Et fælles ansvar

Nye krav til læreren skaber flere konflikter i skolen. Det kan føre til dårligt psykisk arbejdsmiljø, som igen betyder større risiko for voldsepisoder. Episoder, som medarbejdere og ledelse har et fælles ansvar for at tackle – og ikke mindst forebygge.
Af: Konsulent Lizette Faaborg, Danmarks Lærerforening

Når man taler om den vold, som lærere udsættes for i skolen, tænker man umiddelbart på den direkte fysiske vold. Den eksisterer i et lærerliv primært som vold fra elev eller forældre mod læreren (vel vidende at vold kan gå begge veje, men lektor Blomme-beskrivelser er ikke denne artikels tema).

Den psykiske vold er omfangsmæssigt langt større end den fysiske. Den psykiske vold defineres normalt som mobning, trusler eller chikane. Disse ord har en blomstrende underskov af søskende: udfrysning, isolation, manglende anerkendelse, evindelig kritik, manglende opbakning, bagatellisering, ironisering osv. Både elever og forældre, kolleger og/eller ledelse kan udøve psykisk vold. Konkret handler det for eksempel om elevers verbale chikane: „Din lede luder", eller om kollegers eller ledelsens chikane, for eksempel ved tildeling af et uoverkommeligt skema, sladder og bagtalelse.

Den arbejdspladsrelaterede vold er stigende samfundsmæssigt set, selv om den rent statistisk heldigvis ikke er hverdagskost. En af de nyere former for vold i disse år er, når lærere uretmæssigt udsættes for at blive chikaneret og „udbasuneret" på elevproducerede hjemmesider.

Vold hænger tæt sammen med det psykiske arbejdsmiljø, det, som helt nede på jorden handler om, hvordan man har det med hinanden. Om måden at kommunikere på. Tolerancetærskler. Grænsesætning. Lydhørhed. Tryghed. Tillid. Åbenhed. Respekt. Etik.

Den moderne lærer

Kerneydelsen for en lærer er selvfølgelig undervisning af børn og unge. I forbindelse hermed oplever mange lærere, at de bliver udsat for enten modstridende eller diffuse krav. Det kan være i et krydspres mellem at skulle rumme alle elever pædagogisk og socialt og give en differentieret undervisning, samtidig med at elevernes faglige standpunkter skal nå fastlagte mål på givne tidspunkter. Eller det kan være at skulle arbejde i team, samtidig med at mange ældre lærere er uddannet i en tid med tradition for at arbejde alene, og uden, at der bevilges tilstrækkelige ressourcer til teamdannelse og -arbejde.

Hertil kommer, at lærerne ofte er i fokus, dels fra elever og forældre, som er blevet mere kritiske og stiller krav, dels fra forskerside og politikere, som følger lærergerningen nøje med kritiske øjne. At være lærer er noget, alle har en mening om. Alle har gået i skole, og alle voksne har stadig på nethinden billeder af deres yndlings- eller hadelærer.

Set i lyset af de nye krav til lærerrollen er erfaringen, at der er flere konflikter. Jo flere konflikter, jo større risiko for at udvikle et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Jo dårligere psykisk arbejdsmiljø, jo større risiko for voldsepisoder. Hvis man altså ikke har redskaber til at forebygge og mindske risici. Og de redskaber har lærere ikke fået via deres uddannelse.

Lærerkulturen kan være præget af, at man er vant til at klare problemerne alene og dermed arbejder i en ganske individualiseret kultur. Det behøver der ikke være noget forkert i. Men når der opstår problemer, for eksempel med vold, må man som (fag)gruppe være forberedt på det og trænet i at kunne tackle det på den mest hensigtsmæssige måde. Det farlige i en individualiseret kultur er, at problemer kan opleves som den enkeltes ansvar. Man tager det på sig og vender problemerne indad. Man oplever sig selv som utilstrækkelig. Og det er på mange måder uhensigtsmæssigt.

Rådgivning om problemer i det psykiske arbejdsmiljø

DLF har siden midten af 1990’erne haft en central, landsdækkende rådgivning, hvor medlemmer kan ringe og få støtte og rådgivning om psykiske arbejdsmiljøproblemer, der føles uoverskuelige eller for vanskelige at stå alene med. Samtidig servicerer DLF også nogle medlemsgrupper i samarbejdsorganisationen Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS), som er en paraplyorganisation for samtlige landets 15 underviserorganisationer. DUS repræsenterer på landsplan 170.000 undervisere.

Rådgivningen tilbyder en afklarende samtale om de ofte komplekse problemstillinger, læreren oplever. Desuden kan der visiteres til maks. fem samtaler med en psykolog, betalt af organisationen. En afklarende samtale er også et tilbud til de tillidsvalgte eller til ledere, hvor samtalen primært bliver en form for sparring på rollen. Herudover tilbyder rådgivningen foredrag på skoler med udgangspunkt i det psykiske arbejdsmiljø.

Rådgivningen har ca. 1000 henvendelser årligt. Årsagerne til henvendelserne er fordelt på primært fire lige store grupper: problemer med kolleger eller ledelse, problemer med elever eller forældre, problemer med langvarigt, konstant arbejdspres eller mere private, personlige problemer. Mindre end 2 pct. af henvendelserne handler om direkte fysisk vold eller trusler herom.

De forholdsvis få henvendelser om vold er næppe udtryk for, at det faktiske omfang af voldsepisoder er så lille i folkeskolen – snarere, at det kun er ganske få af episoderne, rådgivningen får kendskab til.

En af grundene til dette kan være, at det at blive udsat for vold stadig er tabubelagt. Det rammer helt ind i den personlige integritet: Det er pinligt, det er skamfuldt, tegn på svaghed, udygtighed m.m. Én af erfaringerne fra rådgivningen er også, at den voldsramte lærer efterfølgende oplever episoden bagatelliseret blandt kollegerne. Dette sker næppe som en bevidst ondsindet handling, men snarere som et udtryk for, at vi føler ubehag ved at tale om det, der gør ondt. Folk går også stadig over på den anden side af gaden, når der er dødsfald i nabolaget.

Arbejdsgiverpolitik på voldsområdet

En anden grund til de forholdsvis få henvendelser om vold til rådgivningen kan være, at langt de fleste kommuner måske efterhånden har udarbejdet en egentlig voldspolitik med anvisninger på konkrete handle- og støttemuligheder, bl.a. med tilbud om krisehjælp. Også hele sikkerhedsorganisationen på de store arbejdspladser, som kommuner udgør, er formodentlig i langt de fleste tilfælde opmærksomme på voldsproblematikken, som udgør en del af arbejdsmiljøuddannelsen inden for FTF-området.

Mange skoler, som jo kan være store arbejdspladser med 60-70 ansatte, har – som supplement til den overordnede kommunale politik – derudover lokale ordninger i forhold til indsats og handleplaner i forbindelse med vold, så det på forhånd er fastsat, hvem der gør hvad i den akutte situation.

Elementer i en akut handleplan kan for eksempel være:

Hæmsko på området

Trods det at forebyggelse af vold på arbejdspladsen er sat på dagsordenen, er der mangler på området. En voldspolitik er ikke etableret i alle kommuner. Og der, hvor der er en politik, kan det alligevel glippe med den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Erfaringsmæssigt handler det om to forhold:

Det ene problem er, at kommunale arbejdsgivere laver en politik, der er så lidt ressourcekrævende som muligt. Konkret kan det betyde, at en ansat psykologisk konsulent, for eksempel fra PPR, er den person, der skal stå for hjælpen i voldssituationer, i form af krisesamtaler eller terapi. Det er et problem i de situationer, hvor lærere arbejder sammen med den psykologiske konsulent, det er simpelthen ikke værdigt for nogle af parterne at skulle være kolleger den ene dag og have et terapeut-klient-forhold den næste dag. Heller ikke for arbejdsgiveren! Det skaber naturligt „flimmer på skærmen" i de efterfølgende samarbejdsrelationer – trods alle gode viljer og intentioner.

Det andet problem er, at voldspolitikken mange steder fungerer som et flot stykke papir – i en skuffe, hvor den samler støv. Og skuffen er muligvis låst den fredag eftermiddag, hvor voldsepisoden indtræffer. Som sagt er voldsepisoder heldigvis ikke hverdagskost. Men en voldspolitik må ikke bare blive et papir. En politik kræver for eksempel kontinuerlig ajourføring (så telefonnumre og kontaktpersoner er korrekte). En politik kræver kontinuerlig formidling, så også nyansatte, vikarer (og måske elever og forældre) ved, hvad der skal gøres, og hvad der er på dagsordenen. Og sidst, men ikke mindst kræver en politik, at der foregår en fortløbende proces, hvor den fælles dialog hele tiden holdes i gang, så alle helt ind til knoglerne ved, hvilke værdier og holdninger der bestemmer den konkrete indsats. Den proces glemmer man mange steder, og derfor bliver politikken kun til smukke ord på papir blandt de ansatte.

Ansvarlighed via samtale

Viden om forebyggelse og viden om mulige konkrete handlinger, når skaden er sket, er et fælles ansvar. Det er ikke et individuelt problem, og det er ikke noget, skolens ledelse alene har ansvaret for. Men ledelsen har selvfølgelig et større ansvar i at (gen)starte processen, give plads til dialogen og holde gryden i kog med hensyn til justering og formidling.

Hermed bliver det tydeligt, at vold – uanset at vold i sig selv kan være en ganske traumatisk oplevelse for den, det går ud over – hænger uløseligt sammen med det psykiske arbejdsmiljø, og at en forbedring af arbejdsmiljøet kan forebygge ikke bare vold, men en lang række af de belastninger, som den moderne lærer og alle andre i social- og sundhedssektoren oplever i det daglige arbejde.

Den væsentligste indsats sker før, arbejdsmiljøet bliver et problem. Skal indsatsen lykkes, handler det om kommunikation, dialog, beslutninger om handlinger, formidling, justering og refleksion. Det kan være hårdt arbejde i en evigt tilbagevendende proces, hvor alle deltager med et fælles ansvar. Med tolerance og respekt for hinandens grænser. Med lydhørhed over for anderledes opfattelser. I en tryg atmosfære, hvor man tillidsfuldt kan være åben om de ting, der er svære. Ellers bliver det bare meget værre.

Danmarks Lærerforening

Danmarks Lærerforening (DLF) er fagforeningen for ca. 65.000 lærere og ledere, typisk ansat på en af landets godt 1.600 folkeskoler. Folkeskolen frekventeres af knap 600.000 elever. Via DLF er lærerne organiseret bl.a. i 100 lokale kredse, som står for såvel konkret, individuel sagsbehandling som mere generel information, diskussion og støtte til tillidsfolk.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, oktober 2003 (årgang 9 nr. 2).