Krig i klassen

Mange lærere er udsat for vold eller psykisk terror. Erling Petersen er en af dem, der har prøvet det. Han synes at folkeskolen halter bagud på det sociale område.
Af: Karen Pedersen

Sakse, der flyver gennem luften med kurs mod katederet, trusselbreve i tasken eller et velafrettet spark bagi.

Hver tiende lærer er udsat for vold eller trusler om vold. Det viser en undersøgelse om FTF-medlemmernes psykiske arbejdsmiljø, udarbejdet af Center for Alternativ Samfundsanalyse.

Undersøgelsen kom for et par år siden og har været med til at skabe større åbenhed om problemet. Men der er stadig ikke ret mange lærere, der har lyst til at stå frem og fortælle om det.

Erling Petersen er en af dem, som har gjort det. Han har været lærer i København i 16 år, har arbejdet som ungdomsmedarbejder på Studenter-settlementet på Vesterbro og er nu udlånt til Københavns Kommunes SSP-samarbejde, det kriminalpræventive samarbejde mellem skole-, socialvæsen og politi.

Erling var sidste år med i udsendelsen "Krig i klassen", hvor TV2s reportagehold stillede skarpt på magtspillet mellem lærere og elever.

- Hvilke reaktioner fik du efter udsendelsen?

- Jeg fik jo lige præcis de reaktioner, jeg havde håbet ikke at få. Alle syntes det var så synd for mig, og at jeg havde klaret det flot. Men fordi udsendelsen ikke blev modsagt, gav den et skævt billede af virkeligheden, for naturligvis er det ikke børnenes skyld det hele.

- En vigtig grund til, at jeg fik tæv, var, at jeg overhovedet gik ind i en dialog under de pågældende omstændigheder. En 15-årig dreng havde for "sjov" tændt en lighter under hagen på en anden elev. Han stoppede, da jeg sagde det, men ville ikke give mig lighteren. Det kom der et skænderi ud af, og det endte med, at et par kollegaer og jeg sendte ham hjem. Han skulle så komme igen næste dag og tale med inspektøren, som ikke var på skolen den dag. Men situationen var allerede så tilspidset, at jeg efter at have fået en dør i hovedet greb fat i ham og fik lavet en flænge i hans ærme. På grund af det, og sikkert også fordi jeg allerede havde skældt ham ud og blandt andet sagt, at han åbenbart var for lille til at gå med lighter, vendte han tilbage i spisefrikvarteret sammen med nogle kammerater, De passede mig op i en smal gang langt fra lærerværelset. Drengen ville have erstattet sin jakke - og vel også sin ære - på stedet, og jeg gentog, at han skulle gå til inspektøren næste dag. Det ville han ikke, så de spærrede vejen for mig. Da jeg syntes, at situationen blev mere og mere truende, besluttede jeg at gå. De nåede at sparke mig tre gange i ryggen, inden jeg nåede ned på lærerværelset.

Grunden til at jeg overhovedet lod tingene komme så langt i starten, var for det første, at jeg mener, man som voksen skal gribe ind ved børnenes overgreb mod hinanden, og at man skal være konsekvent og følge en sag til dørs. Men også, at man tit som lærer kommer ud for inspektører eller kolleger, som blot slår sådanne episoder hen og dermed lader en alene om problemet. Jeg var ret ny på skolen og tvivlede således på opbakning, først og fremmest fra ledelsen. Skulle drengen se en konsekvens, måtte jeg gøre noget ved det med det samme, ellers ville han have opfattet mig som endnu en vatpik, der sagde et og gjorde noget andet - nemlig ingenting. Sådan et forhold vil jeg ikke have til eleverne, selvom det isoleret set måske kan virke overdrevet at stå og skændes med en dreng på 15 år.

- Talte I om det på lærerværelset bagefter?

- Sikkerhedsrepræsentanten tog sig af sagen og indberettede episoden, og inspektøren kom også ind i billedet. Jeg fortalte historien til kollegerne, men meget hurtigt mistede jeg lysten til at snakke mere om det - nu kunne jeg vel ikke være interessant længere. Efter et par dage blev jeg henvist til Rigshospitalets krise- og katastrofecenter, men jeg gik alligevel først i 14 dage og vidste ikke rigtig, hvad jeg ville. Det var vel ikke nødvendigt med krisehjælp, sådan en stor og stærk en som mig... behøvede jeg nu det. Vi mænd tror, vi kan klare det hele selv, vi græder jo ikke så meget som kvinder gør og åbner os meget nødigt. Jeg fik fem konsultationer hos en psykolog, så syntes jeg, at jeg havde bearbejdet episoden godt nok.

Problemer med 6.x

På mange skoler er det stadig tabu, når lærerne har problemer med eleverne. Og det er ikke kun et storbyfænoen.

- Skolevæsenet i København er gammelt, nye lærere kommer ind på gamle lærerværelser med ældre kolleger, der har været der i mange år, og som også i sin tid blev sluset ind til nogle, der havde været der i mange år. Der har lagt sig en dyne af privateri omkring den enkelte. Tit lyder det: "Det er mit område", "det er mit bord", "det er os der sidder sammen" - det bliver nogle gange sagt direkte til nye kolleger. Hvis en plads på lærerværelset bliver ledig, fordi en går på pension eller dør, går man allernådigst hen og prikker den nye udvalgte på skulderen: "Du kan få lov til at sidde ved vores bord."

- Sådan et miljø, hvor mange, alene på grund af den tid, de har været på skolen, føler sig højt placeret og i den grad bedre end andre, er jo ikke det bedste, hvis man har problemer med 6.x. "Nå, kan du ikke engang finde ud af det, det er da ellers nemt nok, nu skal du høre lille du, du skal bare gøre sådan og sådan." Og så grines der, når man vender ryggen til, fordi man ikke kan finde ud af det, sådan er det jo med de unge... Og hvis man ikke er ung, så er det endnu værre, endnu mere pinligt.

