Et godt fundament
Fælles kursus for studerende og fastansatte på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling på Amtssygehuset i Glostrup gav god basis for det videre arbejde med at forebygge vold på afdelingen.
Af: Sygeplejerske og projektkoordinator Ulla Fischer og sygeplejerske Henrik Wiegman, Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling Q/QU, Amtssygehuset i Glostrup
Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling Q/QU på Amtssygehuset i Glostrup gennemførte i 2001 et projekt i form af en kursusrække om forebyggelse af vold i arbejdet med psykisk syge børn og unge. Projektet fik støtte fra puljen „Forebyggelse af vold som en del af de faglige uddannelser".
Vores mål med kurset var primært at skærpe opmærksomheden på og interessen for at begrænse vold på arbejdspladsen. Kursets korte varighed taget i betragtning var det urealistisk, at vi kunne give fyldestgørende undervisning i dette store og meget sammensatte problemfelt.
Nye og gamle på kursus
De tre kurser, der blev holdt, var primært rettet mod afdelingens studerende, men af praktiske grunde var kursusdeltagerne både studerende og fastansatte. Samlet set var det et meget bredt deltagerfelt, med forholdsvis nystartede studerende og erfarent psykiatrisk personale.
Det enkelte kursus strakte sig over 2 x 11⁄2 dag med ca. en måned imellem modulerne. De to halve dage, der lå som indledning og afslutning, var koncentreret om teori og tog i videst muligt omfang udgangspunkt i kursisternes forståelse af og erfaring med psykisk og fysisk vold på arbejdspladsen. De to hele dage blev brugt til psyko-fysisk træning, hvor målet primært var at lære nogle få, men anvendelige greb, der afspejler behovet i praksis, og at få psykiatriloven sat i relief til vores dagligdag.
De teoretiske dage tog dels sigte på at indføre deltagerne i forskellige forståelser af vold som fænomen, dels på, hvordan organisationen bedst ruster sig til at forebygge vold – fra såvel patienter som personale – og hvordan organisationen bedst følger op på trusler om eller effektueret fysisk og psykisk vold.
Da børne- og ungdomspsykiatrien på afdeling Q/QU arbejder ud fra en psykodynamisk forståelse, valgte vi at gå ind i forståelsen af vold ud fra denne teoretiske tilgang. Vi tog udgangspunkt i Bjørn Kaldan og Bodil Svarres [1] definitioner af aggression og vold. De definerer vold som „en handling forårsaget af en uhensigtsmæssig aggressionsforvaltning, der både kan have sin baggrund i biologisk, psykologisk og socialt betingede faktorer. Aggression, der kommer til udtryk i en handling, som indebærer trusler og/eller fysiske overgreb på personer eller genstande".
Ifølge denne definition opstår vold i en relation, om end relationen kan være vanskelig at identificere i den psykotiske vold. Når vold optræder i en relation, betyder det også, at vi, som arbejder med mennesker, der kan reagere med voldelige handlinger, har en betydning for, om vold opstår. Uden at gå dybere ind i denne teoretiske forståelse vil vi understrege, at den også gør det klart, at vi og vores måde at organisere vores afdelinger og arbejde på kan være medvirkende faktor, når patienterne reagerer med vold, og at vi med psykiatriloven i hånden har hjemmel til at være direkte voldelige over for patienterne.
Flest positive erfaringer
Udviklingsafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup har evalueret projektet. Evalueringen viser, at det ikke var uden problemer, at gruppen af kursister var så bredt sammensat, som den var. Nogle af de studerende følte sig hæmmet af, at det faste personale havde mange erfaringer og større viden. Samtidig var det indholdsmæssige niveau noget overfladisk og for lavt for dele af det fastansatte personale.
Som undervisere på kurserne er vi dog overbeviste om, at der er kvaliteter ved at blande studerende og fastansatte, da de studerende har en mere „ligefrem undren", og de fastansatte har mange vigtige eksempler fra den praktiske hverdag. Umiddelbart har vi en fornemmelse af, at den bedste kombination vil være studerende og deres praktikansvarlige, da de dels må formodes at have et gensidigt tillidsforhold, dels vil kunne bruge undervisningen i det fortsatte praktikforløb.
Samlet set var tilbagemeldingerne positive i forhold til at have fået et udbytte med sig. For os var det interessant, at mange fastansatte havde så forholdsvis lidt kendskab til psykiatriloven. Og skræmmende, at vi i vores egen organisation har så lidt struktur på en egentlig voldspolitik – som under alle omstændigheder vil være et godt fundament for en fortsat afvikling af vold på arbejdspladsen.
Det stopper ikke her
Vi glæder os til at se, hvordan de tanker, der blev delt og kom frem på kurserne, vil influere på den fortsatte udvikling af børne- og ungdomspsykiatrien på Amtssygehuset i Glostrup. Vi er ikke i tvivl om, at arbejdet med at forebygge vold på arbejdspladsen kræver et kontinuerligt udviklingsarbejde. Og udviklingen af bevidstheden om både muligheder og risici ved at arbejde i et felt, hvor man er udsat for vold og selv bliver inddraget i tvangsforanstaltninger (= vold) over for patienterne, skal begynde allerede i studietiden. Et resultat af kurserne er da også, at vi i vores introduktion af studerende gør mere ud af dette emne, også på åbne afsnit, hvor vold og trusler er sjældnere end på det lukkede afsnit.
Alle deltagere i kurserne gav udtryk for, at den psyko-fysiske træning var gavnlig. For de fastansatte var de to dage nærmest en appetitvækker, og heldigvis holder organisationen nu løbende længerevarende kurser. For de studerende er det vigtigt at tage højde for, at de ikke har erfaring fra praksis at trække på og derfor ikke samme mulighed som fastansatte for at improvisere hverdagssituationer. Samtidig føler de sig måske også mere udstillede ved at skulle agere aktivt på et fremmed – og i mange sammenhænge grænseoverskridende – felt.
Samlet set er vi blevet en lang række erfaringer rigere og har dermed et godt udgangspunkt for det fortsatte arbejde med psykisk og fysisk vold.
[1] Bjørn Kaldan og Bodil Svarre: Aggression og vold – et bidrag til begrebsafklaring. I: Per Holm (red): Job med vold. Vold som udtryksform, 2000.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).