Hjælp til voldsofre
Landsforeningen Hjælp Voldsofre har i 25 år ydet hjælp til ofre for vold, voldtægt, røveri og incest. Både direkte og ved at påvirke lovgivningen.
Af: Jørn Hougaard, sekretariatsleder, Landsforeningen Hjælp Voldsofre
Retssystemet tager sig af gerningsmanden. Landsforeningen Hjælp Voldsofre tager sig af ofrene.
„Netop det, at vi er til for ofrene, er opgaven“, fastslog landsforeningens nyvalgte formand, kriminalassistent Henning Wollsen, da foreningen i juni markerede sit 25 års jubilæum. Selvom jubilæumsdagen var festlig, så var den også lidt vemodig, for der er mere brug for os end nogensinde. Vi får ca. 1000 henvendelser om året, og tallet ligger nogenlunde fast.
Tid til snak
Landsforeningen Hjælp Voldsofre yder hjælp til ofre for vold, voldtægt, røveri og incest. Hjælpen omfatter først og fremmest rådgivning, Man kan henvende sig stort set hele døgnet, og det betyder utvivlsomt, at ofrene og de pårørende føler, at de møder forståelse og finder tryghed i en meget vanskelig situation. Det at vi på sekretariatet har tid til at snakke med ofre og pårørende er erfaringsmæssig godt og vigtigt.
Vi får da også mange tilbagemeldinger fra voldsofre, som har fået støtte og hjælp fra foreningen – oftest med en bemærkning om „at det nu var rart at snakke med nogen, der forstod vores problemer og havde tid til at snakke!“.
De fleste henvendelser til sekretariatet er telefoniske og kommer fra voldsofre og/eller pårørende, som ønsker råd og vejledning – ofte til, hvordan de kommer videre med deres liv.
Hvis vi skal gå ind i en egentlig sagsbehandling, kræver det, at den, der henvender sig, har meldt volden til politiet. Herefter kan vi fx henvise til advokat og psykolog, ligesom vi også tager en snak med vedkommende om mulighed for hjælp via de sociale myndigheder mv.
Det betyder naturligvis ikke, at vi afviser at tale med et voldsoffer eller en pårørende, hvis der ikke er indgivet politianmeldelse, eller det måske ikke vil ske. Men skal vi gå dybere ind i sagen med hjælp og støtte, som betyder udgifter for foreningen, så kræver det en anmeldelse.
Fingeraftryk på lovgivningen
Fra den spæde start i 1981 og til i dag har mange forhold ændret sig. Og Landsforeningen Hjælp Voldsofre har gennem årene haft en, efter vores egen opfattelse, ikke ringe indflydelse på lovgivningen til gavn for voldsofre og pårørende. Vi har høstet mange erfaringer i arbejdet med at hjælpe og støtte voldsofre. Og vi giver gerne vores erfaringer videre.
Via foreningens advokater har vi flere gange fremsat ønske om bedre forhold for voldsofre, bl.a. via bistand fra beskikkede advokater, og vi har haft den glæde at se sådanne forslag ført ud i egentlig lovgivning. Landsforeningen har i alle årene arbejdet aktivt for at blive hørt ved påtænkte lovændringer, som berører voldsofre.
Vi har i mange år været „høringsberettiget“ og er opmærksomme på, at vores høringssvar skal være grundige, seriøse og veldokumenterede. Vi har heller ikke ligget på den lade side, når muligheden for at få en politiker i tale har været til stede. Det har båret frugt på forskellig vis, bl.a. i forbindelse med bevillinger via Finansloven.
Endelig har vores bistandsadvokater ført sager ved domstolene for at få afklaret eksempelvis grænserne for forskellige ydelser, som ikke er nærmere defineret i loven. Forhøjelser af erstatninger har også været til prøvelse.
Når det er sagt, så har desværre hverken lovgivningen eller arbejdet med at bedre forholdene haft en mærkbar indflydelse på voldsstatistikken. Sørgeligt er det fx at konstatere, at omkring 65.000 kvinder hvert år bliver udsat for vold og/eller trusler om vold. 45.000 af dem lever i parforhold, hvilket desværre også betyder, at ca. 25.000 børn overværer volden eller inddrages korporligt. Volden stikker stadig sit modbydelige ansigt frem – ofte med en ondskab og en råhed, som vi hverken fatter eller forstår.
Ø-projekt med gode resultater
Det vil føre for vidt her at fortælle om de mange sager, hvor Landsforeningen Hjælp Voldsofre har gjort en forskel, men en enkelt skal nævnes – Ø-projektet:
I samarbejde med en psykolog og en sygehuspræst, der også har en terapeutisk uddannelse, gennemførte vi i september 2005 et projekt med seks traumatiserede voldsofre (fire kvinder og to mænd). Vi rejste til Gran Canaria i otte dage med det formål udelukkende at få deltagerne til at fokusere på sig selv og hinanden. Det betød, at de som udgangspunkt ikke var i kontakt med omverdenen, hvilket selvfølgelig ikke skal opfattes helt bogstaveligt. Men at „den store verden var lukket ude“ var en forudsætning for projektet. Det overordnede formål var at give deltagerne styrke til og forudsætninger for bedre at tackle dagligdagen, når de kom hjem igen.
Foruden psykologen og sygehuspræsten deltog også medarbejdere fra Landsforeningen i „Ø-projektet“. Projektet var vores hidtil største og dyreste, men også vores bedste. At det var en succes for deltagerne fremgår bl.a. af „deltagernes kapitel“ i den rapport, som blev lavet efter turen. Vi har siden fulgt op på forløbet og kan konstatere, at vores forventninger til fulde er blevet indfriet.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2006 (årgang 12 nr. 2).