Undervisning i forebyggelse og håndtering af vold på psykiatrisk afdeling
Selvom undervisningen i voldsforebyggelse på psykiatrisk afdeling på Københavns Amts Sygehus i Gentofte har drejet sig om de studerende, har projektet samtidig haft en positiv effekt i forhold til afdelingens faste personale.
Af: Projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS
Voksenpsykiatrisk afd. A, Københavns Amts Sygehus i Gentofte har, gennem de seneste seks år, afholdt kurser for det faste personale i forebyggelse og håndtering af vold. Kurserne har medvirket til at øge personalets bevidsthed om de faktorer, der hhv. kan øge og mindske risikoen for vold, og har bidraget til en øget kompetence i at håndtere voldsomme situationer i afdelingen.
På baggrund af erfaringerne fra kurserne for det faste personale har nærværende projektet haft til formål at udvikle undervisningsmetoder og -materiale, som kan anvendes over for studerende på social- og sundhedsuddannelserne samt sygeplejeuddannelsen. Der er tale om et fleksibelt, modulopbygget kursusforløb med tilhørende undervisningsmaterialer. Der er lagt vægt på såvel teoretisk undervisning som praktiske øvelser.
De studerendes kommentarer til kurset
Da mange af de studerende på såvel åben som lukket afdeling i løbet af deres praktik vil komme til at fungere som fast vagt på lukket afdeling blev denne funktion tematiseret på kurserne. Flere af de studerende på begge kurser havde erfaringer som fast vagt og enkelte gav udtryk for en vis utryghed overfor opgaven, især når de ikke kendte patienten. Generelt fremhævede de studerende vigtigheden af undervisning om anvendelse af tvang og hvordan man skal forholde sig til en bæltefikseret patient. Denne del af kurset var således særdeles anvendelig for de studerende.
Refleksioner over kursustilrettelæggelsen
I forbindelse med gennemførelsen af projektet viste det sig ret hurtigt nødvendigt at afklare, hvorvidt undervisningen af de studerende skulle opfattes som primært praktikforberedende eller primært professionsforberedende. Det er indlysende at de temaer, der indgår i en praktikforberedende undervisning i forebyggelse og håndtering af vold også i et vist omfang vil være professionsforberedende. Når det alligevel viste sig nødvendigt at præcisere formålet med undervisningen, skyldes det, at de studerende i en række situationer befinder sig i en anden position end de faste medarbejdere. Således deltager de studerende ikke, når der anvendes fysisk magt overfor patienterne, ligesom de ikke tilkaldes ved alarmer, dvs. ved akutte behov for massiv personaletilstedeværelse omkring en urolig patient. På kurserne i voldsforebyggelse for afdelingens faste personale fokuseres der i meget høj grad på netop disse situationer, og undervisningen tager ofte udgangspunkt i deltagernes oplevelser og erfaringer med voldsomme patienter. Væsentlige temaer er indøvelse af faste rutiner omkring ledelse og samarbejde. Det har vist sig meget vanskeligt at undervise i dette på et rent teoretisk grundlag og uden at der blandt deltagerne findes konkrete erfaringer og oplevelser, der kan gøres til genstand for analyse og diskussion. Kort sagt synes det betydningsfuldt, at undervisningen i netop disse aspekter af voldsforebyggelsen er praksisrelateret. Da de studerende hverken har konkrete erfaringer med håndtering af potentielt voldelige patienter, eller mulighed for at afprøve/anvende indlærte praksisformer i deres daglige arbejde, blev det vurderet som uhensigtsmæssigt at lade disse (væsentlige) aspekter af voldsforebyggelsen indgå i undervisningen af de studerende. Endvidere har definitionen af undervisningen som praktikforberedende gjort det muligt at tilrettelægge denne så den er relevant for de studerende i deres aktuelle situation, bl.a. ved at fokusere på problemstillinger og situationer, man som studerende kan blive udsat for, og som erfaringsmæssigt er vanskelige at håndtere (jf. fast vagt funktionen).
Ovenstående betragtninger har betydet, at projektets primære formål har været etablering af en introducerende og – som nævnt – praktikforberedende undervisning i forebyggelse og håndtering af vold. Da det naturligvis ikke er muligt at opnå tilstrækkelige kvalifikationer på området alene på baggrund af et introducerende kursus, er der behov for at de studerende tilbydes opfølgende undervisning om emnet. Dette vil næppe være muligt indenfor rammerne af praktikforløbet på psykiatrisk afdeling, og projektledelsen anbefaler derfor at undervisning om vold og voldsforebyggelse tildeles øget vægt i uddannelsesinstitutionernes teoretiske undervisning.
Endvidere anbefales det, at der på de enkelte psykiatriske arbejdspladser – som det allerede er sket mange steder – etableres kurser for det faste personale i forebyggelse og håndtering af vold.
Der er som del af projektet opstillet følgende forslag til et samlet undervisningsprogram i forebyggelse og håndtering af vold i psykiatrien. Programmet forløber over tre moduler:
- Introducerende og praktikforberedende undervisning i tilknytning til praktikophold på psykiatrisk afdeling
- Uddybende teoretisk undervisning på grunduddannelsens sidste del (efter praktikperiode)
- Praksisrelateret undervisning på den enkelte psykiatriske afdeling.
Det udarbejdede undervisningsmateriale er tilrettelagt således, at det kan anvendes også til en mere uddybende undervisning om emnet. Det har dog ikke indenfor rammerne af projektet været muligt, at opnå erfaringer med materialets anvendelighed i en sådan sammenhæng.
Den videre formidling
Projektet har allerede medvirket til at sætte yderligere fokus på forebyggelse af vold på psykiatrisk afdeling A, i form af forskellige diskussioner om emnet på såvel lederplan som blandt de involverede medarbejdere. I den tid projektet har kørt, er der endvidere blevet iværksat forskellige aktiviteter, som har relation til forebyggelse og håndtering af vold. Endelig er projektet blevet præsenteret ved forskellige personale- og ledermøder og interessen har været stor. Flere sengeafsnit har efterfølgende bedt om undervisning i emnet udfra kursusmaterialet. Det er under planlægning. Der vil ydermere blive afholdt et aftenmøde for aften/nat-personalet, hvor dele af kursusmaterialet vil blive præsenteret. Selvom projektet har drejet sig om undervisning i voldsforebyggelse for de studerende, har det således også haft en effekt i forhold til afdelingens faste personale.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).