Er det mig, der er sart?
For pædagogstuderende Sisse Steving blev den sidste praktik i bogstaveligste forstand en voldsom oplevelse. Hun var slet ikke forberedt på den barske virkelighed, og netop derfor virkede det måske så skræmmende, siger hun selv.
Af: Karen Pedersen
- I dag har jeg det o.k., men i lang tid var jeg gal eller vred. Ikke på ham, som slog, men på personalet. Jeg synes, de var dumme, fordi de ikke tog det seriøst.
For Sisse Steving, sidsteårs-studerende på Hovedstadens Pædagogseminarium, var netop det ikke at føle sig forstået og blive taget seriøst det værste ved den sidste korte, men barske praktikperiode.
Sisse havde egentlig ønsket at få sin "specialpraktik" i et støttecenter for sindslidende, men det kunne ikke lade sig gøre. I stedet fik hun, efter et kort, mindre vellykket ophold på et kollegium for fysisk handicappede, tilbudt en praktikplads i et bofællesskab for ni autister.
- Ved samtalen fik jeg at vide, at en af beboerne kunne finde på at slå, men det var ikke ham, som slog mig, fortæller Sisse, som synes hun blev ansat under falske forudsætninger.
Allerede den første dag på jobbet gik det galt.
- Ole (navnet er ændret, red.) var den eneste beboer, der var hjemme. Han sad i sofaen og virkede ret aggressiv, lavede lyde og slog med hovedet. Pludselig kom han løbende og slog mig på skulderen med en knytnæve, mens jeg sad og drak te og blev briefet af min praktikvejleder. Hendes reaktion var bare: "Hold så op med det, Ole", og lidt efter gik han da også ind på sit værelse.
- Jeg fik at vide, at det var fordi jeg var ny. At han kun slog på de nye, men det passede ikke. Han havde også set sig gal på en af de andre pædagoger, som var blevet slået eller havde fået kastet ting efter sig næsten hver dag i de fire år, hun havde været der. Men det virkede som om, hun gerne ville være sej og holde facaden, fortæller Sisse.
De næste dage havde hun det ikke særlig godt med at gå på arbejde. Hun var bange for Ole.
- Han virkede konstant aggressiv. Der skulle være en hos ham hele tiden. Han kunne finde på at smadre potteplanterne eller smide fjernsynet på gulvet, og vi kunne slet ikke have ham med ud at gå. Han var meget anderledes end de andre beboere, og det virkede som om, han ikke hørte til der.
Ingen at tale med
Nogle dage efter gik det galt igen.
- Jeg stod og lavede mad i køkkenet sammen med en anden pædagog, da Ole pludselig kom løbende og hamrede en knytnæve ind i kravebenet på mig. Bagefter kylede han en stor mappe gennem lokalet. Jeg fik tårer i øjnene, jeg var bange og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde det rigtig dårligt og havde mest lyst til at tude og tage hjem. Det virkede som om, han bare slog uden grund.
Kollegaen spurgte Sisse, "hvordan hun havde det med det", men ellers talte hun ikke med nogen om det, der var sket. Praktikvejlederen skulle skynde sig hjem, så hende fik Sisse først snakket med dagen efter.
- Jeg fik ikke tilbudt at snakke med nogen. Jeg var rigtig ked af det og følte ikke, at de forstod mig. For dem var det bare hverdag. Jeg tror heller ikke, de har haft så mange praktikanter før.
- Det ville have været rart at have nogen at snakke med. Jeg gik hjem og fortalte det til min kæreste og mine venner, og spekulerede også på, om det var mig, der noget galt med, om jeg var for sart. Men mine omgivelser mente heller ikke, jeg skulle finde mig i det.
Sisse blev bedt om at udfylde et registreringsskema, hvor hun skulle beskrive omstændighederne omkring voldsepisoden.
Skemaerne blev sat ind i en mappe, men jeg har ikke indtryk af, at der blev fulgt op på dem. Det virkede som om, man havde affundet sig med situationen i huset. Der manglede også personale, og folk var på overarbejde hele tiden. Jeg så et af de andre registreringsskemaer i mappen. Der, hvor man skulle skrive grunden til voldsepisoden, stod der bare: Sådan er Ole!
