Nye rammer for mødet på Mændenes Hjem

Mændenes Hjem har i de senere år bygget om og indrettet huset på en ny måde - i samarbejde med en arkitekt og to kunstnere. De nye fysiske rammer på stedet lægger op til et mere (lige)værdigt møde med brugerne og er samtidig med til at forebygge konflikter.
Af: Robert Olsen, forstander, Mændenes Hjem

Mændenes Hjem ligger på Vesterbro i København. Centralt placeret på et sted, hvor den sociale udstødelse er synlig, og polariseringen mellem rig og fattig er blevet tydeligere de senere år, som følge af byfornyelsen og udviklingen i København.

Indre Vesterbro er i dag et attraktivt sted, hvor mange veje og mennesker mødes. Hovedbanegården tiltrækker flere hundrede tusinde mennesker hver dag. Hurtigbusserne fra Europa og Norden ender her. Her er Københavns største hotelområder, restauranter og cafeer, der bugner af mennesker. Talrige „stripklubber“ er skudt op de seneste år.

Også misbrugere og skæve eksistenser holder til her. Og de udvikler sig også. Nye brugergrupper er kommet til: unge, indvandrere og flygtninge samt stofmisbrugere af forskellige og nye stoffer, især kokain. Hjemløse er ikke længere „en stationær gruppe“ af midaldrende alkoholikere, men forskellige mennesker og forskellige grupper. Hjemløshed opfattes heller ikke mere som en stationær tilstand, forstået således, at når man én gang er blevet hjemløs, vil man blive ved med at være det.

Opholdet på forsorghjemmet eller herberget er i dag en proces frem mod andre og mere permanente botilbud. Selve brugerbegrebet har også ændret sig. I dag taler vi – forhåbentligt – ikke mere om klienter, men om borgere og brugere af vores tilbud.

Hele denne udvikling fører nye udfordringer med sig og stiller nye krav til medarbejderne på Mændenes Hjem. Vi har måttet gøre op med tidligere tiders holdninger og værdier. Vi arbejder med at opløse de gamle institutionsrammer, minimere kontrolfunktionerne og sætte brugerne i centrum.

Fællesskab i hverdagen
De sidste fem-ti år har vi på Mændenes Hjem gradvist ændret arbejdsform. Vi søger nye løsninger, og arbejder ud fra et mere horisontalt forhold mellem bruger og socialarbejder. For at skabe et værdigt møde og forebygge konflikter.

Som et led i dette har vi etableret et nyt værdisæt, ændret personalesammensætningen, tilføjet nye arbejdsområder og udvidet andre områder og funktioner. Og vi har øget brugernes ansvar og indflydelse.

Alt dette kunne vores gamle institutionslignende rammer ikke leve op til. Husets indretning kunne langtfra tilfredsstille de krav, vi har i dag. Det har været nødvendigt at bygge om, for at vi kan yde den støtte, vi ønsker. Og i de sidste tre år har vi sat fokus på de fysiske rammer og deres betydning for det pædagogiske arbejde.

Vores ønske er at ændre behandler-patient-forholdet eller bruger-socialarbejder-forholdet ved at rokere om på rummenes funktion, så brugere og personale kommer til at have de samme rum til deres sociale og behandlermæssige omgang. Så de får en dagligdag sammen, der er præget af ens rytme og fælles faciliteter. Sidder sammen, spiser sammen, læser avis og foretager sig andre ting sammen.

Ved at ændre på og åbne for husets muligheder vil vi skabe et møde med „det hele menneske“, så det ikke kun bliver den del, der har med det behandlingsmæssige problem at gøre, vi ser. For netop ved at støtte alle sider af de hjemløse og deres situation bliver de bedre rustet til at klare de tilbud, som vi formidler. Nøgleord for renoveringen har været:

Fællesskab er den afgørende platform. Hvis vi skal kunne forstå hinanden, må der være noget, der binder os sammen i en form for fællesskab. Vi må dele en dagligdag med noget, vi er fælles om. Samtidig ønskede vi flere mødesteder og flere niveauer at mødes på. En platform for dialog, så mødet i det daglige ikke kun sker om problemer.

For at få „nye øjne“ på vores hus er ombygningen sket i samarbejde med en arkitekt og to kunstnere, Kenneth Balfelt og FOS, som blandt andet beskæftiger sig med „socialt design“.

Solid platform for dialog
Og hvad har vi så gjort? I første omgang ændrede vi på indgangen til Mændenes Hjem for at signalere mere åbenhed.

Indgangen var i gamle dage gennem en mørk port. Man gik gennem et par saloondøre og frem til en reception, der mest af alt lignede en østtysk paskontrol. I dag er indgangen flyttet til hjørnet af Istedgade og Lille Istedgade. Den er synlig med en solid egetræsdør med udskæringer.

To af de mest centrale fysiske poster, receptionen og forstanderkontoret, er nedlagt. De patriarkalske symboler, som vi er bærere af i vores institutioner, har vi prøvet at gøre op med. Skranken i receptionen signalerede distance mellem brugere og medarbejdere, så den har vi afskaffet, ligesom vi har ændret på flere andre større og mindre ting. Beboerne har fået egne postkasser, de har selv nøgler til deres værelser osv.

Forrige år tog vi fat på at renovere fælleslokalerne i stueetagen. Rumfordelingen var uhensigtmæssig, lokalerne var nedslidte, møblerne ergonomisk dårlige, der var dårlig akustik, institutionsprægede og utidssvarende gulve og vægge mv.

I dag er stuen nyindrettet som et slags cafemiljø med „koksestole“, hvor man kan slappe af. Der er kommet farver på væggene, og i stedet for små borde er der store fælles borde, som man kan rykke rundt på efter behov.

Vores samtalerum er bygget op som en campingvogn for at skabe en anderledes platform for dialog end normalt. Kunstnernes ide var at bruge associationer fra hjemløses hverdag i indretningen. Mange hjemløse drømmer om en campingvogn, hvor de kan bo. Campingvognen signalerer hygge, møder signalerer magt. Det at placere mødet i en campingvogn er en måde at nedtone magtforholdet.

På lignende vis er vores gamle reception lavet om til observationsrum (nattesoverum), med udgangspunkt i, hvordan en kupe i en togvogn er designet. Igen en association til hjemløses hverdag – mange har fra tid til anden sovet i et tog.

Materialerne har vi også tænkt over. Vi har brugt solide møbler og stabile materialer som massivt træ, terrazzo og kobber, fordi vi ønsker at skabe en tryg base i brugernes ellers meget ustabile og kaotiske liv. Ikke blot via tillid og hjælp fra personalet, men også i det fysiske miljø.

Færre voldelige episoder
Samarbejdet med arkitekter og kunstnere har været intenst, besværligt og anderledes, men det har været givende at inddrage andre faggrupper, som har en anden tilgang end den klassiske sociale.

Ombygningen har skabt rammer for en anden måde at mødes på. Det er endnu for tidligt at sige, om de fysiske rammer i sig selv har betydet færre konflikter og fald i de voldelige episoder. For samtidig med, at vi har bygget om, er der som sagt kommet nye brugergrupper til og flere brugere. Og vi rettet vores tilbud mere mod gaden, vi tilbyder social rådgivning på gaden, sygepleje eller lægehjælp i nærområdet, akuthjælp mv. Det betyder, at medarbejderne er kommet endnu tættere på de barske sider af Vesterbros subkultur. De møder død, vold, trusler og selvdestruktion i hverdagen.

Det faktiske antal voldsepsioder på Mændenes Hjem er ikke faldet, men ser vi på antallet af voldsepisoder i forhold til antallet af brugere, så er der færre voldelige episoder i dag end for tre år siden. Vi oplever stadig vold og trusler i dagligdagen. Det er uundgåeligt, hvis vi vil arbejde med den gruppe af hjemløse og stofmisbrugere, som findes på Vesterbro.

Overskud forebygger
Mændenes Hjem har i mange år arbejdet med „en ikke voldelig tilgang til et voldeligt miljø“, formuleret i vores personalepolitik. Forebyggelse, kommunikation, refleksion over egen praksis er en del af den pædagogiske praksis. Og vi har et højt beredskab for at støtte medarbejderne i deres funktioner: Supervision, debriefing efter voldsomme episoder, ambulanceplaner, bærbare alarmer m.m.

Gennem arbejdspladsvurderingen (APV’en) forsøger vi hele tiden at udvikle arbejdsmiljøet, og for at kunne lære af de forskellige voldelige episoder fører vi statistik over alle episoder på Mændenes Hjem. Statistikken analyseres og vurderes i Sikkerhedsudvalget.

Alt sammen nødvendige tiltag. Men den fysiske indretning, stemningen og kulturen på stedet er mindst lige så vigtige. En tidligere sikkerhedsleder på Mændenes Hjem sagde engang, at glæde, overskud og engagement blandt medarbejderne er den bedste forebyggelse af konflikter. Og det er nok ikke helt løgn.