Det er o.k. at blive bange

Sådan lyder et af budskaberne til de studerende på Københavns Amts § 94-botilbud Solvang og Tornehøjgård. Som et led i deres praktikforløb får de tilbudt undervisning i at håndtere vold.
Af: Elsebeth Kirk Muff, Socialt Udviklingscenter SUS

De studerende i praktik på Solvang og Tornehøjgård (en afdeling af Solvang), er siden 1. februar blevet mødt med et tilbud om tre timers ugentlig undervisning i emner relateret til volds- og konflikthåndtering. Undervisningstilbudet er oprettet i erkendelse af, at det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på de to botilbud er krævende.

Solvang ligger i Glostrup, og har 25 døgnpladser og 10 dagpladser. Botilbudet er målrettet hjemløse med psykiatriske diagnoser og/eller en baggrund som alkoholikere eller stofmisbrugere. Det er ikke tilladt at være aktiv misbruger på Solvang.

Det er det derimod på Tornehøjgård i Gladsakse, hvor de 10 døgnpladser og 2 dagpladser er forbeholdt hjemløse aktive stofmisbrugere og/eller alkoholikere. Både på Solvang og Tornehøjgård er op imod 80 procent af beboerne mænd. Og begge steder ses en stigning i antallet af beboere med anden etnisk baggrund end dansk.

Undervisning – et tilbud

 Undervisningstilbudet til de studerende er finansieret via puljen „Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser". I første omgang fortsætter tilbudet som et forsøg indtil årsskiftet. Derefter skal det evalueres, før der tages stilling til, om tilbudet skal gøres permanent.

„Foreløbig ligner det en succes", fortæller stedfortræder på Solvang og forstander på Tornehøjgård Birgitte Bidgau Davidsen. Hun beskriver baggrunden for at søge midler fra puljen således:

„Vi så en mulighed for at være med til at påvirke nogle mennesker, som måske vælger at arbejde på vores felt i deres fremtid. Dels at gøre dem bevidste om den belastningsgrad, der er på feltet, men også give dem noget faglig viden og nogle redskaber til at håndtere arbejdet. Vi øjnede simpelthen en chance for at arbejde mere bevidst og målrettet med de studerende omkring vold".

På Solvang og Tornehøjgård er der løbende cirka 22 studerende. De repræsenterer en bred vifte af uddannelser – fra pædagogstuderende over hk’ere til social- og sundhedselever. I den ugentlige undervisning mødes de studerende fra begge botilbud på tværs af faggrupper. Underviserne er skiftende medarbejdere fra de to botilbud.

Undervisningen løber over 24 uger, og hver undervisningsgang har sit tema. Temaerne spænder fra praktiske introduktioner til botilbudenes sikkerhedspolitik over, hvordan man indgiver en arbejdsskadeanmeldelse, til undervisning i kommunikationsteknikker og refleksioner om etik i det pædagogiske arbejde.

En af de meget vigtige sideeffekter af kurset er, ifølge Liselotte Østergård, der er ansat på Tornehøjgård og ad flere omgange har været praktikansvarlig, at det sender et signal til de studerende om, at det er okay at tale om egen angst.

„De studerende får et forum, hvor de kan dele de til tider voldsomme oplevelser med hinanden. Det kan forhåbentlig medvirke til at dæmpe den selvbebrejdelse, som mange ellers tumler med. Og til at punktere forestillingerne om, at den ene eller anden episode opstod, fordi man for eksempel er en dårlig pædagog eller sygeplejerske. På den måde kan kurset måske være med til at forebygge udbrændthed", siger hun.

Voldens karakter

Birgitte Bidgau Davidsen skelner mellem fire forskellige typer vold:

Både Birgitte Bidgau Davidsen og Liselotte Østergaard er bevidste om, at de arbejder i et af Københavns Amts mest belastede miljøer. Og selv om personalet på de to botilbud er meget opmærksomme på at passe på de studerende, var hovedparten af de studerende i forårets praktikperiode involveret i episoder, der var så voldsomme, at det efterfølgende krævede bistand af en krisepsykolog.

