Projekter under puljen 1
Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser.
At lære at håndtere konflikter og undgå vold. Studieplan for undervisning i konflikthåndtering på socialrådgiveruddannelsen i København
Ansøger: Den Sociale Højskole i København
Kontaktperson: Kirsten Hvidtfeldt
Telefon: 3814 4600
E-mail: kirsten.hvidtfeldt@dsh-k.dk
I socialrådgiverens arbejde eksisterer et konstant dilemma mellem omsorg for klienten og ansvar som myndighedsperson. Det kan i sig selv udløse konflikter, som kan få konsekvenser for både klienten og socialrådgiveren. Det er baggrund for ønsket om at udvikle en studieplan for undervisning i konflikthåndtering på socialrådgiveruddannelsen på Den Sociale Højskole i København. Ønsket er at videreudvikle de erfaringer, der allerede er med undervisning i konfliktløsning på uddannelsens 1. og 5. semester, så konflikthåndtering bliver en integreret del af hele uddannelsesforløbet, og træning i kommunikation bliver styrket.
Projektet vil desuden udvikle pædagogiske metoder, som afprøves i en studiekreds af studerende samt i undervisning i konfliktløsning på 5. og 6. semester.
Projektet afsluttes med en rapport over forløbet, studieplan for „konflikthåndtering", kompendium og didaktiske overvejelser angående gennemførelse af studieplanen. Projektets erfaringer tænkes desuden anvendt på Den Sociale Højskoles internationale og interkulturelle socialrådgiveruddannelse, i uddannelse af praktikvejledere, videreuddannelse for socialrådgivere mv.
Vold som kommunikationsmiddel – implementering af forebyggelse i uddannelser
Ansøger: Bornholms Amts Sundheds- og Sygeplejeskole
Kontaktperson: Kirsa Ahlebæk
Telefon: 5695 1165 lok. 5000
E-mail: bas@bora.dk
Formålet med projektet er, at deltagerne, der i deres daglige arbejde møder vold som kommunikationsmiddel, udvikler personlig og faglig viden, så de bliver bevidste om at forebygge, håndtere og bearbejde konflikter og voldsepisoder som professionelle hjælpere, og i stand til at implementere dette i tilrettelæggelsen af uddannelsesforløb.
Målgruppen er ansatte i behandlings-, bo- og serviceinstitutioner, der fungerer som praktikvejledere på pædagog-, pædagogmedhjælper-, sygeplejerske-, social- og sundhedsassistent- samt social- og sundhedshjælperuddannelserne.
Metoden er kurser for praktikvejlederne. Kurserne vil bestå af en kombination af konfrontationstimer, gruppearbejde, praktiske øvelser og erfaringsudveksling. Der planlægges to kursusforløb (med 30 lektioner og 20 deltagere pr. gang) i projektperioden, herefter tænkes kurset gentaget med passende mellemrum.
I forløbet dannes erfagrupper med skolens kursusafdelingen. Desuden planlægges en opfølgningsdag efter ca. et år. Evalueringen danner baggrund for at beslutte, hvilke aktiviteter der fremover er brug for.
Konflikthåndtering og voldsforebyggelse for social- og sundhedsassistentelever og sygeplejestuderende
Ansøger: Psykiatrien i Århus Amt
Kontaktperson: Vibeke Sjøgreen og Pia Wismer Kielberg
Telefon: 7789 2000
E-mail: pki@aaa.dk
Formålet med projektet er at udvikle og tilpasse et allerede velfungerende kursus i konflikthåndtering og voldsforebyggelse til sygepleje- og social- og sundhedsassistentelever i praktik i psykiatrien. Dels med henblik på at øge deres bevidsthed om voldsrisikoen i arbejdet, dels med henblik på at de tilegner sig viden om forebyggelse af trusler og vold, og viden om, hvordan man håndterer og følger op efter voldsepisoder.
Kursets indhold er: 1) Træning i frigørelses- og fastholdelsesteknikker, hvor omsorgen for patienten er i højsæde, samtidig med, at der tages højde for personalets sikkerhed. 2) Situationsspil, hvor deltagerne får mulighed for at arbejde med egen rolle og adfærd i forhold til nedtrapning af konflikter. 3) En teoretisk del: konfliktens felt, signalaflæsning og opfølgning efter voldsomme begivenheder.
Projektets første del drejer sig om at tilpasse og tilrettelægge udannelsesforløbet for studerende og elever. Anden del er et pilotprojekt, hvor uddannelseskonceptet afprøves. Der holdes to uddannelsesforløb på hver fem dage. Et for social- og sundhedsassistentelever og et for sygeplejestuderende.
Efterfølgende evalueres, justeres og udvikles uddannelsen, så den vil kunne indgå som en obligatorisk del af praktikuddannelsen i psykiatrien. Uddannelseskonceptet vil også kunne overføres til andre praktiksteder i psykiatrien.
