Projekter under puljen 2
Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud.
Forebyggelse af voldsepisoder i psykiatri og demensafsnit i Sorø Hjemmepleje
Ansøger: Sorø Hjemmepleje
Kontaktperson: Lene Rasmussen
Telefon: 5786 4500
E-mail: lera@soroe.dk
Projektets formål er at uddanne og udvikle personalet i socialpsykiatrien og demensafsnittene i Sorø Hjemmepleje (sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere) med henblik på at øge viden og færdigheder samt at bearbejde holdninger i forbindelse med forebyggelse af voldsepisoder.
Projektet vil:
- udvikle redskaber og metoder til registrering og analyse af voldsepisoder
- udarbejde en uddannelsesplan for undervisning, som giver personalet en større viden om specialet samt pædagogiske metoder til forebyggelse af vold
- udarbejde en plan for supervision.
Undervisning og supervision planlægges og varetages af en ekstern specialist på området i samarbejde med Sorø Hjemmeplejes uddannelseskonsulent og ledelse. Sikkerhedslederen i Sorø Kommune og distriktspsykiatrien er samarbejdsparter.
Kollegial opbakning – faglig kompetence
Ansøger: Orion
Kontaktperson: Thorkil Skov
Telefon: 4822 8400
E-mail: thsk@fa.dk
Orion er Frederiksborg Amts bo-, aktivitets- og støttetilbud til de socialt mest udsatte psykisk syge borgere. Kontakten er ofte konfliktfyldt, og risikoen for vold er til stede.
Derfor er voldsproblematikken et væsentligt fokusområde for sikkerhedsarbejdet i organisationen. Der arbejdes målrettet med registrering og analyse af voldstilfælde og med projekter og uddannelsestiltag for at ruste personalet til opgaven. I den forbindelse tilrettelægges et uddannelsesforløb, hvor personalet trænes i kollegial støtte gennem psykisk førstehjælp og efterfølgende kollegial supervision:
11/2 dags kursus: klargørelse og afgrænsning af begrebet psykisk førstehjælp, interventionsmuligheder og handlerum. Kurset holdes af psykologer fra FALCKs Krisehjælp.
4 dages kursus: Introduktion til metoder i kollegial supervision, afgrænsning af begrebet, øvelser i supervisionsforløb, kommunikations- og samtaleteori, refleksion og reflekterende team. Kurset holdes af uddannelsesafdelingen ved Psykiatrien i Århus Amt.
Orion bruger refleksionsskemaer som en del af den obligatoriske indberetning. Når kurset er afviklet, vil der i tilslutning til refleksionen indgå kollegial opfølgning på hændelsen – både akut og langsigtet.
Kend dig selv, optimer dialogen – forebyg vold
Ansøger: Plejecentret Solgården, Bramming
Kontaktperson: Inge Frandsen
Telefon: 7656 1802
E-mail: bdsihf@brammingkom.dk
Formålet med projektet er at give medarbejdere på plejecentret, der arbejder med ældre med psykiatriske lidelser og demens, et fælles vidensgrundlag og en fælles forståelsesramme for at kunne målrette forebyggelse af vold på arbejdspladsen. At udarbejde målsætninger og fælles værdier for arbejdet, i dialog med medarbejdere, ledere og brugere, og at opnå fælles holdninger til arbejdsmetoder.
Det forventes at resultere i, at medarbejderne får større personlig indsigt, fælles forståelse som personalegruppe og større viden om brugerne. At brugernes normer bliver sat i højsædet, og at medarbejdere, der har interesse for at arbejde med målgruppen, fastholdes i fremtiden.
Projektet vil: Opbygge en fælles forståelsesramme gennem dialogmøder med brug af eksterne konsulenter. Ruste gruppeledere, så de på sigt selv kan holde dialogmøder. Afvikle kursusforløb i forståelse og håndtering af konflikter – for ca. 30 medarbejdere. Iværksætte dialogmøder med deltagelse af medarbejdere, ledere, brugere og pårørende. Indføre supervision og refleksion som naturlige arbejdsredskaber – tre uddannes til at supervisere.
Personaleuddannelse
Ansøger: Vestcentret Bellisbo, Give
Kontaktperson: Bodil Baunsgård
Telefon: 7573 5066
E-mail: bodilb@vestcentret.vejleamt.dk
Projektets formål er at uddanne personalegruppen til at arbejde struktureret og forudsigeligt, så beboernes tryghed ligger i strukturen og ikke i personalet.
I mange bo- og servicetilbud er der enkelte beboere med voldelig adfærd. Beboere, der ikke betragtes som problematiske nok til at blive visiteret til boformer, hvor man arbejder med vold. Disse beboere har stort behov for struktur og forudsigelighed. Bellisbo har to sådanne beboere. Personalet uddannes til at gøre brug af videooptagelser og strukturere dagligdagen via billedtavler. Desuden indgår supervision fra psykolog – så medarbejderne bl.a. lærer ovennævnte arbejdsmetoder.
Andre bo- og servicetilbud med samme problematik vil kunne få gavn af erfaringer og resultater.
Voldsforebyggelse – rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft
Ansøger: Psykiatrien i Nordjyllands Amt
Kontaktperson: Sikkerhedsleder Preben Vesti Nielsen
Telefon: 9631 1692/9631 1332
E-mail: pvn@psyk.nja.dk
Målet med projektet er via en bred voldsreducerende indsats at fremme det fysiske og psykosociale arbejdsmiljø på de psykiatriske arbejdspladser, så de i højere grad fremstår som attraktive for nuværende og kommende medarbejdere inden for Psykiatrien i Nordjyllands Amt.
Projektet tager udgangspunkt i en voldspolitik, som udarbejdes ved projektets start og udgør det holdningsmæssige grundlag for samtlige voldsreducerende initiativer. Inden for rammerne af voldspolitikken udformes konkrete mål for indsatsen.
Målgruppen er psykiatriens pleje- og behandlingspersonale. De metoder, der vil blive brugt, er:
- Uddannelse af medarbejdere i voldsforebyggelse
- Uddannelse af nøglepersoner i faglige, psykologiske og pædagogiske metoder
- Uddannelse af lokale vedligeholdelsesinstruktører
- Udvikling af forbedrede analysemetoder i forbindelse med ulykker
- Udvikling af APV’er som dynamiske styreredskaber i forhold til den voldsforebyggende indsats
- Justering og forbedring af krisehjælpsordninger herunder psykisk første- og andenhjælp, udbredelse af anvendelsen af debriefing samt uddybning og præcisering af lederroller og -ansvar
- Vurdering, planlægning og tilpasning af tekniske og fysiske forhold.
Der vil være et løbende samarbejde om projektet med Nordjyllands Amts BST.
Instruktør i konflikthåndtering
Ansøger: Sølund
Kontaktperson: Lillian Hansen
Telefon: 8793 1122
E-mail: lha@solund.aaa.dk
Sølund er et bosted under Århus Amt for personer med varige funktionsnedsættelser. Der er ca. 210 beboere og ca. 500 medarbejdere. Sølunds beboere bliver vedvarende sværere at tackle. Vold er et tiltagende problem trods det, at man i mange år har arbejdet systematisk med det.
Sølund har oprettet bosteder for beboere med udadrettet adfærd. Der har været satset på uddannelse og supervision, men resultatet har ikke været tilfredsstillende i forhold til at fastholde personalet. Der er mange interne registreringer af „vold" mod personalet og mange arbejdsskadeanmeldelser.
Erfaringen er, at jo større sikkerhed de ansatte føler eller udstråler, jo færre voldsepisoder forekommer der. Gennem de seneste to år er der gennemført kurser i konflikthåndtering. Kurserne består af en teoridel, som dækker den psykologiske teori om kriseberedskab, personlige forsvarsmekanismer, kriseteorier, sikkerhedsforskrifter m.m., og en praksisdel, som omhandler frigørelsesteknikker med etik og nænsomhed i centrum, dvs. at personalet lærer at frigøre sig uden at skade beboeren.
Kurserne ønskes udbudt til alle medarbejdere, der ansættes i bosteder med voldsrisiko. Ligeledes er der behov for systematisk opfølgning.
Etablering af vidensskabende netværk mellem specialpædagogiske boenheder for udviklingshæmmede/hjerneskadede beboere med en voldelig kommunikationsform
Ansøger: Sølund (Enkeltmandsprojektet, Århus Amt)
Kontaktperson: cand.psych. Hanne Kildevang
Telefon: 8793 1141
E-mail: hki@solund.aaa.dk
Projetets formål er gennem etablering af et vidensskabende netværk af medarbejdere i boenheder at fremme identificering og formidling af viden om voldsforebyggende tiltag, personaleorganisatoriske forhold og medarbejderkvalificering. Formålet er at forebygge faglig isolation i boenhederne og at forebygge afkvalificering og personaleflugt.
Projektet sigter på i mødet med hinanden at undersøge og fællesgøre ikke formidlet eksisterende viden. I mødet med beslægtede boenheder spejles egen formåen og praksis. I de fælles reflekterende processer dannes muligheden for en synergieffekt omkring ny erkendelse og viden.
Boenheder fra Århus, Vejle, Storstrøms og Frederiksborg Amter mødes i løbet af en 1/2-års-periode flere gange i netværksgrupperne og vil på casestudieseminarer fremlægge deres aktuelle arbejdssituation og evt. problemstillinger.
Erfaringerne fra disse netværksmøder gøres tilgængelige på Enkeltmandsprojektets hjemmeside www.solund.dk/enkeltmand og sendes ud til interesserede i en kortfattet rapportform.
Kognitiv behandling til voldelige psykisk syge unge fra 14 til 21 år
Ansøger: Børne- og Ungdomspsykiatisk Hospital, Risskov
Kontaktperson: Tom Kristensen/Karin Jessen
Telefon: 7789 4000
E-mail: kai@buh.aaa.dk
Formålet med projektet er at undersøge, om man via kognitive behandlingsmetoder kan lære voldelige, psykisk syge unge i alderen 14-21 år, indlagt på lukket ungdomspsykiatrisk afsnit, en ikke voldelig udtryksform. At øge og forbedre studerendes og fastansattes bevidsthed om voldsrisikoen i arbejdet og at kvalificere dem til at anvende kognitiv behandling i tæt dialog og samarbejde med de unge. At integrere denne viden i undervisningen og i det praktiske arbejde.
Delmål er at lære de unge bedre kontrol med impulser. At øge deres frustrationstærskel. At lære dem mere socialt acceptable omgangsformer.
At forbedre deres forståelse af problemet. At ændre indirekte udløsende faktorer. At ændre på uhensigtsmæssige tankemønstre og leveregler. At øge kontrol over fysiologisk ophidselse med stressreducerende teknikker. At lære at undgå at provokere andre, så situationen ikke „eksploderer". At styrke motivation for ændring.
Undersøgelsen skal omfatte 25 patienter. To erfarne medarbejdere er tovholdere i projektet, der skal løbe over fire-seks måneder: A) Der gennemføres indlæggelsessamtaler med analyse og tolkning af patientens voldelige adfærd og voldsepisoder. B) Der lægges en behandlingsplan med udgangspunkt i ressourcer, problemstillinger og udviklingsmuligheder. C) I samarbejde med patienten planlægges undervisnings- og træningssituationer, som løbende evalueres og justeres. D) Der gennemføres en udskrivningssamtale. E) Efter udskrivning holdes en opfølgningssamtale. F) Projektets gode erfaringer opsamles.
Psykisk arbejdsmiljø uden vold – for medarbejdere i voksenteam
Ansøger: Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune
Kontaktperson: Birte Pedersen
Telefon: 3317 3589
E-mail: birte.pedersen@faf.kk.dk
Nye strukturer betyder, at forvaltningen i højere grad betjener mennesker med udadrettet adfærd og derfor oftere oplever episoder med vold og trusler om vold. Medarbejderne i voksenteamet har en høj grad af personlig kontakt med borgerne og kommer på besøg i deres hjem. Det er ofte her, at de udsættes for vold eller trusler. Dertil kommer, at der tit er tale om alenearbejde.
De hidtidige tiltag i forbindelse med vold på arbejdspladsen har mest haft fokus på psykisk krisehjælp og efterfølgende behandling. Det er vigtigt, at ledelse og medarbejdere ikke kun har kendskab til procedurer, når skaden er sket, og at medarbejderne får nogle værktøjer, så de kan forebygge volden og føler sig bedre klædt på til at tackle situationer med vold eller trusler.
Hovedsikkerhedsudvalget i forvaltningen har taget initiativ til en målrettet indsats for voldsforebyggelse for voksenteamets udgående og administrative medarbejdere, som er fordelt på 11 lokalcentre og 4 handicapcentre. På sigt er målet, at der skal arbejdes med voldsforebyggelse på alle arbejdspladser i forvaltningen, hvor mødet med borgerne kan være konfliktfyldt.
Projektforløbet: Der uddannes to ressourcepersoner for hvert lokal-/handicapcenter. De skal i samarbejde med ledelsen sikre en vedvarende opfølgning og evaluering af iværksatte tiltag. Ressourcepersonerne deltager i et kursusforløb på fire dage, hvor de undervises og instrueres i forebyggende initiativer f.eks. konfliktløsning og frigørelsesteknikker. Efterfølgende skal de undervise og formidle den erhvervede viden videre til andre medarbejdergrupper og medvirke og inspirere til, at man lokalt udvikler pædagogiske metoder og indarbejder rutiner, der kan forebygge vold. De lokale sikkerhedsudvalg kortlægger voldsproblematikken og udarbejder en samlet skriftlig arbejdspladsvurdering for området.
Voldshåndtering i hjemmeplejen
Ansøger: Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje
Kontaktperson: Joan Agine
Telefon: 3821 3380
E-mail: joag01@frederiksberg.dk
Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje ønsker at forebygge, at voldelige episoder opstår. I erkendelse af, at hjemmeplejens arbejdsfunktioner indebærer kontakt mellem et betydeligt antal mennesker med mange forskellige baggrunde i mange forskellige situationer, må det forudses, at der opstår voldelige episoder. Som følge heraf ønsker hjemmeplejen at prioritere, at alle medarbejdere bliver i stand til at håndtere vold og trusler om vold på den mest hensigtsmæssige måde og begrænse voldens og skadens omfang.
Blandt hjemmehjælperne er ca. 20 pct. uuddannede. Herudover har størsteparten af hjemmeplejens personale et syvugers kursus som hjemmehjælper eller en etårig grundlæggende erhvervsuddannelse som social- og sundhedshjælper. Hjemmehjælpsgruppen står ofte alene i meget belastede situationer, der kræver reaktion og handling her og nu. Hjemmeplejen ønsker at være en arbejdsplads, hvor medarbejderne føler og oplever tryghed. Den enkelte medarbejder skal kunne føle sig i stand til at håndtere belastede situationer og altid opleve at have støtte, når der er behov for det. For at få voldsforebyggelsen integreret i hverdagen og opnå den optimale effekt ønsker hjemmeplejen at sætte fokus på samtlige medarbejdere i organisationen.
Psykisk arbejdsmiljø uden vold for medarbejdere på stofmisbrugs- og hjemløse-området
Ansøger: Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune
Kontaktperson: Birte Pedersen
Telefon: 3317 3589
E-mail: birte.pedersen@faf.kk.dk
På stofmisbrugs- og hjemløseområderne har vold og trusler udgjort et stigende problem i de seneste år. De udadrettede brugere forbruger mange personaleressourcer ved de ofte mange daglige og krævende fremmøder. Trusler, råben og provokationer skaber utryghed. Personalets forsøg på at bevare ro og sikkerhed kræver tilstedeværelse og opmærksomhed fra de øvrige medarbejdere i forvaltningen, hvilket går ud over resten af brugerne. Længerevarende perioder med disse belastninger medfører risiko for udbrændthed hos personalet med deraf følgende personaleflugt.
Hovedsikkerhedsudvalget i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har taget initiativ til en målrettet indsats for voldsforebyggelse for medarbejdere på stofmisbrugs- og hjemløseområdet. På sigt er målet, at der skal arbejdes med voldsforebyggelse på alle arbejdspladser i forvaltningen, hvor mødet med borgerne kan være konfliktfyldt.
