Hvor der er vilje, er der vej!
Det Socialpsykiatriske bocenter Lindegården i Roskilde fik årets voldsforebyggelsespris „for en målrettet og vedholdende indsats for at skabe faglig udvikling og forandring – i tæt samarbejde med beboerne“.
Af: Dorthe Perlt, seniorkonsulent, Socialt Udviklingscenter SUS
Som en beboer siger det: „Det har meget at sige, hvem man er sammen med. Hvis det er én, der er glad, så bliver man også glad selv. Man kan også mærke, at der kommer flere ned i stuen om aftenen. Tidligere var der helt tomt.“
Den gode stemning i huset skyldes et udviklingsprojekt, som Lindegården satte i gang for tre år siden, og som indbragte den nyindstiftede voldsforebyggelsespris fra Vold som Udtryksform. „Projektet har været med til at skabe tryghed og harmoni – og er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre, når der er vilje til faglig udvikling og forandringer, man er vedholdende og lader tingene tage den tid, det tager“, lød det blandt andet i styregruppens indstilling.
Hvad har vi gang i?
Vi skruer lige tiden tre år tilbage. Dengang var miljøet på Lindegården noget anderledes end i dag. Der var mange episoder med vold og trusler i Hus 2, som følge af accelererende misbrug og handel med stoffer. Og det førte til en spændt atmosfære, som forplantede sig i huset. Mange beboere isolerede sig på deres værelser, og personalet følte sig magtesløse, blev usikre og trak sig tilbage.Men det kunne ikke være rigtigt, at det skulle være sådan! Derfor tog personalet i Hus 2, hvor der er 15 beboere, initiativ til et projekt om voldsforebyggelse. De satte sig for at finde ud af, om det er muligt at forebygge trusler og vold på et socialpsykiatrisk botilbud. Hvad virker, og hvilke forhold er kritiske for, om det lykkes?, spurgte de sig selv og hinanden.
Projektet blev døbt „Hvad har vi gang i, her i huset?“. Temaet for projektet var forandring, dels baseret på dialog og inddragelse af beboerne, dels baseret på kompetenceudvikling for medarbejderne.
Kommunikation som omdrejningspunkt
Nøgleordene i processen har været kommunikation og udviklingen af „et fælles sprog“ – og det fortløbende arbejde i huset med at forbedre kommunikationen beboerne imellem, mellem beboere og personale, personalet indbyrdes og mellem leder og personale.
Det første år stod resultaterne ikke mål med forventningerne og indsatsen. De igangsatte forandringer var svære at forankre, fordi resultaterne til at begynde med var begrænsede.
Men personalet gav ikke op, og ihærdigheden gav pote:
– Det vigtigste resultat fra projektet er vel nok, at det nytter at blive ved!, fortæller medarbejderne i dag.
– Det var svært at få gang i projektet, der gik op til et helt år, før der mere regelmæssigt begyndte at dukke beboere op til de dialogmøder, der var et vigtigt
omdrejningspunkt for projektet. Det andet år blev imidlertid forandringens år, og fra april 2005 overgik projektet til almindelig drift og er dermed forankret.
Forandringer, der kan mærkes Og forandringerne kan mærkes i hverdagen – både hos medarbejdere og beboerne og i forholdet mellem dem.
Konsekvenserne af projektet er blandt andet: Der er blevet færre episoder med vold og trusler i huset. Både i 2003 og 2004 var der seks tilfælde – i 2005 var der ingen. Og det til trods for, at 12 af stedets beboere har dobbeltdiagnoser, hvoraf seks beboere har en dom til behandling. Da projektet startede for tre år siden, var der kun fem beboere, der havde dom til behandling.
Der er etableret en konfliktpolitik, som benyttes i forbindelse med at håndtere konflikter, så de bliver nedtrappet.
Der er to væsentlige elementer i politikken:
1) De medarbejdere, som har deltaget gennem hele forløbet, har udviklet et praksisfællesskab, som de plejer, værner om og deler med nyankomne, og
2) beboerne har fået en ny indsigt, idet personalets og beboernes adfærd, når de er sammen, ikke længere opleves som en form for magtdemonstration.
Personaleudskiftningen er blevet mindre. Seks medarbejdere rejste i projektperioden, fire af dem er vendt tilbage igen.
Projektet har åbnet for gensidig forståelse og ført til dialog. Der er skabt forskellige rum for kommunikation. I dag diskuterer beboere og personale dagligdagsemner i det offentlige rum – i en direkte og hjertelig tone.
Tidligere ville begge parter typisk lede efter „sandheder“ og stå fast på detaljer for at manifestere sig. Den åbne dialog – sammen med emner, der er taget op på dialogmøderne – har medvirket til en bedre forståelse af reaktioner og bevæggrunde, som den enkelte medarbejder eller beboer kan have, ligesom man har fået øjnene åbne for, at oplevelser hverken er rigtige eller forkerte.
På dialogmøderne er der således skabt et sæt leveregler, hvor alle er enige om at tage hinanden alvorligt, at tage ansvar for eget liv, at kende pligter og rettigheder samt ikke at tage andres problemer på sig.
Parallelt med projektet deltog medarbejderne i et studieforløb med en gruppe studerende fra RUC. Det har resulteret i indførelse af rullende APV – der også kan betegnes som APU (arbejdspladsudvikling).
Processen Nøglepunkterne i processen har været:
- Bedre kommunikation og udvikling af et fælles sprog.
- Ligeværdig behandling af hinanden.
- Dialogmøder af en times varighed i neutralt mødelokale, hvor ordet var frit. Beboerne kunne komme og gå, som de havde lyst, det var også i orden bare at være der 5-10 minutter.
- Etablering af et sæt fælles leveregler, som alle respekterede.
- Faglig og medmenneskelig forståelse for sindslidelse og misbrug.
- Igangsættelse af aktiviteter og dialog (i stedet for misbrug).
- Nedsættelse af en fælles styregruppe, hvor alle havde ejerskab til de emner, der blev taget op – og dermed også havde del i de forandringer, processen medførte.
Styregruppen for projektet bestod af to beboere, to medarbejdere (hvoraf den ene var sikkerhedsrepræsentant), husets leder, en daglig sikkerhedsleder og en konsulent fra BST Københavns Kommune. Styregruppemøderne tog afsæt i den oplevede virkelighed og prioriterede emner af fælles interesse for beboere og medarbejdere, hvorefter møderne overgik til dialogmøder – for alle beboere og medarbejdere. I projektperioden blev der holdt dialog- og styregruppemøder en gang om måneden. Afrapportering skete til arbejdsmiljøudvalget.
Og hvad så fremover?
At fastholde de gode resultater kræver daglig opmærksomhed og stor arbejdsindsats fra alle de involverede – der er nærmest opstået en kultur i huset, der kræver konstant bevægelse.
Projektet har bevirket, at medarbejdergruppen er omstillingsparate, initiativrige og „sultne“ efter at deltage i udviklingsprojekter. Enighed og uenighed blandt personalet manifesterer sig ikke længere over for beboerne, men holdes i personalegruppen og bliver taget op på personalemøder.
Sager med „større tyngde“ beskrives i den rullende APV og gøres til genstand for APU. Personalet er blevet bedre til at lytte til hinandens synspunkter, hvilket mærkes i samarbejdet – og i forholdet mellem personale og beboere.
På grund af projektet har huset fået en ekstra medarbejder, hvilket gør det muligt at planlægge anderledes, fx i forhold til aktiviteter med beboerne.
Personalet deltager også i flere udviklingsprojekter, hvilket gør det attraktivt at arbejde i Hus 2.
Sidste initiativ er vidensdeling på Lindegården mellem Hus 2 og Hus 6, der til en vis grad ligner hinanden. Vidensdelingen tager bl.a. udgangspunkt i en række fælles dilemmaer, der er afdækket gennem projektet. Dilemmaer i forhold til handel med stoffer og et til tider vanskeligt samarbejde på tværs af sektorerne (psykiatri, politi, Kriminalforsorg), samt i forhold til medarbejdernes egen faglige platform i socialpsykiatrien.
Forandring fryder
Medarbejderne oplever både forandring og udvikling hos beboerne i Hus 2. Beboerne er fx blevet mere tolerante og hjælpsomme, og de viser ansvar for hinanden – og for medarbejderne. Medarbejderne oplever også, at beboerne er mere nysgerrige og søgende efter udfordringer – samt mere trygge ved at give deres holdninger til kende. Endelig har projektet været med til at skabe tryghed og harmoni ud over grænserne for Hus 2.
Det er således et godt eksempel på at „alt“ kan lade sig gøre, når der er vilje til faglig udvikling og forandring, når man holder ved og lader tingene tage den tid, der er nødvendig for, at alle er trygge ved forandringer.