"Jeg vil jo kun hjælpe"

Hvordan kan sygeplejestuderendes kompetence til konflikthåndtering og voldsforebyggelse øges? Det spørgsmål har Sygeplejeskolen i Odense, i tæt samarbejde med praktiksteder i psykiatrien, arbejdet med at finde svaret på.
Af: Sygeplejelærer Dagny Grosen og Elisabeth Harpsøe, Sygeplejerskeuddannelsen i Odense

Når man som studerende i „hjælpe-branchen" oplever, at man bliver krænket af de samme mennesker, man ønsker at hjælpe, kan det få særdeles negative konsekvenser for både den studerende og de mennesker, man skal hjælpe. Sagt på en anden måde: Sygeplejens kvalitet forringes kraftigt, hvis den kun bygger på den gode vilje. Der må derfor andre kompetencer til. Én af dem er evnen til konflikthåndtering.

Det er baggrunden for et projekt, som Sygeplejeskolen i Odense i fællesskab med praktiksteder i psykiatrien har udarbejdet, og som indtil videre er blevet gennemført to gange.

Formålet med projektet er, at de sygeplejestuderende gennem et kursusforløb skal:

Inspirationen til projektet fik vi først og fremmest, da vi deltog i den konference, Socialt Udviklingscenter SUS afholdt i oktober 2000 om vold som kommunikationsmiddel. Vores interesse blev yderligere skærpet, da resultaterne fra den landsdækkende spørgeundersøgelse om vold mod studerende, viste, at studerende oplever krænkelser af forskellig art under deres praktikophold – for de sygeplejestuderende galdt dette under deres praktikophold i psykiatrien – samt at undervisningsinstitutionerne havde et meget ringe kendskab til problemet. Det måtte vi gøre noget ved! Vi udarbejdede en projektbeskrivelse til et kursusforløb for sygeplejestuderende og fik bevilliget 75.000 kroner til projektet.

Teori blandet med praksis

Vi ønskede at udvikle og gennemføre et kursus i tæt samarbejde med praksis. Derfor havde vi på forhånd fået tilsagn om deltagelse fra psykiatrisk afdeling samt det Børne- og ungdomspsykiatriske Hus ved Odense Universitetshospital. Målgruppen for projektet var studerende på nævnte praktiksteder.

Samarbejdet mellem skolen og praktikstederne foregik på flere niveauer: Dels på et overordnet ledelsesniveau, og dels i en arbejdsgruppe, hvor praktikvejledere, kliniske undervisere og undervisere fra sygeplejeskolen var repræsenteret. Det var arbejdsgruppens opgave både at udvikle kurset og at gennemføre en del af undervisningen på kurset. Kursusforløbet strakte sig over tre dage, var placeret i 2. uge af de studerendes praktikperiode og blev gennemført to gange.

Vi var fra starten enige om, at den kropslige dimension var betydningsfuld. Derfor tog vi kontakt til Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, da vi vidste, at seminariet havde udviklet et kropskrænkelseskursus. Undervisere fra Skovtofte „komprimerede" herefter deres tre-dages forløb ned til et forløb på én dag, og de gennemførte undervisningen hos os. De øvrige to kursusdage i forløbet indeholdt en blanding af teoretisk viden og praktiske øvelser. Den teoretiske del handlede om baggrunden for voldshandlinger, forskellige udtryksformer m.m. De praktiske øvelser gav de studerende mulighed for at træne håndtering af konfliktfyldte situationer samt efterfølgende refleksion.

Til de praktiske øvelser anvendte vi spontanspil som metode. Vi har valgt at beskrive udviklingen af indholdet i denne metode nærmere som et eksempel på, hvorfor det tætte samarbejde mellem teori og praksis er så frugtbart.

Spontanspil som metode

Vi valgte spontanspil som metode, fordi den både åbner mulighed for, at de studerende lærer mulige reaktionsformer/udtryksformer hos sig selv og hos nogle psykiatriske patienter at kende. Samtidig lærer de studerende, hvordan de skal handle i en given situation og dermed håndtere konfliktfyldte situationer.

Metoden lægger også op til et samarbejde mellem sygeplejersker, som udøver den praktiske sygeplejegerning i hverdagen, og sygeplejelærerne, som forsøger at formidle det teoretiske grundlag for sygeplejen. Det skyldes, at metoden kræver, at de studerende både handler og reflekterer.

Metoden fungerer ved, at man konstruerer situationer, som er virkelighedsnære i forhold til sygeplejerskens daglige varetagelse af den psykiatriske sygepleje. Både en psykiatrisk patient og en sygeplejestuderende indgår i den konstruerede situation. Den psykiatriske patients rolle er kendetegnet ved grænseoverskridende adfærd. Den sygeplejestuderendes rolle er at intervenere, for at få patienten til at ændre adfærd og undgå at den psykiatriske patient bliver verbalt grov eller fysisk grænseoverskridende.

Det kræver såvel daglig samvær med psykiatriske patienter som teoretisk viden at konstruere sådanne situationer, så de er eksemplariske.