Projektforløbet: Der uddannes to ressourcepersoner på hver arbejdsplads på de to områder. De skal i samarbejde med ledelsen sikre en vedvarende opfølgning og evaluering af iværksatte tiltag.
Ressourcepersonerne deltager i et kursusforløb på fire dage, hvor de undervises og instrueres i forebyggende initiativer, f.eks. hvordan man undgår, at situationer udvikler sig til vold eller trusler. Desuden undervises i konfliktløsning og frigørelsesteknikker. Ressourcepersonerne skal efterfølgende undervise og formidle den erhvervede viden videre til øvrige medarbejdere. De skal medvirke til, at arbejdspladserne udvikler pædagogiske metoder til at forebygge vold, og inspirere til, at der indarbejdes rutiner, når der sker eller er optræk til vold, bl.a. i form af beredskabsplaner. De lokale sikkerhedsudvalg kortlægger voldsproblematikken og udarbejder en samlet skriftlig arbejdspladsvurdering for områderne.
Udviklingsprojekt – forebyggelse af fysisk/psykisk vold
Ansøger: Klosterparken
Kontaktperson: Bente Westergaard
Telefon: 7474 4574
E-mail: bw@sja.dk
Klosterparken under Psykiatrien i Sønderjyllands Amt er et specialbotilbud til borgere med demenssygdomme. Der er 40 boliger til længerevarende eller midlertidige ophold og akutte aflastningsophold. For alle beboere har sygdommen medført så komplekse tilstande, at deres pleje- og omsorgsbehov ikke aktuelt kan løses i kommunalt regi. Beboernes behov for pleje og omsorg kombineret med deres ofte manglende evne til samarbejde betyder, at medarbejderne dagligt må forholde sig til dilemmaerne mellem omsorgspligt, omsorgssvigt og magtanvendelse.
Det er vores opfattelse, at vold aldrig kan undgås helt i arbejdet med svært demente personer, og at medarbejderne derfor nødvendigvis må rustes til den belastning, volden medfører. Samtidig mener vi, at en ændring af voldsmønsteret overvejende beror på medarbejdernes indsats, og at de må udvikle arbejdsmetoderne inden for pleje, omsorg og aktivering.
På den baggrund ønsker vi at iværksætte et voldsreducerende udviklingsprojekt med en styrkende og støttende indsats i form af oplæring i at bruge kollegial supervision og en metodeudviklingsindsats gennem praksislæring.
Den kollegiale supervision løber over to år med oplæring og forankring af metoden det første år og opfølgning og fastholdelse andet år. Der vil blive lagt vægt på, at medarbejderne lærer at identificere vold, specielt psykisk vold og psykiske reaktioner på fysisk vold, og lærer at bearbejde følgerne af vold ved hjælp af kollegial supervision. Metoden trænes i grupperne mellem seancerne.
Den faglige metodeudvikling med mundtlige/skriftlige beskrivelser og evt. brug af videooptagelser gennemføres over et år med et intensivt forløb med ekstern underviser i foråret 2002 og med opfølgning og fastholdelse i efteråret 2002. Der vil især blive lagt vægt på kommunikation og samspil mellem hjælperen og den demente.
Forebyggelse af vold ved Marte Meo-metoden hos beboere med sygdommen demens
Ansøger: Plejehjemmet Lindegården
Kontaktperson: Ingelis Sander
Telefon: 9712 8411
E-mail: lipis@herning.dk
Formål: At øge medarbejdernes viden om demens på det psykologiske område og deres evne til at kommunikere med demente. At mindske antallet af voldsepisoder ved hjælp af Marte Meo-metoden. At uddanne nogle medarbejdere til kollegiale vejledere i Marte Meo-metoden.
Projektets idé: At en af plejehjemmets afdelinger bliver „projektafdeling" med ansvar for at formidle viden om metodens brug i det daglige arbejde til de øvrige kolleger.
Projektfase 1: Uddannelse ved gerontopsykolog for at give en dybere og mere nuanceret forståelse af sygdommen demens. Specielt den psykologiske side af sygdommen skal være omdrejnings-punktet.
Projektfase 2: Introduktion til Marte Meo-metoden ved licenssupervisor inden for området.
Projektfase 3: Med en måneds mellemrum i et halvt år deltager supervisor i gennemgang af videooptagelser af beboer-medarbejder kontakt. Medarbejderne får tilbagemelding og respons på, hvad der skal arbejdes med i den kommende tid.
Projektfase 4: Uddannelse af særligt udvalgte medarbejdere, der er specielt interesseret i demensarbejdet og Marte Meo-metoden. Fremover skal der videregives viden om metoden til plejehjemmets øvrige personale. Halvdelen af de 101 beboere på plejehjemmet har en demensdiagnose eller lignende tilstand.
I fremtiden skal der udarbejdes en plan for det videre arbejde med Marte Meo-metoden, så det bliver en naturlig del af plejen og omsorgen for demente beboere.
Voldsforebyggelse – rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft på de psykiatriske sygehuses lukkede afsnit
Ansøger: Psykiatrien i Nordjyllands Amt
Kontaktperson: Helle Jørgensen/Preben Vesti Nielsen
Telefon: 9631 1692/9631 1332
E-mail: pvn@psyk.nja.dk
Psykiatrien i Nordjyllands Amt har over en årrække oplevet stigende problemer med at rekruttere og fastholde personale på de psykiatriske sygehuses lukkede afsnit. En af årsagerne er bl.a. det fortsat stigende antal voldsulykker og trusler om vold. Voldsulykkerne giver ikke alene fysiske og psykiske skader hos den enkelte, men er i høj grad også årsag til, at det psykosociale arbejdsmiljø belastes. I udviklingsprojektet vil denne negative udvikling blive søgt ændret.
Målet med projektet er via en voldsreducerende indsats at fremme det fysiske og psykosociale arbejdsmiljø på de psykiatriske sygehuses lukkede sengeafsnit, så de i højere grad opleves og fremstår som attraktive arbejdspladser for nuværende og kommende medarbejdere.
Projektet vil tage udgangspunkt i en voldspolitik, som udarbejdes ved projektstart og udgør det holdningsmæssige grundlag for samtlige voldsreducerende initiativer. Inden for rammerne af denne udformes konkrete mål for indsatsen. Der er aktuelt ved at blive udarbejdet en voldspolitik for hele socialområdet i amtet. På baggrund heraf udarbejdes en voldspolitik for Psykiatrien.
Projektets målgruppe er de psykiatriske sygehuses pleje- og behandlingspersonale. Metoderne er:
- Uddannelse af medarbejdere i voldsforebyggelse
- Uddannelse af lokale vedligeholdelsesinstruktører
- Udvikling af APV’er og ulykkesanalyseredskaber i forhold til den voldsforebyggende indsats på de psykiatriske lukkede sengeafsnit.
Den organisatoriske forankring af projektet ligger hos psykiatriledelsen ved chefsygeplejersken. Psykiatriens sikkerhedsledelse står for den praktiske gennemførelse. Der forudsættes et løbende samarbejde med Nordjyllands Amts BST. Projektet afvikles over en toårig periode i 2001 og 2002.
Socialministeriets magtanvendelsesskema – et brugbart redskab i det forebyggende voldsarbejde?
Ansøger: Bo-Grindsted
Kontaktperson: Naja Schødt Jensen
Telefon: 7532 2411
E-mail: nje@ribeamt.dk
Bo-Grindsted er et § 92 bo- og servicetilbud i Ribe Amt til personer over 18 år med betydelig, varig nedsat funktionsevne. Den primære årsag til, at vi ønsker at fokusere på den fysiske vold, er, at der er sket en markant stigning af voldsepisoder på stedet, efter at en kvindelig beboer flyttede ind sidste år. Episoderne er rettet mod både beboere og personale.
Ud over de mange anvendelser af fysisk magt er en følgevirkning en markant forringelse af det psykiske miljø for personale og beboere. Personalet oplever frustration, fornedrelse og krænkelse og føler sig magtesløse, når de ikke er i stand til at forhindre trusler og krænkelser mod medbeboerne. Samtidig foregår krænkelserne i de andre beboeres hjem.
Den fysiske og psykiske utilstrækkelighed, som medarbejderne i perioder oplever, medfører, at ressourcerne til at udvikle det pædagogiske arbejde mindskes, hvilket igen har en negativ effekt på afdelingen, der kontinuerligt føler sig mere isoleret i forhold til andre afdelinger. Medarbejderne føler et stort behov for at finde løsningsmodeller i forhold til voldsepisoderne. Ledelsen oplever også, at afdelingen kan blive mindre attraktiv som arbejdsplads.
Vi vil undersøge, om vi kan bruge Socialministeriets magtanvendelsesskema som et forebyggende pædagogisk redskab. Vi vælger at benytte den konkrete beboer som case.
Udgangspunktet er, at den enkelte medarbejder reflekterer over egen handling ved at analysere magtanvendelsesskemaerne. Refleksionen bruges som udgangspunkt for ny pædagogisk praksis, så magtanvendelserne reduceres. Vi vil ud fra den erfaring og viden, vi får gennem projektet, udvikle en metode, som gør skemaerne til et brugbart pædagogisk redskab i arbejdet med at forebygge vold.
Metoden formidles til Bo-Grindsteds samarbejdspartnere i Ribe Amt.
Faglig kompetence i forhold til håndtering af vold og trusler om vold
Ansøger: Kollegiet Søhuset
Kontaktperson: Jette Bjærge
Telefon: 8927 3695
E-mail: sspjb@vibamt.dk
Kollegiet Søhuset er Viborg Amts eneste botilbud for sindslidende, hvor der tilstræbes rummelighed i forhold til gruppen af misbrugende sindslidende. Vores „boligstandard" er imidlertid hverken nutidig eller optimal set i relation til brugergruppen. Beboerne bor meget tæt, og der er ikke ret meget albuerum for den enkelte. Blandt andet tætheden gør, at der ofte opstår konflikter mellem beboerne. Konflikter, hvor det er påkrævet, at personalet griber ind. Vi har gennem årene holdt gentagne kurser i konflikthåndtering m.m., og i det daglige er vi meget bevidste om at støtte hinanden, men vi må indse, at vold og trusler om vold er en ingrediens i hverdagen, vi ikke kan eliminere totalt. Vi vil derfor gerne blive bedre til at forholde os til det, herunder finde redskaber, der gør os bedre i stand til at håndtere voldsrisikoen som et arbejdsvilkår. Vi tror på, at det vil øge personalets handleevne og dermed på længere sigt forebygge en del. Projektet skal omfatte to (af tre) beboergrupper. 14 medarbejdere skal i to hold trænes i kollegial supervision, specielt med henblik på at håndtere voldstrusler blandt beboere og mellem beboere og personale, herunder få redskaber til at håndtere de dilemmaer, der følger med rummelighed og brugernes indflydelse på indsatsen.
Projektet evalueres internt, og det er vores klare forventning, at erfaringerne kan bruges i sikkerhedsarbejdet på tværs i organisationen, ligesom en del af erfaringerne med den kollegiale supervision skal bruges internt på Søhuset.
Vi forestiller os, at projektet bliver en kvalificeret start på en ny og bevidst forholdemåde, som vil hjælpe os til at drage erfaringer og bruge hinanden på en bedre måde.
Arbejdsplads uden vold
Ansøger: Hjørnestenen
Kontaktperson: Arne Christoffersen
Telefon: 8641 2433
E-mail: scrand.hjrstn@aaa.dk
Projektet gennemføres i flere dele: Voldsepisodeanalyse: De enkelte episoder registreres, og de episoder, der indebærer minimum én sygedag, analyseres. Analysen laves af BST Århus Amt. De øvrige episoder registreres og sammenlignes på forskellige punkter. I projektets slutfase indgår en evaluering af kriseplanen og voldspolitikken på institutionen.
Den største del af projektet er deltagelse i Århus Amts „Arbejdspladskultur-kursus". Alle medarbejdere deltager i et 72 timers kursus, som vil give et fælles ståsted, efter at der er skiftet en del medarbejdere ud.
Som led i forebyggelse af volden skal der også ske en ændring af de fysiske forhold.
Kvalificering af personale-trivsel
Ansøger: Spurvetoften
Kontaktperson: Vera Madsen
Telefon: 7586 2285
E-mail: xvm@spurve.vejleamt.dk
I arbejdet med personer med autisme er medarbejderne spændt op i det daglige. Hverdagen skal fungere, så vi undgår situationer, som kan resultere i uoverskuelighed og kaos. De pædagogiske metoder udvikles til stadighed. Når der er behov for krisehjælp til medarbejdergruppen, er der stor opmærksomhed på, hvordan der handles og ageres. Alligevel oplever vi, at der er for stort sygefravær og for stort frafald af medarbejdere. I den nødvendige fokus på stor pædagogisk faglighed kan opmærksomheden på den enkelte medarbejder som person og på almindelige praktiske forhold blive nedtonet. Vi kan komme til at overse nødvendigheden af at være opmærksomme på hinanden på en professionel måde, så vi kan komme en krise eller et sygefravær i forkøbet. Vi kan ligeledes komme til at overse det nødvendige i, at der gives normer for og træffes beslutninger om praktiske forhold, så vi kan komme irritationer i forkøbet. Det er således medarbejdernes daglige og almindelige trivsel, vi skal arbejde med, så sygefraværet og antallet af fratrådte medarbejdere reduceres.
Projektets formål er: At udvikle en måde at kommunikere på i det daglige og ved møder, så belastningerne ikke udvikler sig til problemer. At udvikle en metode til opkvalificering af arbejdsskift/overlapning, så man ikke går drænet fra arbejde. Der skal i en periode tilknyttes en psykolog (eller en med anden relevant uddannelse). Vedkommende skal gennem „mesterlæring" og uddannelse bidrage til, at det bliver en del af personalekulturen at spørge ind til hinanden – og at kunne arbejde med fælles løsninger, på samme måde som det er sædvane og accepteret, når det drejer sig om pædagogikken.
Ny professionalitet – kvalitativt kompetenceløft som voldsforebyggelse
Ansøger: Social- og psykiatriforvaltningen, Storstrøms Amt
Kontaktperson: Anne-Grethe Kruse/Susanne Jakobsen/ Anette Laigaard
Telefon: 4061 9484/5484 4800
E-mail: konflikt@soc.stam.dk
„Ny professionalitet" er et pilot- og udviklingsprojekt med fem hovedkomponenter:
- Udvikling af pleje- og omsorgspersonalets arbejdsmetoder ved hjælp af principperne i „refleksiv professionalitet", med uddannelse af den samlede personalegruppe, fulgt op af et års implementerings- og konsolideringsperiode støttet af ekstern supervision.
- Sikring og vedligeholdelse af medarbejdernes personlige forudsætninger for at tilegne sig og bemestre „ny professionalitet", ved anvendelse af systematisk detraumatisering ved projektstart og undervejs efter behov. Til det formål benyttes „Emotional Freedom Techniques" (EFT) – en ny og meget enkel metode til neutralisering af følelsesmæssige spændinger.
- Udvikling og afprøvning af et værktøj til systematisk kortlægning og analyse af voldsepisoder – som betragtes som mellemmenneskelige arbejdsulykker – med henblik på individuel og organisatorisk læring og udvikling af nye professionelle standarder.
- Uddannelse af lokale ressourcepersoner, som trænes i at bruge EFT, varetager detraumatisering af voldsramte medarbejdere og får en udvidet uddannelse i „ny professionalitet", så de kan fungere som supervisorer for pilotinstitutionerne, mens de selv får supervision af eksterne konsulenter. Ressourcepersonerne kvalificeres til selv at undervise i og rådgive om „ny professionalitet".
- Benyttelse af konkrete, personliggjorte eksempler på „god praksis" som inspiration og rollemodeller i kursusfasen, og som grundlag for udvikling af standarder for „bedste praksis".
I projektets første del gennemføres to uddannelsemoduler af fem dages varighed for ressourcepersonerne og et todages kursus om „ny professionalitet" for samtlige medarbejdere i pilotinstitutionerne. Den egentlige organisatoriske udvikling og professionsudvikling finder sted i den efterfølgende seks måneders implementerings- og konsolideringsfase.
Forebyggelse af vold på Døves Aktivitetscenter, Center for Døve
Ansøger: Døves Aktivitetscenter, Center for Døve
Kontaktperson: Hanne Kjempff
Telefon: 4485 6060
E-mail: kk@cfd.dk
Døves Aktivitetscenter er et dagtilbud (Serviceloven § 87 og 88) for funktionshæmmede døve.
Personalet har arbejdet målrettet med at forebygge og mindske målgruppens udadrettede adfærd. Desværre har det vist sig, at indsatsen ikke har stået mål med resultaterne, hvilket bl.a. har medført et alvorligt rekrutteringsproblem. Døves Aktivitetscenter har arbejdet tæt sammen med Center for Døves ledelse, Arbejdstilsynet og BST i forsøgene på at bedre det psykiske arbejdsmiljø og nedbringe antallet af voldsepisoder. De pædagogiske og personalepolitiske redskaber vurderes på nuværende tidspunkt at være udtømte, hvorfor opmærksomheden nu er vendt mod de fysiske rammer.
De hidtidige undersøgelser har endnu ikke ført til nærmere afdækning af en evt. sammenhæng mellem de voldelige episoder og de fysiske rammer. Det har ikke været muligt at trække på erfaringer andre steder fra, da feltet tilsyneladende er uudforsket.
Arbejdstilsynet har i juni 1999 givet påbud om, at der skal findes løsningsmodeller for det videre voldsforebyggende arbejde på Døves Aktivitetscenter. De mulige løsningsmodeller knytter sig nøje til årsagssammenhængene, hvorfor der er behov for dybere analyse og bearbejdning af afklaringsarbejdet. Projektet retter sig mod dette afklaringsarbejde.
Konflikthåndtering
Ansøger: Holtegården
Kontaktperson: Eva Kjærgaard
Telefon: 7484 2325
E-mail: evj@sja.dk
Vi er tre socialpsykiatriske botilbud i Sønderjyllands Amt, som sammen har fået puljemidler.
Bjerggade 4 F-G, som åbnede 1. oktober 1999, er amtets botilbud til yngre sindslidende, som har brug for personale døgnet rundt og for omfattende hjælp og støtte i dagligdagen. Der er plads til 12 beboere, som hver har en selvstændig lejlighed. De fleste er visiteret til aktivitets- og samværsdelen, hvor der også kommer brugere udefra. Her er der personale otte timer dagligt. Personalet er bredt tværfagligt sammensat, og mange medarbejdere har ikke psykiatrisk erfaring. Alle medarbejdere har p.t. oplevet alvorlige konflikter, som har ført til fysisk eller psykisk vold.
Holtegården er amtets botilbud til midaldrende og ældre sindslidende med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne og behov for omfattende hjælp hele døgnet. Her er længerevarende botilbud med relevante rehabiliteringsmuligheder og tilbud om aktivitet og samvær til beboere og eksterne brugere. Holtegården er under udvikling og ombygning. Fra 2003 vil der være plads til 18 beboere i toværelses lejeligheder. Personalet er tværfagligt sammensat, og arbejdet har tidligere været præget af vold og trusler. I forbindelse med omstruktureringen er der sket en ændring i boeboersammensætningen, som stiller nye krav til personalet. Enkelte beboere har en overordentlig voldsom adfærd, og kontakten er ofte konfliktfyldt. Konflikterne er svære at håndtere, da det er uvante situationer for personalet.
Klosterparken er et døgnafdækket tilbud til mennesker med en gerontopsykiatrisk lidelse, hovedsageligt demens. Klosterparken har ligeledes været igennem en udvikling, omstilling og specialisering. Personalet er hovedsagligt sundhedsfagligt uddannet. Mange af beboerne har en voldsom adfærd, og personalet er dagligt udsat for både fysisk og psykisk vold. Der laves mange interne registreringer af vold og mange arbejdsskadeanmeldelser.
Volden kan ikke helt "afskaffes", men en større faglig viden vil ruste personalet til bedre at håndtere den konfliktfyldte kontakt og dermed i stor udstrækning forebygge vold og flaskehalsproblemer.
Alle tre steder arbejdes der meget på at skabe "et trygt hus", hvor både beboere og ansatte trives. Vi tror på, at et godt og trygt arbejdsmiljø på længere sigt vil forebygge flaskehalse. Den interne tryghed og sikkerhed er højt prioriteret, og vi arbejder hele tiden på at forbedre vores voldspolitikker, registreringer og opfølgning af vold. Via professionel undervisning vil vi få ny viden og nye redskabet til at håndtere konflikterne på den mest hensigstmæssige måde.
Vi vil ikke vold!
Ansøger: Kagsåhuse
Kontaktperson: Anne-Mette Jørgensen
Telefon: 4453 4432
Kagsåhuse er et opgangsfællesskab med 13 etværelses lejligheder fordelt på to boligblokke. beboerne er misbrugere, flere med dobbeltdiagnoser (misbrug/psykiatri), som ikke kan indordne sig i almindelige boligmiljøer. Der er en nomering på seks fuldtidsstillinger.
De fysiske rammer er meget små og uhensigtsmæssige i forhold til beboergruppen, så der opstår ofte episoder, hvor en beboer bliver trængt op i en krog og ikke har andre muligheder end at reagerer voldsomt og aggressivt. Det går ud over de andre beboere og personalet. På grund af det massive psykiske pres som følge af vold og trusler, sker det til tider, at personalegrupper bliver splittet.
Vores eneste sanktionsmulighed er at give karantæne fra fællesrummet. Det medfører oftest andre problemer, f.eks. at boboeren bliver ensom, hvilket giver anledning til at invitere udefrakommende, ofte ubehagelige højtråbende og truende venner på besøg for at brygde ensomheden. For at komme til og fra arbejde passerer vi beboernes vinduer, så de har rig mulighed for at følge vores kommen og gåen. Når en beboer har set sig gal på personalet, bliver vi ofte udsat for trusler.
Vi bor meget isoleret, hvilket også har betydning, når vi ringer efter hjælp, f.eks. hos politiet. Da vi også varetager støtte-/kontaktfunktion for borgere i eget hjem i Gladsaxe Kommune, er vi til tider tyndt bemandet, og i belastede perioder med uro, trusler og vold er vi nødt til at trække samtlige medarbejdere til Kagsåhuse, hvilket går ud over de andre borgere.
Vi planlægger altid den kommende uge på personale- og beboeremøde, men i de perioder, hvor en eller flere af beboerne er "oppe og køre", må vi ofte indstille planlagte aktiviteter for at dæmpe gemytterne og undgå, at vold og trusler ekskalerer. I disse perioder bliver en del beboere utrolige angste og må til tider "evakueres" til en af kommunernes akutinstitutioner.
Vi vil gerne bruge næste år på at dygtiggøre os fagligt, så vi er på forkant med vold og trusler. Både for at undgå, at praktikanter i perioder må stoppe, og medarbejdere må folade arbejdspladsen. Og for at beboerne kan få et bedre sted at bo.
Forebyg vold i botilbud for sindslidende hjemløse
Ansøger: Dronning Caroline Amalies Hus
Kontaktperson: Merete Lundberg/Anse Leroy
Telefon: 3312 0913
E-mail: hts@vip.cypercity.dk
Projektet har til formål at forebygge vold - eller mindske vold - i et botilbud for 30-40 sindslidende hjemløse. Beboerne er ofte afvist andre steder (pga. voldelig adfærd o.l.)
Målet er gennem undervisning og seminarer af forskellig type at lære såvel beboere som medarbejdere at forebygge vold i det daglige fællesskab. Målgruppe: 30-40 sindslidende hjemløse, der bor i Dronning Caroline Amalies Hus (DCAH), samt 10-20, der bor i egen lejlighed eller venter på at flytte til DCAH, og som derfor har tilknytning til huset.
Metode: Gennem frivillig undervisning af såvel beboere som medarbejdere, såvel teoretisk som praktisk i og uden for DCAH at lære alle i at øve sig i at se, når der er optræk til vold, og at lære at forebygge disse episoder ved at indøve nye muligheder. At lære at tale om oplevelserne og forsøge at lære af de nye erfaringer/øverleser. At holde fastlagte møder med temaet: Forebygger vi volden godt nok sammen. At afstemme de to gruppers ønsker med hinanden.
Organisatoriske rammer: Foreningen Botilbud til sindslidende hjemløse, Dronning Caroline Amalies Hus. Samarbejdspartnere: Sagsbehandlere i kommunen, andre tiltag for hjemløse, såvel kommunale som private samt projekter, hospitalsvæsen, Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, da der i huset er flere flygtninge med forskelig etnisk baggrund.
Videreførelse af erfaringer/aktviteter: Medarbejdere såvel som beboere skifter af og til arbejdssted og bolig, hvorfor det vil være nødvendigt at holde fastlagte møder som en fortsat undervisningsmulighed for at fastholdet temaet: Forebyg vold.
Voldsforebyggelse og interventionsprocedurer for voldsramte medarbejdere - en koordineret indsats på fem afdelinger for mennesker med autisme og Prader Willi Syndrom.
Ansøger: Bostedet Tomatvej
Kontaktperson: Anne Damgaard/Christinan Oxbøll
Telefon: 3287 7228
E-mail: christian.oxboll@faf.kk.dk
Projektet retter sig mod fem afdelinger (tre bosteder og to dagtilbud) for mennesker med autisme og Prader Willi Syndrom. Der er mange sammenfald i voldens fremtræden på afdelingerne. Det ekstremt belastende psykiske arbejdsmiljø medfører hyppige sygemeldinger som følge af voldsepisoder og problemer med at rekruttere og fastholde personale.
Målet med projektet er bl.a.:
- at forsøge at skabe en arbejdsplads, der tiltrækker og fastholder kvalificerede medarbejdere i længere tid.
- at forebygge vold ved hjælp af en koordineret indsats i forhold til voldsregistrering, analyseredskaber, voldspolitik og undervisning
- at projekter og løbende undervisning overordnet ændrer synet på vold fra kun at være en belastende faktor til også at være en pædagogisk udfordring
- at et styrket samarbejde mellem afdelingerne og oprettelsen af en ansvarsgruppe med "problemknuserfunktion" optimerer og forbedrer interventionsprocedurerne for voldsramte medarbejdere og derved mindsker følgerne af vold.
I projektet udarbejdes en fælles voldspolitik, registreringsskemaer, analyseværktøjer og procedurer i forbindelse med beredskabsplaner og krisehjælp. Der iværksættes et undervisningsforløb i voldsforebyggelse og interventionsprocedurer, både for nye og mere erfarne medarbejdere. Ansvarsgruppen skal også koordinere indsatsen på afdelingerne, stå for den løbende uddannelse og udarbejde en årlig evalueringsrapport for området.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2001 (årgang 7 nr. 2).