Når selvmordsforsøg er hverdagskost

Selvmordsforsøg og selvbeskadigelse er en del af hverdagen på de ungdomspyskiatriske afdelinger. For personalet er det nedslidende og psykisk belastende at være udsat for patienternes selvdestruktive adfærd dag ud og dag ind. Reaktionerne spænder fra angst og vrede til afmagt.
Af: distriktssygeplejerske Inger Becker, psykolog Willy Bækgaard og socialrådgiver Trygve Johansen

Klokken er 15.30, det er tid til rapport og overlevering til aftenvagterne. Jeg har fri om en halv time, men først skal vi høre, hvad patienterne har skrevet i cardex om deres dag og tilføje vores egne observationer, så aftenvagten har et ordentligt grundlag at arbejde videre på.

Det har været en meget god vagt. De unge har haft det rimeligt, og alle har været med på en tur i skoven.

Bettina på 15, som jeg er kontaktperson for, har også haft det meget godt i dag. Hun har haft udmærket kontakt med både de andre unge og personalet.

Jeg står og pjatter lidt med en af kollegerne, så spidser jeg ører; vi er kommet til Bettinas cardex. Hun skriver: "Har været en tur i skoven, dødssygt! Tænker stadig meget på at tage mit liv, men ved ikke helt hvordan. "

"Hvis hun er i tvivl om metoden, kan hun bare konsultere Sofie på stue 7, hun har prøvet dem alle sammen", kommenterer en af kollegerne med et hårdt drag.

"Åh, nej", siger en anden kollega, "at hun har haft det så slemt hele dagen, uden vi har vidst det. Hvor er det dog forfærdeligt, at vi ikke kan gøre noget".

Jeg tænker; jeg ved at jeg har haft god kontakt med hende i dag, og jeg ved at hun nød at være i skoven, og nu har hun det ad helvede til igen. Det er enormt svært at stille op til. Jeg mærker, at jeg er træt, træt, træt.

Kokken er nu 15.55, og jeg vil gerne hjem. Aftenvagten spørger: "Hvad stiller vi op med hende? Er hun suicidalfarlig??"

Jeg siger: "Hun havde det godt i skoven, og nu har hun det skidt. Jeg ved ikke, om hun er mere suicidalfarlig, end hun plejer at være, men I må selvfølgelig holde øje med hende.

Jeg tænker; gad vide om jeg skulle gå ud og konfrontere hende med hendes cardex? Jeg vælger at lade være. Klokken er to minutter i fire, og jeg skal hente mine børn.

Jeg går fra afdelingen med en tung fornemmelse i kroppen, føler at jeg måske går fra noget, jeg ikke har gjort færdig og lader aftenvagten om at klare det. Har dårlig samvittighed over, at jeg ikke gik hen til Bettina, men tænker samtidig, at det kunne tage en time -eller to - og så kunne jeg alligevel ikke være sikker.

Klumpen i maven bliver ved med at være der flere timer, efter jeg er gået hjem, og mine tanker strejfer jævnligt Bettina, selvom mine egne unger rykker i mig og vil have, at jeg skal være sammen med dem.

Næste morgen småløber jeg op ad trappen i afdelingen og styrter ind i vagtstuen for at høre om hun stadig lever. Det gør hun! Jeg bliver lettet, men også vred.

Der har i de senere år været en del opmærksomhed på stigningen i antallet af selvmord blandt unge. Den tendens kan vi, som arbejder på det ungdoms psykiatriske område, bekræfte. Vi oplever det konkret på den måde, at problemerne med selvdestruktiv adfærd har et stigende omfang i arbejdet med de unge, som er i behandling, mens de er indlagt.

Der er forholdsvis mange patienter, der bliver henvist, fordi de enten har forsøgt at begå selvmord eller måske har luftet selvmordstanker, som omgivelserne har følt sig utrygge ved.

Der er også en klar stigning i antallet af unge med selvbeskadigende adfærd. Det kan være patienter med et voldsomt selvhad, eller patienter, som oplever psykisk lindring ved at påføre sig selv smerte, ved for eksempel at skære sig i armen med en kniv eller banke hovedet ind i en betonmur.

Det drejer sig i denne sammenhæng om unge, som lider af svære psykiske forstyrrelser, og som har krav på at få den bedst mulige omsorg og behandling i det offentlige system.

Svær psykiske belastning

For personalet er det en voldsom psykisk belastning dag ud og dag ind at blive udsat for disse svært selvdestruktive patienter.

Vi oplever dette pres på alle niveauer i behandlingssystemet. Miljøterapeuteme er måske mere udsat end det behandlingspersonale, som har en mere sporadisk tilknytning til døgnafsnittet. Miljøpersonalet arbejder ofte hele dagen blandt patienterne og bliver derfor udsat for langvarige og gentagne påvirkninger.

Uanset hvor alvorlige selvmordstruslerne er, om der er tale om reelle ønsker om at komme væk fra alle problemerne ved at tage sit eget liv, eller om truslerne har mere manipulativ karakter, så ved et erfarent personale, at man skal tage alle selvdestruktive tilkendegivelser alvorligt og overveje, hvordan man skal forholde sig til dem.

Ligesom der kan være forskellige årsager til, at unge er selvdestruktive, er der også forskellige reaktionsmønstre i personalegruppen. Som det ses i historien om Bettina, er hyppige reaktioner angst, vrede og magtesløshed, men man kan også reagere med selvbebrejdelser - tanker om sin egen uduelighed og fantasier om, hvad man burde have gjort.

Manglende indre accept af magtesløshed og følelse af nederlag kan komme til udtryk som omnipotens, hvilket vil sige, at det enkelte personalemedlem oplever, at han eller hun er den eneste, der kan tackle den unges problemer.

Det kan vise sig som uvilje mod at overdrage ansvaret til kolleger og ved en undervurdering af deres kompetence.

Nu igen!

Også afvisning og fortrængning kan være en reaktion, både hos den enkelte og i gruppen.

En typisk kollektiv reaktion er, at man benægter alvoren i truslerne, eksempelvis fra den unge med gentagne selvmordsforsøg eller trusler bag sig. En kommentar kan for eksempel være: "Nå, nu igen".

En anden reaktion i personalegruppen kan være kollektiv fortrængning, hvor man ikke - på det bevidste plan - oplever alvoren i problemerne.

Da selvdestruktiv adfærd opleves forskelligt af den enkelte, kan det komme til udtryk i det, der kaldes "splitting". Det vil sige, at personalet opdeles i grupper, der ofte har modsatrettede holdninger til den enkelte patient.

Et selvmord rejser mange spørgsmål. Nogle af de væsentligste er: Er der reelt tale om selvmord? Eller mord på selvet? Er det en ekstrem aggressiv handling? Eller er det en handling udsprunget af dyb magtesløshed ?

Under alle omstændigheder er det hård hverdagskost for personalet! Derfor er det af afgørende betydning, at man sikrer supervision og efteruddannelse.

Med bedre kendskab til egne reaktioner og en større teoretisk ballast vil vi i højere grad kunne rumme og forholde os til patienternes destruktivitet.