Download magasinet som PDF-udgave

"Jeg ved, hvor du bor!"

Truslerne kommer ofte, når afmagten og frustration over ikke at blive hørt, forstået eller taget alvorligt bliver for stor. Vi har talt med tre tidligere stofmisbrugere om, hvad der kan „tricke“ og få bægeret til at flyde over i mødet med „socialsystemet“. Og om, hvad man kan gøre for at undgå, at det kommer så vidt.
Af: Karen Pedersen, journalist

Din møgkælling. Hvad fanden bilder du dig ind, du skulle have en lærestreg. Jeg ved, du bor i Hvidovre…

Nogenlunde sådan lød den svada, der er årsag til, at 32-årige Uffe Olsen p.t. har karantæne fra sit socialcenter, hvor han blandt andet plejer at komme og hente sin metadon. For nogle år siden kom Uffe ud for et færdselsuheld, der gjorde, at han blev delvis invalid og måtte søge om førtidspension.

– I den forbindelse fik jeg forskellige breve med indkaldelse til dit og dat. Fordi jeg er ordblind, tog jeg dem med op på centret. Men jeg fik at vide af min sagsbehandler, at hun ikke var min advokat, og at jeg ikke bare skulle komme der og få læst breve. Og så var det, Uffe „tændte af".

I karantæneperioden henter Uffe metadon på Falckstationen i nærheden af De Hjemløses Hus i Københavns nordvestkvarter, hvor han af og til smutter forbi. Her kommer også Preben Larsen, 39 og Tina, 35. Ligesom Uffe er de tidligere stofmisbrugere og har mange års erfaringer med mødet med „systemet".

Panden mod muren

Hvad er det, der gør, at I kan finde på at true, fx jeres sagsbehandler?

– Når man er misbruger føler man nemt, at man støder panden mod en mur. Til sidst flyder bægeret over. Jeg bliver tosset og får lyst til at smadre et eller andet, fortæller Preben, som også kender til at have karantæne.

– De sagde jeg ville få penge en tirsdag. Jeg ventede, jeg ved ikke hvor længe, og så var pengene der ikke alligevel. Jeg havde aftalt, at jeg skulle hente min søn i Jylland, så jeg fik „en fuldstændig hjerneblødning" og råbte, at når de skulle ødelægge mit liv, så skulle jeg også ødelægge deres liv. Et par dage efter fik jeg at vide, at jeg ikke var velkommen mere.

Truslerne kommer, når lunten er kort. Ofte er de glemt lige så hurtigt igen.

Preben: – Det sidder måske i kroppen et par timer, nogle gange er det glemt, inden man er ude af døren. Bagefter tænker jeg sommetider, at de passer jo bare deres arbejde. Det er ikke dem, der laver loven. Men man støder panden mod en mur. Alligevel gav det stof til eftertanke, da det gik op for Preben, hvor travlt hans sagsbehandler egentlig har.

– Da hun fortalte, at hun har 130 klienter om ugen, fik det lagt lidt en dæmper på mig. Jeg har snakket pænere til hende efter det og vænnet mig til, at det tager den tid, det tager.

Tina: – Narkomaner er meget egoistiske, nogle gange tror vi kun, det handler om os. At det kun er os, der har det dårligt. Man bruger også tit stoffer som en undskyldning. Men det er for nemt at gemme sig bag, det er ikke alting, der er i orden, fordi man er på stoffer.

Jeg fik sagt nogle grimme ting

For nylig fik Uffe en ny sagsbehandler, som han er glad for. Til gengæld har han mange eksempler på, hvorfor forholdet til hans tidligere sagsbehandler var noget anstrengt. For eksempel syntes han, at hun lovede ting, hun ikke holdt. På et tidspunkt bad Uffe om et møde, fordi han var frustreret over, at hans ansøgning om pension trak i langdrag.

– Jeg havde gået i 17 måneder og været på bistandshjælp og skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet, men det var jeg jo ikke på grund af min invaliditet, så det var jo ulovligt. På mødet fik Uffe afløb for sin frustration. Og han fik også fortalt sin sagsbehandler, at „hvis han en dag mødte hende på Nørrebrogade, så…"

– Jeg fik sagt nogle grimme ting, som jeg bagefter tænkte, at det var vist for meget.

