Hårdhændet behandling kræver bløde boliger

Fem udviklingshæmmede og voldsomme beboere, der hidtil har måttet finde sig til rette i bofællesskaber, eller har været isoleret i midlertidige pavilloner i tilknytning til en døgninstitution i udkanten af Odense, får til februar mulighed for at flytte ind i en selvstændig bolig, der er bygget og indrettet specielt til dem. Boligerne bliver samtidig arbejdsplads for ca. 25 pædagoger, der alle har været presset ud i voldsomme og farlige situationer, men som nu får mulighed for at efterleve de mere nænsomme og blødere værdier i serviceloven, uden at gå på kompromis med beboernes og deres egen sikkerhed.
Af: Thomas Hye-Knudsen, journalist

De 120 medarbejdere under Minibo, der er et bo- og aktivitetstilbud for personer med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i Fyns Amt, blev sidste år udsat for 160 overgreb fra 70 brugere. I 76 tilfælde måtte pædagoger og behandlere indberette magtanvendelse over for brugere. Fra næste år skulle antallet af indberetninger gerne være faldet. Og hverdagen for de meget forskellige brugere og beboere på de 12 institutioner skulle blive lettere, akkurat som det psykiske arbejdsmiljø for pædagoger og behandlere.

De fem nye boliger løser et særforanstaltningsproblem, som Minibo har kæmpet med i en årrække, og som Fyns Amt med en bevilling på seks mio. kroner nu har besluttet at gøre noget ved. Succeskriteriet for de nye boliger er, at antallet af episoder med fysisk magtanvendelse og vold bliver bragt ned.

– Vi har ikke haft et ordentligt tilbud til denne specielle gruppe, som er vokset i de senere år. Nogle har i en årrække været placeret rundt omkring i bofællesskaber eller isoleret i pavilloner, fordi de har været for belastende for sig selv og omgivelserne. Hidtil har brugere og personale i et stort omfang måttet indrette sig efter forholdene i de parcelhuse og villaer, amtet har opkøbt, men med de fem nye boliger kommer det til at forholde sig omvendt. Her er beboere og pædagoger sat i centrum, siger Ib Poulsen, der er leder af Minibo.

Et kik over skulderen

For at finde frem til de nye boligers optimale indretning, har man været nødt til at kortlægge og gennemgå alle de dagligdags rutiner og spontant opståede begivenheder og faresituationer mellem pædagoger og brugere.

– I stedet for at lade pædagoger og behandlere følge hinanden har vi ment, at det mest optimale var at få nogen til at se på os udefra. Derfor har vi i processen inddraget en ergoterapeut og en fysioterapeut, der hver især er kommet med input og forslag til indretningen. Ud fra deres observationer og løbende diskussioner med pædagogerne, er der fremkommet en rapport, som arkitekten har haft som grundlag i sit arbejde, fortæller Ib Poulsen.

Udfordringen har bestået i at lave et byggeri, der dels har skullet signalere det mere bløde pædagogiske værdigrundlag og samtidig øge sikkerheden for beboere og personale. Yderligere har det været vigtigt at få afhjulpet nogle af de praktiske ting, som ellers kan give anledning til, at der overhovedet opstår konflikter mellem beboerne indbyrdes og i forholdet til pædagogerne. Sidst, men ikke mindst, har det været en målsætning, at det skulle blive en bedre og mindre psykisk belastende arbejdsplads for pressede pædagoger.

Afværger konflikter

Et af de store problemer handler om larm og støj, som meget hurtigt kan skabe uro og utryghed hos alle andre, end hos netop den beboer, der udløser balladen. I de nye lejligheder bliver støjen beboerens eget problem, da alle lejligheder er fysisk adskilt. Dørene er lavet i materialer og ophæng, så de kan tåle at blive smækket med. Væggene er lavet af træ, der giver efter, hvis man bliver skubbet eller slået mod væggene.

Pædagogerne er ikke pisket til at få stoppet løjerne, men har mulighed for at trække sig ud i et slags ingenmandsland, der er et overdækket rum som forbinder de fem boliger.

– Der er ikke tale om et fællesrum, da beboerne ikke har noget socialt ud af hinanden. Men det giver pædagogerne en mulighed for at vise den voldsomme beboer, at de ikke er bange for vedkommende. At de stadig er inden for synsvidde, men er parate til at vente indtil det er sikkert at komme ind til beboeren igen, fortæller Ib.

Et andet konfliktområde gælder vand og varmespild, der skyldes beboernes behov for i perioder at skrue og dreje på alt, hvad der kan bevæge sig. I stedet for radiatorer er alle lejligheder udstyret med varme i gulvet. Traditionelle vandhaner med blandingsbatteri er afløst af haner med fotoceller, der aktiveres når hænderne kommer ind under hanen.

– Det betyder meget, at plejepersonalet ikke føler sig nødsaget til at sanktionere eller bliver irriteret over brugernes adfærd. Hvis der skulle opstå kritiske situationer, hvor det for pædagogen handler om at komme væk, så er alle rum udstyret med to udgange. Dels er det et sikkerhedsspørgsmål, men også for at understrege, at vi aldrig går ind i konflikter, men tager fysisk afstand. Uanset hvilket rum man befinder sig i, kan man altid komme ud, fortæller Ib.

Farlige vindueskarme

Hvis der alligevel skulle opstå spontane og voldelige episoder, er der ingen skarpe hjørner. Alle rum er kvadratiske og selv æstetiske overvejelser omkring vindueskarme har måttet vige til fordel for sikkerheden. Baggrunden er tragisk. Man har haft en episode, hvor en pædagog blev skubbet ind i en vindueskarm og uheldigvis fik vredet nakken så kraftigt, at hun i dag er på invalidepension.

– Det er menneskeligt opslidende. Normalt har en pædagog typisk holdt til presset i trekvart år, hvorefter vedkommende er slidt op. Men da de fem nye boliger bliver placeret i en klynge i tilknytning til Lindegården, der huser syv mindre belastende beboere, har vi mulighed for at lave en buffer, så de i alt 35 pædagoger kan aflaste hinanden ved for eksempel at skifte arbejdsfelt hver tredje måned, fortæller Ib. En anden måde at skabe aflastning og afveksling kan foregå ved almindelige dagligdags sysler, hvis ellers dagen former sig positivt. Hver enkelt bolig har eget køkken og vaskemaskine. Og det er ikke mindst for at give personalet en mulighed for at skabe et rarere og mere afvekslende arbejdsklima.

– Man kan ikke sidde og holde i hånd hele dagen. Og på en dårlig dag kan maden laves i fælleshuset hos naboen på Lindegården, forklarer Ib.

Fleksibilitet

Som leder for de 120 ansatte på de 12 institutioner under Minibo, har Ib Poulsen det overordnede ansvar for de ansattes ve og vel. I forhold til voldsproblematikkerne har han valgt ikke at ofre mange ressourcer på stort anlagte efteruddannelsesforløb eller projekter, men han har bevis for, at det er muligt at fastholde medarbejderne, hvis man udviser en tilstrækkelig fleksibilitet i ansættelsesforholdet.

– I forhold til vold, er det tilladt at sige fra – uden risiko for at blive fyret. I stedet for at bruge penge på uddannelse, har vi valgt at udvise meget stor fleksibilitet i forhold til medarbejderne. 96 pct. er uddannede pædagoger, og der er rige muligheder for at imødekomme individuelle ønsker, hvis man har brug for at blive aflastet. Og hvis det er svært for den enkelte at træffe beslutningen, så kan jeg gøre det, siger han.

Volds- og overgrebsepisoderne er ikke til diskussion. Alle forhold indberettes og diskuteres med Ib. Og det er ikke op til de forurettede selv at beslutte, om en konkret begivenhed i forhold til en bruger karakteriseres som et overgreb eller ej. Det kan eksempelvis foregå via en kollega. Alle har fri adgang til psykologhjælp, og Minibo betaler udgiften for otte behandlinger.

Ikke kun for øjet

Opgaven med at omsætte visionerne i nybyggeriet til konkret handling har været lagt i hænderne på Arkitektfirmaet Lars Edmund A/S. Og selv om det umiddelbart mere pegede i retning af, at der skulle bygges en miniatureudgave af Herning Svineslagteri, så var Lars Edmund klar over, at der ikke kunne blive tale om massive betonvægge og dørkarme med stålkanter. Arkitektur og materialevalg måtte gerne afspejle den historiske udvikling, hvor man er gået fra tvangsfiksering og medicinering til mere bløde og pædagogiske behandlingsformer.

– Vi har både skulle tænke på personalet, beboerne, forældre og pårørende. Vi har indarbejdet personalets tanker og overvejelser, men da brugerne ikke kan formulere sig opererer vi meget med sanseindtryk, og har i arbejdet med institutioner til handicappede børn fundet ud af, at det er nødvendigt at give plads for, at alle sanser har en chance for at blive stimuleret. Arkitekturen lider i dag under, at der typisk fokuseres for meget på øjet, fortæller arkitekt Lars Edmund. Den økonomiske ramme har sat en naturlig grænse for, hvad der var muligt at realisere, men ideen om træhuse opfylder flere formål.

– Dels er der det økologiske og miljømæssige aspekt, men træet opfylder også nogle rent praktiske og psykologiske formål. Træ har en indbygget varme og struktur, det er levende, smidigt og samtidig giver det efter, siger Lars Edmund. Oprindeligt ville man anvende cedertræ udvendig, men da der er problemer i forhold til brandmyndighederne ender det nok med sibirisk lærketræ udvendig og birkefiner indvendig. Økonomisk giver anvendelsen af træ en billigere anlægspris, men Lars Edmund vurderer, at man så nok må regne med, at det kommer til at koste lidt mere på driften.