Vold som blind passager
Ansøger: Kolding Pædagogseminarium og Social- og Sundhedsskolen i Vejle Amt
Kontaktperson: Dorthe Iversen, Kolding Pædagogseminarium / Inge Larsen, Sosu-skolerne i Vejle Amt
Tlf. 7553 0233 / 7620 3333
E-mail: inl@sos.vejleamt.dk / dorthe.christiane.iversen@koldingsem.dk
Projektet er et jointventure-projekt mellem Kolding Pædagogseminarium og social- og sundhedsuddannelsen i Vejle Amt.
Udgangspunktet er, at vold som kommunikationsmiddel kan opfattes som slutfasen i en konfliktpræget kommunikation. Ser vi kun på „gerningspersonen", bliver vi blind for, hvilke processer der ligger forud for volden. Vold kan altid føres tilbage til, at nogen handler eller ikke handler i en konfliktsituation.
Projektet skal være med til at ruste socialarbejderen til at kunne håndtere situationer, hvor vold anvendes som kommunikationsmiddel, og være med til at få uddannelsesinstitutionerne til at fokusere på vold som kommunikationsmiddel.
Projektets hovedmål er at udvikle undervisningsmateriale, der kan være med til at ruste studerende/elever og praktikvejledere til at være i de praksisfelter, hvor psykisk og fysisk vold er et af mange kommunikationsmidler.
Herudover vil projektet medføre sidemandslæring – deltagerne vil i deres arbejdsfællesskab blive „modeller" for kolleger – give indsigt i kommunikationens mangfoldigheder, fælder, muligheder og analyseredskaber og skabe netværk på tværs af institutioner.
Projektets arbejdsmetode er interview, dialogmøder, konferencer og temadage, IT-disketter og projekter i praktikinstitutioner.
Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser
Ansøger: Skolen for social- og sundhedsuddannelser, Aabenraa
Kontaktperson: Tove Jørs Nielsen, Marie Simonsen, Joan Jessen
Telefon: 7333 4300
E-mail: sosu@sosu-aabenraa.dk
Formålet med projektet er, at social- og sundhedsassistentelever bliver bevidste om begreberne voldstrusler og vold. At eleverne opnår viden om voldsforebyggelse og får kendskab til metoder, der kan anvendes i forbindelse med trusler om vold. At eleverne opnår kendskab til egne reaktionsmønstre og får forståelse for egne muligheder i forhold til at forebygge vold. At eleverne får kendskab til frigørelsesgreb og afprøver disse i praksis. At eleverne får kendskab til reaktionsmønstre, der kan opstå, hvis de selv eller kolleger er udsat for trusler om vold.
Undervisningen vil bestå af: teoretisk oplæg om vold og voldsforebyggelse. Diskussioner om egne oplevelser af vold. Rollespil/videofilm om vold. Information om voldspolitik på forskellige arbejdspladser. Instruktion i frigørelsesgreb. Fysiske øvelser, der giver mulighed for at afprøve egne fysiske grænser.
Ud fra elevernes evalueringer og erfaringer uddrages det essentielle til fortsat udvikling af projektet eller dele heraf til glæde for de nye praktikholds praktikforberedelse.
Kropsidentitet, kropskompetencer og kropskrænkelser – udvikling af et undervisningsforløb i pædagoguddannelsernes praktikforberedelse
Ansøger: Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium
Kontaktperson: Ole Schouenborg, Lars Frost, Frank Hedegaard
Telefon: 4585 2511
E-mail: skovtoftesem@skovtoftesem.dk
Projektet vil udvikle et undervisningsforløb i pædagoguddannelsens praktikforberedelse. Formålet er:
- at øge de studerendes generelle kropsbevidsthed
- at støtte de studerendes erkendelse af egne, kropslige reaktionsmønstre og ressourcer og psykiske sårbarhedsområder i forbindelse med voldelige episoder gennem kortlægning af tidligere erfaringer med kropslige konflikter og kropskrænkelser
- at udvikle de studerendes kropslige kompetencer og kropsbevidsthed gennem en række konkrete, kropslige øvelser i et legende undervisningrum
- at øge de studerendes handlemuligheder og -færdigheder i forbindelse med voldelige episoder
- at udvikle og mangfoldiggøre relevant undervisningsmateriale til støtte for denne undervisning
- at optage en instruksionsvideo, der demonstrerer udviklede, kropsorienterede øvelser
- at holde kurser for seminarielærere og praktikvejledere.
Projektets bærende ide er at tage udgangspunkt i at undervise de studerendes kroppe – at skabe et legende undervisningsrum, hvor de studerende under vejledning kan gøre erfaringer med kropskrænkelser, registrere og reflektere over egne typiske reaktionsmønstre og udvikle nye handlingskompetencer.
Forstå dit kropssprog – og brug det!