En del af omgangstonen

Vold og trusler er en del af det miljø, Uffe, Preben og Tina færdes i. Og en del af den indbyrdes omgangstone og -form. Preben: – Min ven Martin og jeg har kendt hinanden i 25 år. Vi kan sidde og råbe ad hinanden i to timer, fem minutter efter omfavner vi hinanden. Eller Martin kan sidde og sige: „Jeg smadrer Preben, når han kommer"…

Tina: – Det er mest i munden. Det er en del af miljøet.

Mest i munden, men også alvor nogle gange. Som da Preben fik sit „livs røvfuld" af en flok hætteklædte mænd, så der var blod over hele lejligheden.

– Det var slet ikke mig de skulle have fat i, jeg var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, siger Preben, som også fortæller, at han selv „har kørt folk i skoven, hvis de ikke har betalt en regning."

Frustration og afmagt

Har I nogensinde overvejet at gøre alvor af en trussel over for en sagsbehandler?

Preben: – Nej, aldrig. Jeg ved, hvad det vil koste mig, hvis…

Uffe: – Nej, selvfølgelig mener jeg det ikke alvorligt. Det kunne jeg ikke finde på. Desuden er jeg 30 pct. invalid. Men jeg er simpelthen så ondskabsfuld på den sagsbehandler. Jeg synes det er o.k. at true, men det er ikke i orden at gå i fængsel for. Hvis vi engang mødtes alene i en tunnel, hvor det var ord mod ord, så ville jeg få min hund til at løbe efter hende, så hun blev bange, eller spytte efter hende. Ville alle ikke det?

Ikke Tina: – Det ligger ikke lige til mig (at true, red.), men jeg har ikke altid været så smart at høre på, indrømmer hun.

Tina kender udmærket til følelsen af afmagt. Og hun kan også godt forstå, hvorfor nogle reagerer, som de gør.

– Det er jo ikke en person i ligevægt, de (sagsbehandlerne, red.) møder. Der skal ikke meget til, før man tænder af. Selvfølgelig skal de ikke finde sig i at blive truet med vold, man skal ikke være på arbejde, hvor man bliver truet hver dag. Men ofte er det jo frustration. Det ER afmagt. Og så er der også nogen, der bare skal brokke sig – narkoman eller ikke narkoman.

Mød mig som et menneske

Efter mødet på socialkontoret, hvor Uffe truede sagsbehandleren, trak hendes chef ham til side.

– Han sagde, at han godt kunne forstå, at jeg var gal, men at det ikke gik, jeg opførte mig på den måde. Vi fik en fair snak om det og fik det redt ud. Han er den eneste, jeg sætter pris på deroppe. Jeg har respekt for ham, for han giver mig et blik som et voksent menneske. Det med respekt og ligeværd popper op flere gange.

Preben: – Mange gange føler man, at folk ser ned på en, fordi man er tidligere misbruger.

Tina: – Hvis vi kommer for sent, får vi skæld ud, og bliver måske straffet. Hvis de misser en aftale, så må vi bare tage det med. Der er ingen, der siger undskyld, fordi vi er gået forgæves. Hvis der ikke er gensidig respekt, så bliver jeg sur. De har svært ved at erkende, hvis de begår en fejl. „Så må det være vores skyld".

Men det værste er følelsen af at blive umyndiggjort, synes Tina:

– Når jeg en gang imellem beder om at få metadon med til en ekstra dag, føler jeg det meget nedværdigende. Det synes jeg er det værste. Man er jo et voksent menneske. Men de skal gøre det til et kæmpe problem, ringe rundt og…, det er umyndiggørende. Jeg har været på metadon i 17 år, og jeg kunne forstå, hvis jeg kom derop hver anden dag og havde tabt den, men det gør jeg jo ikke.

Respekt og ligeværd, siger I. Hvad skal der mere til for at skabe et godt forhold – hvordan vil I ellers gerne mødes?

Uffe: – Ganske almindeligt „Har du det godt?"…. Mit center er det værste sted i København. Andre steder kan man få en kop kaffe og en ostemad. Her er det sådan, at har du fået din medicin, så er det bare ud. Ikke noget med at stoppe op og snakke, det er meget upersonligt.

Tina: – Selv om de har travlt, kunne de godt komme ud og vise ansigt. „Jeg er din nye sagsbehandler, jeg har meget travlt lige nu, men nu ved du, hvem jeg er." – Man vil gerne ses som et menneske.

Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, september 2005 (årgang 11 nr. 1).

www.vold-som-udtryksform.dk