Krisehjælp til beboere

Beboerne skal have mulighed for krisehjælp efter samme retningslinier og principper som alle andre, der har været udsat for vold.
Af: Forstander Hanne Bakkeløkken, Arbejdsboenheden Engbo i Vodskov

Han boede på den lukkede afdeling. Han var der, men man oplevede ham aldrig. Han bevægede sig helt ude ved fodlisterne. Han kunne høres om natten, når han lå i sin celle, spændt fast med benrem, og dunkede hovedet ind i betonvæggen. Han mangler store stykker af sine ører. Der er tydelige mærker efter det skæve tandsæt, som spiste dem en efterårsaften kun et halvt år efter, at man havde givet ham "det hvide snit". Han har store bryster og ringe skægvækst af det kvindelige kønshormon, der var i de piller, som skulle dæmpe hans aktivitet. Han flyttede fra den lukkede afdeling i midten af 80'erne - den blev nedlagt. Siden har han ødelagt tonsvis porcelæn og nikket et utal af skaller med mange hjernerystelser hos personalet som konsekvens. Nu er han snart 50 år og kan se tilbage på et institutionsliv siden fireårsalderen, to brud på underkæben, et brud på overkæben og en brækket storetå. Han kan se frem til ophold på institution resten af sit liv. Skal han have krisehjælp?

Selvfølgelig - hele hans liv har været en stor krise.

Reaktioner

Der hersker vel ingen tvivl om, at beboeren her har været udsat for en exceptionel svær belastning af katastrofekarakter, og diagnosen post-traumatisk belastningsreaktion er nærliggende. Takket være omfattende forskning har vi i dag en præcis forståelse af de reaktioner, som kommer til udtryk på grund af en så svær belastning.

1. Den traumatiske begivenhed genopleves til stadighed i form af påtrængende erindringer, mareridt med mere.
2. Der er stærkt ubehag ved omstændigheder, der minder om traumet.
3. Man forsøger at undgå alt, der minder om traumet.
4. Der er delvist eller fuldt hukommelsestab for den traumatiske oplevelse.

Der kan være vedvarende symptomer på psykisk overfølsomhed eller alarmberedskab:

• ind - eller gennemsovningsbesvær
• irritabilitet eller vredesudbrud
• koncentrationsbesvær
• konstant væren på vagt
• tilbøjelighed til at fare sammen.

Hjælp til selvhjælp

Med baggrund i dette må opgaven være at tilrettelægge resten af beboerens institutionsliv med dyb respekt for den livshistorie, som nu engang er blevet hans. Valg af bofæller og de fysiske rammer for boligen skal være synligt anderledes for ham. Det skal så vidt muligt undgås at skabe associationer til tidligere traumatiske oplevelser. Det socialpædagogiske personale, som omgiver ham, skal vide alt om de symptomer, der er forbundet med den posttraumatiske belastningsreaktion. Det skal være sådan, at ind - eller gennemsovningsbesvær afhjælpes ved, at der er en pædagog til stede, som beroliger og skaber tryghed, og ikke af en sovepille. Det vil sige, at den socialpædagogiske praksis omkring ham skal tilrettelægges, så han får hjælp til at blive mere kompetent til selv at håndtere sine problemer. Vi er mange, der har prøvet at træde til, når en beboer på en af vores institutioner har været udsat for vold. Vi trøster og pusler omkring vedkommende, vi holder om, vi vugger og nynner, vi afleder, afleder og leger og så videre. Det er alt sammen godt nok, bare vi er bevidste om og opmærksomme på følgerne af den posttraumatiske belastningsreaktion. En god praksis omkring dette er også afhængig af, at vi har mulighed for at få supervision af psykologer med indsigt i problemområdet.

For selvfølgelig skal beboerne have krisehjælp på samme måde som alle andre, der har været udsat for vold. Men også her handler det om at forebygge. Ambulancetjeneste og beredskabsplaner er ikke kun til for personalets skyld.