Værdighed – for patient og behandler
Både patient og behandler har krav på at blive behandlet med respekt. Derfor bør man også i visse tilfælde anmelde sindslidende patienter, som er voldelige over for personale eller medpatienter, mener overlæge Ole Bjørn Skausig. Nogle af dem kan nemlig „godt gøre for det“.
Af: Overlæge Ole Bjørn Skausig, Psykiatrihospitalet i Dianalund
Jeg har med interesse læst Bente Djørups indlæg (i sidste nummer af Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform, juni 2001) om anmeldelse af patienter for vold på de psykiatriske afdelinger. Bente Djørup finder, at det er uforståeligt, at politiet skal indblandes, når patienter udøver vold over for personalet. Hun anfører, at vi i psykiatrien ved, at patienterne er sindssyge, dvs. til fare for sig selv eller andre, at arbejdsopgaven og målgruppen er kendt, og at man ved, at nogle af patienterne er tvangsindlagt. Dette skulle ifølge Bente Djørup gøre, at vi også indstiller os på at blive udsat for vold.
Bente Djørup fører det gamle kaldsbegreb frem. Hun skriver, at man som ansat i psykiatrien er et redskab til at sikre en kvalitativ behandling af et lidende sind, og at man ikke kun må være optaget af, at der mangler medarbejdere, ligesom hun anfører, at det ville være at svigte patienter og personale at anvende ufaglært arbejdskraft, når der mangler medarbejdere.
Kaldsbegrebet eksisterer lykkeligvis efterhånden kun inden for præsteverdenen, og også præsterne er begyndt at klage over, at de har for meget arbejdstid og for lidt fri – og det er nok godt for både præster og deres sognebørn.
Skal ikke acceptere vold
Det er i alt fald godt for psykiatere og deres patienter, at kaldsbegrebet er døende med alle de deraf afledte ulykkelige bieffekter. Det centrale for en ordentlig patientbehandling må være værdighed, og den værdighed gælder såvel patient som behandler. Behandleren har lige så meget som patienten krav på respektfuld behandling. Dvs. en behandling, hvor man ikke føler sig ydmyget, trådt på, nedvurderet.
Min erfaring er, at personalet oplever alle disse følelser, når de udsættes for vold fra patienter. Der er ingen af os, der slår patienter – eller må slå patienter – fordi det nedsætter patientens respekt, følelse af menneskeværd og selvrespekt – men ifølge Bente Djørup skal vi indstille os på at blive slået på, uden at vi mister selvrespekt. Jeg er ikke i tvivl om, at mange medarbejdere er i stand til at tåle det, men bestemt ikke alle, og det bør ikke være et kriterium for at arbejde på psykiatriske hospitaler, at man kan tåle at blive udsat for vold. En psykiatrisk afdeling er ikke tryg, hvis vi accepterer vold, og én af måderne, hvorpå vi kan undgå vold, er ved at vise klart og tydeligt, at vi ikke accepterer den.
I det samfund, jeg voksede op i, havde man klare grænser for tilstedelig adfærd. Siden har samfundet haft stedse svært ved at sætte grænser for, hvad man kan tillade. Det er blevet stedse mindre tilladeligt at sige, at det vil man ikke finde sig i, og ét resultat ser vi bl.a. i skolerne, hvor børnene aldrig har oplevet at få sat grænser for adfærd, hvilket gør, at de opfører sig så håbløst, at lærerne ikke gider være lærere længere. Det samme kan meget vel ske med psykiatrien.
En psykotisk patient er grænseløs, og dermed ofte angstfyldt eller aggressiv, og det er væsentligt, at vi sætter grænser. Tegningen, der illustrerer Bente Djørups artikel, siger måske allermest, idet der netop er en grænsesættende betjent til stede. Vi synes ikke om grænsesættende betjente, og derfor gør vi alle meget for at undgå det.
Som eksempel på, at vi ikke anmelder til politiet, skal jeg nævne de gerontopsykiatriske afdelinger, hvor jeg har førstehåndskendskab til, at der sker mange overgreb mod personalet. Men personalet ved, at de pågældende patienter ikke kan gøre for det, og at det ikke nytter noget at melde dem til politiet, da der ikke er nogen som helst fornuftig konsekvens af en anmeldelse.
Sindssyg – og tilregnelig
Derimod ved vi med de voldelige yngre patienter: 1) at de kan gøre for det, 2) at der er konsekvens.
Hvad mener jeg så med, at de kan gøre for det? Jeg mener, at de ved, hvad de gør, selv om de er psykotiske. For at citere én af mine læremestre: „Selv den mest psykotiske patient kan finde ud af at gå på toilettet." Alle psykiatere har oplevet, at patienterne faldt fuldstændig til ro, hvis der var personalemangel som følge af sygdom – hvis man vel at bemærke forklarede det på en ordentlig måde. Jeg har sågar hørt patienter sige: „I kan bare tage det roligt, vi skal nok opføre os ordentligt" – og det var patienter, der i timerne forinden ellers havde været urolige, aggressive, støjende osv.
Mennesket kan ændre sin adfærd og lære af sine oplevelser, bedre end andre primater. Det er derfor, man opererer med en §16 i straffeloven, således at der kræves utilregnelighed og sindssyge for, at patienten kan blive straffri. Bemærk, at der ikke blot kræves sindssygdom, men også utilregnelighed. Man kan altså være sindssyg og tilregnelig. Af den grund finder jeg, at man bør anmelde visse patienter, nemlig de patienter, der udviser en voldelighed, der er farlig for liv eller helbred for medpatienter eller personale, så patienterne kan sikres en behandling, der gør dem mindre farlige.
Behandlingsdom en gevinst
Patienterne har faktisk gevinst af en anmeldelse, nemlig at de oftest får en behandlingsdom. En behandlingsdom sikrer IKKE, at de skal være indlagt længere. Den sikrer, at de vil blive indlagt, hvis de ikke overholder den psykiatriske behandlings præmisser, som f.eks. at være i medicinsk behandling for en alvorlig sindslidelse, der kan medføre, at de er til fare for andre. Det må anses for at være en betydelig gevinst for et sygt menneske, der ikke kan motivere sig selv for en behandling, at være sikret at få denne behandling og få reduceret sine symptomer, så man ikke er til fare for hverken andre eller sig selv og oven i købet har mulighed for at etablere et ordentligt og fornuftigt liv.
Det er også til glæde for personalet, når patienten får en behandlingsdom, fordi de ikke længere ser patienten i samme elendige, svært sindssyge tilstand, men ofte langt før, så behandlingen går hurtigere, lettere og uden voldelige episoder, til gavn for alle.
Og det er er til glæde for personalet, at de ikke skal møde på arbejde for at få klø af patienter, men at også de bliver mødt med respekt for deres faglighed og deres legemes integritet.
Derved er det også til fordel for patienterne, da frygt for vold forøger utryghed. Vi har sammen med patienterne et fælles ansvar for at undgå voldsepisoder – men VI har det bl.a. ved, at vi lejlighedsvis drager den sindssyge til ansvar. Det skal være undtagelsen, at den sindssyge anmeldes, men til gengæld bør det også finde sted, når den sindssyge udviser en adfærd, der gør det nødvendigt.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2001 (årgang 7 nr. 2).