Ansøger: Jelling Statsseminarium
Kontaktperson: Ole Grangaard Olesen / Anne Lise Rahbek
Telefon: 7587 1900
E-mail: ole.grangaard.olesen@jellpaedsem.dk / rabek@jellingseminarium.dk
Projektet sigter på at give de pædagogstuderende nogle aggresivitets- og voldsdæmpende værktøjer til brug i deres tre praktikperioder i uddannelsen, med særlig vægt på det forebyggende arbejde. Evnen til analyse og et udvidet handleberedskab er nøgleordene.
Der sigtes mod en grundlæggende forståelse af fænomerne aggresivitet og vold, set i evolutionistisk, antropologisk, psykologisk, pædagogisk og juridsk perspektiv.
Projektet er tredelt: 1. del retter sig mod de pædagogstuderende på Jelling Statsseminarium, 2. del mod seminariets lærere, 3. del mod pædagoger i det pædagogiske arbejdsfelt.
Projektbeskrivelsen her omhandler 1. del, som tager afsæt i kropssproget. Via inddragelse af egne erfaringer, iagttagelsestræning, videooptagelser og dramaøvelser m.m. vil vi forsøge at genopdage kroppens sprog eller gøre kroppens tavse viden til udtalt og gennemreflekteret viden. Forelæsninger, gruppearbejde, workshopper og institutionsbesøg indgår efter behov.
Resultaterne fra projektet skal anvendes i forbindelse med nuværende og kommende studerendes praktikforberedelse. Tre seminarielærere udvikler konceptet i fællesskab med de studerende.
Samarbejdspartnerne er desuden en dramaturg, skuespiller og/eller anden professionel kultur-aktivitetsfaglig kompetent person. Der forventes etableret et samarbejde med ledere fra to institutioner, hvor vold eller voldsom adfærd forekommer.
Forebyggelse af vold og trusler om vold. Den pædagogstuderendes situation i praktikken
Ansøger: Roskilde Pædagogseminarium Frøbel-Højskolen
Kontaktperson: Jane M. Lauridsen
Telefon: 4636 7010
E-mail: froebhoejsem@froebhoejsem.dk
Projektet skal ses som en videreførelse af en pilotundersøgelse gennemført blandt studerende og praktiksteder med fokus på vold og trusler om vold i uddannelsen, primært set fra praktikantens situation. Projektet vil arbejde med følgende temaer:
- Hvordan kan uddannelsesstederne og seminariet forbedre den studerendes modtagelse og „indkøring" i institutionen med henblik på at forebygge voldsrisiko?
- Hvordan kan seminariet og uddannelsesstederne handle for at sikre, at den studerende får bearbejdet situationer, hvor der har været tale om vold eller trusler om vold?
- Hvordan kan seminariet opkvalificere undervisningen i forbindelse med voldsrisiko med henblik på et forebyggende og bearbejdende sigte?
På kort sigt er det overordnede mål at sætte fokus på problemstillingen for den studerende i praktikken, at oplyse om problemets konkrete karakter og få gang i et samarbejde mellem praksisfeltet og seminariet.
På længere sigt er målet, at undervisningen og samarbejdet mellem praktikstederne, seminariet og den studerende opkvalificeres.
Første trin i projektet er en temadag om voldsrisiko for praktikvejledere, ledere og pædagogisk personale, sikkerhedsrepræsentanter og repræsentanter fra de faglige organisationer samt amtslige og kommunale samarbejdspartnere og seminarielærere. Dagen skal munde ud i, at der nedsættes en arbejdsgruppe, som skal arbejde videre med at konkretisere behovet for en systematisk indsats for at forebygge voldsrisiko for studerende på pædagoguddannelsen.
Undervisning i forebyggelse og håndtering af vold på psykiatrisk afdeling
Ansøger: Københavns Amts Sygehus Gentofte
Kontaktperson: Torben Schjødt
Telefon: 3977 3678
E-mail: tosc@gentoftehosp.kbhamt.dk
På voksenpsykiatrisk afd. A, Københavns Amts Sygehus i Gentofte er der gennem de seneste seks år holdt kurser for det faste personale i forebyggelse og håndtering af vold. Kurserne har medvirket til at øge personalets bevidsthed om de faktorer, der kan hhv. øge og mindske risikoen for vold, og har bidraget til en øget kompetence i at håndtere voldsomme situationer i afdelingen.
På baggrund af erfaringerne fra kurserne etableres et projekt, der skal udvikle undervisningsmetoder og
-materiale, som kan anvendes over for studerende på social- og sundhedsuddannelserne samt sygeplejeuddannelsen.
Formålet er at udvikle et fleksibelt, modulopbygget kursusforløb med tilhørende undervisningsmaterialer, som kan tilpasses forskellige situationer og behov, til brug på praktiksteder og uddannelsesinstitutioner. Der lægges vægt på såvel teoretisk undervisning som praktiske øvelser.
Undervisningsmetoder og -materialer vil tage sigte på at give de studerende basal viden om faktorer, der hhv. øger og mindsker risikoen for voldelige reaktioner hos psykiatriske patienter, samt grundlæggende færdigheder i at håndtere potentielt voldsomme situationer forsvarligt og professionelt.
Introduktionskursus i relation til vold for praktikanter
Ansøger: Århus Amt, Driftsområdet for Voksne Handicappede
Kontaktperson: Asger Birger Klausen
Telefon: 8944 6462
E-mail: ag.vok.abk@aaa.dk
Formålet med projektet er at udvikle et koncept for introduktionskurser for studerende i praktik. I kurset indgår en grundig implementering af begreberne „vold" og „handikapforståelse og menneskesyn" samt gennemgang af Århus Amts voldspolitik og sikkerhedsorganisationens rolle i forhold til voldsforebyggelse, så praktikanterne bliver bedre i stand til at forholde sig til vold og voldsomme hændelser.
Målgruppen er studerende i praktik i dag- og døgntilbud under Driftsområdet for Voksne Handicappede.
Projektet vil blive tilrettelagt procesorienteret. I forløbet vil der blive lagt vægt på den udviklende dialog, idet dialogen efter vores opfattelse udgør et meget væsentligt aspekt af den mulige forståelse af menneskesynets betydning i relation til vold og således også i forebyggelsen.
To stedfortrædere for forstandere uddannes i at udarbejde kursusmateriale og varetage undervisningen på introduktionskurset. Dernæst gennemføres et testkursus for at afprøve kursuskonceptet. Efter evaluering og justering af kurset og undervisningsmaterialet gennemføres et nyt testkursus. De to kurser evalueres af kursusdeltagerne og -holderne. Evalueringen vil indgå i planlægningen af de kommende introduktionsforløb for studerende i praktik i Driftsområdet for Voksne Handicappede, og erfaringer fra testkurserne vil blive inddraget i de regionale introduktionskurser for praktikanter.
Undervisning i arbejdsmiljø på SOSU-uddannelsen
Ansøger: Sosu-skolen, Frederiksberg
Kontaktperson: Anne Helms
Telefon: 3838 4770
E-mail: soc-sund@diakonissen.dk
Vi har som lærere ved social- og sundhedsassistentuddannelsen ved Diakonissestiftelsen fulgt udviklingen af vold og voldsomme episoder i sundhedsvæsnet – gennem litteratur og gennem elevernes tilbagemeldinger fra praktikperioderne. Vi kan konkludere, at eleverne kommer ud i langt flere plejesituationer med demente mennesker end tidligere. I den sammenhæng er vi blevet opmærksomme på, at vi ikke tidligere har haft fokus på den del af arbejdsmiljøundervisningen, der omhandler vold.
Vi ønsker, at eleverne bliver mere bevidste om deres egen rolle i forebyggelse af vold og voldsomme oplevelser i samarbejdet med det demente menneske. Vi ønsker gennem PBL (problembaseret læring) at styrke elevernes evne til at løse problemer, være opsøgende i forhold til at tilegne sig ny viden og forholde sig kritisk til problemer, de møder i arbejdslivet.
Undervisningen vil omhandle: Kommunikation og gruppeprocesser, demensformer, konfusion og depression, sygepleje, omsorg til og aktivering af demente, livshistoriens betydning for kommunikation med demente, dementes rettigheder, tværfagligt samarbejde, samarbejde med pårørende og foreninger samt arbejdsmiljø med fokus på voldsforebyggelse, f.eks.: kommunikation, konfliktløsning, aktivering, arbejdspladsvurderinger og sikkerhedsorganisationens arbejde.
Eleverne kommer ud i to praktikperioder af 12 ugers varighed i henholdsvis hjemmeplejen og på plejehjem. Her har de muligheder for i samarbejde med det demente menneske at anvende deres viden om, i hvilke situationer vold kan opstå, hvordan voldsepisoder kan forebygges, og hvordan vold og voldsomme oplevelser kan bearbejdes.
Vi forventer, at projektet fremover skal afløse den nuværende undervisning i arbejdsmiljø.
Tværfaglig forebyggelse, håndtering og efterbearbejdning af vold
Ansøger: Socialpsykiatrisk dag- og døgncenter Nord
Kontaktperson: Karen Christensen
Telefon: 9789 3113
E-mail: morkaren@ofir.dk
Formålet er at udvikle et tværfagligt kursus, der dels på uddannelsesinstitutioner, dels i praktikken medvirker til, at de studerende/eleverne:
- opnår en faglig forståelse af konflikter og vold i relation til den sindslidende bruger
- tilegner sig forståelse for forebyggelse og håndtering af vold samt opfølgning efter voldsepisoder
- tilegner sig enkle „redskaber" til at forebygge og håndtere vold.
Formålet er på længere sigt også at indføre kursets indhold som en obligatorisk del af uddannelserne og styrke den tværfaglige dimension.
Målgruppe: Studerende/elever fra sygeplejeskolen, social- og sundhedsskolen samt pædagogseminarierne fra Ringkøbing Amt i psykiatripraktik.
Metode: Projektet inddeles i to moduler: Modul A foregår på uddannelsesinstitutionerne og består af fire timers teoretisk basisundervisning om vold som udtryksform. Modul B foregår i praktiktiden som to temadage, hvor der vægtes såvel teoriundervisning som rollespil og øvelser. Temadagene afvikles forskellige steder i amtet for at nå alle. For at alle studerende og elever kan nå at komme igennem forløbet, er det nødvendigt at afvikle to forløb om året i to år.
Projektresultat: Såvel modul A som modul B afvikles for de studerende/elever, som er i psykiatripraktik, så der sker en skriftlig evaluering af projektet i august 2002.
Projektet vil efter evaluering, justering og udvikling kunne fortsætte og evt. overføres til andre typer uddannelser.
Håndtering af vold fra psykisk syge børn og unge
Ansøger: Ungdomspsykiatrisk afd. QU, KAS Glostrup
Kontaktperson: Ulla Fischer
Telefon: 4323 3661
E-mail: gitl@glostruphosp.kbhamt.dk
Vold hos børn og unge med psykiske lidelser udgør en særlig problemstilling, og kan ofte virke chokerende på personer, der ikke er forberedt herpå. De børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger på amtssygehuset i Glostrup behandler børn og unge i alderen 5-21 år og er samtidig uddannelsessted for sygeplejersker og pædagogstuderende. Volds- og voldslignende episoder er ofte overraskende og ubehagelige for de studerende. Projektet ønsker derfor at forberede dem på de særlige problemstillinger og gøre dem i stand til at håndtere vold og voldsepisoder hos denne gruppe patienter.
Projektet vil en gang i kvartalet holde undervisningsforløb for studerende og vejledere. Undervisningen vil være en blanding af teori og praktiske øvelser samt bearbejdning af oplevelser i perioden.
Projektets resultat vil danne grundlag for fortsatte undervisningsaktiviteter om forebyggelse af vold blandt særligt udsatte grupper.
NLP-værktøjerne som metode til at håndtere, minimere og efterbearbejde voldsoplevelser for pædagogstuderende
Ansøger: Socialforvaltningen Frederiksborg Amt
Kontaktperson: Jette Pedersen
Telefon: 4820 5422
E-mail: jep@fa.dk
Formålet med projektet er at undersøge, om værktøjerne fra NLP-teorierne er brugbare metoder til, sammen med praktikvejlederne, at forbedre den pædagogstuderendes uddannelses- og arbejdssituation med udadreagerende brugere.
Succeskriterierne for projektet vil være, at praktikanterne efter praktikken enten har lyst til fortsat at arbejde med udadreagerende brugere, eller er afklaret med, hvorfor de hellere vil arbejde med en anden målgruppe. Desuden at værktøjerne har været brugbare i praktikperioden, og at de studerende og vejlederne har fået lyst til at bruge dem fremover.
Målgruppen er otte praktikanter på institutioner med udadreagerende brugere og deres vejledere. Herudover deltager to pædagogiske konsulenter fra forvaltningen i undervisningsforløbet.
Projektet foregår fra 1. februar til 31. juli 2001 og indeholder følgende:
- Tre undervisningsdage, hvor deltagerne indføres og trænes i modeller og værktøjer.
- Ca. tre måneder, hvor metoderne afprøves og indarbejdes i praksis på institutionerne. I denne periode mødes projektdeltagerne i grupper hver 14. dag og får coaching fra underviserne.
- To undervisningsdage med opsamling og erfaringsudveksling samt introduktion til nye værktøjer.
- Ca. tre måneder, hvor metoderne afprøves som beskrevet ovenfor.
- En dag til evaluering af forløbet.
Evaluering og måling af succeskriterierne vil foregå ved spørgeskema til projektdeltagerne og på evalueringsdagen.
Faglig kvalificering og kompetenceudvikling for de studerende på Solvang/Tornehøjgaard
Ansøger: Solvang og Tornehøjgaard
Kontaktperson: Birgitte Bidgau-Davidsen
Telefon: 4396 8655
E-mail: bibida@solvang.kbhamt.dk
Tornehøjgaards og Solvangs målgrupper, hjemløse med psykiske og psykiatriske problemstillinger samt et ofte årelangt alkohol- og/eller stofmisbrug, gør, at den arbejdsmæssige og psykiske belastning for medarbejdere og studerende er meget høj.
Projekt „Faglig kvalificering og kompetenceudvikling for de studerende på Solvang og Tornehøjgaard" vil blive et formaliseret undervisningsforløb med en undervisningsplan indeholdende en voldsforebyggelsesdel samt en praktisk pædagogisk del.
De studerende skal via projektet opnå brugbare redskaber i relation til beboeren, således at den studerende i dialogen kan tage højde for den ressourcesvage beboers evt. voldsomme udtryks- og kommunikationsform.
