Oprustning eller nedrustning

Alarmsystemer og tv-overvågning eller øget indflydelse og ansvar til beboerne. Nogle ruster op, andre ruster ned. Men strategien på forsorgshjemmene er den samme. Målet er at mindske volden.
Af: Jan lburg, forstander

I de seneste år er der på en række forsorgsinstitutioner sat fokus på problemerne med voldelige eller voldsomme beboere. Holdningerne til, hvordan man mindsker og imødegår volden, er mange, og den strategi, man vælger, sender signaler om institutionskulturen.

Der har altid været, og vil altid forekomme, tilfælde af vold på forsorgshjemmene. For at forebygge volden, må man acceptere dette først som sidst.

Men de færreste voldsepisoder opstår "ud af den blå luft". Der skal som hovedregel altid være en reaktion for at skabe en modreaktion. Der er altså en række faktorer, der skal være til stede, for at volden opstår eller ikke opstår.

Det er mennesker i dybeste nød og afmagt, der henvender sig på forsorgshjemmene ( § 105 institutionerne). For nogle er den eneste mulighed for at udtrykke et råb om hjælp at gribe til vold. Det er selvsagt på ingen måde acceptabelt, selvom det kan være forståeligt.

Konsekvenserne af volden kan være helt uoverskuelige for den medarbejder og institution, der bliver udsat for volden. Men også for voldsmanden, fordi han sandsynligvis og forståeligt nok stemplet som voldsmand - om ikke af andre, så af sig selv, bliver bortvist fra forsorgshjemmet, måske med tilbud om ophold på en anden institution.

Derfor er det vigtigt, at der til stadighed arbejdes med at udvikle metoder til at forstå voldsmanden og med strategier, der kan forebygge vold og voldsomme handlinger

To strategier

Forsorgshjemmene arbejder på at forebygge og mindske volden med vidt forskelligt udgangspunkt.

Nogle institutioner har "oprustning" som strategi. De udbygger sikkerhedssystemerne og etablerer overfaldsalarmer, "tv-overvågning mv.

Andre institutioner har valgt en "nedrustningsstrategi" og indført en mere dialogpræget og imødekommende institutionskultur. Dels gennem øget indflydelse og ansvar til den enkelte beboer, dels ved at ændre den fysiske indretning i forsøg på at skabe en mere imødekommende og åben og mindre agtpågivende kultur på institutionen

Groft sagt kan man tale om to generelle strategier, som er væsentligt forskellige, men på samme tid har fælles mål:

Oprustning med etablering af øget sikkerhedsberedskab og overvågning af den enkelte beboer samt større grad af agtpågivenhed fra personalets side.

Nedrustning med ændrede arbejdsmetoder, der medfører mindre overvågning, samt større grad af ansvar, tillid og indflydelse i forhold til den enkelte beboer.

Oprustning

Umiddelbart kan man sige, at oprustningen har udgangspunkt i en tro på, at volden opstår - derfor skal vi være på vagt. Vi skal være parat ikke hvis, men når den opstår!

Det udgangspunkt, kan næsten opfattes som en art krigserklæring til den eller de personer, der populært sagt er let antændelige. Ved at vælge oprustningsstrategien øges risikoen for at skabe et miljø, der i sig selv medfører en vis vagtsomhed og agtpågivenhed i institutionskulturen. En sådan kultur er regelstyret og har mange analoge træk til fængslerne.

Kendetegnende for fængselskulturer er blandt andet, at tillid og tryghed både mellem personale og beboere og mellem beboerne indbyrdes har svært ved at trives. Det er tillige kulturer som har vanskeligt ved at rumme let antændelige personer og derfor kan virke fremmende for aggressioner, fordi det er svært at række ud efter og få hjælp og menneskelig omsorg i et agtpågivende miljø.

Nedrustning

Nedrustningskulturen tager udgangspunkt i ikke at acceptere vold som udtryk under nogen form, men erkender, at det er muligt, at den opstår - derfor skal vi være der til at foregribe og stoppe den.

Arbejdet med at forebygge vold skal i høj grad skabe forståelse for det menneske, som kan have en voldelig udtryksform. Der arbejdes løbende med at udvikle et trygt og rummeligt miljø for såvel beboere som personale. Et miljø hvor kontrollen til stadighed mindskes, og tillid og ansvar i forhold til den enkelte udbygges.

Nedrustningsstrategien rummer stor mulighed for etablere et dialogpræget og pågående miljø, hvor den faglige indsats i stort omfang er præget af faglig og mellemmenneskelig servicering af beboerne. Den stiller store krav til personalets rummelighed og løbende omstillingsparathed i forhold til de skiftende beboeres behov. Det er en nærværende kultur, hvor beboerne har indflydelse på livet på institutionen.

Nedrustningsstrategien baserer sig i overvejende grad på dialog frem for regelstyring. Det er i høj grad medvirkende til at skabe en kultur, der hæmmer aggressioner og gør det muligt at forebygge voldelige episoder.

Hvad skal man vælge?

Umiddelbart er succeskriterierne nemme at identificere, for målet er jo klart defineret. Falder volden? - Ja eller nej?

Alligevel er der flere spørgsmål, som er væsentlige at søge belyst og besvaret, før man vælger strategi. Det mest centrale spørgsmål må være: Hvordan vil valg af strategi påvirke institutionskulturen både for personalet og for de ikke voldelige beboere? I denne sammenhæng er det vigtigt at huske på, at det kun er en meget lille del af beboerne på forsorgshjemmene, der er voldelige eller udgør en trussel om vold.