Noget går i stykker
Mødet med det psykiatriske behandlingssystem og den tvang, der ofte følger med, er for mange forbundet med ydmygelse og angst. Dét at være i en andens magt opleves som et voldsomt personligt overgreb.
Jeg var 15 år og havde aldrig prøvet at være indlagt på en lukket afdeling før. Derfor var jeg meget chokeret og angst. Da så nogen kommer hen imod mig og vil tage fat i mig, bliver jeg grebet af en endnu voldsommere angst. Og jeg beder dem om at lade være. Jeg kan mærke, at hvis de gør det, vil det gå helt i stykker inden i mig. Men de lytter ikke.
Thoridt Allermand husker stadig den dag, hun som ung pige blev fikseret med bælte på en lukket psykiatrisk afdeling, efter at hun havde forsøgt at begå selvmord. Selv om det er mange år siden, var oplevelsen af at blive spændt fast med magt så skelsættende, at Thoridt Allermand i sit voksne liv har brugt år på at få sat fokus på psykiatriske patienters møde med behandlingssystemet. Eller rettere: Pd'eres møde med systemet for pd'er (psykiatrisk diagnosticeret) er den betegnelse, der ifølge Thoridt Allermand bedst beskriver de mange mennesker med meget forskellige sindslidelser, som kommer i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.
Mange af dem oplever det samme, som Thoridt Allermand gjorde som 15-årig. At det, der fra systemets side betegnes som behandling, snarere føles som et overgreb. Det gælder fx bæltefiksering og tvangsmedicinering.
Som det er i dag udsættes hver femte patient for den form for behandling, og der er ingen tvivl om, at langt de fleste oplever det som et voldeligt overgreb, siger Thoridt Allermand, der selv er pd'er, er aktiv i Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP) og driver konsulentfirmaet "Insideren", som giver konsulentbistand til det psykiatriske behandlingssystem.
Det er hun ikke alene om at mene. Europarådets komité til forebyggelse af tortur har givet Danmark en røffel efter besøg på danske psykiatriske afdelinger, og har erklæret, at den omfattende brug af fysisk tvang ikke har nogen medicinsk begrundelse og derfor må betragtes som mishandling. Og for nylig sendte LAP en pressemeddelelse ud efter foreningens årlige landsmøde. Her sagde LAP entydigt nej til tvang, men slog samtidig fast, at brugen af tvang i dansk psykiatri stiger år for år. På landsmødet deltog fx mennesker, som havde været fastspændt op til 100 gange, og mennesker, som gentagne gange var blevet tvunget til elektrochok.
Ydmygelse
At blive udsat for tvang, når man har brug for hjælp, føles først og fremmest som en voldsom ydmygelse, viser de erfaringer Thoridt Allermand har fra samtaler med pd'ere.Ved tvangsmedicinering opleves det ofte meget angstprovokerende at få medicin, der påvirker hjernen. Jeg tror, det er et instinkt hos alle mennesker, at hjernen er et af de steder, hvor det føles meget voldsomt at blive sat ud af kontrol ved tvang, siger Thoridt Allermand.
Med hensyn til bæltefiksering taler man meget om, at når man vælger at bæltefiksere, så er det altid ud fra et argument om, at folk er til fare for sig selv eller andre. Men langt de fleste, som har beskrevet, hvad der rent faktisk skete inden i dem, fortæller om en voldsom angst, der i stedet for at blive forstået, bliver tolket som om, man er voldelig.
Hertil kommer de omstændigheder, der knytter sig til situationen. -Man tror fejlagtigt, at folk, som kommer ind (på psykiatrisk afdeling, red.) og er meget hallucineret eller plaget af stemmer, ikke ved, hvad der sker omkring dem. Men der er som regel 25 procents bevidsthed tilbage, som er fuldstændig normal, og som registrerer det, der sker. Man siger, at man ikke må snakke med folk, som er i koma, fordi man ikke ved, hvor meget de opfatter - og det ville være frygteligt, hvis de opfattede noget, de ikke skulle - brudstykker af en samtale fx. Men psykiatriske patienter behandler man som udgangspunkt som om, de ikke forstår noget som helst. Og den oplevelse vil stort set altid sidde der, siger Thoridt Allermand.
Det kan også opleves meget ydmygende, hvis pårørende bliver vidner til tvang. - Et eksempel er en mor, der havde været manisk i en periode, og som man valgte at indlægge. Hun ville ikke indlægges, det vil man som regel ikke, hvis man er i en mani. Derfor gjorde hun forståeligt modstand mod indlæggelsen. Man valgte at bæltefiksere hende - mens hendes børn så på. Hun siger, at det er en ydmygelse, hun aldrig er kommet sig over - skylden og afmagten. Hun gik i stykker indvendigt. Og det heles aldrig.
Den skjulte tvang
Brug af bæltefiksering eller tvangsmedicinering er langt fra den eneste form for overgreb, pd'ere oplever i behandlingssystemet. Der er også den "skjulte tvang", som har mange former. - Hvis personalet fx administrerer ens cigaretter, fordi man ikke selv kan kontrollere sin rygning, kan det være, at man ikke får sine cigaretter, hvis man ikke opfører sig, som personalet gerne vil have det. Det kan også være, man bliver nægtet at få besøg efter en konflikt med personalet, fordi de mener, at man er for urolig. Eller at retten til at bruge telefonen bliver inddraget efter en konflikt. Det er skjult tvang. For det bliver jo ikke registreret nogen steder, siger Thoridt Allermand.
Og den skjulte tvang kan føles mindst lige så krænkende som at blive fikseret med bælte. - Nogen får hals- og hovedret over dig. Det kan godt være, du ikke havner i et bælte. Men den anden person har stadig en kolossal magt til at tage rettigheder fra dig. Det betyder, at man bliver meget ydmyget og underdanig. De velopdragne skal ikke opleve det ret mange gange, før de makker ret. Men de, der har noget oprør i sig, vil havne i situationer med konflikter, som gør, at det altid er psykiatribrugeren, der bliver den lille. Det ved pd'eren, og det ved personalet. Dét at møde overmagt på dén måde bliver derfor en personlig krænkelse.
En anden form for skjult tvang er ifølge Thoridt Allermand hele spørgsmålet om behandlingstilbud. - Du kommer meget forpint ind på en afdeling og får at vide: Vi har et behandlingstilbud til dig. Så og så meget antipsykotisk medicin. Hvis man ikke er villig til at modtage det tilbud, så må man lade sig udskrive. For så optager man pladsen for én, der gerne vil i behandling. Det er også tvang. Det er tvang i det øjeblik, der ikke er andre steder at gå hen. Og det eneste alternativ derfor måske er at tage stangpsykotisk hjem til sine børn.
Bedre uddannelse og krisehjælp
Thoridt Allermand mener, at tvangen over for patienter meget ofte opstår på grund af misforståelser. - Fx blev en kvinde bæltefikseret, fordi hun var bange for at sove med lukket dør. Nattevagterne ville ikke acceptere, at hendes dør stod åben, så de lukkede den hele tiden, og hun åbnede den igen. Til sidst blev de trætte af hende, hendes angst accelererede, og så endte det med en bæltefiksering. Og sådan er det utallige situationer, hvor det måske kunne have været gavnligt at lytte til personen: Hvorfor vil Grethe ikke have den dør lukket? I stedet for at sige: Det er reglerne. Døren skal være lukket.Thoridt Allermand efterlyser en mere grundlæggende lydhørhed fra de professionelle over for det enkelte menneske, der kommer i kontakt med systemet.
Det allerførste, man kan gøre, er at lytte. I psykiatrien har man så travlt med at fortælle folk med hallucinationer, stemmer osv., at det ikke er virkeligt. Men det er jo virkeligt for den, der oplever det. Det er en angst, der er altopædende. Det er ikke en angst for sygeplejersken eller plejeren. Det er et indre kaos. Og hvis man så står over for et personale, der ikke er kvalificeret nok eller opfatter angsten som en trussel, så eskalerer det, siger Thoridt Allermand, som sætter spørgsmålstegn ved, om personalet på behandlingssteder i psykiatrien er uddannet godt nok. Om de fx er i stand til at "gå bag om vreden", når de tager imod et menneske, der virker vredt. Og om de er bevidste om de angstmekanismer, der opstår hos et menneske, der allerede har oplevet at blive bæltefikseret og derfor frygter at blive det igen.
- Det betyder jo, at når man kommer ind næste gang eller næste gang igen, så er ens alarmberedskab forhøjet, fordi man har en negativ forventning om, at det sker igen. Den angst kan fejlfortolkes af personalet som truende adfærd, siger Thoridt Allermand. For det menneske, der oplever at blive fejlfortolket og herefter ender i en tvangssituation, bliver konsekvensen nemt et sår på sjælen.
- Det kan starte en lavine, der ikke er til at standse igen, fordi det går så hårdt ud over folks selvværd og personlighedsopfattelse. Det ved man også fra folk, der har været gennem tortur, eller noget andet ufrivilligt. Der er ingen regler om, at mennesker, der har været udsat for tvang i psykiatrien, får tilbud om krisehjælp - ligesom professionelle får tilbudt både krisehjælp og kurser i at håndtere vold og magt fra en brugers side. Og det undrer Thoridt Allermand.
- Der er stor forståelse for, at ethvert "almindeligt" menneske, der udsættes for et overgreb, skal have hjælp til at bearbejde oplevelsen for at kunne komme videre. Det gælder bare ikke pd?ere. Nogle har oplevet, at det er den samme overlæge, der fx ordinerede en bæltefiksering, som bagefter tager emnet op i en samtale. Hvordan ville et voldtægtsoffer mon have det med, at den, der skulle snakke oplevelsen igennem med hende, var hendes voldtægtsmand?
Man er nødt til at forstå, at selv om systemet opfatter tvang som behandling, så opfattes det ikke sådan af den, det gå ud over, siger Thoridt Allermand. Umyndiggørelse Nattevagterne ville ikke acceptere, at hendes dør stod åben, så de lukkede den hele tiden, og hun åbnede den igen. Til sidst blev de trætte af hende, hendes angst accelererede, og så endte det med en bæltefiksering. Møde med behandlingssystemet Thoridt Allermand husker stadig den dag, hun som ung pige blev fikseret med bælte på en lukket psykiatrisk afdeling, efter at hun havde forsøgt at begå selvmord.