Selv om der altså er en del voldelige episoder på de to botilbud, er det ikke umiddelbart det billede, man får, når man hører Birgitte Bidgau Davidsen og Liselotte Østergaard fortælle om deres arbejdspladser. I stedet efterlades man med et indtryk af et arbejdsmiljø, hvor man meget bevidst arbejder med at håndtere og forstå vold som en udtryksform:

„Udgangspunktet for personalet er ikke, at vores beboere er voldelige. Men vi ved, at beboerne på grund af deres opvækst og de livsbetingelser, de har i dag, ofte kommunikerer via vold", fortæller Birgitte Bidgau Davidsen. Liselotte Østergaard supplerer:

„Det er for eksempel vigtigt at være bevidst om, at når man bliver råbt og skreget af, så er det en måde at udtrykke sig på og ikke nødvendigvis rettet mod dig som menneske. Det er også en af de ting, der er centralt at lære de studerende."

Konflikterne og voldsepisoderne på de to botilbud ligner i store træk hinanden, men der er en klar tendens til, at situationerne nemmere spidser til på Tornehøjgård. Det hænger til dels sammen med, at beboerne på Tornehøjgård i modsætning til beboerne på Solvang ofte er påvirkede af stoffer og/eller alkohol. Men også de fysiske rammer spiller ind:

„På Tornehøjgård bor otte af de ti beboere sammen på relativt små dobbeltværelser. Det giver mange frustrationer og stiller indimellem for store krav til tolerancen", fortæller Liselotte Østergaard.

Der er dog ikke umiddelbart udsigt til, at de fysiske rammer på Tornehøjgård bliver forbedret. Som med alt andet er det et spørgsmål om prioritering af de økonomiske ressourcer, fortæller Birgitte Bidgau Davidsen.

Defensiv voldspolitik

Mens tilbudet om undervisning til de studerende er nyt, har botilbudene i adskillige år arbejdet med en voldspolitik. Birgitte Bidgau Davidsen forklarer, at man arbejder med en defensiv voldspolitik:

„Princippet i den defensive voldspolitik er, at man ser samtalen og det at mægle som det væsentligste redskab til at undgå vold. Og at man ikke overvejer fysisk intervention som en mulighed. For er man først der, hvor man overvejer at bruge fysisk intervention, så har man placeret sig et sted, hvor man ikke har andre udveje. Der er mange skridt fra samtalen til at være nødt til at reagere fysisk."

Liselotte Østergaard og Birgitte Bidgau Davidsen fortæller, at den defensive voldspolitik i størstedelen af tilfældene er effektiv til at undgå, at en konflikt udvikler sig til en reel voldsepisode. Det sker dog indimellem med slag og spark til følge. I de tilfælde er de to botilbuds politik klar: Voldsepisoder anmeldes til politiet.

Den største udfordring ved at arbejde med den defensive voldspolitik er ifølge Liselotte Østergaard at lære, at det er i orden som menneske at være defensiv – at låse sig inde eller løbe, hvis en konflikt udvikler sig. Og som Birgitte Bidgau Davidsen siger, „kan det faktisk være en rigtig god idé at løbe, når det bliver farligt". Begge understreger, at det er et af de emner, der arbejdes kontinuerligt med i undervisningsforløbet: „Det er et vigtigt budskab at sende til de studerende, at det er o.k. at blive bange."

Samarbejde med uddannelsesstederne

Selv om miljøet kan være barsk for en studerende at blive kastet ud i, er Birgitte Bidgau Davidsen og Liselotte Østergaard enige om, at studerende skal have mulighed for at komme i praktik på denne type botilbud. Men det stiller store krav til samarbejdet med uddannelsesstederne både før og efter praktikken.

„Det er utroligt vigtigt, at uddannelsesstederne er meget omhyggelige med at forberede de studerende på, hvad vi er for et sted, og hvad de kan forvente sig", siger Liselotte Østergaard.

Og opfølgningen efter praktikken har vist sig at være mindst lige så vigtig:

„Mens de studerende er her, er de en del af et stærkt kollegialt netværk – der bliver virkelig taget hånd om dem. Men hvad sker der, når de kommer tilbage til for eksempel seminarierne? Hvem tager hånd om dem og snakker med dem om de oplevelser, de på godt og ondt har været igennem i praktikforløbet? Hvem kan støtte dem, hvis de får eftervirkninger?"

Samarbejdet med uddannelsesstederne er et af de områder, som Liselotte Østergaard og Birgitte Bidgau Davidsen gerne vil prioritere højere i fremtiden. Ligesom de begge har et stort ønske om på sigt at kunne tilbyde nyansatte at deltage i et undervisningsforløb lig det, de studerende tilbydes.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2001 (årgang 7 nr. 2) og november 2002 (årgang 8 nr. 2).