- Men Ole slog ikke på alle. Jeg tror, han var bange, eller at det var hans måde at udtrykke sin frustration på. De store fyre, der arbejdede som medhjælpere i huset, kunne bedre tackle ham. Han havde tilsyneladende respekt for fysisk styrke, siger Sisse, som selv er lille og spinkel.
Bange hele tiden
Efter den sidste episode havde hun ikke lyst til at tage på arbejde igen, men gjorde det alligevel, fordi hun var bange for at miste sin praktikplads og -godkendelse - da hun allerede havde skiftet praktiksted en gang.
- Dagen efter episoden var jeg hele tiden bange. Jeg holdt mig i den ende af huset, hvor Ole ikke boede, og turde knap nok gå på toilettet. Jeg sad og spiste med ryggen til ham, og hver gang, jeg hørte en lyd, for jeg sammen.
Sisse havde det så dårligt, at hun meldte sig syg. Hun ringede til sin praktikkoordinator på seminariet, som lovede at forsøge at skaffe en anden praktikplads. Hun ringede også til Pædagogstuderendes Landssektion (PLS), som bakkede op om, at hun ikke skulle affinde sig med situationen.
Efter et par dages tænkepause tog Sisse på arbejde igen.
- Der var personalemøde, og lederen lagde ud med at vise os et stort blåt mærke, hun havde fået, fordi Ole havde kastet hovedet af en "svupper" efter hende. Hun sagde selv, at det var hendes egen skyld, fordi hun havde begået en pædagogisk fejl. Jeg synes bare ikke, det kunne være rimeligt. Bagefter tog de en runde og spurgte til hver enkelt i personalegruppen. De havde det alle sammen helt fint... Da det blev min tur, sagde jeg, at jeg havde det rigtig dårligt, at jeg var bange for Ole og havde ondt i maven over at skulle på arbejde.
Kollegerne foreslog at sætte mere fast vagt på Ole, men det troede Sisse ikke på. Hun havde jo set, hvordan han flere gange bare stak af fra "mandsopdækningen". Der var ikke mulighed for, at hun kunne få flere dagvagter, så hun fortrinsvis var på arbejde, mens Ole var på dagcenter. Situationen var uholdbar.
Følte sig fjollet og sart
Jeg følte simpelthen ikke, de forstod mig, men at det var mig, der var fjollet og sart. Min vejleder rådede mig til at se på, hvordan de andre gjorde, og at tænke meget over mit kropssprog. Jeg måtte ikke vise, at jeg var bange. Det lyder let, men det var det bare ikke med Ole, siger Sisse, som ikke havde nogen problemer med de andre beboere.
Det holdt da heller ikke længe, og efter endnu et par dage med ondt i maven ringede Sisse til bofællesskabet og sagde, at hun ikke kom mere. Godt to uger blev det til i alt. Hendes forgængere fra seminariet holdt henholdsvis to dage og to timer.
I mellemtiden havde praktikkoordinatoren "stået på hovedet" for at finde en anden praktikplads til Sisse. I første omgang blev hun tilbudt en plads under samme institution, men i et bofællesskab for hjerneskadede.
- Her fik jeg at vide, at der hver dag var nogen, der blev slået. Så enten ville de ikke have mig, eller også var de bare ærlige!
Sisse takkede nej tak til tilbuddet, og enden på historien blev, at hun med praktikkoordinatorens hjælp søgte dispensation fra specialområdet og fik lov at få sin sidste praktik i en børnehave.
- Jeg har hele tiden haft mest lyst til at arbejde med børn, og den oplevelse, jeg har haft, har bestemt ikke givet mig mere lyst til specialområdet - desværre, siger Sisse, som mener, at der bør være mere hånd i hanke med de praktikpladser, de pædagogstuderende bliver tilbudt.
- Jeg synes, det er et problem, at der ikke bliver fulgt op på praktikken, og at praktikkoordinatoren ikke altid kender praktikstederne godt nok. Der er ganske vist indkald undervejs i praktikken, hvor vi kommer tilbage på seminariet og snakker om, hvordan det går. Men her oplevede jeg, at nogen af de andre nærmest grinede af det, da jeg fortalte, at jeg var blevet slået.
- Jeg synes, der skulle være mere opfølgning, og at vi studerende for eksempel skulle aflevere en kort skriftlig vurdering af praktikstedet efter opholdet. Det ville kun være rimeligt. Vi bliver jo også vurderet af dem.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, december 1999 (årgang 5 nr. 2).