Når spontanspillet er afsluttet, følger reflektionsdelen. Hver af aktørerne får lejlighed til at fortælle, hvad de oplevede, tænkte og følte i spontanspillet. Herefter må underviserne og de øvrige studerende blande sig ved at spørge uddybende til adfærd og handlinger. I reflektionsdelen er det undervisernes opgave at koble spontanspillets adfærd og handlinger sammen med praktisk og teoretisk faglig viden. På denne måde kan de studerende nå frem til en indsigt gennem deres oplevelser, tanker og handlinger – en indsigt, som vil gøre dem i stand til i fremtiden at kunne forstå og håndtere oplevelser af at blive krænket verbalt eller fysisk.

De studerende gav følgende kommentarer til spontantspillene i den efterfølgende evaluering:

„Det var en rigtig god dag og det var utrolig rart at blive brugt og få lov til at se hvordan man ville være i forskellige situationer. Jeg tror, jeg reagerede helt anderledes end jeg havde forventet… og så kunne jeg utrolig godt lide at det hele tiden blev koblet med teori i hvert fald i min gruppe, du ved, hvem siger hvad, og det gør at man får en fornemmelse af hvor ens huller er, men man lærer også hvordan kunne jeg have tænkt eller handlet anderledes".

„Det med at man fik nogle rollespil og så skulle man prøve at være, det synes jeg virkelig, det gav indblik i hvordan det kunne være både for de studerende men også hvordan det kunne være at være patient, det synes jeg virkeligt at det glemmer man ikke".

Ekstern evaluering afslører kontrast

Det andet kursusforløb – kurset i januar 2002 – blev evalueret af Institut for Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter.

En af medarbejderne fra instituttet deltog som observatør på kurset og har gennemført individuelle interviews med to kvindelige sygeplejestuderende, en sygeplejelærer og en kvindelig og en mandlig praktikvejleder fra henholdsvis en åben og en lukket psykiatrisk afdeling. Derudover blev der foretaget et fokusgruppeinterview tre uger efter kursets gennemførelse. Fokusgruppen bestod af fem kvindelige og en mandlig sygeplejestuderende.

Er målet indfriet?

Evalueringen af kurset viser, at projektet har givet de sygeplejestuderende mulighed for at reflektere over kropsidentitet og krænkelser af verbal og fysisk art. De studerende har også opnået en forståelse for problemstillinger i forhold til vold og krænkelser og har fået indsigt i egne reaktioner og handlemuligheder.

Kurset forbereder de studerende til praktikken på psykiatriske afdelinger, fordi de får en kropslig oplevelse af vold og andre krænkelser. Yderligere får de indsigt i og afprøvet forskellige konkrete redskaber til at undgå eller håndtere konflikter og krænkelser.

Hertil kommer, at de studerende oplever, at de kan tale med andre om deres oplevelser med krænkelser og vold. Det giver mulighed for at blive aflastet og for at lære af andres erfaringer.

Evalueringen, tyder på, at der i sygeplejeuddannelsen er et behov for kursusforløb, som beskæftiger sig med kropsidentitet, grænseoverskridende adfærd samt mulige måder at håndtere konfliktfyldte situationer på.

Den eksterne evaluering viser blandt andet, at der er en kontrast mellem de studerendes traditionelle opfattelse af sygeplejeskerollen som en professionel funktion som servicerende og omsorgsgivende på den ene side – og på den anden side arbejdet på en psykiatrisk afdeling, hvor forøgelse af patientens selvstændighed og grænsesætning er en del af hverdagen. Som nogle af de studerende siger i evalueringen:

„Jeg tror at de piger der søger sygeplejen ofte har et behov for at behage andre. Det lyder måske voldsomt, men det ligger vel også i omsorgsarbejdet at det er et udtryk for at ville behage andre og der tror jeg vi skal vænne os til at vi for at beskytte os selv også skal sætte grænser".

„[det er] svært at sætte nogle grænser fordi det egentligt er naturligt at være flink overfor dem man gerne vil have en kontakt med men man føler sådan lidt åh nej ødelægger jeg nu kontakten ved at gå ind og sætte de her grænser… det er nemmere for os at udføre moderlige principper end faderlige".

Også på somatiske afdelinger er der tilsyneladende en konflikt mellem behovet for at sige fra overfor patienter med grænseoverskridende adfærd og at være omsorgsgivende samt servicerende. Det illustreres af følgende citater fra evalueringensrapporten:

„Patienter [har] verbalt skældt mig og nedgjort mig… de har så haft cancer og metastaser i hjernen".

„Man kan godt bruge det [kurset] på andre afdelinger, alle patienter kan jo blive grænseoverskridende".

(Fra interviews med sygeplejestuderende).

En sygeplejelærer udtaler: „Man kan jo også på somatiske afdelinger blive udsat for det, ikke, både krænkelser og aggressioner for der er jo hjerneskadede og der er demente og også andre efter narkose og sådan noget".

Resultaterne af projektet viste sig således at række længere end de studerendes kompetencer i forhold til psykiatriske patienter.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).