Beredskab i baghovedet

Beredskabsplanerne på Spurve-toften lever et aktivt liv, ikke mindst fordi ledelsen prioriterer dem som en betydningsfuld del af personalepolitikken og sikkerhedsarbejdet.
Af: Centerleder Vera Madsen, Spurvetoften

En kriseplan vil naturligt nok tage udgangspunkt i den målgruppe, de beboere eller brugere, som medarbejderne er ansat til at tage vare på. Det er de hændelser, som kan forekomme det enkelte sted, der vil afspejle sig i planen.

Sådan er det også på Spurvetoften, hvor krise- og beredskabsplaner er en naturlig del af hverdagen.

Spurvetoften er bolig for 34 voksne personer med autisme, den mest funktionshæmmede gruppe, hvor der også er tale om generel udviklingshæmning. Samtidig er stedet arbejdsplads for omkring 90 medarbejdere, inkl. studerende og vikarer, i det pædagogiske arbejde – i seks forskellige huse.

På grund af handicappet autisme er der en latent risiko for, at en detalje kan gøre en forskel, som så udløser en voldsom reaktion. Vi ved, at reaktionerne overvejende sker ved forandringer som for eksempel uforudsete hændelser, hvis hjælpen udføres forskelligt fra gang til gang, og når nye hjælpere indføres i arbejdet. Reaktionerne omfatter selvskadende handlinger, udadrettede handlinger som slag, bid mv. eller trusler om samme samt materiel ødelæggelse.

Vores erfaring er, at forståelse for handicappets art og for, hvordan der kompenseres for de grundlæggende forstyrrelser, som præger beboerne, er afgørende for at undgå voldsomme reaktioner. Vi kan gøre en forskel med langsigtet pædagogisk planlægning.

Det er et arbejde, hvor medarbejderne er meget „på" i kontakten med beboeren, hvor nærvær og opmærksomhed er afgørende. Overraskelser er overvejende belastende, og „spontanitet" skal planlægges.

Hvert hus sin beredskabsplan

På den baggrund har det været naturligt at udarbejde en voldspolitik for Spurvetoften. Heri er defineret:

Det enkelte hus har på baggrund heraf udarbejdet sin egen plan – en beredskabsplan. Det er en beredskabsplan, fordi vi ønsker at give et signal om, at vi vil komme krisen i forkøbet. At det er en handlingsplan ved voldsomme hændelser, uanset om medarbejderens reaktion på hændelsen er egentlig krise.

I de enkelte planer indgår følgende elementer:

  1. En kort præcis handlingsplan ved voldsomme hændelser. Konkret beskrivelse af, hvordan man skal agere i forhold til den kollega, som har været udsat for hændelsen, og i forhold til at få huset til at fungere, så episoden ikke udvikler sig yderligere.
  2. En vejledning i psykisk førstehjælp. Beskrivelse af, hvad man må og ikke må i samværet med den ramte.
  3. En tilkaldeliste over personer, kollega og familie, man ønsker der skal ringes til. For nyansatte vil kollegaen ofte være kontaktpersonen. Når man kender kollegerne bedre, kan man evt. vælge en anden.
  4. Procedure ved voldsomme hændelser. Omhandler indberetning, orientering til kolleger og ledelse. Sikkerhedsgruppens opfølgning samt eventuel professionel hjælp.

Psykologhjælp og opfølgning

Professionel hjælp er typisk psykologbistand. Det kan være i en egentlig krisesituation, forebyggende eller som en afklarende foranstaltning. I situationer, hvor der ikke er tale om åbenlys krise, kan det sammenlignes med, at vi ville få undersøgt, om der var tale om et brud eller en forstuvning, hvis en medarbejder for eksempel kom til skade med sin fod. Hjælpen er altid et supplement til vores egen opfølgning i de enkelte huse.

Indsatsen omhandler også opfølgning og efterbearbejdning. Efterbearbejdningen omfatter, at der tages hånd om den person, som har givet førstehjælp, og om dem, som evt. har overværet episoden. Typisk vil episoden også komme på dagsordenen til gruppemøde eller til personalemøde i hele huset med henblik på justering af de pædagogiske planer.

Afdelingslederen er typisk den, der løbende følger op i forhold til, hvordan den eller de involverede medarbejdere har det, og på, om indsatsen svarer til behovet.

Det er ikke almindeligvis store dramatiske episoder, som kan gøre en voldsom forskel for den involverede medarbejder. Det kan være en uventet situation måske kombineret med, at man ikke selv er helt på omdrejningshøjde den pågældende dag, hvor det andre dage ikke ville have gjort en forskel.

Tryghed i hverdagen

Da der ikke skal de store katastrofer til, før beredskabsplanen tages i brug, sker det så tilpas jævnligt i det enkelte hus, at planen ikke går i glemmebogen. Bevidstheden om planen er der altid, det giver tryghed og sikkerhed i medarbejdergruppen, også selv om det ikke er den „store indsats" eller hele planen, som rulles ud hver gang, den er i brug.

Når planerne på den måde er en naturlig del af hverdagen, giver det tryghed for den enkelte medarbejder at vide, at der handles, at arbejdspladsen tager hånd om medarbejderne, og at arbejdsvilkårene tages alvorligt.

Men planerne lever ikke et evigt liv i en endelig formulering. De kommer på dagsordenen på husenes personalemøder minimum hvert andet år for eventuel justering. Nye erfaringer og overvejelser erstatter noget tidligere eller tilføjes. Sikkerhedsgrupperne i de enkelte huse holder fem årlige fællesmøder, og her er planerne også på dagsordenen med mellemrum. Beredskabsplanerne har et aktivt liv, fordi ledelsen prioriterer dem som en betydningsfuld del af personalepolitikken og af sikkerhedsarbejdet.

Gennemgang af planerne og udfyldelse af tilkaldelister er en del af introduktionen af nye medarbejdere inkl. studerende og vikarer. En del af samme introduktion er materialet „Information om sikkerhedsgruppernes arbejde på Spurvetoften", hvor kriseberedskab og handlingsplaner også er omtalt.

Med denne opmærksomhed på handicappet, på kompensation, på arbejdsforhold og kriseplaner er jeg overbevist om, at vi er kommet nogle kriser i forkøbet. Samtidig og lige så væsentligt har vi reduceret beboernes voldsomme reaktioner (volden) i betydeligt omfang.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, juni 2002 (årgang 8 nr. 1).