Ramt med 127 kilo i timen

To måneders sygemelding og en masse spekulationer fulgte i kølvandet, da socialpædagog Kenneth Poulsen sidste år blev overfaldet på sit arbejde.
Af: Journalist Karen Pedersen

Var der noget, jeg kunne have gjort anderledes..? Spørgsmålet kværnede i hovedet på Kenneth Poulsen, mens han sidste år var sygemeldt efter et voldsomt sammenstød med en beboer i det botilbud, hvor han arbejder som socialpædagog. Her godt et år efter episoden har Kenneth stadig ondt i nakken i perioder.

Ha, ha – du er bange…

Det er den første januar, og klokken er lidt i halv to, da en kollega ringer til Kenneth Poulsen og beder ham komme til skadestuen på Odense Hospital. En beboer fra botilbuddet har slået sig selv med en kop og bløder fra en flænge i hovedet. Den unge mand er udvik-lingshæmmet og psykisk syg. Han er temmelig ophidset.

„Han har fået medicin, der skal dæmpe ham ned, men han er på vagt og klar. Da jeg kommer, slår han ud efter mig. Jeg når at flytte mig, og han reagerer med: Ha, ha – du er også bange…"

Efter et par timer falder beboeren så meget til ro, at de tre medarbejdere, der er med på skadestuen, kan tage ham med hjem. Kenneth og en kollega følger beboeren over til hans egen lejlighed ved siden af botilbuddet. Her lægger han sig på sengen og ser ud til at slappe af.

"Men ved halvsyvtiden kommer han over i køkkenet og er voldsomt ophidset. Han rusker i medicinskabet og vil have sin medicin NU. Han er nærmest ved at brække lågen af, og for at få ham til at dæmpe sig er jeg nødt til at stille mig i vejen."

„Jeg forsøger at berolige ham, mens min kollega går ud for at finde hans medicin et andet sted i huset. Da jeg et øjeblik drejer hovedet for at kigge efter hende, bliver jeg ramt af et hårdt slag. Beboeren er sat i løb og kommer mod mig med 127 kilo i timen. Han rammer mig med åbne håndflader på halsen og på brystet, så det giver et ordentligt ryk."

Kenneth, som „selv er en stor fyr på 105 kilo" får skubbet beboeren væk, inden han nærmest pr. refleks lægger ham ned og holder ham fast med magt.

„Han udstøder slåskamplyde og støder hovedet mod et bordben, så flængen begynder at bløde igen. Jeg holder ham fast i et minuts tid, så må jeg give slip. Min kollega og jeg når ud i gangen, hvor vi holder døren til køkkenet. Efter en tid virker beboeren rolig, men da vi åbner døren, prøver han igen at springe på mig, og det sker en gang til udenfor, da jeg vil følge ham hjem."

„Igen må jeg bruge magt for at få ham til at falde til ro. Jeg holder ham fast, til der kommer en kollega, måske bare et par minutter, men tiden føles utrolig lang. Da han endelig falder til ro, følger vi ham hjem."

Det går nok over

Kenneth har vagt til næste dag. Resten af aftenen er han i forsvarsposition, adrenalinen pumper i kroppen, og om natten har han meget svært ved at sove.

„Jeg får ikke snakket med mine to kolleger om det, der er sket, måske fordi der ikke er tid. Jeg har ondt i nakken, men tænker, at det nok går over. Her bagefter kan jeg se, at jeg mere eller mindre var i chok. Dagen efter har jeg vagt igen, men laver ikke så meget, fordi jeg har hold i nakken."

Kenneth tager til lægen, som sender ham videre til en fysioterapeut, der mener, han har symptomer på udposning på en diskos i nakken. Det bliver til en sygemelding, og i de næste syv uger går Kenneth til behandling hos fysioterapeuten tre gange om ugen. Mens han er væk fra arbejde, kommer der ny afdelingsleder i botilbuddet. Hun ringer efter et par dage og inviterer til omsorgssamtale.

„På det tidspunkt har jeg været sygemeldt i næsten seks uger og vil gerne tilbage på arbejde. Lægen mener, jeg skal prøve, men fysioterapeuten siger tidligst til maj. Sagsbehandleren i kommunen – som jo betaler jo mine sygedagpenge – fore-slår, at jeg begynder at arbejde på halv tid. Det vil jeg selv gerne, men det bliver klart afvist ved omsorgssamtalen. Enten er jeg fortsat sygemeldt, eller også kommer jeg tilbage på fuld tid. Det var som om, at samtalen mere handlede om arbejdspladsens behov end om omsorg for mig."

„Min leder kommer også et par gange ind på, om mine reaktioner er psykiske, og det kunne jeg kun svare ja til. Når man bliver udsat for sådan en episode, reagerer man også psykisk. Jeg fik ikke tilbudt psykologhjælp, og ville nok heller ikke have taget imod det dengang – jeg tænkte, at det kunne jeg sagtens klare. Men i dag tror jeg, det kunne have været udmærket at tale med en psykolog."

Aftalen bliver, at Kenneth skal begynde at arbejde igen 1. marts, to måneder efter episoden.

Ikke mig han var sur på

„Jeg har brugt lang tid på at tænke over det, der skete. Om der var noget, jeg kunne have gjort anderledes. Vi burde jo nok have låst døren, så beboeren skulle banke på for at komme ind. Vi skulle måske have kigget til ham flere gange i aftenens løb, eller have kaldt en ekstra kollega på vagt..."

„Måske burde jeg i det hele taget have været mere opmærksom på signalerne fra beboeren, som egentlig var for velfungerende til at være på vores afdeling. Jeg ved, at han havde haft et sammenstød med en af mine kollegaer om formiddagen, og jeg tror, det var det, der hidsede ham op – og så skulle det gå ud over mig."

Beboeren er i dag tilknyttet et andet tilbud, men kommer stadig i huset.

„Og jeg har det udmærket med ham. Det var ikke mig, han var sur på den dag, det har jeg fået klarlagt."

Artiklen har tidligere været bragt i Jubilæums-avisen SUS·ET, februar 2002.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, juni 2002 (årgang 8 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk