Udrykning mod vold

Når ambulancen rykker ud, er det for at hjælpe andre i nød. I den situation er det en barsk oplevelse, hvis ambulancemanden selv bliver mødt med psykisk eller fysisk vold.
Af: SiU-medlem, sikkerhedsrepræsentant

Vold er en del af ambulancemandens arbejde. Uanset hvor man kører i byen, vil man møde dette hæslige „ansigt". Som oftest går volden ud over andre end mandskabet på ambulancen, og vi kan være behjælpelige med at lindre smerter eller trøste offeret. Men hvad, når volden er rettet direkte mod ambulancemanden?

Ambulancetjenesten i Københavns Brandvæsen kører hvert år ca. 105.000 ture i Københavns Kommune. Ca. halvdelen er planlagte ture (til hospitalet mv.), den anden halvdel er udrykninger via 112.

112-beredskabet i kommunen består af ti døgnbetjente ambulancer, fordelt på syv stationer. Her er der altid minimum to mand klar til at rykke ud, inden der er gået et minut, fra alarmen er modtaget. Det er typisk på disse ture, ambulancefolkene møder volden. Måske ikke så meget, når turen drejer sig om vold to eller flere mennesker imellem – for der er politiet med. Men mere, når man er alene og i en situation, hvor man ikke forventer at bliver mødt med vold. Det gør, at volden opleves ekstra stærkt. Følgende skete for mig for en del år siden:

„Hvad er problemet?"

Mens vi er ude at køre i byen, bliver vi stoppet af nogle mennesker. De gør opmærksom på, at der ligger en mand i en bus, og at de ikke ved, hvad han fejler. I bussen fortæller chaufføren, at der ligger en beruset mand i bussen. Vi henvender os til manden og siger, at „det er ambulancen – hvad kan vi hjælpe med?". Manden reagerer ikke, først da vi rusker i ham, springer han op og siger: „Hvad er problemet?" Vi spørger, om han har brug for hjælp eller i det mindste kan forlade bussen, så den kan komme videre.

Manden forlader bussen, men idet han går ud af døren, giver han min kæbe et slag med sin albue. „Lad være med det", siger jeg, hvorefter han igen vender sig om og spørger: „Hvad er problemet?". Vi står nu ude på fortovet, og da manden går sin vej, går jeg tilbage til bussen for at snakke med chaufføren og skrive min ambulancerapport. Manden kommer så tilbage, spytter på min arm og hiver mig sidelæns ud af bussen. Buschaufføren og min makker ser alt dette, og vi ender tre mand oven på manden for at holde ham i ro. Politiet bliver tilkaldt, og de kommer og anholder manden.

Resultatet for mig var to kraftige bidemærker og blå mærker over det meste af kroppen. Manden blev efterfølgende idømt 60 dages fængsel for vold mod tjenestemand i funktion.

Det mest uhyggelige ved denne episode var faktisk, at mit navn blev nævnt, og at voldsmanden sagde, at han nok skulle finde mig og min familie for at slå dem ihjel. Derfor bad vi om navnebeskyttelse i retssalen, men da tiltalte ikke kunne huske episoden, og da man som tiltalt har ret til at høre anklagen, blev navneforbudet ikke imødekommet!

Tæt-på-hændelser

Vi har ikke ret meget statistik på, hvor mange voldsepeisoder der sker i Ambulancetjenesten. Hvert år har vi ca. fire voldelige overfald, det vil sige direkte kontakt, men hvor går grænsen? Den verbale vold med trusler på liv og familie fylder desværre mere og mere, og den er næsten mere ubehagelig end den fysiske. Arbejdstilsynet skyder på, at der for hver arbejdsskade er ti tæt-på-hændelser. Passer det også med volden?

For at imødekomme vold og trusler og for at vide, hvor vi skal sætte ind, har vi i sikkerhedsorganisationen bl.a. indført et nyt skema til registrering af tæt-på-hændelser. Et eksempel på en tæt-på-hændelse er følgende episode, som jeg selv var udsat for, for ca. et år siden.

Min makker og jeg bliver kaldt ud til en adresse i København.Vi kører med udrykning og får at vide, at det drejer sig om en pulsåreblødning. Fremme på adressen bliver vi lukket ind af hoveddøren. På anden sal banker vi på døren, og da der ikke bliver åbnet, tager jeg fat i dørhåndtaget, åbner døren og siger, at det er ambulancen. Da jeg træder ind i lejligheden, står der en mand med en kniv bag døren. Han stikker kniven frem mod mig, og jeg tager et skridt baglæns ud på trappen igen. Stående ude på trappen får vi en længere snak med manden om, hvad vi kan hjælpe med, og om han ikke godt vil lægge sin kniv. Det vil han ikke, og da han igen laver udfald mod os, beder vi politiet om assistance.

Manden var kendt i det psykiatriske system, men var sendt hjem og boede alene. Denne episode var en typisk tæt-på-hændelser, hvor ingen kom til skade, men ved nærmere analyse fandt vi ud af, at vi i ambulancen godt kunne have været informeret bedre om mandens tilstand. Så kunne vi have taget vores forholdsregler og evt. ventet på, at politiet kom frem til adressen.

Uddannelse

Jobbet som ambulancemand stiller store krav, og udannelsesmæssigt er den enkelte medarbejder et stort program igennem. At kvalifikationerne er i orden allerede ved ansættelsen har stor betydning. Gennem udvælgelse og prøver af forskellige karakter og til sidst samtale med psykolog, vælges kun dem, der menes bedst egnet. Selve uddannelsen til ambulancebehandler tager ca. tre år, og med fag som psykologi, krise- og konflikthåndtering, sociale og samfundsforhold er ambulancemanden klædt godt på. Det er dog stadigvæk min holdning, at det er i den periode, hvor den „nye" mand kører med en ældre kollega, at han lærer mest om menneskets psyke.

Hvis uheldet er ude

Vi sætter en ære i, at alle skal have den samme hjælp, og det nytter ikke noget, at ambulancemanden skal gå rundt med en indre frygt for at blive overfaldet. At det sker kan på ingen måde undskyldes, og derfor gør vi også alt, hvad vi kan, for at hjælpe den enkelte medarbejder, hvis han skulle blive udsat for en voldelig episode.

Skulle uheldet være ude, vil der altid blive sat et stort apparat i gang. I Københavns Brandvæsen har vi stor viden om at bearbejde psykiske traumer. Redningspersonale, der har været ude til store eller små ulykker eller uheld med særlig personskade, har før bukket under. Hvor ens personlige grænse går, kan svinge meget fra dag til dag. Pludselig en dag er grænsen overskredet, og så er det, at apparatet skal virke. Jeg nævner dette, fordi det „læner" sig lidt op af det apparat, der bliver sat i gang, hvis en ambulancemand bliver overfaldet.

Sker det, vil vagthavende brandinspektør (arbejdsleder) fra vores hovedbrandstation altid blive sendt til stedet. Er politiet ikke med i første omgang, får de selvfølgelig også besked. Vel fremme hos medarbejderen tages bestik af situationen. Hermed er det ikke længere den enkelte medarbejder, der står med ansvaret, og det er en utrolig lettelse. Medarbejderen bliver herefter kørt til nærmeste skadestue og/eller direkte til Rigshospitalets krisecenter eller til NMC (Nordic Mental Corporation). Ønsker medarbejderen ikke at komme på Rigshospitalet, kan han efter en tur på skadestuen tage tilbage til sit vagthold. Her er der som regel kolleger, der gerne lytter til, hvad han har været igennem. Og dermed får han igen „luftet ud", uden at skulle forklare baggrunden for turen, og hvorfor han var der! De folk, der er på stationen, har som regel selv kørt ambulance og ved, hvad det vil sige at stå i ubehagelig situation helt alene. At vi har en udbredt sort humor kan mange gange være med til at få „hul" på medarbejderen, så han gerne vil snakke om turen.

Hvis medarbejderen efterfølgende får det dårligt – og her kan der godt være gået måneder – kan han altid henvende sig til NMC. På årsplan drejer det sig ca. om 28 henvendelser. Hvor mange, der er udløbere af vold mod ambulancemanden, ved jeg ikke. Henvendelserne er anonyme.

Efter hændelsen bliver medarbejderen bedt om at udfylde en „tilskadekomst-melding". Når arbejdsgiveren har modtaget den, bliver den automatisk behandlet i vores interne sikkerhedsorganisation, og hændelsen bliver samtidig indberettet til Arbejdsskadestyrelsen. Den lokale sikkerhedsrepræsentant får desuden en beskrivelse af hændelsen og skal i samarbejde med medarbejderen finde ud af, om episoden kunne have været undgået, eller om sikkerhedsrepræsentanten evt. skal forsøge at lave nye forholdsregler, så lignende uheld kan undgås.

Sikkerhedsorganisationen i brandvæsnet er for udrykningsstyrkens vedkommende bygget op om lokalt valgte medlemmer. På hver af de syv stationer i byen er der valgt en sikkerhedsrepræsentant for brand og en for ambulance. De udgør sammen med stationschefen den lokale sikkerhedsgruppe Dette giver et godt lokalkendskab, og da vores sikkerhedspolitik foreskriver, at alle problemer skal søges løst lokalt, er det et godt udgangspunkt, at medarbejderen, der har været udsat for en hændelse, har set sin sikkerhedsrepræsentant før (selvom det med skiftende mødetider og forskellige vagthold godt kan være svært at møde alle). Kan problemet ikke løses lokalt, bringes det videre til sikkerhedsudvalget, som dækker hele brandvæsnet.

Samarbejder med politiet

For at forebygge, at ambulancefolkene kommer ud for voldelige episoder, er der visse steder i København truffet aftale om, at hvis ambulancen kommer i knibe, og politiet ikke lige kan komme, sendes en sprøjte med seks mand. Vi har også en aftale med politiet om, at hvis de erklærer et område for „operationsområde", kører vi ikke derind, før de har afspærret området. Så vil vi typisk lave et opsamlingsområde, hvortil politiet vil bringe de tilskadekomne.

Erfaringerne fra sidste års EU-topmøde viste os i brandvæsnet, at vi havde godt fat i befolkningen. Af sikkerhedshensyn drøftede vi, hvad vi skulle gøre, hvis et køretøj eller en medarbejder blev „fanget" i en demonstration eller et uro-område. Her valgte vi at gøre som vi plejer, og sørgede så for, inden møderne, ved dialog at gøre befolkningen opmærksom på vores rolle i tilfælde af uroligheder. Denne dialog blev bl.a. taget med visse grupper på Nørrebro, og det er min klare overbevisning, at den ikke kun gavnede topmødet, men også den fremtidige forståelse for hinandens arbejde. EU-topmødet blev holdt, uden at en eneste fra redningstjenesten kom til skade ved vold.

Toppen af isbjerget

Hvad der skal til for at stoppe volden, ved jeg ikke. Om der er nogle politikere, der har „sovet i timen", er nok for billigt at sige. Om det er de nedlagte sengepladser i psykiatrien – så de syge kommer ud i samfundet – der bærer hele skylden, tror jeg ikke. Jeg tror mere, at det handler om et generelt „skred" i samfundet, hvor respekten for andres liv og førlighed er svækket. Fra manden i bilen, der kører op over fortovet for at komme uden om et uheldssted, hvor vi er ved at behandle en patient, og oven i købet dytter, når han er ud for os – til områder eller grupper, der bevist lokker folk i baghold.

Jeg frygter desværre, at vi kun har set toppen af isbjerget. Alle, der arbejder i ambulancetjenesten, er i hvert fald ikke i tvivl om, at „voldskurven" er opadgående. Både hvad angår volden på gaden og den vold, der bliver rettet mod redningsberedskabet. Det betyder også, at vi selvfølgelig er mere på mærkerne, når vi mærker, at stemningen bliver dårlig. Og selv om at vi stadig sætter en ære i at redde liv, må og skal vores egen sikkerhed komme først.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, oktober 2003 (årgang 9 nr. 2).