Parat til praktikken

Psykiatrien i Århus Amt vil ruste kommende sygeplejersker og sundhedsassistenter bedre til den obligatoriske praktik i psykiatrien. Det sker via et uddannelsesforløb i konflikthåndtering og voldsforebyggelse.
Af: Uddannelseskonsulent Pia Kielberg, uddannelseskonsulent Vibeke Sjøgreen.

Psykiatrien er et af de områder, hvor risikoen for at blive udsat for vold og trusler om vold er et faktum, vi er nødt til at forholde os til.

Som led i den forebyggende indsats besluttede Psykiatriledelsen i Århus Amt i 1994, at alle fastansatte på Psykiatrisk Hospital og i lokalpsykiatrien skulle deltage i et kursus i konflikthåndtering og voldsforebyggelse.

Det har betydet, at kurser med dette tema siden har været et stort arbejdsområde for flere medarbejdere i Psykiatriens Uddannelsesafdeling. Området har udviklet sig, så vi efterhånden har holdt mange kurser såvel i som uden for Århus Amt.

Det er tydeligt, at der blandt personalet er stor viden og erfaring om konflikter, og om det at arbejde voldsforebyggende. Det er også tydeligt, der både er vilje og lyst til at arbejde med området.

Vi hører ofte personalets bekymring over, at studerende og elever ikke er, og ikke oplever sig, tilstrækkeligt rustet til et eventuelt møde med brugere, der reagerer voldsomt. Personalet har svært ved at finde tilstrækkelig tid i hverdagen til at bibringe dem den nødvendige viden og give dem den nødvendige tid til at få bearbejdet deres tanker og oplevelser.

I praktik i psykiatrien

For mange elever og studerende opleves psykiatrien som en ny og fremmed verden - undertiden skræmmende. De har læst om psykiske sygdomme, men hvordan ytrer det sig i virkeligheden? "Hvordan skal jeg forstå og tolke brugernes signaler, hvad skal jeg gøre, hvad forventes der af mig?", er spørgsmål, der ofte dukker op.

Manglende viden og erfaring kan betyde, at praktikanterne er unødigt usikre og bange for mødet med den psykiatriske verden. Samtidig kan den manglende viden og erfaring også betyde, at de uvidende kommer i situationer, hvor de udsætter sig for fare.

Vi ved ikke, hvor ofte de studerende eller eleverne i Psykiatrien i Århus Amt faktisk bliver udsat for konkrete episoder med trusler eller vold. Det fremgår ikke af de nuværende registreringsskemaer, om det er en studerende eller en ansat, der har været udsat, men vil blive registreret på de nye skemaer, der bliver taget i brug september 2000.

Alle elever fra social- og sundhedsuddannelserne samt alle sygeple-jestuderende kommer i praktik i psykiatrien. Psykiatrien i Århus Amt modtager hvert år 384 social- og sundhedsassistentelever samt 324 sygeplejestuderende i praktik - et ganske betragteligt antal.

Vi er således gennem årene blevet tiltagende klar over, at der i høj grad er brug for at udvikle og tilbyde praktikanterne kurser i voldsforebyggelse, - kurser, der er tilpasset deres særlige behov.

Det var derfor med stor glæde, vi erfarede, at "forebyggelse af vold som en del af de faglige uddannelser", skulle være et indsatsområde i 2000. Vi øjnede dermed en mulighed for at udvikle, afprøve og evaluere et undervisningsforløb for studerende og elever. Håbet er, at det kan være medvirkende til, at de studerende bliver bedre rustet til at forebygge og håndtere eventuelle episoder med trusler og vold.

Projektet

Da muligheden kom i maj måned 2000, søgte og fik vi økonomisk støtte til et projekt med titlen: Uddannelsesforløb i konflikthåndtering og voldsforebyggelse for sygeplejestuderende og sundhedsassistentelever.

Projektet løber over to år og afsluttes 2001. Formålet med projektet er at til-passe og udvikle det allerede eksisterende kursus i konflikthåndtering til de særlige behov, studerende og elever har. Herudover skal det allerede eksisterende kursusmateriale udvikles, så det passer til eleverne og de studerende.

Dette arbejde skal foregå i samarbejde med de uddannelsesansvarlige for elever og studerende i Psykiatrien i Århus Amt og med inddragelse af de psykofysiske konsulenter, som allerede indgår som samarbejdspartnere i det eksisterende uddannelsesforløb. De eksisterende kurser består af tre elementer:

1. Oplæg, der formidler viden og igangsætter fælles drøftelse.

Emnerne kan være:

Konfliktens felt

Signalaflæsning

Reaktioner efter trussels- og voldsepisoder

Opfølgning efter episoderne

Udarbejdelse af antivoldsprocedure og -politik. Personlige grænser, personlige holdninger - fælles grænser, fælles holdninger. Erfaringer har vist, at elementer som holdninger og samarbejde er centrale i det voldsforebyggende arbejde.

2. Træning

Kursisterne lærer en række frigørelses- og fastholdelsesgreb for at de på en omsorgsfuld måde skal kunne komme fri, hvis der bliver grebet fat i dem, eller kunne fastholde et andet menneske, hvis vedkommende er til fare for sig selv eller andre. Mestringen af disse teknikker er med til at give personalet den fornødne ro og det overskud, der er nødvendig for at kunne rumme situationen.

Herudover arbejdes der med kropssprog, grænsesætning, samarbejde og kommunikation. Målet er at skabe en situation, hvor alle bevarer selvværdet og værdigheden i så høj grad som muligt.

3. Situationsspil

Der tages udgangspunkt i arbejdslignende situationer. Efter spillene drøf-tes, hvad der skete, hvorfor det skete, hvad der gik godt og hvorfor. Hvad vil man gerne gøre bedre, og hvad kan man forsøge?

Anden del af projektet er et pilotprojekt, hvor uddannelseskonceptet afprøves i to uddannelsesforløb på hver fire dage. På hvert hold kan der deltage 18 elever/studerende. Kurserne vil finde sted i foråret 2001.

Herefter skal uddannelsesforløbet evalueres. På baggrund af pilotprojektet og evalueringen skal konceptet slutteligt justeres og færdiggøres.

Vi håber, det vil vise sig at være anvendeligt og generaliserbart, så de fremtidige studerende og elever bliver godt funderet til mødet med patienter og brugere i psykiatrien – også når de har det allersværest og reagerer voldsomt.