Vold i uddannelsen
Skal de studerende lære karate, inden de skal ud i det virkelige liv? Nej mener pædagogerne på Bo- og kontaktcentret Flydedokken, som tager rundt på uddannelsesinstitutioner og holder oplæg om vold som udtryksform. Det handler mere om menneskesyn og om at være bevidst om egne grænser og normer, er budskabet til de studerende.
Af: Socialpædagogerne Ulla Holm og Lissi Erlandsen, Bo - og kontaktcentret Flydedokken, Fredericia
Det er rigtigt, at der sker overgreb og vold af fysisk og psykisk karakter på døgninstitutionerne - det er en del af hverdagen. Men det er ikke rigtigt, at mennesker, som af den ene eller anden årsag bor på institution, er mere voldelige end samfundets øvrige borgere.
Vejle Amt har med projekt Vold i Uddannelsen taget initiativ til, at medarbejdere fra amtets institutioner optræder som gæstelærere på forskellige uddannelsessteder i amtet.
Når vi tager ud på uddannelsesstederne og holder oplæg om vold som udtryksform, tager vi udgangspunkt i vores egen institution. Vi gør meget ud af at oplyse om, at det er vigtigt at arbejde med sig selv og med bevidstheden om vores egne grænser og nonner kontra beboernes. Vi skal ikke altid justere eller flytte beboernes grænser og nonner for livskvalitet - måden at bo eller indrette sig' på, deres arbejde, fritid, påklædning mv. Vi skal derimod respektere forskelligheder - individualiteten - og samtidig være bevidste om vores egne grænser og kunne sige fra i tide.
Kultur og menneskesyn
Årsagen til volden kan ligge i, at mange af institutionernes beboere ofte ikke har mulighed for at vælge i forhold til egen livssituation. Måske er de ikke i stand til at træffe et valg, eller måske giver institutionskulturen og pædagogikken dem ikke muligheden. Med kultur mener vi: Hvad er det for et menneskesyn, der praktiseres, og hvilke værdier vægtes i institutionen?
Det er også væsentligt at se på, hvad det er for mennesker, som har valgt at arbejde på institutionen. Er de selv bevidste om egne normer og holdninger? Og hvilket menneskesyn kan de stå inde for?
Både de ansatte og institutionens beboere er med til at skabe kulturen og er dermed medbestemmende for, hvordan hverdagen i institutionen skal forme sig. Hvordan omgås vi hinanden? Betragter personalet institutionen som beboernes hjem, eller er det "bare" et arbejde, som skal passes 37 timer om ugen?
Ser personalet beboerne som en ensartet flok mennesker, som skal tilbydes ensartet behandling og omsorg, så har vi måske en nøgle til at forstå problemerne i forhold til volden.
Med udgangspunkt i egne ønsker, behov, normer, værdier og definition af livskvalitet vil man hurtigt opdage, at ikke mange i ens nærmeste kreds af venner eller familie har samme holdninger. Hvad får os så som pædagoger til at tro, at det skulle være enkelt at opfylde eller tilfredsstille den enkelte beboers ønsker og behov ved at tilbyde en ensartet socialpædagogisk indsats på institutionerne?
Et fælles problem
Når yi holder oplæg, fortæller vi om, hvad vi konkret gør for at minimere volden. Om episoder, vi har oplevet, og hvordan vi har tacklet dem. Vi viser filmen fra projekt Vold som Udtryksform, som bl.a. har et interview med en af vores beboere og hans syn på vold.
Desuden fortæller vi om vigtigheden af personalepleje, supervision, åbenhed og omsorg for hinanden.
Tillid, åbenhed, omsorg og ærlighed i et samarbejdsteam er alfa og omega for pædagoger i en hverdag, hvor der kan forekomme vold. Volden bliver på den måde synlig – et fælles problem, som vi i fællesskab og samarbejde kan minimere. Hvis samarbejdet ikke fungerer, vil det medføre udbrændthed, manglende engagement og arbejdsglæde og dermed mindre energi til det daglige omsorgsarbejde. Det kan igen betyde utilfredse og frustrerede beboere, som måske ser volden som eneste mulighed for at give udtryk for utilfredsheden.
Det er vigtigt at forstå, at vold er en kommunikationsform, en udtryksform, når alt andet er slået fejl. Hvad er det for en holdning, vi som pædagoger møder beboeren med? Er det med veltrænede overkroppe eller et maskulint ydre? Skilter vi med, at vi dyrker karate og selvforsvar - så kom bare an! Har vi bip-bip-alarmer i lommen? (det kan selvfølgelig være nødvendigt nogle steder). Eller møder vi beboerne som professionelle omsorgsarbejdere i det hjem, som er deres i kortere eller længere tid?
Giver erfaringer videre
Vi vil til alle tider være en magtfaktor, det er vi nødt til at erkende for ikke at komme til at yde overgreb på beboerne og misbruge magt og autoritet.
Lad være med at tage ansvaret fra andre. Lyt - hør også det, der ikke umiddelbart bliver sagt, og prøv i samarbejde med beboerne at indfri deres ønsker og behov, hvor det er realistisk og relevant, for et liv med værdighed, indhold og kvalitet.
Vi er ikke eksperter, men vi prøver ud fra egne erfaringer på denne måde at give de studerende nogle redskaber til bedre at kunne tackle praktikken i institutioner, hvor der kan forekomme vold.
Vi skal huske på, at vold aldrig kan afskaffes helt, men vi kan som personale gøre meget for at minimere den.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, juni 1997 (årgang 3 nr. 1).