Et godt arbejdsmiljø kræver ledelse

En personalepolitik under løbende udvikling og et kontinuerligt stabilt sikkerhedsarbejde med bevågenhed og opbakning fra ledelsen danner rammerne for arbejdsmiljøet på Mændenes Hjem på Vesterbro.
Af: Birgitta Colmorn, souschef, Lars Pedersen, sikkerhedsleder og Robert Olsen, forstander, Mændenes Hjem, København

På Mændenes Hjem er vi tæt på hjemløse- og misbrugskulturerne på Vesterbro. Vi er et differentieret socialt tilbud, som består af et herberg, et bofællesskab, en boenhed, et kontaktsted, en sygeplejeklinik, en natcafe samt en funktion med udlevering af sprøjter og kanyler.

I det daglige ser og oplever medarbejderne sider af livet, som er voldsomme, og som kan være grænseoverskridende. De skal forholde sig til menneskers aktive destruktive adfærd, til døden, til voldelige personer, narkohandlere, sygdom, trusler og meget, meget mere. Det kræver robusthed, faglig viden og kompetence, professionalisme og ikke mindst kollegial og ledelsesmæssig opbakning at håndtere disse påvirkninger.

På Mændenes Hjem har udviklingen i personalepolitikken og et kontinuerligt stabilt sikkerhedsarbejde været med til at skabe gode rammer for, at medarbejderne kan håndtere hverdagen på Vesterbro.

Alle medarbejdere har et ansvar for at være med til at skabe et godt og trygt arbejdsmiljø. Det kræver diskussioner, ideer, kreativitet, handlinger og ledelse. Ledelsen af dette arbejde foregår i et team i sikkerhedsudvalget. Det har været den drivende kraft i udviklingen af arbejdsmiljøet.

Det har været en proces at komme dertil, hvor Mændenes Hjem er i dag i forhold til sikkerheds- og arbejdsmiljøarbejdet. En proces, hvor der er diskuteret, eksperimenteret, evalueret og nyudviklet.

I det kommende beskriver vi nogle af de konkrete initiativer, som i dag er omsat til praksis i det daglige arbejde på Mændenes Hjem.

Fysiske tiltag

I 1998 blev Bistandsloven afløst af Lov om Social Service. I den forbindelse fjernede man institutionsbegrebet fra lovgivningen. Det gav nye udfordringer i det daglige arbejde på Mændenes Hjem. Strukturer blev ændret, regler blev fjernet, og rammer blev udvidet.

Medarbejderne følte sig dog stadig indimellem som kontrollanter og syntes ikke, at deres faglige viden blev brugt fuldt ud af brugerne. Vi havde en følelse af, at vi kunne mere og kunne blive bedre. Af vores statistik kunne vi samtidig læse, at der var for mange episoder med trusler og vold i arealet foran receptionen (som en medarbejder beskrev som noget, der lignende en østtysk grænsepost!).

Vi besluttede os derfor for at lave radikalt om på de bygningsmæssige forhold på Mændenes Hjem. Medarbejdere og brugere har sammen med kunstnere og designere været med til at formulere de fysiske rammer. Gennem workshop, temadage og idemøder blev der formuleret forslag til nye bedre rammer og fælles værdier for mødet med brugeren.

I dag er receptionen nedlagt, indgangen, der tidligere var gennem en mørk port, er ændret til en lys og venlig indgang, og man træder ind i et stort rum med cafe. Vægge er revet ned, der er skabt et tv-hjørne, cafemiljø m.m. Socialt arbejde, kunst og design bliver indarbejdet som en del af miljøet.

Dette skal være med til at udvikle et mere ligeværdigt møde mellem bruger og medarbejder. Det horisontale møde eller det værdibaserede møde.

Også ombygninger har medvirket til at mindske antallet af konflikter og det til trods for, at vi har flere brugere, som benytter tilbuddet, og et større antal misbrugere på kokain.

Mændenes Hjem er stadig i en proces med at udvikle de fysiske rammer.

Strukturelle tiltag

Fundamentet i arbejdet med sikkerhed og arbejdsmiljø er kontinuerlige og stabile sikkerhedsudvalgsmøder. Sikkerhedsudvalget drøfter medarbejdernes input i form af ideer eller problemer og melder tilbage. For også at holde fast i et langsigtet perspektiv i arbejdet har vi brugt Arbejdspladsvurderingen som et redskab til at sætte fokus på arbejdsmiljøet og få taget hul på de lidt større ting i den forbindelse. Til efteråret skal Mændenes Hjem i gang med sin tredje Arbejdspladsvurdering.

Et andet vigtigt redskab er at registrere alle episoder, der er ud over det sædvanlige, for eksempel trusler, vold mod medarbejdere eller beboere, tilkaldelse af ambulance, overdosis og krampetilfælde blandt beboere. Denne statistik bliver kaldt situationsrapporter.

Alle situationsrapporter bliver lagt ind i et dataprogram, så vi kan se, om antallet af episoder stiger, hvor og hvornår de forekommer osv. Registreringen debatteres og evalueres i sikkerhedsudvalget. Samtidig fungerer den som en vigtig kilde til at opsamle viden og derigennem udvikle kompetencer hos medarbejderne. For eksempel er der de senere år sket en ændring i misbruget blandt mange stofmisbrugere, som i dag langt oftere bruger kokain. Medarbejderne registrerede i 2002 10-12 episoder med mennesker, der blev kokain-psykotiske. Disse cases blev samlet og brugt som undervisningsmateriale blandt medarbejderne, og vi diskuterede, hvordan vi bedst tackler denne problemstilling.

Medarbejderne på Mændenes Hjem går med alarm i det daglige. Det ideelle ville selvfølgelig være, at vi ikke behøvede det, men praksis viser, at det er nødvendigt, og at det skaber tryghed for både medarbejdere og brugere. Det er vigtigt, at alarmerne eller „walkierne" er en naturlig del af arbejdet, at alle medarbejderne bærer dem og er vant til at bruge dem (og at de bliver tjekket jævnligt på deres funktioner). Alle skal være ordentligt introduceret. Dette er et ledelsesansvar.

Mange af dem, der kommer på Mændenes Hjem, er aktive stofmisbrugere, så risikoen for at stikke sig på en brugt kanyle er en del af hverdagen. Derfor er det vigtigt at bruge sin sunde fornuft, når man er på arbejde. Af samme grund tager indretningen og møblementet højde for, at der vanskeligt kan „gemme" sig sprøjter og kanyler.

Men selv om man er agtpågivende og forsøger at forebygge kanylestik, kan uheldet være ude. Derfor tilbyder Mændenes Hjem sine medarbejdere en forebyggende Hepatitis vaccination. Det er et tilbud, som nogle vælger fra, da der kan opstå ubehag/sygdom i forbindelse med vaccinationen. Vi har derfor en aftale med Hvidovre Hospital om, at medarbejderne straks kan tage derud i en taxa, hvis uheldet er ude.

Personalepolitiske tiltag

For at kunne håndtere de mange forskellige påvirkninger og situationer, som opstår på Mændenes Hjem, er det nødvendigt med forskellige personalepolitiske tiltag, som støtter i forhold til arbejdssituationen.

Medarbejderne arbejder i team, og alle team har gruppeudviklingssamtaler to gange om året. Der holdes teammøder, og samtlige team, også i køkken og praktisk afdeling, får supervision. Teamene har stor autonomi i forhold til, hvordan de udfører deres arbejde. Diskussioner er med til hele tiden at udvikle det fælles grundlag.

I hverdagen samles de forskellige team, når en vagt slutter, for at samle op på dagen. Hvad har været godt? Er der problemer? Hvad skal der tages stilling til? osv. Hvis der for eksempel har været en voldsom episode, bruges opsamlingen også som debriefing på episoden.

Debriefing bliver også brugt i løbet af dagen. Hvis der er behov for det, samles de involverede og debriefer.

Som et sikkerhedsnet har medarbejderne mulighed for at få krisehjælp. Hver medarbejder har en ambulanceplan på Mændenes Hjem, som indeholder personlige ønsker og behov, hvis man kommer til skade, når man er på arbejde. Desuden indeholder planen adresser og telefonnumre på pårørende, venner mv.

Som alle arbejdspladser udfylder Mændenes Hjem arbejdsskadeanmeldelser, når en medarbejder er kommet til skade, enten fysisk eller psykisk. Anmeldelserne sendes til Arbejdstilsynet og evt. forsikringsselskab. Arbejdstilsynet modtager dog kun anmeldelser, når der har været fravær i forbindelse med arbejdsskaden.

Det betyder ikke, at den skadeslidte medarbejder bliver glemt, hvis han eller hun ikke har været fraværende. Anmeldelsen udfyldes alligevel og tages med til næste sikkerhedsmøde, hvor det diskuteres, hvordan man kan forebygge, at en lignende ulykke sker igen.

En tidligere sikkerhedsleder sagde, at „forebyggelse af konflikter handler om, at medarbejderne har det godt med hinanden og signalerer arbejdsglæde og engagement". Det sociale miljø skal være i orden. Mændenes Hjem søger at understøtte og udvikle det sociale miljø via fælles ture og oplevelser, fester og fælles faglige temadage. På den måde styrkes de personlige relationer på tværs af teamene, og Mændenes Hjem bliver et bedre sted at arbejde.

Løbende fokus på arbejdsmiljøet

Ledelse af sikkerhedsarbejdet på et sted som Mændenes Hjem handler om mange ting og indbefatter mange elementer. Det handler ikke mindst om kontinuitet og om at have fokus på de arbejdsmiljøproblemer, som formuleres af medarbejdere og brugere.

Mændenes Hjem er et socialt tilbud, der hele tiden er i bevægelse. Tilbuddet har ændret sig, der er kommet nye tilbud, der kommer nye målgrupper osv. På samme måde skal sikkerhedsarbejdet hele tiden være i bevægelse, for at medarbejderne kan være på forkant med udviklingen.