Diskussionen er startet

Tidligst i 1997 vil Socialministeriet revidere reglerne for personalets magtanvendelse overfor voksne handicappede.
Af: Ulrik Dahlin, Journalistbureauet express

"Paragraf 4 hader jeg. Den bør helt udgå!"

Lisbet Møller, udviklingskonsulent i Frederiksborg Amts socialforvaltning, lægger ikke skjul på sin kritik, når hun diskuterer behovet for ændringer af reglerne for magtanvendelse over for voksne handicappede - eller Bekendtgørelsen om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap, som reglerne mere formelt hedder.

Også formanden for De Samvirkende Invalideorganisationer (DS!), John Møller, der taler på vegne af 400.000 medlemmer, mener, at den 15 år gamle bekendtgørelse snart må revideres:

- Den trænger til en modernisering. Der er sket en del, siden bekendtgørelsen kom. Man bør lægge større vægt på kvaliteten af tilbud, så man bevidst undgår situationer, der fører til brug af magt.

Gunvør Munch fra Socialministeriet oplyser, at ministeriet ikke for nærværende har planer om en revision af bekendtgørelsen. Alligevel er hun meget interesseret i at høre nærmere om ændringsforslagene fra bl.a. Lisbet Møller og John Møller. Diskussionen om behovet for ændringer er med andre ord godt i gang.

Pynte på virkeligheden

- Lad os tage mine forskellige forslag metodisk, indleder Lisbet Møller og henviser til bekendtgørelsens paragraf 1, stk. 1 ("ydmygende eller anden nedværdigende behandling" er ikke tilladt):

- Det er den bestemmelse, der giver anledning til de fleste diskussioner, fordi ydmygende behandling efter min mening finder sted hver dag. Man kan jo sige, at bare det at bo på en døgninstitution er nedværdigende i sig selv. Netop den bestemmelse er altid et godt udgangspunkt for en diskussion af, hvad det er for vilkår, vi tilbyder beboerne.

- Hvad mener du selv?

- Det er selvfølgelig svært at få en døgninstitution til ligne et almindeligt hjem. Og hvis man så gør institutionerne mindre for at fjerne institutionspræget, så sker det otte på bekostning af nogle vigtige hjælpemidler, så... Vi er ikke færdige med at diskutere, hvordan den ideelle døgninstitution ser ud.

- Om paragraf 2, stk. 1 ("fysisk magtanvendelse") siger mange pædagoger, at den er svær at håndtere. Efter min mening skal den bestemmelse have den tilføjelse, som også findes i "børnebekendtgørelsen", at den fysiske magtanvendelse hver gang skal protokolleres. Af hensyn til beboernes retssikkerhed bør det også være tilfældet i bekendtgørelsen om voksne handicappede.

- Paragraf 3 handler om de fælles regler om fiksering og lukkede institutioner i behandlingsmæssigt øjemed. Muligheden for at fiksere skal fjernes, vi kan ikke være bekendt, at det fortsat er muligt. Det er etisk forkert. Jeg tror også, at det er at pynte på virkeligheden at kalde det for "behandlingsmæssigt øjemed". Jeg kender ingen eksempler på, at man har opnået en positiv adfærd ved hjælp af tvang - det er logik for burhøns. Vi har arbejdet med beboernes vold som udtryksform i de sidste år - og der er ikke et eneste eksempel på, at fiksering og tvang har givet bedre adfærd.

Bløde, beskyttende specialhandsker

- Paragraf 4 ("fiksering") hader jeg, den bør helt udgå! Det skal slet ikke være tilladt. Bestemmelserne er uhyggelig læsning - håndremme, bælte osv. Jeg tror egentlig ikke, der er nogen, der bruger alle disse torturinstrumenter, men der kan komme en dag, hvor man er så trængt ressourcemæssigt, at man falder for fristelsen til at bruge dem.

- l paragraf 4, stk. 2 er en undtagelse, så det ikke regnes for fiksering, når man anvender "særligt lærreds-tøj" og "bløde, beskyttende special-handsker" til beboerne, Men anvendelsen af disse ting bør også skulle indberettes, synes jeg, fordi anvendelsen ofte er et spørgsmål om manglende ressourcer. Det er en slem situation for en beboer at sidde med en stor stofhandske på for ikke at bide sig selv i fingrene. Og hvis det skulle indberettes, hver gang man brugte dem, ville det give anledning til at tænke over, hvornår og hvor tit vi bruger disse ting.

- Paragraf 5 ("lukket institution") er jeg meget i tvivl om. Der er brug for at diskutere det grundigt. Mange beboere siger selv, at de helst vil have en tidsbestemt straf - i stedet for som kriminelle udviklingshæmmede at komme på Rødbygård, også selvom det ikke er lykken for dem at komme fx i fængsel på Herstedvester.

- Paragraf 8 ("aflåsning") er meget upræcis, så den er svær at arbejde med. Pædagogerne bliver sorteper, når de ikke ved, hvornår de må låse døren. Hvornår er det "undtagelsesvis" - hvor tit kan noget være det? Selvom aflåsning i øvrigt også skal indberettes, kunne jeg ønske mig mere klarhed, så man undgår de "nemme" løsninger, fx at placere håndtagene på dørene så højt, at beboerne ikke kan nå dem.

- Jeg anklager, - og det skal selvfølgelig understreges - ikke med det, jeg her siger, nogen bestemte pædagoger eller personaler. Det er en opgave for os alle sammen at finde ud af, hvad der er det rigtige. Jeg kunne forestille mig, at det skulle være tilladt med aflåsning, hvis man kunne forklare hvorfor - i stedet for det uklare "undtagelsesvis". "

- Hele kapitel 7 drejer sig om indberetningerne. Tidligere skulle indberetninger om fiksering og overførsel til lukkede institutioner videresendes fra amterne til Socialstyrelsen. Det skal de ikke længere. Det er til skade for retssikkerheden, fordi det kan være fristende for et amt at acceptere noget, der egentlig ikke burde passere, af ressourcemæssige årsager.

- lndberetningerne sendes til amtet, og i princippet er det amtsrådet, der skal vurdere dem, selvom det i praksis overlades til Socialudvalget. Men det system kan let minde lidt om, at politiet kontrollerer sig selv - og selv undersøger klager over politiet - når amtsrådet kontrollerer sig selv.

I modstrid med retspraksis.

- Paragraf 16 er ophævet. Den gik i sin tid ud på, at Socialstyrelsen fører overtilsyn og følger udviklingen på området og aflægger lejlighedsvis besøg på institutionerne. l 1990 blev den taget væk, og det er jeg frygtelig ked af. Der er faktisk beboere, som ikke har nogen pårørende, og reglerne er sådan, at den ansvarlige kommune skal følge beboerne, men de svigter altid. Så for nogle beboere er der faktisk ikke nogen udefra der ser, hvordan det går, hvordan vilkårene er og ikke er. Hvis der så heller ikke er nogen pårørende, så er der slet ingen.

- Der er fx også beboere, som ikke har et dagtilbud, dvs. de lever hele deres liv på døgninstitution," så de bliver let prisgivet. Og selvom amtet har en pædagogisk konsulent, kan vedkommende let have "meget travlt"... Og når Socialstyrelsen ikke længere følger udviklingen, så kan det medføre, at ingen gør det. l det hele taget er det efter min mening ikke i overensstemmelse med almindelig dansk retspraksis, at amtet fører tilsyn og kontrol med amtets egne institutioner.

- Når alt det her er sagt om bekendtgørelsen, så skal det også med,. at hverdagens undertrykkelse - alle de tusinder af små mekanismer, der virker i dagligdagen - ofte ople-ves meget hårdere af beboerne end de metoder, der er beskrevet i bekendtgørelsen

- Kan man bare ikke afskaffe bekendtgørelsen?

- Nej. Det drejer sig om en særlig gruppe mennesker, der hver eneste time af døgnet er afhængig af andre mennesker, og som ofte ikke kan protestere. Almindelige borgere kan hvis de bliver udsat for et overgreb -melder det til politiet, men det kan personer, som måske ikke har noget sprog, ikke bare uden videre.

- Jeg er tit ude for, at pædagoger fx på et møde siger: Hos os går det meget godt, men efter lidt snak og betænkningstid, ja, så bliver det klart, at man godt kunne gøre det bedre, nogen gange endda meget bedre. Det kan ofte være ganske små ting, som man ikke "tænker" over - som fx ikke at have vist en ny beboer alle rum i institutionen. Det sker ikke på grund "af ondskabsfuldhed, men på grund af manglende omtanke. Efter min mening holder bekendtgørelsen os fast i en vigtig diskussion og høj moral.

- Historisk set har bekendtgørelsen også medført et drastisk fald i fx fiksering. l "starten af 1980'erne havde vi virkelig mange fikseringer." Den gang var der ikke mange, der troede. på, at man kunne undvære fikseringerne, men det har jo vist sig, at det kunne man sagtens.

- Efter min mening er den største udfordring ikke at afskaffe bekendtgørelsen - men at tage det tilstrækkeligt seriøst, slutter Lisbet Møller.

Et bedre personale bruger mindre magt.

John. Møller, der foruden formandsposten i DSl også er direktør i Landsforeningen LEV, mener ikke, at bekendtgørelsen bare kan afskaffes. Og på stående fod vil han ikke komme med ændringsforslag til de enkelte paragraffer.

- Jeg mener generelt, at man skal lægge større vægt på indførelse af pædagogiske metoder og på at. forbedre de fysiske rammer for pædagogernes dagligdag, så man kan undgå brug af magt, som han forklarer. "

- Mange handicappede bor fx under meget dårlige standarder med flersengsstuer, deletoiletter osv. Det skaber let stress og uro, som igen baner vej for udtryksformer, der er voldelige, og det fører til magtanvendelse. Når man har at gøre med mennesker, der er meget dårlige til at kommunikere verbalt ved man, at det let kalder på vold som udtryksmiddel, hvis en beboer føler sig provokeret, det kan fx vise sig som selvdestruktiv adfærd.

John Møller kritiserer de gældende regler for indberetninger, fordi indberetningerne efter hans mening ofte får en drejning, så de kan bruges af personalet som argument for bedre normeringer.

-Personalet har haft meget travlt med at fortælle, hvor farlige deres arbejdspladser var. Men det har intet med sagen at gøre. I stedet er der behov for højere kvalitet hos personale, der arbejder med udviklingshæmmede og sindslidende.

-Hvordan skal man få en højere kvalitet?

-Det er først og fremmest et uddannelses- og et holdningsspørgsmål. Personalet må lære, at en almindelig medmenneskelig forståelse for beboerne og en grundig indsigt i psykologiske mekanismer i samværet mellem mennesker er bedre redskaber end retten til at bruge magt, som den fremgår af bekendtgørelsen, konkluderer John Møller.

Ministeriet vil først undersøge

- Vi har ingen planer om at ændre bekendtgørelsen lige nu. l øjeblikket har vi en pilotundersøgelse i gang på boligområdet med paragraf 112 (døgninstitutioner for voksne) og paragraf 68 (bofællesskaber). I denne undersøgelse indgår også magtanvendelsen, og et resultat vil foreligge i december måned. Vi håber så på, at den kan munde ud i en bredere og større undersøgelse, som til sin tid vil vise, om der er behov for ændringer af bekendtgørelsen, siger fuldmægtig Gunvør Munch fra Socialministeriet.

- Hvis den store undersøgelse kommer i gang, bliver det fra januar 1996, men det er altså ikke besluttet endnu. Et resultat vil i givet fald foreligge i sommeren 1997. Og før er der ikke for nuværende planer om at ændre på bekendtgørelsen.

- Forinden vil vi nok indkalde til et møde med de pædagogiske ledere og konsulenter fra amterne til en diskussion af indholdet i bekendtgørelsen, så vi kunne få en oversigt over, hvor amterne synes, det måske kunne være på sin plads med ændringer. Det indgår i vores planer at afholde et sådant møde.

- Lad os tage nogle enkelte punkter: Hvad med fiksering - skal det fortsat være tilladt?

- Man skal nok vide lidt om forhistorien. Tidligere kunne man fiksere alle beboere - helt frem til 1979 da man lavede bekendtgørelsen, som har medført et markant fald i antallet af fikseringer. Jeg har ikke nogen præcis opgørelse, vi får ikke de tal længere, men indtrykket er klart, at fiksering ikke foregår nær så meget i dag.

- Vi har da talt om, at vi skulle tage det ud, men for beboere, der kommer fra psykiatriske afdelinger og skal bo på en paragraf 112, der nytter det efter vores mening ikke at sige, at man slet ikke må fiksere. Det må for den enkelte beboer aftrappes over en periode, og derfor er der altså ingen aktuelle planer om at ændre det. Men dermed ikke sagt, at man ikke skal strække sig så langt som overho-vedet muligt for at undgå fiksering og finde andre måder.

Penge ikke argument for fiksering

- Det diskuteres meget - også med beboere - hvad der er bedst: At være mandsopdækket altid - eller være fikseret i bestemte perioder en sjælden gang imellem, hvor man så kan være lidt sig selv.

- Hvad er bedst?

- Det ved jeg ikke. Vi taler om meget få personer, de kan nok tælles på en hånds fingre. For en bestemt person, jeg lige har i tankerne, er det nok det bedste at være fikseret en gang imellem. For de øvrige er det nok bedre med mandsopdækning. Men netop i spørgsmålet om fiksering/mandsopdækning viser det sig, at det også er et spørgsmål om økonomi. Det koster mange penge at mandsopdække - men jeg synes bestemt ikke, at man skal bruge fiksering for at spare penge. Det er ikke meningen.

- Indtil for tre år siden skulle indberetningerne sendes til Socialstyrelsen, men i 1990 blev det ændret. Det måtte være amternes opgave, mente man. Det er også en af de ting, man kan diskutere på et møde med repræsentanter for amterne, hvor forskelligt tilsynet egentligt foregår i amterne, for det ved vi ikke rigtigt i øjeblikket. Så kan man også få større klarhed over, om det har betydet noget at lade amterne føre tilsyn med sig selv. Nok fik vi tidligere alle indberetningerne til Socialstyrelsen, men hånden på hjertet - var det ikke også lidt overfladisk? I Socialstyrelsen sad man meget langt væk fra virkeligheden på institutionerne - og at gennemse alle de papirer var meget tidskrævende.

- Er amterne ikke også langt væk?

- Jo, men amtet har trods alt pædagogiske konsulenter, der skal besøge institutionerne og kende til de forskellige beboere. Det er straks noget sværere, når man sidder endnu længere væk. Men måske er det lidt forskelligt, hvor udfarende de konsulenter er. Også det kunne vi få en fornemmelse af på sådan et møde - om det skal gøres noget mere ved det. Der er nok behov for en snak om, hvordan udlægningen til amterne er gået i i de forløbne år.

 Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, december 1995 (årgang 1 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk