Kropskrænkelser i undervisning – kan man det?

Ja, det kan man, mener man på Socialpædagogisk Seminarium i Skovtofte, hvor kroppen har en vigtig plads i undervisningen.
Af: Seminarielærer Ole Schouenborg, Frank Hedegaard, Lars Frost og kontorleder Jette Bundgaard, Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium

De studerende bliver slået, sparket, spyttet på og taget på. Uanset en meget væsentlig indsats for at forebygge vold på arbejdspladsen er det en kendsgerning, at voldsomme og verbale krænkelser er uundgåelige i arbejdet med mennesker med svære problemer.

De bliver krænket. Selvom reaktionsmønstrene er individuelle, sætter krænkelserne sig spor i form af angst, sygedage, mindreværd og behov for behandling.

Lidt afmægtigt har vi på uddannelsesinstitutionerne set denne udvikling. Vi har undervist herom på den traditionelle måde i forelæsninger og gruppedrøftelser, fortalt om beredskabsplaner, indberetninger og posttraumatisk stress-syndrom. Så var de klædt på med viden og bevidsthed om, hvad der ventede dem.

Men viden og bevidsthed gør det ikke alene. Vi kunne ikke længere som undervisere overbevise os selv om, at den traditionelle undervisning var tilstrækkelig.

Vi begyndte at eksperimentere med at undervise kroppen. Selvom hoved og krop hænger sammen, er der ganske stor forskel på, om vi fokuserer på teoretisk formidling – eller om vi satser mere på kropsligt orienteret øvelsesundervisning.

Men kan man – i nogen grad – vaccinere mod krænkelser? Næppe. Kan man ved at stifte bekendtskab med små, „afgiftede" doser af kropskrænkelser i et legende undervisningsrum blive bedre til at mestre dem, når det sker på arbejdspladsen? Muligvis. Kan man blive bedre til at vurdere, hvad man kan og vil klare gennem en sådan undervisning – og bedre til at undgå dem? Sandsynligvis.

Til stregen – og lidt til

Vi troede det. Vi har forsøgt det – gjort erfaringer med det. Vi tror stadig mere på det – efter at have gjort erfaringer med det. Vi tror, at alvorlig undervisningsleg med kropskrænkelser giver de studerende et erfaringsrum med så værdifulde personlige erkendelsesprocesser, at det bør integreres som undervisningselement i en række omsorgsuddannelser.

Korte oplæg, struktureret leg i øvelsesform med efterfølgende refleksionsperioder i smågrupper og i plenum blev den didaktiske ramme for individuelle, kaotiske læreprocesser i dette projekt. En ikke uvæsentlig del af disse læreprocesser er af ubevidst eller førbevidst karakter – „man fornemmer", „man kan li’som mærke".

Undervisningsmålet er jo forholdsvis enkelt: Kend dig selv og din krop i det aggressive møde og fornem dine typiske reaktionsmønstre. Det undervisningsmål er ret vanskeligt at benchmarke.

Men det virker. Vi kan ikke bevise det videnskabeligt. Men erfaringer med ca. 1000 studerende i dele af forløbet gør, at vi er så sikre, som man gennem erfaring og en række evalueringer kan være det.

Det har ikke været nemt at udvikle disse øvelser. Som eksempel kan nævnes den verbale krænkelsesøvelse.

Vi afprøvede den først på os selv i projektgruppen. Forsøgspersonen står stille og modtager en skraldespand af skældsord af personlig karakter i et minut. Vi gik „til stregen" – og over den indimellem: bryster og tissemandens størrelse, fedtet ørevoks og fedme blev kommenteret med stor, aggressiv energi.

Således rustet afprøvede vi øvelsen med vores studerende. Det gik ikke. En meget stor del af dem kunne simpelthen ikke få sig til at svine deres medstuderende til „for sjov". Den sympatiske antiaggressive og grundetiske holdning sejrede. „Det kan jeg ikke, det gør man bare ikke". Men det gør klienterne jo.

Vi forsøgte os så med demonstration og modelindlæring – det hjalp lidt, men ikke nok. Vi kløede os i nakken – og introducerede så bevægelse i øvelsen: Den verbalt aggressive studerende skal i øvelsen gå rundt i en cirkel om modtageren. Så fungerede det straks meget bedre – vi sviner med andre ord bedst folk til bagfra!

Kroppen har krav på undervisning

Der er en række dilemmaer forbundet med denne undervisning. Det kræver lærerkompetencer at gennemføre den forsvarligt. Man kan læse vores rapport på nettet, men næppe iværksætte undervisningen uden videre. Vi så gerne, at alle undervisere havde været deltagere i et forløb først og dernæst afprøvede undervisningsprogrammet under supervision.

Vi vil forsøge at søge midler til at udvikle et efteruddannelseskursus med det formål.

Men implementeres i omsorgsuddannelser – i en eller anden form – bør denne undervisning. At sende kroppe uden krænkelseserfaring – eller uden bevidsthed om egne kropskompetencer i praktik er efter vores opfattelse ikke rimeligt. De studerende skal på kroppen vide, hvad de risikerer at gå ind til.

Uddannelsespolitisk har vi drøftet kroppens status i de mellemlange, videregående uddannelser. Egentlig er det underligt, at undervisning i – og krav om – kropslige kompetencer stort set er ikke-eksisterende i voksenuddannelserne. At kræve sved og fysiske kompetencer tre gange om ugen anses for en utidig, samfundsmæssig invasion af den studerendes private rum.

Samtidig invaderes de studerendes hoveder uden tøven med stadig voksende krav om akademiske kompetencer – uden at vi føler os overbevist om, at dette påvirker deres praksis nævneværdigt. Hovedet skal følge med udviklingen – men ikke kroppen.

Vi bliver næppe kroppens evangelister i mellemuddannelserne – det er andre nok bedre til end os. Men vi vil opfordre kraftigt til nytænkning på uddannelsesinstitutionerne og i undervisningsministeriet. Også voksne kroppe har krav på tid, rum og undervisning.

Et godt projekt bliver aldrig færdigt. Vi mangler endnu en del omkring teoretisk fordybelse i de læreprocesser, som finder sted. Vi håber, at få en undervisningsvideo få plads i 2003, og vi har planlagt en studiekreds om teoriudvikling.

I projektforløbet har vi haft stor glæde af Socialt Udviklingscenter SUS’s medarbejdere, konsulenter og kolleger på Aalborg Socialpædagogiske Seminarium, Jelling Statsseminarium, pædagoguddannelsen og Sygeplejeskolen ved Odense Universitetshospital. Det siger vi tak for.

Også internationalt har vi i forløbet mødt stor interesse, eksempelvis fra New York State University, hvor vi har holdt en workshop. Vi fornemmer intuitivt, at vi er en del af en trend: Kroppens dannelse som interessefelt er på vej i såvel samfund som uddannelser.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).

www.vold-som-udtryksform.dk