Vold-som udvikling

Fokus på vold som udtryksform sætter gang i en udviklingsproces i det pædagogiske arbejde. En proces med en række nødvendige faser for at nå frem til respekt og accept af beboernes måde at udtrykke sig på.
Af: Dagcenterleder Inge-Lise Larsen.

Jeg vil gerne formidle mine erfaringer med bevidst at arbejde med den etiske og pædagogiske udvikling på en institution for psykisk/fysisk handicappede beboere, som brugte og stadig i et vist omfang bruger vold som udtryksform. Det er et arbejde, som har udviklet sig i - helt nødvendige - faser.

Det er vigtigt at skabe et trygt fundament for det pædagogiske arbejde og give mulighed for at tænke anderledes, når vi møder problemerne. At stille spørgsmål til det, vi gør. Undres og spørge: Kan det gøres anderledes?

Pas på Kurt

Kurts liv var for fire år siden præget af udadrettet adfærd. Han blev typisk fastholdt dagligt af to-tre pædagoger. Resultatet var ofte skader på pædagogerne, såvel fysiske som psykiske. En ond cirkel var begyndt!

Pædagogerne begyndte at blive angste og utrygge, når de skulle være sammen med Kurt, hvilket medførte en endnu mere udadrettet kommunikation fra ham. Det målrettede pædagogiske arbejde blev derfor en "selv-forsvarspædagogik". Og medarbejderne blev jævnligt skiftet ud.

Nye medarbejdere blev præsenteret for. Kurt: Vær på vagt, vær aldrig alene med ham, PAS PÅ, når han "flimrer", PAS PÅ, når han er "for glad", det går galt hvis vi ikke stopper det i tide... Kurt fik aldrig mulighed for at vise følelser.

Udviklingen vender

Samværsformen på afdelingen var uholdbar. Et målrettet pædagogisk. arbejde begyndte, selvfølgelig ikke af sig selv, men med opbakning fra ledelsen og konsulenthjælp udefra.

Der blev stillet mange spørgsmål: Hvordan bruges ambulancetjenesten? Hvor tit bruger vi fastholdelse? Hvordan og hvor længe? Og hvornår skønner vi, det er nødvendigt?

Episoderne blev kortlagt ved hjælp af skemaer. Vi søgte mønstre og sammenhænge og diskuterede menneskesyn og etik. Var det et værdigt liv for Kurt?

Et af spørgsmålene var også: Kan der gøres mere for at sikre pædagogerne? Svaret var ja. Ambulancetjenesten skulle fungere anderledes. Kurserne i selvforsvar blev systematiseret, psykologhjælpen blev struktureret og obligatorisk. Og den kollegiale og ledelsesmæssige opbakning blev udbygget.

Langsomt bredte der sig sikkerhed og tryghed i arbejdet på afdelingen blandt pædagogerne, og denne til stand førte videre til nye spørgsmål:

Hold om og hold af

Hvordan er det at blive fastholdt, hvad gør det ved beboeren? Må beboeren ikke vise glæde, sorg og afmagt? Kan vi ændre vores metoder, så det bliver legalt og muligt at vise følelser?

Vi introducerede en ny metode til at fastholde beboerne. "Hold om og hold af' er en metode, der er mere accepterende og mindre indgribende i beboerens ego. Den signalerer: "Jeg vil hjælpe dig i din afmagt", "jeg er her for din skyld, vi skal løse problemerne sammen". Der var altid kun en pædagog i fastholdelsen, men vished om at kollegaerne var klar til at tage over, hvis usikkerheden skulle opstå igen. Metoden blev brugt en periode, og nye tiltag opstod.

Social, motorik

Vi introducerede "social motorikken" på institutionen. Det er en metode at være sammen på, men på beboerens præmisser. Rollerne er byttet om, beboeren bestemmer farten i samværet, og pædagogerne må lære at tolke signalerne fra beboeren på en ny måde.

Socialmotorikken ændrede vores holdning til beboere med udadrettet adfærd. Beboerne lærer nu at få afløb for frustrationer på en anden måde end med vold, for eksempel via musik, dans, leg og tæt samvær.

For Kurt har socialmotorikken givet store resultater. På afdelingen bliver han stort set ikke fastholdt, kommunikationsformen er ikke længere vold, og det er nu legalt at vise følelser.

Kun er blevet "eftertragtet" i det pædagogiske arbejde: Det er dejligt at arbejde sammen med ham. Vi kan mærke, at der sker en udvikling - vi kan se resultater af de pædagogiske tiltag (Navnet er opdigtet).