Vold på arbejdet

Vi læser om det i avisen og i fagbladene, hører om det fra kolleger og bekendte. Og mange af os har prøvet det selv – at blive udsat for vold eller trusler på arbejdet. Men hvor galt står det egentlig til? CASA har sat FTF’ernes arbejdsmiljø under lup.
Af: Karen Pedersen, journalist

Sygeplejerskerne kender det kun alt for godt, socialarbejdere og skolelærere beretter om det, og for politiet er det nærmest hverdag. Vold og trusler hører med til det at gå på arbejde for mange af os.

En undersøgelse af funktionærerne og tjenestemændenes (FTF’ernes) arbejdsmiljø viser, at en ud af fem medarbejdere har været udsat for fysisk eller psykisk vold på arbejdspladsen. Undersøgelsen spørger til de to former for vold hver for sig, men de efterfølgende analyser skelner ikke. Fordi forskningen viser, at begge dele kan have betydelige negative konsekvenser for helbredet.

Volden både stiger og falder

FTF’ernes psykiske arbejdsmiljø blev undersøgt i 1993 og igen i 2001. Begge undersøgelser viste, at vold er et udbredt og erkendt arbejdsmiljøproblem inden for mange fag – og at især den psykiske vold er et stort problem. I 2005 blev tallene analyseret igen med særlig fokus på vold på arbejdspladsen. Det kom der en ny rapport „Vold på arbejdet" ud af.

Af den fremgår det, at volden var stigende i perioden. I 1993 var der en ud af ti medarbejdere, der angav, at de havde været udsat for vold eller trusler. I 2001 dobbelt så mange.

Og det er der nok flere forklaringer på, siger faglig koordinator Jørgen Møller Christiansen fra CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse, som står bag undersøgelsen.

– Dels er der sket en holdningsændring, så vores grænser for, hvad der betragtes som vold har rykket sig. Den psykiske vold rapporteres mere hyppigt i dag. Vi anmelder mere. Det er den ene del af det. Men når det er sagt, så er der på nogle områder tale om en reel stigning i volden.

Hvor der altså sandsynligvis tidligere var tale om underrapportering, giver de voldsepisoder, der bliver rapporteret i dag, et mere reelt billede, vurderer Jørgen Møller Christiansen. Men hvor går grænsen for, hvad der skal anmeldes? Det er der ikke noget klart svar på. Langt hen ad vejen er det op til den enkelte medarbejder at definere, hvad der er vold og overgreb.

– Det kan selvfølgelig være svært at måle på noget, der ikke er en entydig definition på. Men jeg tror, at hvis man bliver udsat for vold eller trusler, er man ikke i tvivl om, hvornår grænsen er overskredet, siger Jørgen Møller Christiansen.

Vold og arbejdsmiljø

Vold og arbejdsmiljø hænger sammen. Det viser undersøgelsen tydeligt. Men det kan være svært at sige, hvad der påvirker hvad.

– En spørgeskemaundersøgelse er et øjebliksbillede. Den siger ikke noget om årsag og virkning. Undersøgelsen viser, at der er en sammenhæng mellem fx vold og stress, men siger ikke noget om, hvad der er hønen, og hvad der er ægget, siger Jørgen Møller Christiansen. Han opfordrer til, at arbejdspladserne er særligt opmærksomme på nye medarbejdere.

– Både FTF-undersøgelsen og andre undersøgelser viser, at der er en markant øget hyppighed for at blive udsat for vold de første par år, man er ansat på arbejdspladsen. Derfor er det vigtigt at være meget opmærksom på nyansatte, på introduktion, supervision og information.

Det nytter at forebygge

I løbet af de sidste 10 år er der sat gang i en lang række forebyggende initiativer rundt omkring i landet, ikke mindst via projekt Vold som Udtryksform. Spørgsmålet er, om de mange initiativer har en effekt. Ifølge Jørgen Møller Christiansen ser det sådan ud:

– Generelt ser det ud til, at der de steder, hvor Vold som Udtryksform har sat gang i forebyggende aktiviteter, er tale om en betragtelig nedgang i forhold til andre steder, fx på børn og unge-området, hvor der ikke har været så meget fokus på forebyggelse.

– Det viser, at det nytter at lave en indsats. Og tilsyneladende er der også blivende effekter af det. Det er velkendt, at antallet af anmeldelser stiger voldsomt, når man starter en indsats, fordi opmærksomheden øges. Kurven for anmeldelser af vold til Arbejdstilsynet knækkede sidst i 1990’erne, og det ser ud til, at den stadig er for nedadgående. Det tyder på, at volden reelt er faldende.

– Den øgede rapportering til Arbejdstilsynet er et signal om, at forebyggelse er en problemstilling der skal prioriteres. Derfor synes jeg også, det er meget beklageligt, at Arbejdstilsynet ikke længere laver særlige opgørelser af arbejdsulykker som følge af vold. Det gør, at vi ikke har mulighed for at overvåge området, siger Jørgen Møller Christiansen.

FTF- undersøgelsen kort

Rapporten „Vold på arbejdet" (2005) reanalyserer og sammenholder resultaterne fra to undersøgelser af FTF-medlemmernes psykiske arbejdsmiljø, fra hhv. 1993 og 2001 – med fokus vold på arbejdet.

Rapporten viser, at:

  • 20,9 % af FTF-medlemmerne oplyser, at de har været udsat for enten fysisk eller psykisk vold i 2001 – det var næsten dobbelt så mange som i 1993 (11 %)
  • 7,3 % har været udsat for fysisk vold
  • 17,9 % har været udsat for psykisk vold.

De faggrupper, FTF’erne repræsenterer, er mere udsat for vold end andre. Det gælder ikke mindst sygeplejersker, politifolk, socialrådgivere og folkeskolelærere.

Undersøgelserne viser også:

  • at vold forekommer inden for et bredt udsnit af FTF’ernes arbejdsområder
  • at medarbejdere på både små, mellemstore og store arbejdspladser er udsat for vold
  • at vold på arbejdet er stort set lige udbredt blandt ledere og medarbejdere
  • at mænd og kvinder inden for samme fag, ikke er lige hyppigt udsat for vold
  • at vold på arbejdet er relativt mere udbredt blandt ansatte, der arbejder i aften- og nattetimer
  • at nyansatte oftere er udsat for vold end kolleger, der har været ansat i længere tid
  • at der er tydelig sammenhæng mellem vold og psykisk arbejdsmiljø.

FTF er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privatansatte. Mere end 100 foreninger og fagforbund er organiseret under FTF: sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, pædagoger, politifolk, ansatte i banker og inden for forsikring m.fl.

Kilde: Jørgen Møller Christiansen: Vold på arbejdet – med særlig vægt på FTF-medlemmernes arbejdspladser. CASA, 2005.

Bed busrevisor i øret

„…Stemningen var blevet noget oppisket i bussen, og det lykkedes stort set manden at provokere alt og alle. En busrevisor henvendte sig til manden for at se hans buskort, men manden viste det så hurtigt, at busrevisoren ikke havde mulighed for at se kortet. Der opstod derfor en „kontrovers" mellem manden og busrevisoren, og det endte med, at manden bed busrevisoren i øret." Købehavns Politi, Døgnrapport 24. august 2005

Fængslet for at true chauffør

„En fængselsbetjent på Statsfængslet i Nyborg skulle i går være mødt som vidne i retten. Manden, han skulle vidne imod, er en 41-årig subsistensløs københavner, som sidste år var indsat i fængslet. Det gik bestemt ikke stille af. For den 41-årige er en notorisk voldsmand og tyv. Han er dømt 18 gange de seneste 10 år, og mange af dommene handler om vold og trusler imod embedsmand i funktion – både i de fængsler, han har beæret med sine ufrivillige besøg, og når han er på fri fod…" Fyens Stiftstidende 16. juni 2005

Respekten for politiet daler

„Spark i skridt, spytklatter i ansigtet og slag i ansigtet. Det er blot eksempler på, hvad århusianske politifolk det seneste år har måttet lægge krop til fra ophidsede borgere…. Claus Hartmann, formand for Århus Politiforening, oplever, at respekten for politiuniformen er faldet markant. »Vi må konstatere, at der er en kedelig udvikling på det her område. Det er bestemt ikke blevet rarere at være politimand på gaden,« siger Claus Hartmann. Han oplever, at voldstilfældene ofte sker, fordi folk nægter at følge politiets anvisninger." JP Århus 15. april 2005

Du er død i løbet af fem timer

„Jeg er træt af systemet. Næste gang tager jeg gerne 16 år i spjældet." Få timer efter, at en 27-årig narkoman havde fået tre måneders fængsel for dødstrusler mod en af Næstved Kommunes socialrådgivere, ringede han til rådhuset og truede kvinden på livet igen. Årsag: Socialrådgiveren tillod sig at vidne mod manden ved retsmødet. I går blev den 27-årige på ny sendt bag tremmer, da Næstveds kriminaldommer valgte at varetægtsfængsle ham i tre uger. Denne gang for trusler mod vidner." Ekstra Bladet 2. april 2005

200.000 udsat for vold på arbejdet

Ifølge Arbejdsmiljøinstituttets nationale arbejdsmiljøundersøgelse er omkring 8 pct. af samtlige danske lønmodtagere, svarende til mellem 200.000 og 240.000 medarbejdere, hvert år udsat for vold på arbejdet. FTF-medlemmerne ligger højt med 21 pct.

Også uden for Danmark er vold på arbejdspladsen kommet i fokus i de senere år. Undersøgelser fra Det Europæiske Institut for Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår viser, at omkring 10 pct. af arbejdsstyrken i EU er udsat for trusler eller vold. Kilde: Vold på arbejdet. CASA, 2005