Rummenes rummelighed

De fysiske rum skal appellere til udviklingshæmmede og deres behov. Det handler i større grad om at medtænke hvad, vi gør med rummet, og ikke hvad vi gør i rummet.
Af: Karen Madsen, pædagogisk konsulent, Specialrådgivningen i Sønderjyllands Amt

Hvem øver vold på hvem og for hvem er volden bekvem? (Halfdan Rasmussen)

Udviklingshæmmedes voldelige adfærd er aldrig et bevidst valg! Derfor et det til stadighed vigtigt, at vi videreudvikler den pædagogiske indsats og formulerer nye mål for vores arbejde. Med til disse overvejelser hører også institutionernes indretning. Hidtil har der ikke været tilstrækkelig fokus på dette.

Den opmærksomhed, der har været, har hovedsagelig handlet om, at rammerne skal være funktionelle, rationelle og praktiske at renholde.

Der skal være rygerum, mødelokaler, kontorer osv. På den måde markerer medarbejderne en speciel afgrænsning via "deres" rum. Man kan fundere over, om arkitekturen i institutionerne er blevet en form for magt.

De materielle ting, vi omgås i dagligdagen, påvirker den enkelte bruger kommunikativt. Jeg fristes til at sammenligne med, gamle dage, hvor medarbejderne drak af en slags kopper og beboerne af en anden. Også nøglebundter var førhen ensbetydende med en magtrelation.

Medarbejderne bestemmer meget og vi kan bestemme meget. Vi kan også bestemme, at brugerne får lov til at bestemme meget. Det handler bl.a. om, hvad vi gør med rummet.

At opleve og reflektere

Det er vigtigt at belyse, hvordan vi i det daglige arbejde kan sikre, at både udviklingshæmmede og støttepersoner får lov til at opleve og undre sig over omgivelserne. Og hvordan påvirkningerne kan give anledning til, at vi reflekterer over - og tager stilling til oplevelserne.

Reggio Emiliapædagogikkens ophavsmand Loris Malaguzzi taler om rummet som den tredje pædagog og siger, at der i rummet ligger en uudnyttet ressource, som skal udnyttes. Han fokuserer på, at der altid er en sammenhæng mellem institutionernes muligheder og indretning og medarbejdernes fantasi til, sammen med udviklingshæmmede, at udnytte de samlede fysiske rum, så de appellerer til de udviklingshæmmede og deres behov.

De mennesker, der er i rummet, skaber et fælles psykisk og socialt miljø. Rummene skal tage udgangspunkt i den enkeltes behov, ønsker og interesser og samtidig invitere til bevægelse, handling, udforskning og fordybelse.

Rummets muligheder

Jan Kampmann beskriver i bogen Barnet og det fysiske rum forskellige former for samspil mellem menneske og omgivelser. Han lægger vægt på følgende:

1. Den enkeltes bevægelse i rummet, hvor der udføres forskellige handlinger og aktiviteter. Individet får herigennem en eller anden indflydelse i det fysiske miljø i kraft af sin tilstedeværelse.

2. Den enkelte reagerer fysisk på de indtryk, der er i rummet, såvel positivt som negativt. Det kan være farver eller stressfaktorer. Tingene i rummet får en betydning for den enkeltes sindsstemning og vel befindende.

3. Den enkelte tilegner sig viden, tolker i forhold til oplevelserne, og der dannes en opfattelse af det fysiske miljø. Oplevelserne kobles formentlig til tidligere oplevelser.

4. Den enkelte vurderer oplevelsen af samspillet med miljøet, forstår noget, mens andet virker meget kaotisk og usammenhængende. Her opstår en vurdering af rummet som erfaringsrum på både godt og mindre godt.

Medarbejderne møder her et dilemma mellem, hvornår og hvor ofte brugernes grænser overskrides. - Et dilemma mellem kontrol og ansvarlighed, som skal forvaltes, både fagligt og personligt.

Et andet dilemma er, at medarbejderne på den ene side vil give frihed - og på den anden side er forpligtiget til at regulere graden af frihed. Hvornår kan jeg give slip? Hvornår skal jeg som medarbejder gribe ind i forhold til det, der foregår i rummet?

Det er yderst sjældent, at udviklingshæmmede har mulighed for at være private, og det kan diskuteres, om de overhovedet har denne ret, når de opholder sig på en institution. Medarbejderen er ofte tryghedsfaktor for den enkelte - eller gruppen af udviklingshæmmede - og her opstår et dilemma mellem omklamring og svigt.

Rummet har mangfoldige muligheder, og de udviklingshæmmede kan have mange modsatrettede krav og behov for rammer. Her kan der være et modsætningsforhold, som medarbejderne må forholde sig til. Det gælder fx modsætninger som kontrol - frihed, struktur ...,. spontanitet, ansvar - frihed, skabelse - tilpasning og aktivitet - passivitet.

Rummet skal udfordre

Kunsten bliver i det samlede rum at få de enkelte rum til at stemme overens med de udviklingshæmmedes behov, ønsker og interesser.

De enkelte rum skal gerne afspejle de fælles følelser, traditioner og forventninger, der findes i det samlede miljø.

Rummene skal appellere til sanserne, og rummenes rummelighed skal appellere til den enkelte. Det kommer i større grad til at handle om, hvad vi gør med rummet, end hvad vi gør i rummet.

Udviklingshæmmede skal ligesom andre mennesker udfordres. Omvendt risikerer vi, at der er gode iboende kræfter, som går tabt, eller som belaster medarbejderne i form af eksempelvis voldelig adfærd. 

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, oktober 1996 (årgang 2 nr. 2).

www.vold-som-udtryksform.dk