Erfaringerne blev bredt ud
Med projekt Formidling på tværs fik Psykiatrien i Århus Amt bredt erfaringerne fra udviklingsarbejdet om vold mod praktikanter ud til flere undervisere, vejledere og uddannelsesansvarlige.
Af: Ella Foged, uddannelseskonsulent, Psykiatrien i Århus Amt
Projekt „Formidling på tværs" bygger på erfaringer fra det tidligere projekt „Praktikant i Psykiatrien i Århus Amt" og består af to delprojekter.
I forbindelse med projekt „Praktikant i Psykiatrien" blev det tydeligt, at de kliniske vejledere er meget centrale i forhold til, hvor hyppigt de sygeplejestuderende registrerer krænkelser, trusler og vold, idet det formentlig er vejlederne, som de studerende drøfter eventuelle episoder med.
Formålet med første del af projekt „Formidling på tværs" er derfor at formidle erfaringerne fra projekt „Praktikant i Psykiatrien" til de kliniske vejledere og de uddannelsesansvarlige sygeplejersker i amtet, for dels at understøtte den nuværende procedure omkring bearbejdelse af episoder med krænkelser, trusler og vold, dels at inddrage de kliniske vejledere mere aktivt i registreringsprocessen.
Det tidligere projekt viste ligeledes, at samarbejdet mellem social- og sundhedsskolerne og praktikstederne er løsere struktureret end samarbejdet mellem sygeplejeskolerne og klinikstederne. Lærerne på social- og sundhedsskolerne udtrykker behov for en større viden om, hvordan man håndterer episoder med krænkelser, trusler og vold i psykiatrien.
Formålet med anden del af „Formidling på tværs" er derfor at bidrage til, at lærerne får et bedre udgangspunkt for at forberede eleverne til praktikken i psykiatrien. En større viden og åbenhed om emnet vil betyde større sikkerhed for eleven og en bedre bearbejdelse af eventuelle episoder.
Temadag for lærerne
I forbindelse med første delprojekt blev de kliniske vejledere og de uddannelsesansvarlige sygeplejersker i Århus Amt inviteret til et informationsmøde.
Andet delprojekt omfattede udvikling samt afholdelse af en temadag for lærere på social- og sundhedsskolerne samt Diakonhøjskolen i Århus Amt. Temadagen blev planlagt i samarbejde med skolerne, så indholdet var målrettet deres behov.
Dagen satte fokus på:
- forståelse af vold i relation til psykisk sygdom
- typer af episoder, hvornår og hvor
- handlemuligheder
- personalets forventninger til eleven
- elevers typiske funktioner i forbindelse med episoder
- typiske reaktioner på episoder
- opfølgning på praktikstedet
- registrering.
Tilbagemeldingerne fra deltagerne var positive. Oplæggene, som tog udgangspunkt i ovennævnte stikord, gav underviserne mange overvejelser og nye vinkler i forhold til deres undervisning af eleverne, inden de skal ud i praktik i psykiatrien.
Underviserne gav udtryk for, at de i løbet af dagen fik ændret fokus for deres undervisning, fra i introduktionen til psykiatrien at have fokus på sygdomslære til en mere relationsorienteret undervisning. Altså mere fokus på eleven og dennes reaktioner frem for på patientens reaktioner.
Metoder til det kunne være:
- Rollespil ud fra cases fra praktikken.
- At dobbeltrette jeg-støttende sygepleje til også at omfatte eleven selv og ikke kun patienten, eleverne har også brug for eksempelvis nærhed og afstand.
- Forudsigelighed i forhold til det, eleverne skal ud at møde. Det giver mening at „kalde en spade for en spade", underviserne har måske hidtil kredset for meget om emnet krænkelser, trusler og vold uden at turde sætte konkrete ord på og give eksempler.
Deltagerne gav udtryk for, at det var en inspirerende dag med et godt konkret indhold. At gabet mellem praktik og teori er blevet fyldt lidt ud. At det er blevet mere klart, hvad der foregår i praktikken, og hvad der foregår på skolerne.
Temaeftermiddag for vejledere
Sidste skridt i projektet var en temaeftermiddag i august for kliniske vejledere og uddannelsesansvarlige sygeplejersker i Århus Amt med følgende formål:
- at informere de kliniske vejledere om projektets resultater
- at understøtte og fastholde den nuværende procedure omkring bearbejdelse og opfølgning på episoder
- at øge de kliniske vejlederes opmærksomhed på at sikre registrering i forbindelse med episoder
- at give mulighed for at drøfte de dilemmaer, der kan være årsag til de studerendes evt. manglende registrering af episoder.
Praktikvejlederne kunne være målgruppe for en tilsvarende temaeftermiddag.
Kontakt
Hvem: Psykiatrien i Århus Amt.
Hvad: Formidling af resultater fra det tidligere projekt „Praktikant i Psykiatrien i Århus Amt" til kliniske vejledere og uddannelsesansvarlige sygeplejersker. Temadag/eftermiddag for hhv. undervisere på social- og sundhedsskolerne, vejledere og uddannelsesansvarlige.
Kontakt: Uddannelseskonsulent Ella Foged, tlf. 7789 232, elf@psykiatri.aaa.dk