Mellem to poler
I pædagogiske kredse er der tilsyneladende en evig konflikt mellem to yderpunkter i grundholdningen til vold. Men der findes en tredje vej.
Af: Seminarielærer Jens Hansen, Projektgruppen på Ballerup-Seminariet
Denne lille artikel er skrevet på baggrund af erfaringer med vold på institutioner generelt og som resultat af samarbejdet med seks institutioner, der er praktiksteder for Ballerup-Seminariet.
Vi har oplevet, at man måske har et slags kriseberedskab, når skaden er sket, men at man gør meget lidt ud af at forebygge eller afklare, hvilke former for vold der er på institutionen lige her og nu. Der synes at være en tendens til, at man skyr emnet lidt eller har fastlåste holdninger, fordi de gamle garvede, der kender forholdene og beboerne, ikke bliver ramt af vold i samme grad som vikarer og studerende.
Ud fra vores erfaringer er der altså en tendens til, at de svagest stillede er udsat for vold, men det er ikke dem, der sætter dagsorden til møder eller i diskussioner. Deres problem bliver således en bekræftelse på deres „svaghed", og den vil de ikke udstille med risiko for yderligere at miste prestige.
Desuden er lederne ofte så langt fra situationen, at de har „glemt" eller fortrængt den rå virkelighed. Konklusionen er, at vold og voldens udformning skal diskuteres jævnligt, fordi den ændrer sig hele tiden, afhængigt af beboernes sammensætning m.m.
Det bør være de „stærke" medarbejdere, der tager emnet op som en fast rutine og skaber en afbalanceret stemning, hvor man erkender, at alle eksempelvis kan blive utrygge og bange, uden at man derfor ligefrem dyrker angsten.
En evig konflikt
Vi oplever, at der i pædagogiske kredse synes at være en evig konflikt mellem to yderpunkter i grundholdningen til vold. Den ene ser kun vold som en udtryksform for frustrationer – altså et slags afmagtens sprog. Her gælder det så om at reagere med lydhørhed og omsorg fra personalets side. Hvis man forstår signalet tidligt nok, vil volden forsvinde.
Denne form for vold skal bestemt ikke mødes med straf eller lignende. Det vil bare øge frustrationerne, som der er nok af i forvejen. Desuden vil en straf eller en holdning, der signalerer magt fra personalets side, bare være et bevis på hjælpeløshed og mangel på pædagogisk evne.
Vold avler vold, og derfor er man aldrig udfarende ved at markere magt eller lignende. Da beboerne eller brugerne på en institution pr. definition er de svage, skal de beskyttes mod ansattes brutalitet og overgreb. Historisk set har man „mishandlet" afvigere, og derfor skal de beskyttes af love og reglementer.
Den anden holdning går på, at der altid er magt mellem mennesker, og selv eksempelvis fysisk og psykisk handicappede har en forståelse af, at vold kan give magt samt andre „goder". Derfor benytter de sig mere eller mindre bevidst af vold, ikke kun i forhold til personalet, men også – og måske især – i forhold til deres medbeboere på institutionen.
Da magt ikke kan undgås, skal den ligge hos personalet, fordi de formodes at være professionelle og bruge den til alles bedste. Den korrekte reaktion her er ikke at give efter for trusler eller fysiske udfald. Det vil bare øge volden som bekræftelse på, at det kan betale sig. De voldelige skal vide, at man (personalet) ikke finder sig i vold som en del af en magtkamp. De har brug for en fast og sikker hånd, der viser dem, hvad der er den rigtige adfærd.
Især på det psykologiske felt gælder det om ikke at være bange for at sætte hårdt mod hårdt. Det kan godt være, at den enkelte beboer har sine problemer, men det hjælper ikke i den konkrete situation. Ens historie må ikke blive alibi for alt.
At der er forskellige holdninger betyder i sig selv ikke noget, problemet opstår i praksis mange gange, fordi den ene medarbejders handlemåde vil være direkte i modstrid med en andens. Man anklager hinanden for henholdsvis at være for eftergivende og naiv eller for brutal og upædagogisk.
De to reaktionsmåder synes altså at udelukke hinanden.
Den tredje løsning
Vi har i vores tænkning prøvet at finde en tredje løsning, da vi har oplevet, at det er muligt, at finde eksempler på begge former for vold på samme institution. Vores „løsning" går i princippet ud på, at man altid accepterer begge måder at tænke og handle på, og ud fra de konkrete situationer eller involverede personer lægger sin pædagogik til rette.
Som princip starter man med at møde beboerne eller brugerne med forståelse for deres måde at udtrykke sig på – altså den første holdning, men gør sig umage med at forstå selve rollefordelingen i volden uden en fastlåst forhåndsindstilling.
Hvem er reelt henholdsvis offer eller aggressor? Om nødvendigt må man lære at gribe ind, vel vidende, at love og regler skal overholdes.
Ud fra ovenstående tankegang er det nødvendigt, at personalet lærer, at man ikke kun har et kriseberedskab efter, at skaden er sket, men også at agere hensigtsmæssigt undervejs i pressede situationer.
De psykologiske mekanismer, såsom „Stokholmsyndrom" (identifikation med aggressor) bør være en del af den pædagogiske indsigt og forståelse. Det skal være som en del af et jævnligt genopfriskningskursus i „demontering" af voldssituationer. Konkret vil det ofte handle om, at snakke „aggressoren" til ro.
Desuden skal personalet lære grundlæggende forhold om, hvordan man rent fysisk fx ved sin placering i rummet, kan undgå spark og slag m.m. Endelig handler det om nogle enkle teknikker til selvforsvar, som dog kun må bruges i yderste nødværge.
Indsatsen værd
Når vi tillader os, at gøre så meget ud af at forberede personalet på voldssituationer m.m., så er det ud fra erfaringen, at det ellers kan medføre gevaldige kriser og endda arbejdsskader med alvorlige personlige skæbner til følge, som selv korrekt krisebehandling har svært ved at afhjælpe.
Vi tror ikke på, at det selv med en optimal indsats helt kan undgås, men kan vi forhindre nogle sammenbrud m.m., så er det rigeligt indsatsen værd – både menneskeligt og økonomisk.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2002 (årgang 8 nr. 2).