Krisehjælp i modvind

Eksperterne strides: Er den mest udbredte behandlingsform for krisehjælp til ofre nytteløs? Behandlingsformen kaldes psykologisk debriefing og har været anvendt igennem de seneste 20 år. En ny undersøgelse fra Dansk Krise- og Katastrofepsykologisk Selskab viser, at metoden tilsyneladende ingen effekt har. Blandt eksperter hersker der dog uenighed, idet flere udtrykker et behov for en bedre dokumentation af metoden og effekten af den.
Af: Jan Steving, freelance-skribent

I Danmark anvendes psykologisk debriefing mange steder – således anvender fx 53 kommuner, tre amter og mere end 9000 arbejdspladser ordningen gennem et abonnement hos Falck. Debriefing anvendes vidt forskelligt og udøves af både psykologer, psykiatere og ikke-professionelle behandlere. De erfaringer, der hidtil har været på området, viser, at ofrene overordnet har været tilfredse med den hjælp, de har fået.

I tidsskriftet Dagens Medicin (februar 2001) kan man imidlertid under overskriften „Krisehjælp er uden virkning" læse, at Dansk Krise- og Katastrofepsykologisk Selskab (DKKS) retter et voldsomt angreb på psykologisk debriefing som krisehjælp. Psykolog og ph.d. Mikkel Arendt fra Århus Universitet har foretaget en sammenlignende undersøgelse, der baserer sig på mere end 100 internationale forskningsprojekter. Mikkel Arendt mener, at det er nødvendigt at revidere brugen af krisehjælp, idet psykologisk debriefing ikke lever op til målsætningen om at hjælpe ofrene med at bearbejde en traumatisk oplevelse hurtigere. Mikkel Arendt konkluderer, at psykologisk debriefing ikke medvirker til at forebygge senere traumatiske stress-symptomer, og tilføjer, at metoden kun har vist positive resultater, når den anvendes over for professionelle redningsfolk.

„…men politikere i mange amter og kommuner har glemt at bruge deres sunde fornuft, da de lavede et beredskab. De har ikke forholdt sig kritiske til, hvad de lægger i ordet krisehjælp, og de har ikke stillet spørgsmål ved om formålet virkelig er at forebygge kriser," udtaler Mikkel Arendt (Dagens Medicin, februar 2001).

DKKS står ikke alene i sin kritik af psykologisk debriefing som krisehjælp. Ledende psykolog Anders Korsgaard Christensen fra Rigshospitalet udtaler til Dagens Medicin, at psykologisk debriefing kun bør anvendes over for indsatspersonale som fx brandfolk, politi og lokoførere. Anders Korsgaard Christensen påpeger, at metoden er særdeles anvendelig, såfremt den benyttes på den rigtige måde, og tilføjer, at det er vigtigt for ofret at kunne se sin rolle i en større sammenhæng og opleve, at det ikke er ens egen skyld. Han understreger, at debriefingen ikke må starte før tidligst et døgn efter, at begivenheden har fundet sted, og at kun professionelle behandlere må bruges – ellers virker metoden ikke efter hensigten.

Kritikken vedrørende psykologisk debriefing er dog tidligere blevet imødegået – og der er lavet en undersøgelse af, om denne kritik er berettiget. Konklusionen på undersøgelsen var, at de tidligere kritiske undersøgelser ikke er udført på et sådant grundlag, at effekten af psykologisk debriefing kan vurderes. Interventionerne lever ikke op til de krav, der stilles til psykologisk debriefing. Det nævnes således, at:

• indsatsen retter sig typisk mod enkeltpersoner, og gruppedynamiske kvaliteter inddrages ikke
• tiden mellem traume og intervention er ofte for lang i forhold til det anbefalede (24-72 timer)
• det er ikke godtgjort, at det er kvalificeret personale, der har udført psykologisk debriefing
• adækvat psykologisk debriefing kan ikke gennemføres inden for de interventionsmuligheder, som er angivet (45-60 minutter) (Hviid 2000, ss. 164-165).

Kan ressourcerne udnyttes bedre

Psykologisk debriefing har i mange lande – herunder også Danmark – været en af de hurtigst voksende former for krisehjælp. Den øgede brug af krisehjælp gør det svært for danske psykologer at følge med efterspørgslen, og flere er begyndt at stille spørgsmål ved, om det egentlig er de rette, der får hjælp? Det gør fx overlæge fra distriktspsykiatrisk Center i Gentofte, Christian Simonsen. Han mener, at man kun bør bruge psykologer og psykiatere til at „screene" de involverede i fx en ulykke for at finde frem til de ofre, der virkelig har brug for et længerevarende terapiforløb – og så behandle dem. Der bruges i dag for mange ressourcer på at behandle alle involverede på samme måde, når metoden kunne anvendes mere målrettet. „Jeg deler ikke psykologernes bekymring for at lade ikke-professionelle tage sig af debriefing", siger Christian Simonsen til Dagens Medicin (februar 2001).

Amtsrådsforeningen og Beredskabstyrelsen har bedt Christian Simonsen om at komme med forslag til, hvorledes et landsdækkende beredskab for krisehjælp kan se ud. Hensigten er at udarbejde ét samlet beredskab, så indsatsen på denne måde kan blive mere ensartet og systematisk. Mange af de ordninger, der eksisterer i dag, beror på en betænkning fra 1992, der pålagde amterne at lave planer for et psykisk beredskab, og er derfor forskellig fra amt til amt.

Der hersker således fortsat en del uenighed på området. Flere eksperter påpeger, at der er et misforhold mellem eksperternes kritik af metoden og så de ofre, der udtrykker deres positive oplevelse af forløbet, når de spørges i tilfredshedsundersøgelser. Eksperterne fremhæver, at der på trods af den store udbredelse af psykologisk debriefing i Danmark ikke er gennemført evalueringer af behandlingsformen.

Psykologisk debriefing skal udføres af professionelle

DKKS presser på for at få en egentlig specialistuddannelse inden for krise- og katastrofepsykologi placeret hos psykologerne. Formand for Dansk Psykologforening Johanne Bratbo siger da også til Dagens Medicin (februar 2001), at det er nødvendigt, at psykologerne får gang i den faglige debat på området. Men hun ønsker ikke at blande sig i den kritik, der har været af de psykologiske metoder, der anvendes af fx Kriminalforsorgen og Falck. Johanne Bratbo ønsker, at psykologerne skal sælge sig selv på kvalitet. Men hvis fx psykoterapeuter sælger ydelser, der ligner psykologernes, og det ender i misrøgt, vil Dansk Psykologforening reagere.

Johanne Bratbo oplyser til Vold som Udtryksform, at kritikken af psykologisk debriefing er velkommen, men hun er ikke glad for den vending, kritikken har fået i Dagens Medicin:

„Vi vil altid gerne have kritik, men det er vigtigt at få lov at udtrykke sin mening nuanceret, når man bliver kritiseret. Psykologisk debriefing er god krisehjælp, når den praktiseres af professionelle, og man følger de aftalte regler. Det skal være en person udefra, som udfører krisehjælpen. En person, som tager sig af den berørte gruppe mennesker, og skaber den nødvendige ro i behandlingsforløbet.

Der er jo forskel på, om en tilfældigt sammensat gruppe mennesker har været vidner til et voldsomt bankrøveri, eller om det er en godt sammentømret gruppe pædagoger, hvoraf et af medlemmerne har været udsat for vold. Formålet med vores indsats inden for krisepsykologi er naturligvis at hjælpe de berørte personer, men på længere sigt også at arbejde på, at de involverede arbejdspladser ikke blot bruger psykologerne til krisehjælp, men også vender blikket mod arbejdsforholdene på deres egen arbejdsplads. Hvordan sikrer vi os bedre, at det ikke sker igen?"

Det er nu vigtigt at få afklaret, om og hvordan debriefing kan eller skal bruges som et element i det voldsforebyggende arbejde på en arbejdsplads. Kan det fx bidrage til at skabe et kollegialt fællesskab, der gør det mere legalt at tale om psykiske eftervirkninger, så er der skabt et godt grundlag for udviklingen af voldsforebyggelse.

Læs også Ingrid Hviid: „Psykologisk debriefing" i bogen Job med Vold (SUS 2000).

Kilder: Dagens Medicin 1. februar 2001 og Ingrid Hviid i: Job med Vold (red. Per Holm, København 2000)

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, juni 2001 (årgang 7 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk