Det er sin sag at få slag

En gruppe studerende fra Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium har skrevet projekt om vold i praktikken. Nu håber de at gå et skridt videre med en oplysningskampagne til seminarier og praktiksteder.
Af: Christina Røddik, Mie Dinesen, Noomi Lind og Maria Toräng, Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium

Vold er en del af det pædagogiske arbejde. Det lærte vi på den hårde måde i vores første lønnede praktik. Vi har alle været udsat for forskellige former for vold, verbale trusler, truende adfærd, bid, slag og spark. Det hele begyndte for alvor, da vi kom i praktik inden for specialområdet (på bo- og dagtilbud for børn, unge eller voksne med sociale vanskeligheder eller med fysiske eller psykiske handicap, red.). Her erfarede vi, at vold var en stor og uundgåelig del af hverdagen, der psykisk kom til at fylde utroligt meget.

Volden stjal derved vores fokus og tog en stor del af det overskud, som vi ellers havde tiltænkt brugerne. Særligt den uforudsigelige hverdag, hvor usikkerheden og angsten for at være alene, hvis volden skulle opstå, tappede os for energi.

Inden praktikken var vi vidende om, at det ikke ville blive en dans på roser, men ville udfordre og udvikle vores pædagogiske kompetencer. Derfor gik vi ind til praktikken med en respekt og ydmyghed, og med en stærk tro på, at vi kunne stå distancen. Og netop derfor undlod vi også at vise svaghedstegn i pressede situationer, fordi det lå i luften, at kunne man ikke klare mosten på stedet, var det ikke ens fremtidige arbejdsområde.

Første gang vi blev bevidste om, at vi ikke var alene om at føle et psykiske pres i praktikken, var, da vi midtvejs i praktikforløbet mødtes med alle fra årgangen på seminariet. Der blev vi præsenteret for begrebet supervision. I små grupper skulle vi dele erfaringer fra praktikken, og her viste det sig, at langt de fleste med praktikker inden for specialområdet ligesom os havde erfaret, at vold var en del af praktikken.

Mere i dybden
Vi fik et dybere kendskab med emnet „vold i praktikken“, da vi tilbage på seminariet skulle skrive et FUA-projekt (forsknings- og udviklingsarbejde). Til vores overraskelse opdagede vi, at der findes en del materiale om vold på arbejdspladsen.

Vi fik blandt andet kendskab til en undersøgelse blandt studerende i social- og sundhedssektoren udarbejdet af Socialt Udviklingscenter SUS. Undersøgelsen viser, at to ud af tre praktikanter er udsat for vold. Det bekræftede os i, at det er en alvorlig problemstilling, som kræver aktion – fra studerende, praktikstederne og særligt seminarierne.

Vores intentioner med projektet var at skabe en større bevidsthed blandt pædagogstuderende om vold i specialpraktikker. Vi ville starte en oplysningskampagne for at få seminarierne og praktikstederne til at tage del i ansvaret for at ruste de studerende inden praktikstart. Vi mener fx, at information om voldrisici og undervisning i kropskrænkelse og praktikantens rettigheder bør være en obligatorisk del af skemaet i seminariernes praktikforberedelse. Og at voldspolitikken ude på praktikstederne skal være let tilgængelig og præsenteres for den kommende praktikant inden praktikken begynder.

Tiltag og gode idéer
For at realisere projektet tog vi kontakt til Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS), der fandt det spændende og relevant. Vi valgte derfor i første omgang at gå videre med det i form af en artikelserie i deres blad PLS-PULS. Gennem flere møder med en journalist og en it-koordinator, har vi diskuteret problemstillingen, og hvilke tiltag der kan realiseres.

Indtil nu har vi haft et debatforum på PLS’ hjemmeside, hvor pædagogstuderende kunne dele erfaringer med vold i praktikken (forummet er imidlertid nedlagt igen). For at skabe en bredere debat arbejder vi frem imod at holde oplæg på praktikkoordinatorkonferencer om emnet. De deltagende er PLS og repræsentanter fra seminarierne fra hele landet, der koordinerer seminariernes praktikpladser. Dette vil forhåbentlig sætte fokus på emnet og skabe debat om seminariernes rolle i forberedelsen af studerende til praktikken. For at anskueliggøre problemet med vold i praktikken og have håndfaste „beviser“ ønsker vi at få lavet en målrettet spørgeskemaundersøgelse af problemets omfang blandt pædagogstuderende.

Gennem artikler i PLS-PULS og her i Voldsmagasinet har vi været med til at skabe debat om vold i praktikken. Det er for vigtigt et emne at negligere. Seminarierne brokker sig over, at der ikke er tid og ressourcer nok, men det er bare ikke en god nok undskyldning, når to af tre praktikanter rammes af vold. I dag er seminarierne selvejende, og de udformer selv deres studieordninger. Her ser vi gerne en fælles linje for at nå alle studerende med den basale information om voldens karakter både fysisk og psykisk, dens påvirkning og mulige konsekvenser (se boks). Oplysninger, vi selv gerne ville have haft, inden vi blev kastet ud i vores specialpraktik.

Dette kunne iværksættes ved at gøre det til obligatorisk undervisning på alle landets seminarier.

Væk med tabuerne
At gå fra vores lille projekt til at indfri vores visioner kræver en debat, hvor vold bliver aftabuiseret. Hvor praktikanter får plads til at være ærlige, og seminarier og praktiksteder tager deres del af ansvaret. Vold er en del af arbejdet som pædagog, og det vil det altid være. Men at blive kastet ud i det uden forberedelse og viden af nogen art er uansvarligt og kan i yderste konsekvens være med til at knække nogle studerende psykisk og derved miste dem inden for faget.

Tanken med, at man ikke er det rigtige sted, hvis man ikke kan holde til magtanvendelser og leve med vold som en del af hverdagen, er fejlagtig.

Når man som ung praktikant kommer ud på arbejdsmarkedet, skal man have hjælp og støtte til at tilegne sig de kompetencer, der er nødvendige for at kunne agere som en professionel pædagog. En knap så succesfuld praktik betyder ikke nødvendigvis, at man ikke egner sig til at være pædagog inden for området. Det vigtigste er at lære at kende sine egne grænser og vide, at man ikke er alene med sine oplevelser med vold.