Psykologisk debriefing

En psykologisk debriefing er en samtale, som kan være med til at bearbejde en belastende oplevelse hos en medarbejder. Herhjemme har blandt andre politiet gode erfaringer med metoden.
Af: Psykolog Ingrid Hviid, Handicapafdelingen, Fyns Amt.

Psykologisk debriefing er en form for kollektiv bistand, som i stigende grad anvendes på arbejdspladser.

Fordelene er:

• At den bevarer arbejdet med problemet på arbejdspladsen.
• At den styrket: en fælles bearbejdning af problemet.
• At den skaber fælles læring. 
• At den omfatter flere på arbejdspladsen og derved virker forebyggende.

Debriefing erstatter ikke individuel krisehjælp, men skal ses som et supplement.

Mine erfaringer med metoden stammer fra et interventionsprojekt inden for politiet, som har afprøvet tilbud om psykologisk debriefing ved en række typer af psykisk belastede hændelser, som man kommer ud for som politibetjent. Politiet vil nu oprette tilbud i hele landet.

Hvad er psykologisk debriefing?

En psykologisk debriefing kan beskrives som en samtale, der har til formål at bearbejde en belastende oplevelse. Hodgkinson og Stewart definerer det som "en form for kriseintervention, som anvendes på grupper af mennesker, der har været udsat for en stressfyldt eller tragisk begivenhed. Det overordnede mål for en sådan gruppedebriefing er at mindske unødvendig, psykisk lidelse, men individuelle mål kan være følgende..."

Her nævner de fx: diskussion af indtryk, følelser og reaktioner, at mindske deltagernes opfattelse af, at deres reaktioner er unormale og at forberede sig på symptomer og reaktioner, som kan optræde i fremtiden.

Samtalen skal omfatte alle involverede i hændelsen - også personer, som har været i periferien. Det kan være personer, som har fulgt hændel-sen gennem telefon eller som rådgiver. Eller det personale, som har sørget for, at roen blev genoprettet og taget sig af opskræmte klienter eller patienter.

Der lægges vægt på rammerne om samtalen. Der skal være ro, ingen afbrydende telefoner eller henvendelser. Samtalen bør ledes af en udefrakommende og følelsesmæssigt neutral person for at skabe det rum, som er nødvendigt for, at tanker og følelser kan få lov til at komme frem.

Det er lederens opgave at sørge for, at alle får mulighed for at komme til orde, dog uden at lægge et bastant krav ind om at tale. Der kan være nogen, der ikke har lyst til at udtale sig. For dem kan der være megen mening - og personligt udbytte - i blot at lytte. Deltagerne opfordres til en slags moralsk tavshedspligt om det, der bliver talt om.

Debriefingen skal gerne finde sted ret kort tid efter hændelsen, men ikke umiddelbart efter hvor de involverede er i en choktilstand og ikke i stand til at bearbejde indtrykkene. Det er ideelt, hvis samtalen kan finde stede mellem en og fem dage efter.

Debriefingens forskellige faser

Der indledes med information om, hvad samtalen vil indeholde. Det understeges, at debriefingen ikke er en psykoterapeutisk behandling eller en erstatning herfor. Formålet er at forebygge reaktioner på belastende oplevelser hos deltagerne og styrke fællesskabet om at tackle der skete blandt kollegerne.

Hændelsesforløbet

Selve den psykologiske debriefing starter med at gennemgå hændelsesforløbet. Hver enkelt bliver bedt om at fortælle om sin oplevelse. Der lægges vægt på i første omgang at få fremstillet, hvordan hændelsen helt konkret fandt sted og blev oplevet af den enkelte (individuelt og samarbejdsmæssigt). Der spørges ud - bl.a. om sansemæssige indtryk, som ofte er voldsomme og støtter erindringen godt, så de følelsesmæssige sider får lov til at bane sig vej frem.

Tanker om hændelsen

l sammenhæng med beskrivelsen (eller i en runde for sig selv) lægges vægten på de tanker, som den enkelte gjorde sig under forløbet. Igen er det vigtigt, at den enkelte får lov at fortælle sin version - uden synderlige afbrydelser fra de øvrige. Her ligger også en øvelse i at lytte til og respektere andre.

Følelsesmæssige reaktioner

I denne fase kan man vælge at gennemgå forløbet igen med fokus på de følelsesmæssige reaktioner, eller man kan vende tilbage til de dele af hændelsen, som man har fået fornemmelse af var mest belastende.

