Forberedt til fremtiden

Hverken de pædagogstuderende på Seminariet i Esbjerg eller medarbejderne på de sociale institutioner i Ribe Amt synes, at de studerende er godt nok forberedt til praksis - eller omvendt. Et fremtidsværksted satte fokusligtorne og løsninger.
Af: Karen Pedersen

"Det er for ringe, at vi ikke bliver rustet bedre på seminariet til at tackle vold i praksis", skriver en pædagogstuderende på væggen.

"Jeg er træt af, at der ikke er ordentlig vejledning fra praktikstedet om vold", lyder det fra en anden.

De studerende er aktører i et fremtidsværksted, der skal sætte fokus på at forberede dem bedre til praksis -og altså også til den vold, de kan komme ud for - og samtidig forberede institutionerne til at tage imod de studerende. Det kan nemlig gøres bedre end i dag, mener begge parter. Derfor tog styregruppen i Vold som Udtryksform i Ribe Amt i foråret kontakt til seminariet i Esbjerg med en opfordring til samarbejde om "mødet i det praktiske pædagogiske felt".

Det blev i første omgang til et fremtidsværksted, der skulle indkredse de ømme punkter og give nogle bud på, hvordan man kunne komme videre.

Fremtidsværkstedet tog afsæt i en forestilling om, at seminariet i dag uddanner en anden type studerende end tidligere - og at de måske er mindre robuste. Målet var at sætte fokus på, hvordan studerende og personale sammen kan gøre praktikperioden mere attraktiv. Og at introducere de studerende til de institutioner, der har svært ved at rekruttere pædagoger, måske fordi de har et belastet arbejdsmiljø.

- På seminariet blev vi glade for pædagogernes invitation til samarbejde - med det fremtidsperspektiv, at det måske kunne blive startskuddet til et fælles udviklingsprojekt, siger souschef Hanne Meyer fra Seminariet i Esbjerg.

- Problemstillingen om, hvor meget de studerende skal forberede sig, og hvor meget seminariet skal forberede de studerende til praktikken, er altid aktuel. Derfor skal vi have afklaret, hvem der er kompetent til at undervise, informere og vejlede om praksis. Og herunder vold i det pædagogiske arbejde. Hvem er specialisterne? Skal de studerende ud og have praksiserfaringer og så tilegne sig teoretisk viden, så de får redskaber til at reflektere over en oplevelse - og vurdere en handling fx en løsning på et problem, hvor vold er sidste udvej for et menneskes reaktion på angst, undertrykkelse, aggression eller?

- Jeg mener helt klart, de studerende skal have en forståelse for, at volden kan forekomme. Og de skal være opmærksom på, hvilke signaler de selv sender ud, og hvordan de reagerer i kaos - for det er jo netop i kaos, volden opstår, siger Hanne Meyer, som stod for fremtidsværkstedet og førte deltagerne gennem de tre faser fra kritik over fantasi til virkeliggørelse.

Kritik

Kritikken fra de studerende gik i høj grad på, at de føler sig for dårligt klædt på til praktikken - både fra seminariets og praktikstedets side:

• Jeg synes, det er træls, at jeg ikke har arbejdet mere intensivt med vold på seminariet for at være forberedt.
• Jeg er træt af at være utryg, når jeg går på arbejde - og græder, når jeg kommer hjem.

Men udsagnene gik også på reaktionerne på volden - både indadtil og fra omgivelserne:

• Trusler fylder 1000 gange mere end vold.
• Jeg synes, det er svært at tackle lysten til at slå igen. 
• Det er frygteligt at føle afmagt.
• l institutionen føler jeg, man bliver nedgjort, hvis man ikke tør gå ind til en voldelig beboer på egen hånd - man bliver gjort til en dårlig pædagog.
• Jeg er sur over, at man bliver udsat for psykisk vold og gerne vil fortælle om oplevelsen - at man så bliver grinet af og får fortalt, at det er ens egen skyld.

l medarbejdernes kritikfase var det temaer som "at skabe mening med begrebet vold''; manglende kollegial åbenhed samt angst og magtesløshed, der fyldte mest på papiret i rummet.

Fantasi

Fra kritik til fantasi. l fantasifasen kredsede ønskerne fra de studerende om at blive bedre til at tackle de indre reaktioner på volden. Nøgleord var: supervision, krisehjælp, mod til åbenhed, viden og erfaringer og inddragelse af seminariet.

Drømmene lød blandt andet:

• At 1. lønnede praktik blev ændret, så man ikke indgår i normeringen, det gi'r tid til intro/supervision.
• Bare en af mine lærere fra seminariet ville komme ud og være hos mig, når jeg ikke magter den indre utryghed.
• Jeg kunne ønske mig, at professionel krisehjælp var obligatorisk hver gang, der opstår en voldsepisode.
• Jeg vil have lov til at blive hørt og taget alvorligt, når jeg mener, beboerne bliver dårligt behandlet.
• Det ville være rart, hvis dialog og samtale var mere legalt. For studerende burde der blive afsat tid til informering!

Mange af ønskerne handlede også om at blive bedre til at forebygge volden:

• De studerende skal sikres undervisning i kommunikation! dialog/konfliktløsninger, inden de går i praktik.
• Jeg kunne tænke mig, at flere pædagoger med praktisk erfaring blev trukket ind på seminariet med relevante informationer + diskussion.
• Forebyggelse af vold bør være en del af institutionens personalepolitik. Der skal udarbejdes handleplaner, og de skal være aktive.

Medarbejdernes fantasifase fokuserede især på de fysiske rammer og ressourcer, på efteruddannelse, personlig og faglig udvikling, samarbejde, kommunikation og udvikling af beboerindflydelse.

Virkeliggørelse

I virkeliggørelsesfasen handlede det om at føre fantasierne ud i livet for at skabe arbejdsmiljøer, der fremmer åben dialog i hverdagen, og fremme dialogen mellem institutionerne og seminariet.

Det førte helt konkret til, at tre studiegrupper på seminariet har valgt. "vold i pædagogisk praksis" som emne i deres projektperiode. Des-uden blev der nedsat fire arbejds-grupper på tværs af deltagerne i fremtidsværkstedet.

En gruppe arbejder videre med, hvordan man kan gøre introduktionen til praktikperioden anderledes og bedre end i dag - både fra seminariet og arbejdspladsen.

En anden gruppe vil lave en vejledning, som studerende og praktikstedet kan have glæde af. Vejledningen skal blandt andet fortælle om de problemer, man som studerende kan komme ud for, og hvad man skal være særlig opmærksom på. Samtidig skal den gøre praktikstedet opmærksom på, hvad de kan forvente af de studerende.

En gruppe medarbejdere arbejder videre med egen "pædagogisk formåen" og sætter fokus på personaleuddannelse og - udvikling. Tanken er, at de for at kunne hjælpe de studerende selv må være i stand til at handle på problemstillingerne.

Endelig har nogle studerende planer om at oprette en "backinggruppe" på seminariet.

- Ideen er, at gruppen skal bestå af lærere, medarbejdere fra praktikstederne og evt. en supervisor udefra. Gruppen skal fx bruges, når man har problemer - ikke bare med vold - i praktikperioden, fortæller studerende Lise Lotte Jensen.

Hun er meget tilfreds med fremtidsværkstedet og det, der kom ud af det.

- Det var hammer spændende! Desværre når jeg nok ikke selv at få så stor glæde af det, men det er vigtigt, at studerende ved, at de kan ytre sig.

- Min indgangsvinkel var, hvordan vi som studerende får en stærk ballast til at forstå volden fra beboerne, men' også den "vold" fra personalet, man kan opleve, når man kommer ind i en medarbejdergruppe. Man skal ikke bare komme og gøre sig klog! Man har måske lyst til at stille spørgsmålstegn ved en række forhold - og gør det også - men bliver tit affejet. Her er dilemmaet, at praktikstedet skal godkende praktikken, for at du kan komme videre i uddannelsen.

Bedre sammenhæng mellem teori og praksis

Lise Lotte Jensen peger på, at man er sårbar, når man er i praktik.

- Man er forfærdelig alene med problemerne. Jeg ville ønske, der var en mere åben dialog mellem praktikstedet og seminariet. Vi får besøg en gang, mens vi er ude, og er også tilbage på seminariet i "indkald", men det er ikke det samme som at få besøg i heksekedlen. Jeg mener, seminariet skal mere ud på arbejdspladsen, og at studievejlederne skal have mere kendskab til praktikstederne.

- Jeg tror ikke på, man kan forberede folk helt på vold - og det er også forskelligt, hvad man kan holde til. Nogen kan klare at få brækket armen, andre kan ikke holde ud at blive kaldt en fed smatso. Jeg synes, praktikstederne skal være mere åbne i det hele taget: Du er studerende, vi kan godt forstå, du er i tvivl. Vi vil gerne hjælpe, så bare spørg - i stedet for den "vi plejer" -mentalitet", man ser mange steder. Det håber jeg, fremtidsværkstedet har medvirket til.

Også medarbejderne er meget tilfredse med udbyttet af fremtidsværkstedet.

Naja Jensen: - Jeg synes, det var et godt forløb. Der kom mange gode problemstillinger på bordet. Vi havde en forhåndsopfattelse af de studerende, som ikke holdt stik. De havde nogle gode synsvinkler, og de problemstillinger, de formulerede, kom bag på os. Vi troede, at det var medarbejderne, der skulle være opmærksom på de ting. Jeg er også overrasket over, hvor fantasiløse vi medarbejdere er, når vi har været ude nogle år. I fantasifasen manglede vi noget i forhold til de studerende. Alt i alt synes jeg, fremtidsværkstedet var et godt redskab til at skabe mere sammenhæng mellem teori og praksis.

 

 

 

 

 

 

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, december 1999 (årgang 5 nr. 2).

www.vold-som-udtryksform.dk