En god introduktion - en god start
En god introduktion til et nyt job kan mindske risikoen far, at nyansatte bliver skræmt fra vid og sans, når de første gang konfronteres med voldsomme episoder på jobbet.
Af: Konsulent Charlotte Vincent, Socialt Udviklingscenter SUS
Voldsforebyggelse på arbejdspladsen er et tema, som på forskellig vis behandles i amterne og i bo- og servicetilbud i forhold til nyansatte og medarbejdere generelt. For eksempel har Århus Amt tilrettelagt introduktionsforløb for nyansatte. Vejle Amt har kurser for sikkerhedsrepræsentanter og ledere, og Nordjyllands Amt har blandt andet udarbejdet en generel introduktionspjece om voldsforebyggelse til personalet på institutionerne. I det følgende præsenteres de tre amters initiativer kort.
Århus Amt
Driftsområdet for Voksne Handicappede har i forbindelse med Vold som Udtryksform besluttet at holde introduktionsdage for nye medarbejdere for at bidrage til at forebygge vold på arbejdspladsen. Ideen startede som et pilotprojekt finansieret af midler fra Århus Amts pulje til forebyggelse af arbejdsskader.
Formålet er at introducere nye medarbejdere til problemstillingerne omkring vold, handicapforståelse og menneskesyn. Baggrunden er en antagelse om, at et af de vigtige elementer i forebyggelse af vold på arbejdspladsen er en bevidstgørelse om de grundlæggende ideer og værdier, som danner baggrund for det faglige arbejde udmøntet i den enkeltes arbejdsindsats i forhold til brugeren, og den fællesforståelse, der danner udgangspunkt for personalets samarbejde.
Med andre ord lægges der vægt på, at personalet og specielt de nyansatte introduceres til sammenhængene mellem handicapforståelse, menneskesyn og opgaveløsning i forhold til brugerne og brugernes oplevelse heraf.
Introduktionsmodulet består af en første del, der indeholder en overordnet introduktion til Århus Amt og særligt Driftsområdet for Voksne Handicappede, specielt forskellige organisatoriske emner. Den anden del er en introduktion til emnerne vold, handicapforståelse og menneskesyn.
Vejle Amt
Vejle Amts introduktionskurser for sikkerhedsrepræsentanter og ledere har som overordnet mål at uddanne sikkerhedsrepræsentanter og ledere i at vejlede om voldsforebyggelse. De kan fungere som en slags konsulenter på arbejdspladsen i forhold til at sætte processer i gang om voldsforebyggelse og sørge for at vedligeholde disse. Introduktionskurset bygger blandt andet på erfaringer og metoder fra Vold som Udtryksform, og det afholdes over tre kursusdage. Kurset behandler emner som:
- voldens fremtrædelsesformer
- regler om magtanvendelse og etiske dilemmaer
- praktisk fremgangsmåde i voldsforebyggelse
- praktisk arbejdstilrettelæggelse
- forebyggelse af voldens negative konsekvenser
- redskaber til konfliktløsning
På kurset lægges der vægt på ikke kun at arbejde med problemstillinger, der vedrører den fysiske side af volden, men lige såvel med den psykiske vold og det, volden gør ved det psykiske arbejdsmiljø.
Nordjyllands Amt
Nordjyllands Amt har udarbejdet en introduktionspjece til voldsforebyggelse, der er sendt ud til samtlige bo- og servicetilbud i amtet. De enkelte steder og distrikter tilrettelægger blandt andet på denne baggrund deres egne individuelle introduktionsforløb for de nyansatte.
Formålet med pjecen er at give personalet nogle hjælperedskaber i forebyggende arbejde på arbejdspladser, hvor der forekommer vold eller trusler om vold, og vejledning i, hvordan man forholder sig, hvis volden alligevel kommer til udtryk og medfører ubehagelige episoder.
Desuden lægges der vægt på at gøre op med myterne om vold, på generelt at øge medarbejdernes bevidsthed om vold som arbejdsmiljøproblem og at give anvisninger på, hvordan volden og dens skadelige virkninger kan mindskes.
Emnerne, der bliver behandlet, er følgende:
- Introduktion til voldsforebyggelse: Forekomst af vold. Hvad forstås ved vold. Arbejdsmiljøpolitik. Vold er aldrig et privat problem.
- Foranstaltninger til forebyggelse af vold: Personalesamarbejde. Uddannelse og supervision. Arbejdets tilrettelæggelse og organisering. Lokalemæssige forhold. Visitation. Ambulancetjeneste.
- Foranstaltninger på arbejdspladsen, når skaden er sket: Kollegial psykisk førstehjælp. Professionel psykisk anden hjælp. Handleplan og arbejdsrutiner i forbindelse med voldsepisoder.
Desuden gennemfører sikkerhedslederen for Voksen Handicapområdet et todages introduktionskursus for praktikanter i bo- og servicetilbudene.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, december 1999 (årgang 5 nr. 2).