Fortællinger om vold
Erfaringslæring var nøgleordet i projekt „Vold som blind passager“. Især fortællermetoden, som blev afprøvet i projektet, har givet anledning til nye refleksioner.
Af: Socialrådgiver Inge Larsen, Social- og Sundhedsskolen i Vejle Amt og cand.pæd.pæd. Dorthe Christiane Iversen, Kolding Pædagogseminarium
Projekt „Vold som blind passager" blev skabt i samarbejde mellem Social- og Sundhedsskolen i Vejle Amt og Kolding Pædagogseminarium. Projektet har som sigte at udvikle en metode til erfaringslæring til forebyggelse af vold. Formålet er dobbelt: for det første at støtte de personer, der udsættes for vold, og for det andet at skabe en viden, som kan mindske risikoen for, at vold opstår.
Projektet skal desuden konkret udvikle undervisningsmateriale til brug for studerende/elever og praktikvejledere inden for deres respektive praksisfelter. Undervisningsmaterialet skal danne baggrund for en hjemmeside på nettet, som alle interesserede kan besøge. Projektforløbet er to-strenget og består af analyse og teori og handlingspraksis
Analyse og teori
I første del af projektet gennemførte vi en undersøgelse i amtet om vold mod studerende, både blandt studerende og elever på de to ovennævnte uddannelsesinstitutioner og på 31 institutioner i Vejle Amt. Tallene herfra svarer nøje til de tal, Socialt Udviklingscenter SUS nåede frem til i deres landsdækkende undersøgelse „Vold mod studerende i praktik", som blev offentliggjort i efteråret 2000.
For at kvalificere projektsamarbejdet har vi desuden brugt en del tid på selv at blive klogere på feltet ved at deltage i diverse temadage og konferencer, indsamle relevant materiale, ved litteratursøgning og læsning.
Handlingspraksis
Anden del af projektet omhandlede metodeudvikling inspireret af erfaringslæring. Erfaringslæring er en metode, som bygger på deltagernes hverdagserfaringer. Deltagerne formulerer sprogligt deres erfaringer, hurtigst muligt i processen. Filosofien er, at socialarbejderne er dem, der er eksperter på området, og at deres erfaringer skal tages alvorligt.
Foruden erfaringslæringen som basis kan man sige, at der samtidig opstår „sidemandslæring" forstået således, at deltagerne i projektforløbet ved eksemplets magt bliver modeller for deres kolleger. Gennem deltagernes formulerede fortællinger skabes der dels mulighed for, at fortælleren får ny indsigt i fortællingen, som igen kan give nye handlemuligheder, dels giver fortællingen kolleger mulighed for at reflektere over forskellige problemstillinger vedrørende vold på arbejdspladsen.
Hvorfor erfaringslæring?
Der var mange grunde til, at vi ville anvende erfaringslæring som fundament. For det første er det vores erfaring, at uddannelserne på social- og sundhedsskolen og pædagogseminariet er praksisuddannelser. Det betyder, at elever og studerende ofte giver udtryk for at „de mangler eksempler" i undervisningen. For det andet fjerner underviserne på uddannelsesinstitutionerne sig generelt mere og mere fra praksis.
Vi tror, at ægte „voldshistorier" som undervisningsmateriale kan medvirke til autenticitet og indsigt i konkrete pædagogiske problemstillinger, og dermed styrke læringsresultaterne og fagligheden i praksisuddannelser.
Fortællerværksted
I projekt „fortællerværksted", som var en seminar-møderække på fem dage a hver fire timer, deltog 11 institutioner og to studerende fra Kolding Pædagogseminarium.
Deltagerne var pædagoger, social- og sundhedsassistenter, plejere, ledere, sygeplejersker og studerende. Institutionerne var udvalgt efter fem målgrupper: udviklingshæmmede, børn og unge, hjemløse og misbrugere, sindslidende og demente.
Nedenfor følger en kortfattet beskrivelse af faserne i forløbet. Ved alle møderne blev gruppens fortællinger og dialog optaget på bånd.
På første møde introducerede vi det samlede forløb, og en oplægsholder fra Center for Konfliktløsning holdt oplæg om konfliktrappen som redskab til at forstå faserne i konflikt-eskalering.
Til at lede undervisningen og udviklingen af „fortællermetoden" (se boks) havde vi hyret forskningslektor Marianne Horsdal fra Institut for Pædagogisk Forskning og Udvikling ved Syddansk Universitet.
På andet møde introducerede Marianne Horsdal til fortællingen som en måde at skabe sammenhæng og mening i tilværelsen. Herefter fortalte deltagerne i grupper om forskellige voldsepisoder fra deres arbejdsliv. Fortællingerne blev optaget på bånd, men skulle ikke kommenteres af de øvrige i gruppen.
På tredje møde fortalte deltagerne i grupperne om samme konflikt. Denne gang skulle de reflektere over, hvilke faktorer der kunne have været medvirkende til, at voldsepisoden opstod, og over, hvordan de kunne have handlet anderledes. Herudover skulle de flytte perspektivet og se og fortælle historien både fra udøvers og observatørs synsvinkel. I alle fortællingerne skulle grupperne deltage i dialogen om den enkeltes konfliktsituation.
På fjerde møde var der oplæg om samspillet mellem individet og institutionens fællesskab, og hvordan den enkeltes forståelse og fortælling kan påvirke kulturen i institutionen. Herefter blev problemstillingen vendt 180 grader: Deltagerne konstruerede i plenum den værst tænkelige institution set fra et de-eskaleringsperspektiv. Dvs. hvordan skaber man en institution med flest mulige faktorer, som kan medvirke til, at vold opstår og eskalerer.
Femte og sidste møde startede med en opsamling på deltagernes hjemmearbejde, hvor de i forlængelse af fjerde møde skulle reflektere over, hvad der kunne gøres på deres respektive institutioner. Afslutningsvis blev forløbet – de fem mødegange og metoden – evalueret.
Marianne Horsdal har efterfølgende på basis af projektet skrevet en videnskabelig artikel om erfaringslæring ved hjælp af fortællinger.
Vi knokler med det sidste…
Vi forventer at afslutte projektet omkring 1. november. P.t. er vi i gang med at systematisere vores undervisningsmateriale, der som nævnt skal danne baggrund for en hjemmeside på nettet. Konkret skal de „rene" fortællinger benyttes som eksemplariske „cases". Casene skal sammen med relevant teori danne grundlag for undervisningsmaterialet.
Fortællermetoden har i særdeleshed givet anledning til nye refleksioner. Som flere af deltagerne udtrykte det: „Vi troede ikke, I kunne bruge vores erfaringer". Det signalerer, at uddannelsesinstitutioner måske i for ringe grad udnytter socialarbejderes praksiserfaringer. Det var også tankevækkende, at en studerende gav udtryk for, at hun læringsmæssigt fik meget ud af denne metode ved at høre „voldsfortællinger" fra en ældre kommende kollega. Dette er blot nogle af de nye tanker, vi har fået gennem processen.
Fortællermetoden
Fortællermetodens udgangspunkt er, at vi alle opfatter verden som fortællinger. At vi via fortællinger skaber sammenhæng og mening i tilværelsens fragmenter. Vi konstruerer ikke altid bevidst historier, men vi prøver at forstå, hvordan vi kom fra ét punkt til et andet, og opbygger efterhånden en fortælling. Vores erfaringer med, hvordan tilværelsen hænger sammen, bliver efterhånden til tavs viden, som vi bruger til at forstå nutiden med, dvs. de hændelser, vi dagligt møder.
Når det uventede pludselig sker, opstår forvirring og angst, fordi det ikke passer ind i den fortælling, vi forstår verden igennem. Dette uventede kan opstå på mange måder; vold er én af dem. Volden opleves som meningsløs. Den, som udsættes for volden, skal nu skabe en ny sammenhæng, hvor den voldelige episode bliver forståelig, og denne nye sammenhæng kan skabes ved hjælp af fortællingen, hvor det uventede kan give mening.
Dette er fortællingens væsen, den skaber mening, men en fortælling kræver en lytter for at blive til. Efterfølgende kan meningen forhandles i dialogen, og fortællingerne kan rekonstrueres med mere mening, der kan nu skabes viden og erfaringer, som kan mindske risikoen for fremtidige voldssituationer.