Ved egen kraft og fælles hjælp
Ålborg Socialpædagogiske Seminarium inviterede institutioner og boformer til samarbejde om undervisning i voldsforebyggelse. Ved fælles hjælp kan vi mere, lød filosofien – det gør den stadig.
Af: Seminarielærer Uffe Vester Nielsen, Aalborg Socialpædagogiske Seminarium
Målet med projekt „Ved egen kraft og fælles hjælp" var at kvalificere seminariets undervisning i voldsforebyggelse: Først og fremmest at give de studerende viden og kompetencer, så vold og krænkelser undgås, og dernæst at forberede dem på og kvalificere dem til at tackle voldsepisoder hensigtsmæssigt, når eller hvis de opstår.
Seminariet kunne ikke løfte denne opgave alene. Dels manglede vi viden og kompetencer som undervisere, dels er virkeligheden i praksisfeltet så kompleks, at vi fandt det hensigtsmæssigt at arbejde tæt sammen med praksis, om at tilrettelægge og gennemføre undervisningen.
Derfor var projektets bærende ide, at vi ved „fælles hjælp" – med udvalgte samarbejdspartnere i Nordjyllands Amt (institutioner/boformer) – og disses medarbejdere ville udvikle og gennemføre kurser, som mere præcist dækker de behov og løser de problemer, der er i den pædagogiske praksis. Samarbejdet har været på to niveauer: Et organisatorisk niveau, hvor ledere fra praksis sammen med undervisere fra seminariet har udviklet et undervisningsprogram. Og et praksisniveau, hvor ideen var, at uddannede pædagoger sammen med studerende skulle udvikle undervisningen og samtidig undervises.
En af de metoder, vi på forhånd vidste, vi ville afprøve, var videoanalyse af situationer med samspil mellem brugere og medarbejdere. Til det valgte vi at benytte Marte Meo-metoden. Marte Meo betyder „ved egen kraft" – deraf en del af titlen på projektet.
De vigtigste resultater
Vores vigtigste erfaringer fra projektet kan formuleres i fire hovedsætninger:
1) Samarbejde med praksisfeltet er spændende og givtigt
At forstå praksis og de problemstillinger, medarbejderne står med i det daglige, er vigtigt for seminariet og undervisningen. Derved har vi mulighed for at formidle med vores ofte mere „teoretiske" tilgange og forståelsesrammer, så de kan blive brugbare i den pædagogiske praksis. De uddannedes erfaringer har været berigende for både studerende og undervisere. Samarbejdet på det organisatoriske plan har også givet andre og mere nuancerede forståelser af de problemstillinger, som er i praksis, til at forebygge vold. Eksempelvis har seminariet og praksisfeltet nu bedre mulighed for at etablere en koordineret indsats i forhold til støttetiltag, når medarbejdere har været udsat for vold og krænkelser.
2) Fysiske øvelser opleves som spændende og givtige af kursisterne
Allerede ved tilrettelæggelsen af kurset var vi opmærksomme på, at vi skulle afprøve og udvikle andre undervisningsformer. Specielt ville vi forsøge at indarbejde mere kropsorienterede øvelser, hvor sanser og fornemmelser „kom i spil". Det blev praktiseret – med inspiration fra Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium – med stor succes. Såvel studerende som uddannede oplevede det som en ny og anderledes tilgang til at forstå og agere anderledes i pædagogisk praksis.
3) Det er ikke hensigtsmæssigt, at bruge Marte Meo i et sådant kursus, som vi har afviklet
Marte Meo var tænkt som gennemgående metode, og et centralt omdrejningspunkt i tilrettelæggelse og afvikling af projektet. Vi har erfaring fra grunduddannelsen for, at Marte Meo er en god og brugbar metode, hvis man vil fremme en udviklingsstøttende dialog og kommunikation. Derfor har vi også (stadig) tiltro til, at metoden er hensigtsmæssig. Men i vores forsøgsprojekt har vi ikke haft succes med den. Det skyldes dels, at det rent praktisk ikke har været muligt at få tilstrækkelige videoobservationer af samspillet mellem kursister og brugere til brug for undervisningen. Barriererne har måske været, at kursisterne var „blufærdige" over for at skulle „udstille" egne svagheder eller fortræffeligheder! Desuden har mange af de studerende ikke reelt haft mulighed for at optage samspilssituationer, da de ikke er i praksis (praktik eller vikararbejde). Endelig var videoanalyserne mere tidskrævende end forventet. Det vil sige, at underviserne havde vanskeligt ved at nå det inden for de givne tidsrammer.
4) Der er både fordele og ulemper ved at sammensætte et hold af uddannede og studerende
Først og fremmest er uddannedes og studerendes forudsætninger meget forskellige. Det betyder, at undervisningen skal tilrettelægges, så der tages hensyn til meget forskellige „ståsteder". De studerendes „billeder" eller erfaringer og indlevelse i praksisproblemer er generelt ikke på samme nuancerede niveau som de uddannedes, der arbejder i praksis. Og omvendt er nogle af de uddannedes begrebsmæssige viden ikke altid på samme niveau som de studerendes. På trods af det har sammensætningen været en delvis succes. De studerende har haft stort udbytte af at være sammen med uddannede. De har ofte oplevet at kunne få konkretiseret og nuanceret problemstillinger og forholdemåder i den konkrete pædagogiske praksis. Mange uddannede har også oplevet det som givende at få lov til at „øse ud" af erfaringer.
Videre frem
Vi vil fremover indarbejde flere af erfaringerne fra projektet i vores volds- og praktikforberedende undervisning. Dels vil vi forsøge at udvide undervisningen med 50%, så de studerende fremover får 18 lektioner, dels vil vi inddrage erfaringer med kursusindholdet i den fremtidige undervisning. Her tænkes specielt på at opprioritere den mere kropsorienterede og sansede tilgang i undervisningen.
Men vi vil også forsøge fremover at samarbejde med praksisfeltet, så der vil blive mere direkte inspiration fra uddannede. Om dette skal ske ved, at uddannede er medkursister, eller vi skal inddrage undervisere fra praksisfeltet, er endnu ikke klarlagt.
Vi har høstet mange erfaringer i projektet, og også konstateret barrierer og ulemper – både økonomisk og af praktisk art. Men vi mener stadig, at vi ved „fælles hjælp" kan mere.
Denne artikel stammer fra nyhedsmagasinet Vold som Udtryksform, november 2001 (årgang 7 nr. 2) og november 2002 (årgang 8 nr. 2).