Intentionen er, at den enkelte får mulighed for at give udtryk for sine følelser, og at et fællesskab om disse reaktioner kan være med til at legalisere, at de eksisterer.

Mennesker reagerer ikke ens. De har forskellige personlige tærskler for, hvornår de føler en grænse overskredet, og forskellig erfaringsbaggrund for deres reaktion. Derfor kan der optræde følelser, som ikke umiddelbart virker forståelige - som måske kan undre og skræmme - også den, der har følelserne.

Der lægges vægt på at se disse reaktioner i tilknytning til situationen og som almene psykologiske reaktioner. Og det tilstræbes, at denne del af samtalen ikke får, karakter af, at man føler sit følelsesliv blotlagt.

Hvis en deltager antyder, at han eller hun har svært ved at klare de psykiske belastninger, vil lederen tage det op med personen bagefter.

Rådgivning

Den afsluttende del har en vejledende, undervisende karakter. Lederen fortæller om typiske psykiske og psykosomatiske reaktioner og giver råd om at håndtere stress og psykisk uro.

Opfølgning

Ved afslutningen er det naturligt, at lederen vurderer, om der er nogen i gruppen, som har behov for individuel hjælp, og om der er brug for en opfølgning af den fælles debriefing.

Efaringer fra politiet

Jeg vil kort nævne nogle få kvalitative iagttagelser fra politiets interventionsprojekt:

• Det er lykkedes at skabe et anderledes forum på arbejdspladsen - et forum, hvor man kan drøfte belastende oplevelser i en struktureret sammenhæng.
• Det er blevet legaliseret at reagere på arbejdsmæssige oplevelser, som man pr. definition burde kunne klare. Samarbejdet om at efterbearbejde er medvirkende til en fællesgørelse, som letter den individuelle oplevelse.
• Det har været muligt at inddrage alle involverede. Det vil sige, at ikke kun de mest sårbare har fået hjælp via traditionel krisehjælp, men alle har fået en støtte, som formodes både at mindske langtidsvirkninger og forebygge voldsomme reaktioner. 
• Gruppen har internt kunnet give gensidig støtte. Ældre medarbejdere har givet erfaringer fra sig, og yngre har introduceret en anden holdning til arbejdet. Yngre medarbejdere kan have behov for at vise en Tarzanholdning over for kollegerne for at styrke egen selvfølelse, mens ældre medarbejdere tit har rummelighed til også at give udtryk for svaghed hos sig selv.
• Det har været muligt at give udtryk for den omsorg eller bekymring, man har haft. Følelser af ikke at have slået til undervejs kan komme frem og hindre en skyldfølelse i at lejre sig.
• Tilstedeværelsen af en kyndig leder har sikret en styring, så der kunne opnås tryghed og alle kunne blive hørt og forstået. Lederen er desuden en betingelse for den undervisningsmæssige del.

Det har været muligt at rette fokus på samarbejde og arbejdsgang, og ud fra den aktuelle situa-tion komme frem med ønsker hertil.

Debriefing på sociale institutioner

De voldsomme episoder, som finder sted på arbejdspladser i den sociale sektor, spreder sig over et enormt spektrum, når det gælder art, hyppighed, indhold og sammenhæng.

Jeg tror, at der skal arbejdes med og imod de voldsomme hændelser på mange måder, så der kan tages en bred vifte af tiltag i brug.

Jeg er ikke i tvivl om, at en hovedhjørnesten ligger i at opbygge et fælles ansvar og en fælles kultur for at forebygge og bearbejde episoderne.

Mange af de episoder, som finder sted, er små daglige foreteelser, som det vil være grotesk at afholde psykologiske debriefinger om. Her er en regelmæssig supervision og seriøs systematisk pædagogisk planlægning på sin plads for at forebygge psykiske reaktioner hos personalet. Men ved større, mere voldsomme hændelser, hvor personale kommer ud i situationer, hvor deres grænse overskrides og de oplever afmagt, angst og usikkerhed, vil debriefing for mig at se have sin berettigelse. Det vil den også, hvor episoden kommer som noget nyt i en personalegruppe, der ikke er vant til den slags oplevelser.

Litteratur

Peter E. Hodgkinson og Michael Stewart: Psykosocialt katastrofe-beredskab. Munksgaard, 1994.

Bjarne Frøslee Ibsen: Rapport vedr. interventionsprojekt Fyn 95 samt "årgangsundersøgelse".