Det første møde

De første sekunder, de første ord og de første skridt i mødet med klienten kan være afgørende for, om der opstår vold eller trusler om vold. Det handler om at være bevidst om den dagsorden, vi har, og de signaler, vi sender.
Af: Souschef Kirsten Mølgaard, Ribe Amts Forsorgshjem, Esbjerg

Vores første møde med klienten er meget vigtigt for et videre samarbejde. Jeg har den filosofi; at de 3 første sekunder, 3 første ord, 3 første skridt vi møder klienten med, kræver lang tid at ændre.

Hvis vi husker på det, hvis vi tager klienten alvorligt og selv er nærværende, kan vi afbøde mange sammenstød. Hvis vi samtidig husker på, at vi er elendige tankelæsere og ikke kan dømme eller handle ud fra vores tanker alene, men er nødt til at inddrage klienten som medspiller, så er vi nået et skridt på vejen til at mindske volden på vores institutioner:

Vigtige signaler

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvilke signaler vi sender. Både de verbale og de ikke verbale:

Forudindtaget opfattelse af personen

Travlhed på kontoret

Signaler, der fortæller, at klienten er overflødig og uvedkommende.

Handling før tanken

Klientens egne udsagn tages ikke alvorligt.

Personlige barrierer hos personalet

Kan give udslag i projektion eller manglende psykisk nærværelse.

De fysiske rammer

Klienten får opfattelsen af, at her klares tingene med ligegyldighed.

Kropslig kommunikation

Klienten kan opleve at blive afvist og tilsidesat.

Hvis man ikke vil høre...

Enhver, som dagligt eller jævnligt har et første møde med klienter, vil nikke genkendende til en eller flere af disse eksempler. Ikke fordi vi som behandlere er dårlige mennesker, som er ude efter klienten, men blot fordi vi ofte handler ubevidst og måske som vanen byder.

Eksempler som disse er medvirkende til, at vold og trusler om vold kan og vil opstå. Jeg vil gå så langt som til at sige, at der utvivlsomt vil forekomme en voldssituation, hvis man møder klienten med de mekanismer, der er nævnt ovenfor - ud fra den betragtning, at de mennesker, vi møder på institutionerne, er meget svage og sårbare. De er totalt afhængige af vores tilbud om hjælp. Deres selvrespekt og selvtillid er i underskud eller helt borte. Alle forsvarsmekanismer er slået til. For eksempel er klienten udmærket klar over, at hans rygte og renomme er løbet i forvejen Han skal på en og samme tid overvinde sin afmagt i form af at være total afhængig og sit dårlige rygte. En vanskelig opgave, hvis han bliver mødt med en fastlåst opfattelse af ham og hans adfærd.

Ofte har vi som behandlere travlt med at få problemerne løst i en fart. Der er jo straks ti nye, som venter. Den nye klient bliver vurderet til at have et bestemt problem, og vi går straks i gang med at løse det. Vi forcerer klienten og hans udsagn - vi hører måske nok, hvad han siger, men handler efter vores egne ideer. Måske er vores løsning rigtig nok, men derfor er det ikke sikkert, at klienten er klar til at modtage eller til at gå i gang med en proces, som skal føre til at løse problemet. Hans reaktion vil måske i første omgang være verbal modstand. Hvis vi ikke tager det alvorligt, kan det ske, at han flygter - altså fysisk forlader institutionen. I værste tilfælde kan det føre til vold. Næverne eller de verbale trusler er hans sidste aktionsredskab i forsøg på at få os til at høre.

Et askebæger gennem lokalet

Der findes den - for os - fuldstændige umotiverede, pludselig opståede vold. For eksempel manden, som institutionen normalt oplever som en rolig og stille person. Han henvender sig måske for at spørge, om han kan få en plads eller lignende. Personalet giver ham ikke den opmærksomhed, han beder om, fordi samtalen med ham bliver afbrudt af telefonen eller af andre klienter, der kommer ind.

På grund af travlhed eller uopmærksomhed fra personalets side bliver signalerne om vrede og aggressivitet ikke opdaget i tide, og pludselig ryger der et askebæger gennem lokalt. Han har måske oplevet at blive overset mange gange tidligere i sit liv og reagerer nu med ekstra kraft. Selv mennesker med stort psykisk overskud reagerer mod at blive overset.

Hvordan reagerer jeg selv?

Der vil altid være vold på sociale institutioner. Vi arbejder med mennesker i krise - mennesker med ødelagte eller reducerede psykiske kræfter. Mennesker, som tager forskellige stoffer, som påvirker og forvrænger deres fornuftige tankevirksomhed. Mennesker, som er sårede, og som ofte oplever sig selv som små i forhold til os "på den anden side".

Alt sammen noget som i sig selv kan udløse vold eller trusler om vold; når der bliver stillet krav af den ene eller anden art.

Jeg tror på, at man kan mindske volden, hvis vi som professionelle vil og tør kigge lidt på vores egne reaktionsmønstre og adfærd.

Hvordan reagerer jeg selv ved proektioner? Hvad oplever jeg, når andre har en forudindtaget mening om min person? Hvad føler jeg, når jeg bliver afvist eller overset? osv. osv.  Allerede der kan man begynde at få indblik i, hvordan klienterne reagerer og handler.

 

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, april 1998 (årgang 4 nr. 1).