtilbud, som Socialt Udviklingscenter på forskellig vis har samarbejdet med de seneste to år, er det en velkendt problematik. Medarbejderne kan både fortælle om brugere, der begår overgreb mod andre brugere. Om sager, hvor de har haft kraftig mistanke om, at en beboer er blevet udsat for seksuelle overgreb, mens han eller hun var hjemme på weekendbesøg hos familien. Og om episoder, hvor man har haft mistanke til en kollega.

De udenlandske undersøgelser dokumenterer, at overgreb mod mennesker med psykisk udviklingshæmning kun sjældent anmeldes til politiet. Og det ser også ud til at gælde i Danmark. Men hvorfor inddrages politiet ikke i disse sager?

Ingen enkle svar

Det er der desværre ikke nogle enkle svar på. Nogle gange fortæller ofret selv om overgrebet på en måde, der ikke efterlader tvivl. Og i de tilfælde vil både amtets eller kommunens socialforvaltning og politiet oftest blive alarmeret. Men i fleste tilfælde kan det være vanskeligt for omverdenen med sikkerhed at vide, om der faktisk er sket et overgreb. Enten fordi ofret har vanskeligt ved at fortælle om overgrebet. Eller fordi man mangler noget konkret til at understøtte sin mistanke.

En anden problematik er, at mennesker med udviklingshæmning næsten altid kender den person, der har begået det seksuelle overgreb mod dem. Det gør medarbejdere og pårørende derfor også. Det er svært at anklage et menneske, man kender. Det er svært at fortælle andre om mistanken. Og det er endnu sværere at anklage den, man mistænker. For tænk, hvis den mistænkte er uskyldig, eller hvis mistanken ikke kan bevises.

Når gerningsmanden er udviklingshæmmet

Når både offer og gerningsmand er mennesker med udviklingshæmning, anmeldes overgrebene kun sjældent til politiet, selv om man har stærke indicier for, at et overgreb har fundet sted. Nogle gange skyldes det, at medarbejdere på bo-, service- og dagtilbud vurderer, at gerningsmanden ikke ønskede at skade ofret, men bare savnede et knus. Eller ikke kunne gennemskue konsekvenserne af sine handlinger. Det er ofte sandt, men et seksuelt overgreb er altid et overgreb for ofret! Uanset om gerningsmanden er et menneske med udviklingshæmning, og uanset hvorfor overgrebet begås.

Støtte og rådgivning

Der er kun lavet få undersøgelser af, hvilke eftervirkninger mennesker med psykisk udviklingshæmning har af seksuelle overgreb. Men de få, der er lavet, viser, at deres reaktioner er meget lig dem, som andre mennesker har. På nogle punkter – fx i forhold til at være præget angst for igen at blive udsat for et overgreb – er reaktionerne forværret hos mennesker med udviklingshæmning. Undersøgelserne understreger, at mennesker med udviklingshæmning, der har været udsat for et overgreb, har behov for støtte og rådgivning. Både akut, og på længere sigt.

Socialt Udviklingscenter SUS holdt i maj en konference om seksuelle overgreb. To af oplægsholderne var fra Beverley Lewis House i London – et krisecenter for kvinder med psykisk udviklingshæmning, der har været udsat for bl.a. seksuelle overgreb. Sådan et krisecenter eksisterer ikke i Danmark… endnu skal jeg måske skrive. For de foreløbige erfaringer fra arbejdet med problematikken i Danmark viser, at der er behov for at udvikle støtte- og rådgivningstilbud, der er tilgængelige og anvendelige for både ofre og gerningsmænd, der er udviklingshæmmede. Fordi: Meget tyder desværre på, at seksuelle overgreb mod mennesker med psykisk udviklingshæmning er et problem.

[1] Seksuelle overgreb på mennesker med handicap – et litteraturstudie, Elsebeth Kirk Muff, 2001. De undersøgelser, der refereres til i denne artikel, er beskrevet mere udfoldet i litteraturstudiet.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, juni 2003 (årgang 9 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk