Kunsten at omgås hinanden med respekt

Tjek-Punkt har eksisteret i snart 3 år uden at opleve vold fra de unge mod medarbejderne. Frivillighed og medinddragelse er grundlaget for den pædagogiske indsats.
Af: Flemming H. Pedersen, Tjek-Punkt

Tjek-Punkt arbejder med unge op til 20 år, hvis hverdag er præget af prostitution, kriminalitet og misbrug. Der er tale om unge i drift, såkaldte gadebørn. Det er veldokumenteret, at deres liv, blandt meget andet, har været præget af fysisk vold. Både den, de selv har været udsat for, og den, de har udsat eller aktuelt udsætter andre for. Mange af de unge, vi er i forbindelse med, har været anbragt i adskillige foranstaltninger og frekventeret et forholdsvis stort antal skoler. Adskillige gange er disse ophold endt særdeles korporligt og anbringelsesforløbene er ofte beskrevet som særdeles konfliktfyldte. Også fysisk.

Jeg kan ikke føre dokumentation for, at disse unge, i højere grad end andre børn og unge, har været mere udsatte for fysiske magtanvendelser under deres institutions- og plejefamilieophold. Men et kvalificeret gæt er, at. disse unge ikke bare har en livslang erfaring med vold fra nære familiemedlemmers side, fra deres omgangskreds og med selv at reagere voldeligt. De har også, i højere grad end andre, været udsat for langt flere direkte fysiske magtanvendelser fra lærere, pædagoger m. v.

Så der er al mulig grund til at undre sig over, hvorfor disse unge ikke truer og slår medarbejderne. I det følgende vil jeg skitsere nogle tilgange til de unge og nogle principper i arbejdet, som vi tror, har en betydning.

Frivillighed og medinddragelse

For det første er de unge i frivillig kontakt med stedet og dets medarbejdere. Selv unge, der henvises til Tjek-Punkt, f.eks. af socialforvaltningen, kan på et hvilket som helst tidspunkt afbryde kontakten. Måske bare en midlertidig afbrydelse, men en afbrydelse som tages helt alvorligt i samme øjeblik, den præsenteres eller effektueres. Det er jo ikke alle unge, der indkalder til behandlingskonference, når relationerne tilspidses eller utilfredsheden bliver for stor. Man træffer ikke altid de bedste beslutninger i vrede og klokken 22 om aftenen. Så der er selvfølgelig en mulighed for igen at melde sig under fanerne, en slags fortrydelsesret vil nogen kalde det.

Princippet om frivillighed bygger på den antagelse, at ingen mennesker kan foretage store forandringer i deres liv eller modtage hjælp til sådanne forandringer, medmindre de selv er indstillet på forandring og har et minimum af tillid til hjælperen. Det bygger også på den antagelse, at ungdomsperioden i særlig grad er præget af et undertiden voldsomt ønske om medinddragelse i store og små beslutninger vedrørende ens dagligdag og liv. Også for unge som på en lang række områder ikke træffer rigtige beslutninger og foretager fornuftige handlinger. Set med vores øjne.

Det kan virke frustrerende og afmægtigt på medarbejderen, når en 17-årig ung prostitueret og misbrugende kvinde forlader Tjek-Punkts gode tilbud til fordel for gadelivets misbrug og personlige krænkelser. Når hun frem for at overnatte i akutlejligheden, vælger at sove hos en af de mere faste kunder.

Afmægtigt. Men alligevel en realitet, fordi hjælperen ultimativt er afmægtig, medmindre man enes. Enes; finder nye dage til at træffe bedre valg - eller vælge på et bedre grundlag.

Man kan trænge til at gøre noget, til at presse den unge. Et insisterende pres skal undertiden afprøves. Det bliver det også, men aldrig på bekostning af muligheden for at mødes igen.

Respektfuld dialog

Mange af de unge, vi arbejder sammen med, har den erfaring, at sociale myndigheder handler uden deres medvirken. Handler hen over hovedet på dem. Beslutning om at iværksætte hjælpeforanstaltninger præsenteres som et fait accompli: enten siger du ja - eller nej - til dette tilbud. Den manglende medinddragelse i undersøgelses-, vurderings- og handlefasen af gedigent socialt arbejde fører ofte til irritation og vrede hos de unge. Ingen mennesker sætter pris på en sådan behandling. Når der samtidig er tale om socialt og personligt pressede unge, som reagerer hurtigt og undertiden meget afvisende, slår vreden ofte over i trusler og vold.

Faktisk er det vores erfaring, at selv afslag på relevant hjælp (f.eks. af økonomiske årsager) kan formidles uden voldelige reaktioner, når det forudgående arbejde er gennemført i respektfuld dialog med den, det virkelig handler om: den unge. Man undgår selvfølgelig ikke voldsomme reaktioner! Det er en selvfølgelig del af arbejdet. Det sker da også, at en medarbejder bliver kaldt "socialso" eller det, der er værre.

Voldsomme verbale udfald - og dem er der undertiden et bredt spektrum af - kan naturligvis ses som manglende respekt for medarbejderen. Måske ligefrem uopdragenhed. Vi må imidlertid være opmærksomme på, at pæne socialarbejdersprogkoder nødvendigvis står i kontrast til visse menneskers mere blomstrende og direkte formuleringer. Misforstå mig ikke: Jeg synes ikke, man skal finde sig i hvad som helst, men man kan med fordel se dialogen som et sprogligt kultursammenstød. Man kan forsøgsvis, for sig selv og sammen med sine kolleger, prøve at oversætte beskederne. I situationen er det ikke altid så heldigt at oversætte sammen med den unge. Der er, som i andre sociale cirkler, ikke noget værre end den rolige reaktion: "jeg kan høre, du er vred på mig" - når man nu endelig er ved at få luft for sin vrede.

Socialarbejdere skal ikke finde sig i alt! Men hvordan har vi det egentlig med vrede. Er vreden eller aggressionen forstadiet til volden? Er det en uhåndterlig størrelse, fordi vi forventer, man kan tale stille og roligt om tingene? Sker det for tit, at vi bliver bange for vreden og reagerer som om volden allerede er manifest - og dermed skaber utryghed og bliver medansvarlige for voldelige reaktioner?

En model til inspiration

Forventer man vold, risikerer man også at få den. Man kan selvfølgelig blive udsat for et regulært overfald, men almindeligvis (er min fornemmelse fra samtaler med de unge) er der en optakt af verbal karakter. De unge, vi arbejder med, er angstprægede og kan ofte ikke håndtere alt for uklare signaler. Det stiller store krav til medarbejdernes robusthed og evner til hurtigt at håndtere meget vanskelige situationer. Inden for arbejdet med især speedmisbrugere forsøger man visse steder at arbejde ud fra følgende model. Den er, i mine øjne, meget anvendelig i arbejdet med aggressive unge. Hverken "Kunsten at omgås de aggressive" -eller andre modeller - er et guldæg. Lad den tjene til inspiration og diskussion:

Omsat til dansk vil det sige: Vær accepterende i din tilgang, men ikke grænseløs. Forsøg at reducere lys, lyde. Luk døren og skab rolige omgivelser. Rejs ikke nye problemstillinger og lad gamle konflikter hvile. Bliv i overfladen af det vanskelige.

Ubetinet interesse og omsorg

Jeg tror, socialarbejdere lægger for lidt vægt på at møde de unge på en konkret omsorgsfuld måde. Det er selvfølgelig lidt svært at servere maden og ikke forlange, de deltager i opvasken, når de fremtræder som både frække og ubehøvlede. I Tjek-Punkt forsøger vi, uden at forvente noget til gengæld, at yde en vis service over for den enkelte. Det betyder selvfølgelig, at vi ikke har konflikter vedrørende opvask, madlavning, tøj vask og så videre. Det er faktisk medarbejdernes opgave! Denne lidt omsorgsprægede og "bedste-moragtige" tilgang betyder, at den unge oplever en ubetinget interesse og får tilfredsstillet et fundamentalt behov for mad og drikke.

Det giver, næsten som ved gode forretningsmiddage, et bedre grundlag for mere væsentlige spørgsmål og konflikter. Konfliktløst bliver det aldrig at arbejde med marginaliserede unge, men en af socialarbejderens hovedopgaver er, så vidt det er muligt, at vælge mellem utallige konfliktområder.

Vi taler tit om at tage udgangspunkt i den unges situation. - At møde den unge, hvor den unge er. Det betyder, at vi er nødt til at flytte os. Ikke at blive som den unge, tale som den unge, men forstå og respektere den unge - også når han er vred. Husk: en "socialso" er bare den vredes beskrivelse af en kvindelig socialarbejder.

 

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, juni 1996 (årgang 2 nr. 1).