- Fortrænger man det, hvis man har problemer?

- Ja, det gør mange nok. Hvis man er på en skole med mange sociale problemer, og hvis man samtidig er ambitiøs rent fagligt, har man travlt. Og har man så i en periode problemer i sit privatliv, så kan det være svært at overskue alt det, man skal i skolen. Der er uendelig mange krav, man er nødt til at prioritere og en gang imellem standse op og tage sig et overblik.

- Hvis lærerne snakkede sammen om, hvad der er vigtigt, og hvad der er af problemer i undervisningen, så kunne vi nå langt. Men fordi den enkelte står alene og ikke tør eller ikke har tid til at gå til andre, tænker man: "Det er nok bare mig, der ikke kan finde ud af det", "jeg bliver til grin " eller "de kan ikke hjælpe mig alligevel". Så holder man problemet for sig selv og opfatter det som ens eget: "Det er nok bare mig, der ikke er dygtig nok, jeg ved også godt, at jeg svigtede, jeg fik ikke lavet dit eller dat, jeg fik heller ikke skrevet den indstilling til skolepsykologen" osv.

- Mængden af opgaver, der konstant synes at vokse, og hvor der aldrig synes at være en pause, gør, at læreren kommer alt for langt ud, uden at opdage det. Det viser sig for mange, fx i slutningen af en ferie, inden skolen begynder igen: Røde knopper og på kanten af et nervesammenbrud, fordi man lige pludselig oplever den frihed, det er, ikke hele tiden at hænge i en klokkestreng. Jeg tror tit, det er det, der sker med lærere, der bliver trængt i skolen og ryger ned med flaget.

Savner fælles grænser

- Var det voldsepisoden, der fik dig til at søge orlov?

- Kun indirekte. Det mindede mig om, hvordan mange ledere gebærder sig over for personale, og hvordan lærere behandler elever. Jeg synes, et af de største problemer i folkeskolen, bortset fra nedskæringer og samarbejdsproblemer, er, at lærerne har så forskellige grænser over for eleverne. Det er et kæmpeproblem, at vi ikke synes, at vi skal være enige om grænser og rammer for elevernes adfærd. Det er jo blandt andet det, der fører til konfrontationer med nogle lærere og ikke med andre. Har du hår på brystet og sætter skarpe grænser, så kan du sådan set styre det hele, men gør kollegaen det ikke, så bliver han mobbet.

- Hvis klasselæreren er totalt laissez faire, og ungerne får lov til alting - fødderne på bordet, colaer i timerne, kasketten ned i panden - og undervisningen foregår i skrig og skrål, og der så kommer sådan en bisse som mig, der virkelig 'sætter grænser over for børnene, så synes de det er mig, der er for meget, og så kan jeg dårligt komme igennem med noget som helst.

Er lærerne ikke dygtige nok?

Nej, det synes jeg ikke vi er, og det er et stort problem. Jeg mener egentlig, at vores evner alt for sjældent og tilfældigt kommer til udtryk i folkeskolen, både når det gælder de lærere, der satser meget på det faglige og ikke så meget på opdragelsen, og os, der ønsker det sociale medtænkt. Jeg synes, at folkeskolen ofte er for tung, når det handler om at gå ind og hjælpe børnene med de sociale problemer i familien og med kammeraterne. Som udgangspunkt var det jo slet ikke meningen, at lærerne skulle lave den slags arbejde. Men med den nyeste skolelov ligger det implicit. Og det er nok de færreste lærere, der faktisk har erkendt, at sådan er det nu. Det tager jo noget tid at køre en ny lov ind.

- Der er slet ikke socialfag nok på seminariet. Jeg kunne ønske mig en fælles uddannelse på lærer- og pædagogområdet. De gode sider ved pædagoguddannelsen handler jo meget om det sociale og om familierne. De ting er lige så vigtige for lærere, for vi bliver hele tiden konfronteret med de sociale problemer med børnene. Alle lærere ved jo godt, at man ikke kan undervise, før børnene er underviselige. Og det er de ikke, hvis de har det ad helvede til, eller hvis der er en masse mobning i klassen. Som lærer skal man have lige så meget lyst til det sociale som til at undervise.

Ligegyldighed over for demokratiet

- Det er voksenverdenens ligegyldighed over for børns meninger, ligegyldighed over for demokratiet hele vejen igennem systemet. For skolens vedkommende fra den øverste ledelse til den yngste elev. Der er en ligegyldighed med det demokrati, man ellers lovpriser så meget. Man tager det slet ikke alvorligt på virksomhedsplan hos de ansatte, og de tager det heller ikke alvorligt i forhold til eleverne. Eleverne føler slet ikke, de har noget at skulle have sagt. De føler sig ringere end de dårligst betal-te lønarbejdere og skal lave så meget ravage på virksomheden som muligt for at få hævn over undertrykkerne. Sådan ser systemet ud for mig, lidt groft sagt, for selvfølgelig er der da også mange lærere, der virkelig er sammen med børnene på en ordentlig måde.

- Læreren står i en situation, hvor han ser sig selv som en værkfører, der suverænt bestemmer over alle arbejderne. Til syvende og sidst er vi jo herskere, og det giver et klart modsætningsforhold til børnene. De oplever det hurtigt. For det er jo indbygget i systemet i og med, at alt i dagens skole er lærerens ansvar. Forholdene ændres ikke, før vi overlader meget mere ansvar til børnene.