Vold og trusler om vold – praktikantens situation i praktik
Ansøger: Roskilde Pædagogseminarium
Kontaktperson: Jane M. Lauridsen
Telefon: 4636 7010
E-mail: froebhoejsem@froebhoejsem.dk
Roskilde Pædagogseminarium har som forsøgs- og udviklingsarbejde støttet af midler fra puljen „Vold som kommunikationsmiddel" gennemført en temadag med titlen „Vold og trusler om vold – den pædagogstuderende i mødet med voldsrisiko". På temadagen blev resultaterne af pilotundersøgelsen med titlen „Vold og trusler om vold – den pædagogstuderendes situation i praktikken" fremlagt og debatteret. Hensigten med temadagen var: At sætte fokus på problemstillingen for den studerende i praktikken. At oplyse om konkrete problemers indhold og karakter. At styrke samarbejdet mellem praksisfeltet og seminariet med henblik på at skabe mulighed for at udvikle forskellige metoder til at forebygge og bearbejde den studerendes voldsrisiko i praktikken.
Denne ansøgning tager afsæt i temadagens arbejde i workshopper og de forslag, som kom frem, samt i pilotundersøgelsens resultater. Der er således tale om tre delprojekter, der skal ses som et samlet tiltag i arbejdet med at mindske og forebygge voldsrisiko i den studerendes praktik.
Jeg vil jo kun hjælpe
Ansøger: Sygeplejeskolen i Odense
Kontaktperson: Vicerektor Helle Adolfsen
Telefon: 6541 4491
E-mail: hea@sysodense.fyns-amt.dk
Projektets formål er at styrke sygeplejestuderendes kompetence til konflikthåndtering og voldsforebyggelse under deres praktikophold på psykiatriske sengeafdelinger. Senere søges dette implementeret på alle psykiatriske praktiksteder, hvor Sygeplejeskolen i Odense har studerende i praktik.
Projektet udvikles og gennemføres i tæt samarbejde mellem sygeplejeskolen og psykiatriske afdelinger ved Odense Universitetshospital, som er det praktiksted med det største antal praktikpladser.
Efter udviklings- og planlægningsfasen gennemføres et todages kursus for de studerende i starten af deres praktikophold på psykiatrisk afdeling. Kurset afprøves to gange, før det evalueres. Hovedtanken med kurset er, at det både skal rette sig mod en bedre kognitiv forståelse hos de studerende og mod den rent kropslige dimension, kropsidentitet og kropssprog. Undervisningsmetoder, der kræver inddragelse og aktiv deltagelse af de studerende, vil blive vægtet.
Evalueringen skal søge at inddrage data fra de studerende, praktikvejledere samt undervisere på kurset. Evalueringen ønskes foretaget af en ekstern ressourceperson med henblik på størst mulig validitet.
Kursusforløbet, indhold og metoder revideres herefter i overensstemmelse med evalueringens resultater forud for implementeringen på alle de psykiatriske afdelinger/boinstitutioner, der har sygeplejestuderende fra Sygeplejeskolen i Odense i praktik.
Praktikant i Psykiatrien i Århus Amt
Ansøger: Uddannelsesafdelingen, Psykiatrien i Århus Amt
Kontaktperson: Kerstin Bäck Møller, Pia Kielberg, Vibeke Sjøgreen
Telefon: 7789 2330
E-mail: pki@psykiatri.aaa.dk / vsj@psykiatri.aaa.dk
I den første puljerunde under projekt „Vold som Kommunikationsmiddel" fik vi bevilget penge til et uddannelsesforløb i konflikthåndtering og voldsforebyggelse for sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistentelever i praktik i Psykiatrien i Århus Amt.
I kølvandet på dette samt SUS’ spørgeskemaundersøgelse „Vold i praktikken" er vi blevet opmærksomme på:
- Behovet for at få et bedre overblik over, i hvor stort omfang, i hvilke typer afsnit/institutioner samt i hvilke situationer de studerende/eleverne bliver udsat for krænkelser under deres praktik.
- Behovet for at få et overblik over, hvordan der følges op, og af hvem, på de episoder, praktikanterne bliver udsat for.
- Behovet for – i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne – at udvikle og aftale procedurer, der kan være med til at sikre, at informationer om praktikanternes oplevelser af krænkelser formidles mellem uddannelsesinstitutionerne og praktikstederne.
Vi håber med dette projekt at få et klart billede af omfanget og arten af de krænkelser, praktikanterne oplever i deres praktik i Psykiatrien i Århus Amt. At få et billede af, hvordan der følges op på episoderne, og af hvem, og at få udviklet de nødvendige procedurer, der kan sikre den gensidige information mellem praktikken og uddannelsesinstitutionerne.
De to projekter kan gensidigt kvalificere hinanden. Herved kvalificeres praktikanternes, praktikstedernes og uddannelsesinstitutionernes håndtering af risikoen for oplevelser med krænkelser, trusler og vold.
Beredskab i tilknytning til psykisk/fysisk vold i relation til praktikinstitutionerne
Ansøger: Ballerup Seminariet
Kontaktperson: Kåre Therkelsen
Telefon: 4465 1555
E-mail: kaare.therkelsen@ballerupsem.dk
Seminariets studerende kommer i praktik i meget forskellige institutioner. Fordi de studerende er underlagt flere institutionskulturer og politisk-administrative forvaltninger, er det svært for seminariet at fremlægge en konkret politik i forhold til vold og trusler om vold.
