Tilbage til oversigt

Emne:
Vold i arbejdet med mennesker med sindslidelse

Hvem vogter gæssene?

Er det nu rigtigt at kalde det hele for vold? Vold er et farligt ord. Vor tid bruger stærke ord og kommunikationsformer. Måske er den udbredte brug af ordet vold udtryk for medievold.
Af: Peter Storm, næstformand i Landsforeningen SIND

Jeg er umiddelbart vant til at reservere ordet vold, som udtryk for en persons eller magts bevidste udøvelse af fysisk og psykisk ødelæggelse over for et eller flere individer.

Når man arbejder som professionel omsorgsperson med klienter, der af den ene eller anden. grund ikke kan klare tilværelsen - eller som meget jævnt sagt ikke er helt "normale" -så er jeg sikker på, at vi ikke bare kan tale om vold. Så kan vi måske snarere tale om arbejdsskader som følge af voldsomme situationer. Når vi taler om pædagoger i almindelige daginstitutioner, så ville ingen drømme om at beskrive børnenes voldsomme adfærd som vold. Enhver ved, at vi ej heller kan sige, at voldsom adfærd rettet mod ansatte kan kaldes vold, når klienten er over 18 år. Som bekendt opfattes en del voksne klienter som ikke fuldt udviklede, fejludviklede eller midlertidigt sat tilbage i udviklingen.

Det kolde samfund

Vi lever med opfattelser af medmennesker enten som nogen, der er modne og i stand til at klare sig selv eller som nogen, der ikke er modne og ikke i stand til at klare sig selv. Vi kategoriserer de sidstnævnte som udviklingshæmmede, sindssyge, narkomaner, alkoholikere, demente, karakterafvigere og så videre. Disse mennesker får skærpede livsproblemer, fordi de falder udenfor eller fordi de ligefrem stødes ud af det normale samfund.

Man kan hævde, at såfremt samfundet menneskeligt set var mere tolerant, mangfoldigt og rummeligt, så ville vi ikke have så mange konflikter med afvigere (vi ville slet ikke have afvigere). Det kan lyde som en skøn drøm. Det er dog en drøm, der indeholder en dyb og alvorlig sandhed om vort samfund.

Når man har svært ved at klare sig selv, så kommer institutionerne og de professionelle hjælpere ind i billedet. Man må forstå, at de, der ikke kan klare sig selv, hvad enten det er midlertidigt eller livslangt, er sat uden for en række mere normale familiære, sociale og kulturelle sammenhænge. Først og fremmest er familien med de tætte følelser ude af billedet. Det medfører mangel på kærlighed eller tab af kærlighed. Her berører vi det store dilemma, når det drejer sig om støtten til dem, der ikke kan klare sig selv. Man skal i stedet tilbringe sit liv sammen med ansatte, der mere eller mindre må opfattes som værende i familiens sted. Hvad får man af kærlighed? Hvordan udvikles man på sådanne institutionelle betingelser? Jeg tillader mig den tanke, at mange klienter er ofre for et samfund, der er så effektivt, at det ikke kan rumme dem i en hverdag med naturlig adgang til familie, naboer og arbejdspladser. I stedet ordner samfundet problemerne gennem offentlige systemer. Der indskydes professionelle mellem dem, der ikke kan klare sig selv og dem, der kan.

Arbejdsmiljø for ansatte - ikke for klienter

Der er selvsagt forskellige vilkår for klienterne. Der er forskel på at være et udviklingshæmmet barn, der tidligt vokser op på en institution, og på at være den voksne; der bryder sammen i psykotisk oplevelse og adfærd. Førstnævnte holder sig mere konstant til de professionelle, medens sidstnævnte bevæger sig mellem verdener, hvor man skiftevis er sammen med almindelige mennesker og sammen med professionelle. Mange sindslidende har brug for personer, der kan følge dem gennem den meget svingende tilværelse. Det vil som oftest kun være den nærmeste familie, der reelt følger med igennem længere tid. Man kan i denne kendsgerning øjne mange problemer og konflikter i det sociale samspil og i dagligdagen for de sindslidende. Der er næppe noget mærkeligt i, at professionelle omsorgspersoner i et moderne velfærdssamfund bliver nødt til at forholde sig til, om de er glade og velfungerende i jobbet. Der er derfor heller ikke noget mærkeligt i, at man må interessere sig for de fysiske og psykiske arbejdsskader, som man udsættes for i jobbet. Det er også ligetil, at man gennem uddannelse, efteruddannelse og supervision søger at dygtiggøre sig og at forebygge arbejdsskader og udbrændthed. Det er oplagte interessefelter for både offentlige arbejdsgivere og fagforeninger. Det er tillige et lovbundet interessefelt for Arbejdstilsynet.

Det er alt sammen udtryk for de bedste bestræbelser på at få det hele til at glide - også for klienterne.

Der er bare det ved det, at klienterne ikke har privilegier som lønarbejdere, ikke har fagforeninger og ikke har et Arbejdstilsyn. Klienten er den svage og ensomme part. Naturligvis er de professionelle alle som en ansat til gavn for klienterne. Men når det kommer til interessekonflikter for de ansatte, så bliver klienten oftest sorteper. Vi ser naturligvis, at ansvarlige ansatte kan klage over en kollegas voldsomme eller voldelige adfærd. Vi ser, at sager om undertrykte klienter kan finde vej til medierne. Vi ser også eksempler på store skandalesager i medierne. Vi ser da ofte, at det er godt og pirrende stof. Der siges mange flotte ord, men systemerne ændres nu ikke så meget, hvis man ser det ud fra, om klienterne så sikres flere og bedre rettigheder fremover. Her ligger et meget alvorligt problem for os alle. Vi kender ordsproget: At sætte ræven til at vogte gæs. På dette område betyder det, at de ansatte og systemet, der skal hjælpe klienten, alene skal kontrollere sig selv. Det er umuligt, uværdigt og uholdbart for alle parter.

Tilsyn og forskning udefra og ovenfra

Tager vi psykiatrien som eksempel, så må og skal den i visse tilfælde udøve tvangsbehandling. Patienten tilbydes i så fald en patientrådgiver, der har visse begrænsede beføjelser til at overvåge at loven følges. Patienten kan skam også klage (og får sjældent medhold). Det er alt sammen fint på papiret. Men i et demokratisk land, hvor man har en særlig lov om frihedsberøvelse og anden tvang overfor sindslidende borgere, der har man end ikke sikret, at en lokal uvildig tilsynsmyndighed til hver en tid kan checke om forholdene på den givne afdeling er i orden. Man kan altså bruge samfundets magt overfor den svage part, men samfundet afviser en ordentlig kontrol af patientmiljøet på afdelingen. Det pæne samfund vil slet ikke undersøge om klima og ressourcer er i orden! Det er hamrende uretfærdigt. Min harme kalder det samfundsvold. Den svage part er ubeskyttet.

Jeg savner ordentlig forskning om forholdene i og omkring vore institutioner og foranstaltninger for de mennesker, der i kortere eller længere perioder ikke kan, klare sig selv. Det skal være uvildig forskning med sociologiske, organisationsteoretiske og socialpsykologiske indfaldsvinkler. Det skal være forskning, der ind i mellem tager brugernes perspektiv i forhold til samfund og hjælpesystemer. I de senere år har vi gennem forsøgsprojekter set gode antaster til forskning og evaluering, der inddrager, de sindslidende og deres synsvinkler. Vi har også set en meget spændende anvendelse af det etiske regnskab på det psykiatriske hospital i Vordingborg. Det er begyndelser, men ikke nær nok.

Jeg er bekymret, såfremt statistikker om skader på medarbejdere fra klienter - oven i købet under et betegnet som vold, forbliver den eneste belysning af kulden og volden mellem mennesker i den offentlige omsorgssektor og i samfundet som helhed. I så fald råber uretfærdigheden og ensidigheden til himlen. Og i så fald udøves fortsat magtfuld undertrykkelse fra samfundets side over for de svagest stillede borgere.