Man skal have en fælles dagsorden

Jimmy Rohde har arbejdet med hjemløse i snart 20 år. Vold og især trusler har været en del af arbejdsmiljøet, men Jimmy har aldrig været bange for at gå på arbejde, og er ikke i tvivl om, at det er her, på hjemløseområdet, han hører til. Heller ikke selvom han to gange i årenes løb har prøvet at gå ned med flaget. Men han savner en fast dagsorden og nogle fælles rammer for arbejdet.
Af: Karen Pedersen, journalist

Det er en helt almindelig aftenvagt på herberget på Sundholm, da Jimmy pludselig mærker en pistol mod tindingen: „Jeg skal have en seng!"

– Jeg blev selvfølgelig pissebange. Rystede som et espeløv, havde det skidt og var sygemeldt i tre uger. For at komme videre var jeg nødt til at forholde mig objektivt til det. Der var tale om afmagt. Manden var kørt helt ud i ekstremerne. Tænk at stå og true mig med en skarpladt pistol bare for at få en seng at sove i!

Episoden ligger efterhånden mange år tilbage. Dengang var Jimmy Rohde forholdsvis ny på hjemløseområdet. Siden har han arbejdet på flere herberger og væresteder for hjemløse, både som „almindelig" medarbejder og som leder. I dag er han ansat som aktivitetsmedarbejder i De Hjemløses Hus i Københavns nordvestkvarter.

På alle Jimmys arbejdspladser har vold og især trusler været en del af miljøet.

– Dengang på Sundholm gik vi rundt med walkies, og i stedet for at snakke med folk kaldte vi over dem, hvis der var ballade. Jeg betragtede brugerne som nogen, der bare var der. Det var med at få løst problemerne, så vi kunne komme tilbage til kontoret og drikke kaffe. Mit syn på det har ændret sig meget, i dag er det min mærkesag, at alle mennesker har nogle ressourcer.

Når Jimmy Rohde oplever en voldsom eller aggressiv bruger i hjemløsehuset, forsøger han så vidt muligt at blande sig og snakke med vedkommende.

– I sidste uge var der fx en fyr, der var meget vred. Jeg greb fat i ham og hev ham med ind på kontoret, hvor jeg gav ham et superkram: Hvad er der galt? På den måde kan man nogle gange afvæbne.

Klappen gik ned

Efter episoden med pistolen var Jimmy sygemeldt i tre uger og fik hjælp af en psykolog.

– Samtalerne med ham satte tingene mere i relief, end jeg havde regnet med. Han kunne se knuden i maven og fik pirket til den, så jeg råbte og skreg og fik løst op.

Siden har Jimmy Rohde jævnligt haft samtaler med en psykolog for at have en at dele sine tanker med.

– Hver dag ophober der sig små ting, men de fleste går ikke til psykologen, før bægeret er flydt over. Hvorfor ikke gøre det, inden det er helt fyldt op?, spørger han. – Jeg tror vi skal være gode til at bruge supervision, og jeg tror ikke, at kollegial supervision er det bedste, det er for tæt på. Det er det i hvert fald for mig.

Jimmys eget bæger flød alligevel over for nogle måneder siden. Han var ny i De Hjemløses Hus, da lederen sagde op.

– Så stod vi der. Jeg var den sidste, der var ansat, og jeg savnede nogle retningslinjer for, hvem gør hvad og hvorfor. Jeg gik med den der usikkerhed.

Hverdagen var mere end travl. Medarbejderne skulle holde huset kørende uden leder. Samtidig var de i gang med at lave APV og nye planer for huset. Oveni det pendlede Jimmy frem og tilbage til Møn, hvor han havde lavet en aftale med en familie om at fungere som „omsorgsfamilie" for en hjemløs. Og han arrangerede fodboldturnering for boformer og væresteder.

– Det hele kørte bare, samtidig med at jeg arbejdede med de her skæve mennesker, der hele tiden skulle prøve grænser.

Den 25. april gik klappen ned. Jimmy blev sygemeldt og var det i tre måneder. I løbet af kort tid tabte han seks kilo, han kastede op, var utryg ved alting og fik en depression. Han har stadig huller i hukommelsen fra tiden op til.

– Set i bakspejlet skyldtes det mange ting, og nok ikke så meget brugerne. Men der var en del uro i huset, der var mange, der blev afvist og fik karantæne. Den uro var svær for mig at håndtere, fordi der ikke var en krystalklar holdning til, hvad man gjorde, hvis folk truede, eller smed en vase eller…

– Der var ingen faste regler: Giver vi karantæne? Må man tisse på gulvet? Vi accepterer ikke vold og trusler, men hvad så – ringer vi til politiet? Den usikkerhed, der ligger i, at vi som kolleger hver især venter på, hvad gør den anden, kan brugerne mærke. De kan aflæse os på et splitsekund. Det er ligesom børn derhjemme, hvis mor siger ja, og far siger nej.

30 om dagen

Den manglende fælles dagsorden var det, Jimmy havde sværest ved.

– Jeg tror, vi alle sammen har brug for en ramme, for at vi kan befinde os godt. Når den ikke er der, lever man i et space, hvor ens egne grænser bliver rykket på det etiske og moralske. De kommer længere og længere ud, og man bliver mere såret, end man tror. Ballonen bliver spilet op, og til sidst skal der ikke meget til, før den brister. Der var gang i 27 ting i huset, og jeg følte, at jeg stod meget alene, fordi vi ikke have en fælles ramme.

I dag er Jimmy Rohde tilbage i hjemløsehuset. Der er stadig uro, og det vil der nok altid være.

– Truslerne er der dagligt, hele tiden. Der er måske 30 om dagen. Ikke så meget mod mig eller os som personale, mere mellem brugerne. De har et andet sprog, end vi har, og det har ikke den samme effekt på dem. Der må vi som medarbejdere gå ind: „Det kan godt være I har jeres gadesprog, men alle skal kunne være her."

– Nogle trusler vælger vi ikke at høre. Det er bare „Søren", han kommer i morgen og siger undskyld. Men når han så kommer, er det vigtigt at fortælle ham, at det du sagde i går, er ikke o.k. Næste gang du bliver sur over et eller andet, kan du så ikke prøve at hive fat i mig, så går vi en tur eller…

Forskellige grænser

Det at kende sine kolleger og have en fast dagsorden er vigtigt, for at det fungerer i hverdagen, og for at man kan støtte hinanden, når det brænder på.

– Vi har forskellige grænser for, hvad der påvirker os. Men hvis min kollega får det skidt på grund af en trussel, så vil jeg støtte hende eller ham, uanset om jeg måske synes, det er en bagatel. Jeg tror også, det er vigtigt at snakke om, hvorfor det skete. Det kan være små ting, der udløser det: Du gik rundt med æbler, men bød ikke „Kurt". Mange brugere er så vant til at blive forbigået.

Jimmys egen grænse for, hvornår han skal tage en trussel alvorligt, hænger sammen med følelsen i maven.

De trusler, jeg reagerer på, er der, hvor jeg får det skidt i maven. Det kan være over små eller store ting, det er meget afhængig af måden, det bliver sagt på. Der er forskel på, om en bare siger: „Du er for dum" eller én stirrer længe og intenst på dig, og du får at vide, „at fra nu af skal du passe på". Det, jeg reagerer mest på, er, hvis nogen truer med, at der vil ske min familie noget.

Hvorfor truer Jeppe

Jimmy Rohde har aldrig været i tvivl, om at han er god til det, han laver, og han har aldrig været bange for at gå på arbejde om morgenen.

– Så ville jeg ikke kunne være her. Men det er nogle andre ting, der gør mig bange i dag. Og jeg har fået en anden forståelse for, hvorfor Jeppe drikker eller truer.

– Hvis folk kommer i hjemløsehuset og er sure og pissed off, er det jo tit fordi de har haft en dårlig start på dagen. De har måske ikke fået deres medicin, de er måske blevet afvist af deres sagsbehandler, fordi de kom fem minutter for sent.

– Min egen største frustration er, at jeg føler det svært at gøre noget for de mennesker. Jeg synes, der er mange ting at kæmpe med, restriktioner og sanktioner, naboer, som ikke ønsker de skal være her, manglende dialog mellem social- og misbrugscentrene…

Mange steder er medarbejderne heller ikke klædt godt nok på til at tackle problemerne, synes han.

– Jeg synes ikke personalet i dag er opgraderet til at håndtere den enorme frustration, mange brugere har. De fleste slås med gæld og er pressede af regler om aktivering og andet, og der er mange sanktioner. Derfor tror jeg, der er mere vold i dag.

– Mange steder taler man heller ikke til brugerne som ligeværdige, men med næsen i sky. Jeg er heroppe – du er dernede. Gør man det, er man selv med til at skabe konflikt. Det er ikke i orden at true eller begå vold, men mange kan jo ikke andet. Når man giver alle de sanktioner, bliver det for meget til sidst. Og så betyder et års karantæne fra eller til ingenting.

Gi’ folk et ansvar

I mange år arbejdede Jimmy under Missionen blandt Hjemløse. Hans egen mission er at få folk til at tage ansvar for sig selv

– Mange er så institutionaliserede, at de er blevet handicappede. Jeg mener, at vi skal satse mere på brugerinddragelse, få folk til at føle, at de har et medansvar – og også vise dem det. De kan sagtens have ressourcer. For mig giver det stor mening at arbejde med andre mennesker, og jeg synes det er livsbekræftende, når man har givet noget af sig selv og kan mærke, at de kan bruge det til noget.

– Jeg har lige været syg i tre måneder og havde store overvejelser, om jeg skulle fortsætte i huset. Den første jeg mødte, da jeg kom på arbejde igen, var en af brugerne, som kom hen og gav mig et stort kram: „Hvor er det fedt, du er tilbage." Så tænker man, nå ja…

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, september 2005 (årgang 11 nr. 1).