Truslen om og frygten for fysisk og psykisk vold er nærværende for flere af de studerende, når de er i praktik. De fleste institutioner har en politik i forhold til vold, men den tager ikke højde for de studerendes udsatte situation og indeholder ikke supervision efterfølgende. Der er også væsentlig forskel på, hvad der karakteriseres som vold og trusler, og hvordan voldsepisoder efterbehandles.
Der findes en række undersøgelser og praktiske politikker i forhold til vold og trusler om vold på meget forskellige niveauer også hos praktikinstitutionerne. Seminariet og et udvalg af vores praktiksteder ønsker at identificere og samle dette materiale, så de erfaringer, som er gjort, bliver tilgængelige for os og vores interessenter. Vi ønsker at udvikle og implementere en politik med hensyn til voldsforebyggelse, færdigheder i at håndtere voldssituationer og en hensigtsmæssig efterbehandling af evt. voldsovergreb.
Resultatet af udviklingsarbejdet er tænkt at være central viden om vold som udtryksmiddel, herunder trusler om kropskrænkelser. Dernæst ønsker vi at udvikle systemer, som kan opgradere denne viden og give os mulighed for at følge med i vidensproduktionen inden for feltet.
Vi ønsker at udvikle undervisningsmetoder og -materiale, som kan bruges i praktikforberedelsen af de studerende, og at udvikle hensigtsmæssige efterbehandlingsmetoder for studerende, som udsættes for vold. Processen skal ske i samarbejde med udvalgte praktiksteder og interessenter, og resultatet implementeres i disse institutioner og i seminariets praktikpolitik.
Ved egen kraft og fælles hjælp
Ansøger: Aalborg Socialpædagogiske Seminarium
Kontaktperson: Uffe Vester Nielsen
Telefon: 9631 4550
E-mail: uffe.vester.nielsen@aalborgsem.dk
Med udgangspunkt i en individuel behovsafklaring udvikles et femdages kursus. Målet hermed er både at ruste deltagerne i forhold til voldsforebyggelse og at kvalificere seminariets undervisere til undervisningen i dette tema. Ligeledes er det et mål at udbygge samarbejdet mellem Aalborg Socialpædagogiske Seminarium og det sociale område i Nordjyllands Amt.
Konkret skal der foretages et fokusgruppeinterview med studerende. På baggrund heraf skal der i samarbejde mellem erfarne instruktører/ledere fra praksis og seminariets undervisere udvikles og gennemføres et tredages kursusmodul samt 2 x 1 opfølgningsdage.
Kurset skal afvikles to gange med 24 deltagere hver gang. Begge kursusforløb tænkes sammensat med ligelig deltagelse af medarbejdere fra praksis og studerende. Begrundelsen er, at et „mix" vil kunne inspirere og kvalificere begge grupper. Indholdet i kurset tænkes udviklet med en tværfaglig tilgang, hvor kommunikation og ledelse, drama og pædagogik bliver gennemgående elementer. Der indlægges øvelser, hvor „teori" krydres med praksis. Som noget centralt afprøves videooptagelse af samspilssekvenser fra praksis. Optagelserne analyseres efterfølgende på holdet/
med den enkelte. Der gøres brug af videoobservations- og analysemetoden Marte Meo. Marte Meo betyder „ved egen kraft".
Det er ideen, at det tætte samarbejde mellem nøglemedarbejderne fra det sociale område i Nordjyllands Amt og seminariets undervisere skal føre til øget gensidigt kendskab og forståelse for hinandens problematikker og udgangspunkter. Formodningen er, at vi ved fælles hjælp kan mere, og sigtet er at udarbejde en samarbejdsaftale, som også fremover kan sikre en koordineret indsats i forhold til voldsforebyggelse.
Se artiklen side 5.
Forebyggelse, håndtering og minimering af vold
Ansøger: Social- og Sundhedsskolen i Viborg Amt
Kontaktperson: Lene Dahlgaard
Telefon: 9615 3400
E-mail: sosu-id@vibamt.dk
Formål: At udvikle samarbejdet og sammenhængen mellem skole og praktikforløb inden for social- og sundhedsassistentelevernes psykiatriske arbejdsfelt med fokus på årsagerne til vold, håndtering, minimering og forebyggelse af vold.
Indhold: Projektet vil fokusere på fælles forståelse af centrale temaer som begrebsafklaring, voldens aspekter, teoretisk viden om forebyggelse og håndtering, omsorgsrollen, pædagogiske principper, bearbejdning og tackling af oplevelser samt juridiske forhold. Samarbejdet mellem skole og praktik udvikles via fælles temadage med oplæg om den nyeste viden om vold som kommunikationsmiddel. Med dette fælles udgangspunkt udarbejdes undervisnings- og vejledningsmateriale til brug i skole- og praktikperiode. Materialet afprøves og evalueres ud fra elevernes læring og handlekompetence inden for området.
Metode: Social- og Sundhedsskolen arbejder med problembaseret læring i teoriundervisningen i psykiatri. Denne pædagogik ønskes overført til projektet. Skolens undervisere i psykiatri og vejledere fra alle relevante psykiatripraktiksteder skal derfor arbejde med at udvikle problembaseret materiale om vold som kommunikationsmiddel til social- og sundhedsassistentuddannelsens psykiatrimodul (skoleperiode og praktikperiode).
Udgangspunktet er to temadage for undervisere og vejledere med eksterne oplægsholdere. Efterfølgende skal undervisere og vejledere i tværfaglige grupper opstille relevante problemer i forbindelse med den teoretiske og praktiske undervisning i forebyggelse af vold. Problemstillingerne er udgangspunkt for tre dages gruppearbejde med udvikling af undervisningsmateriale og didaktiske overvejelser, der tager udgangspunkt i problembaseret læring. Materialet afprøves på februar 2001s psykiatrimodul. Fælles evaluering sker umiddelbart efter.
Voldshåndtering – En faglig kompetence i de sociale- og sundhedsfaglige uddannelser
Ansøger: Storstrøms Amt
Kontaktperson: Jeanette Skamby/Marion Ravn
Telefon: 40619484
E-mail: konflikt@soc.stam.dk
Arbejdspladsvurderinger i Storstrøms Amt viser, at vold er et alvorligt problem på det sociale og socialpædagogiske område – på trods af den indsats, der er gjort for at forebygge volden. Mange institutioner er praktiksteder for elever og studerende. Derfor er det vigtigt, at de „klædes på" til mødet med klienter med voldelig udtryksform, både af skole/seminarium og i praktikken.
På den baggrund vil voldsforebyggelsesinstruktører fra amtet lave et projekt for pædagogstuderende på et af amtets seminarier, for social- og sundhedsassistenter fra en af social- og sundhedsskolerne samt for praktikvejledere fra amtets særligt udsatte sociale og socialpædagogiske institutioner.
Overordnet formål: At integrere voldsforebyggelse i en mere helhedsorienteret og fast procedure i de sociale og sundhedsfaglige uddannelser med henblik på at minimere vold i praktikopholdet og give praktikanter mulighed for at bearbejde vold og trusler om vold.
Mål og metoder: Målet er at udvikle et dynamisk uddannelsesforløb, der forbereder studerende på voldsrisikoen og styrker dem i at forebygge vold og håndtere konflikter. Uddannelsesinstitutioner og -steder vil blive inddraget. Projektet skal give lærere, praktikvejledere og praktikanter viden om og metoder til at håndtere vold som kommunikationsmiddel og voldsproblematikken generelt, og udvikle brugbare metoder til at forberede praktikanter og praktikvejledere på voldsrisikoen.
Der arbejdes på to uddannelsesforløb – et for de daglig ansvarlige praktikvejledere og et for praktikanter, delt imellem skole/seminarium og praktiksted.
Der vil blive udarbejdet introprogrammer for praktikanter, lavet interview, holdt dialogmøder og seminar og ske løbende evaluering. Der vil blive udviklet undervisningsmaterialer med metoder, værktøjer og forslag til rammer for undervisningen. Kurserne tager udgangspunkt i psyke og kommunikation, og undervisningsmetoderne vil være procesorienterede.
„Fortællinger om vold og trusler" i det pædagogiske arbejde
Ansøger: Seminariet i Esbjerg
Kontaktperson: Rektor Hanne Meyer
Telefon: 7514 1688
E-mail: esbjergsem@esbjergsem.dk
Målet med projektet er med afsæt i én temadag:
- At fremdrage fortællinger om vold/trusler
- At dele oplevelserne med hinanden i refleksive team
- At uddrage perspektiver/evt. kommende projekter
- At arbejde videre med problemfeltet i form af cases – til undervisningsbrug – videoer eller anden konkret form for formidling.
Metoden kan illustreres således:
a. Fortællinger
b. Synliggørelse/refleksion
c. Opsamling af fortællinger til videre bearbejdelse/undervisningsmateriale
d. Seminariet/institutionerne laver en produktviden, der fremover kan anvendes.
Målgruppen er henholdsvis studerende med erfaringer fra eget arbejde/praktik (og dermed mulighed for at fortælle historier) og medarbejdere fra dag- og døgntilbud, der har oplevelser med vold i arbejdet med udviklingshæmmede eller inden for det psykiatriske område.
Som følge af den valgte metode/arbejdsform skal medarbejderne ikke undervise, men fortælle – dvs. være katalysatorer i forhold til de studerendes egne oplevelser og erfaringer.
Medarbejderne kan findes via BUPL og SL – begge fagforeninger skal også briefes/gøres interesserede i temadagen.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2001 (årgang 7 nr. 2).